Sidens indhold

Kilderne står i rækkefølge i forhold til deres relevans for kapitlerne i bogen. Kilderne på hjemmesiden er nummereret i forlængelse af bogens kilder.

Kapitel 1 - Hvad er korstog og hvad er hellig krig?

Tekst 38 - Korstoget som udtryk for Guds vilje (1100-1108)

Guibert af Nogent ser korstoget som Guds vilje. Skrevet før 1108, citeret i L. & J. Riley-Smith: The Crusades – Idea and Reality 1095 – 1274 p. 55 – min ovs.
Gud har iværksat hellige krige i vores tid, for at ridderstanden og den flok der løber i deres fodspor, som, følgende de gamle hedninges eksempel har været optaget af at slagte hinanden, kunne finde en ny måde at vinde frelse. Og så de ikke er tvunget til at forlade denne verdens affærer fuldstændigt ved at vælge munkelivet eller en af de religiøse beskæftigelser, som det var normalt, men kan opnå Guds nåde i en hvis udstrækning mens de forfølger deres egen karrierer, med den frihed og i det tøj de er vant til.

Tekst 39 - Brev fra Bernhard af Clairvaux om det andet korstog

Den senere Sankt Bernhard var en af sin tids mest effektive prædikanter. I et brev forud for det andet korstog propaganderede han for korstoget. Cit. efter J.Riley-Smith: The Crusades side 95, min ovs.
Denne tidsalder er ulig nogen anden der er gået forud, en ny overflod af guddommelig nåde kommer ned fra himmelen. Velsignet er de, der er i live i dette år der behager Herren, dette tilgivelsens år, dette sande jubelår. Jeg siger jer, Herren har ikke gjort dette for nogen generation før, ej heller har han ødslet på vor fædre en nådegave så rigelig. Se på den dygtighed han bruger for at frelse jer. Overvej rækkevidden af hans kærlighed og bliv forbløffet, syndere. Han skaber et behov – han enten skaber det eller foregiver at have det – mens han ønsker at hjælpe jer i jeres nød. dette er ikke en plan udtænkt af mennesker, men en der kommer fra himmelen og udgår fra hjertet af den guddommelige kærlighed.

Tekst 40 - Propagandabrev skrevet af Bernhard af Clairvaux.

Brevet er skrevet af Bernhard af Clairvaux, citeret i Hans Eberhard Mayer: The Crusades side 34 - min ovs.
Oh, mægtige soldat, oh krigens mand, du har nu en sag for hvilken du kan slås uden at bringe din sjæl i fare, en sag i hvilken det at vinde er strålende, og for hvilken det at dø blot er en gevinst. Eller er du en kløgtig forretningsmand, en mand, der hurtigt ser fortjenesten i denne verden? Hvis du er, kan jeg tilbyde dig en glimrende handel. Gå ikke glip af denne mulighed. Tag Korsets tegn. Straks vil du få aflad for alle de synder du bekender med et angrende hjerte. Det [korset] koster dig ikke meget at købe, og hvis du bærer det med ydmyghed vil du opdage, at det er Himmelens Rige værd.

Tekst 41 - En korstogsprædikants syn på mængden af døde korsfarere (o. 1270)

Korstogsprædikanten Humbert af Romans svarer på kritik af, omkring 1270, at så mange anstændige kristnes død under korstogene var skadeligt for kristendommen. Cit efter Riley-Smith: The Crusades side 257 – min ovs.
Kristendommens mål er ikke at fylde jorden, men at fylde himmelen. Hvorfor skulle man bekymre sig hvis antallet af kristne formindskes i verden ved død lidt for Gud? Ved denne død kommer mennesker i himlen, som måske aldrig ville været nået den af nogen anden vej.

