Niels Lund, Summary: The foreign policy of Horik I, king of Denmark 814-854 (102:1, 21-22). Historisk Tidsskrift.
Niels Lund, professor i historie ved Københavns Universitet.
Niels Lund argumenterer i artiklen ”Horik den Førstes udenrigspolitik” for at den danske konge i 800-tallet var en diplomatisk medspiller, de store magter måtte regne med. Her bringes artiklens engelske summary i dansk oversættelse af Mette Koch-Jensen
.
Det 9. århundredes civiliserede europæere lader til at have betragtet skandinaviske herskere med en vis nedladenhed. Einhard beskrev Godfred, Karl den Stores modstander, som en temmelig opblæst barbar, som ligefrem meddelte, at han med en hær ville aflægge besøg hos selve kejseren i Aix-la-Chapelle. Da Godfreds søn, Horik (814-54), i 838 anmodede Karl den Stores efterfølger, Ludvig den Fromme, om at Frisland og Abodritterne skulle overlades til ham, forekom den anmodning, ifølge Skt. Bertin annalerne, kejseren at være så fuldkommen taktløs, at han helt og aldeles hånede og ignorerede den. Men faktisk indrømmede Einhard, at frankerne slet ikke var overbeviste om, at Godfred ikke ville føre sin trussel ud i livet. Han gjorde Godfred den ære at tælle Karl den Stores sejr over ham som én af de fire vigtigste sejre i kejserens lange regeringstid. En regeringstid som var præget af næsten uophørlig krigsførelse. Det bør også bemærkes, at Horik ville have ’noget for noget’. De udsendinge, som bragte hans anmodning til kejseren i Attigny, lagde ud med at rapportere, at Horik på grund af loyalitet mod kejseren havde fanget flertallet, eller lederne, af de sørøvere, som på det seneste havde angrebet imperiet. Efterfølgende havde han beordret dem dræbt. Den danske konge og den frankiske kejser samarbejdede tilsyneladende imod fælles fjender. I virkeligheden havde forhandlingerne mellem dem foregået i årevis. Et par år tidligere havde Horik endda klaget til kejseren over de uretfærdige drab på nogle danske sendebud ved Køln og var blevet kompenseret for dem.
Begivenhederne fra ét bestemt år må undersøges på ny for at få et helt klart billede. I 845 ledte en vis Ragnar en flåde imod Paris. Ifølge Skt. Bertin annalerne købte man sig fri af ham, og han forlod snart Paris og drog derefter videre for at plyndre i kystområderne. Andre annaler bekræfter plyndringer i Frisland. Efter at de havde plyndret ’et vist kloster’ blev de ’ramt af Guds straf i form af enten blindhed eller sindssyge’. Det siges, at kong Horik blev så forfærdet, da han hørte om det, at han sendte gesandter til Ludvig den Tyske, kongen af det østlige Frankerrige, for at forhandle fred. Horik var rede til at løslade alle fangerne og give al den ejendom tilbage, som Ragnar havde bemægtiget sig. Ifølge selv samme annaler sendte Horik samme år en stor flåde op ad Elben mod sakserne, som hørte under Ludvigs kongedømme. Men han blev slået. 
Efter dette slag blev en vis slavisk civitas angrebet og erobret – dog ikke af Horik men af de sejrrige saksere. Det står klart ud fra afsnittets grammatik. I henhold til Fulda-annalerne blev angrebet på Hamburg enden på Ragnars plyndringstogter i kystområderne. Den guddommelige straf, der blev vikingerne til del, og som blev nævnt i Skt. Bertin annalerne, genlyder i oplysningen om, at vikingerne efter plyndringen af Hamburg ’ikke vendte ustraffede tilbage.’
[…]
Kontrollen med abodritterne, Sachsen og Frisland blev prioriteret højt i Horiks udenrigspolitik. Ifølge Einhard betragtede hans far, Godfred, disse områder som sine egne, og han havde uden tvivl en stor indflydelse blandt abodritterne. Danske herskere i det 8. århundrede havde højst sandsynligt også en stærk position i Frisland og Sachsen, indtil Karl den Store genindførte frankisk herredømme i disse provinser. Horik havde til hensigt at genoprette sin fars indflydelse på disse kanter. I Frisland var hans største bekymring nok ikke tribut men snarere rivaler som Harald Klak. Denne havde fået et len i Frisland af Ludvig den Fromme i 826. Der var også andre fordringer på tronen, eller i hvert fald krav om en andel af magten i Danmark – som de nevøer, der i 850 tvang Horik til at dele magten med sig. Abodritterne var en værdifuld indtægtskilde for Godfred, da Karl den Store ønskede at alliere sig med dem mod sakserne. Dansk indflydelse i Sachsen var også vigtig, og saksiske stormænd søgte ly i Danmark.
Da Horik forsøgte at forhandle sig til at opnå kontrol med disse områder frem for at kæmpe om dem, udviste han en stor viden om frankisk politik. Han afpassede sit tilbud om at overtage kontrollen med friserne og abodritterne meget nøje. Abodritterne var i oprør, og Frisland var lige blevet taget fra Ludvig den Tyske af hans far, som fandt det langt fra let at kontrollere, fordi vikingekrigsherrer skabte deres egne len med eller uden imperiets samtykke. Horiks angreb op ad Elben faldt sammen med et andet slavisk oprør, nu mod Ludvig den Tyske. Angrebet var sandsynligvis et forsøg på at fiske i rørt vande, hvis det ikke ligefrem var et regulært forsøg på at støtte abodritterne. Da det mislykkedes, havde han pludselig en god grund til vise sig fra sin pæne side og imødekomme den tyske konge ved at returnere byttet og fangerne, som Ragnar havde taget i Hamburg. Det var underordnet, om Ragnar havde handlet på Horiks ordre, eller om han var én af de sørøvere, hvis lige Horik tidligere havde fanget og henrettet i sin egen interesse såvel som Ludvig den Frommes. Tre år senere advarede de tre frankiske konger samstemmende Horik. Hvis han ikke sørgede for at begrænse de danske sørøveres angreb på de frankiske kongedømmer, ville de føre krig mod ham.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.

Copyright Systime A/S 2017