Kapitel 2 - Vesteuropa i tiden inden korstogene

Tekst 1: Sangen om Roland (o. 1100) - (i bogen)

Kapitel 3 - Byzans – det Østromerske Rige

Tekst 42 - Vikingen Harald Harderaade i byzantinsk tjeneste (1033-1066)

Harald Sigurdssøn Harderaade (1015-1066, konge i Norge 1047-1066). Uddrag af Harald Harderaades saga (1033-1066). Her gengivet efter Elin Bach: Fra Senantik til Renæssance Gyldendal 1962 side 92-95:
Kapitel 2 … Harald dvælte nogle vintre i Gardarike [betegnelse for rigerne i Kiev og Novgorod i Rusland] og for viden om Østervej. Siden tog han på at fare ud til Grækenland og havde en stor skare med sig, da han tog til Miklagård [egl. Den store Gård, vikingernes navn for Konstantinopel]
Kapitel 3. Da rådede for Grækenland dronning Zoe den Mægtige [1028-1052] og med hende Michael Katalaktus. Men da Harald kom til Miklagaard til dronningen, gik han der i tjeneste for sold og for straks om høsten på galejer mod de hærmænd, som for ud i Grækenlandshav [det &Aelig;gæiske Hav]. Harald holdt en skare af sine mænd. Da var den mand høvding over hæren, som hed Gyrgr [Georgios Maniakes, byzantinsk feltherre]; han var dronningens frænde. Men Harald havde kun været en kort tid i hæren, inden væringerne meget sluttede sig til ham, og for de sammen i én flok, når der var kampe; det kom da dertil, at Harald blev høvding over alle væringer.
Kapitel 11 … Siden for Harald tilbage til Miklagaard med denne hær og dvælte der kort tid, inden han tog på en færd ud til Jorsale-by [Jerusalem].
Kapitel 13 … Da Harald var kommet til Miklagaard fra Jorsale-land, fik han lyst til at fare til Nordlandene til sin odel; han havde da spurgt, at han hans brodersøn Magnus Olavsøn var blevet konge i Norge og så i Danmark, og siger da op i sin tjeneste hos Grækerkongen. Men da dronning Zoe fik dette at vide, blev hun meget vred og vakte anklager imod Harald; …
Kapitel 14 … Siden væbnede hele hæren sig og gik dertil, hvor kongen [Mikael IV Katalaktes, Zoes medkejser 1034-41] sov. de tog kongen til fange og stak begge øjne ud på ham. I begge Haraldsdraper og mange andre kvæder om ham er dette omtalt, at Harald blindede selve grækerkongen.
Kapitel 15 … Siden gik de bort til væringernes galejer, tog to af galejerne og roede siden ind i Sævidarsund [Det gyldne Horn]. Men da de kom hid , som jernlænkerne lå tværs over sundet [I urolige tider spændtes en tyk jernkæde hvilende på tømmerflåder over mundingen til det Gyldne Horn.], sagde Harald at mændene skulle sætte sig til årerne på begge galejer, men de mænd som ikke roede, skulle alle løbe agter i galejerne og have hver sin sækkefeld med. De rendte så galejerne op på jernlænkerne, og så snart den fæstedes, og farten tog af, bad han alle mænd løbe frem i. Da stupte den galej, som Harald var på, og gled af jernlænkerne ved svingningerne, men den anden galej, som blev fast på jernlænkerne, sprak, og druknede mange, men nogle blev tagne op af vandet. på denne vis kom Harald ud fra Miklagaard og for ind i Sortehavet.

Tekst 43 - Nikeforos Bryennius om slaget ved Manzikert 1071

I 1067 havde de seljukkiske tyrkere besat Armenien, og var begyndt at true det byzantinske Lilleasien. I 1071 samlede den byzantinske kejser Romanus Diogenes en hær, der kom til at et bestå af ca. 100.000 mand. Den seljukkiske storsultan Alp-Arslan, der var optaget i Aleppo med at sikre sin flanke inden et angreb på Egypten, ændrede planer og drog hurtigt mod nord. 19. august 1071 besejrede tyrkerne den byzantinske hær ved Manzikert i det østlige Lilleasien. Kilden er skrevet af historikeren og generalen Nikeforos Bryennius, hvis bedstefar havde taget del i slaget. Bryennius var gift med historikeren Anna Komnena, der var datter af den senere kejser Alexius Komnenos. (cit. efter E. Hallam: The Chronicles of the Crusades s. 41-42, min ovs.)
Efter at kejseren, Romanus IV Diogenes, var ankommet til Kappadokien, kaldte han de bedste generaler til rådsmøde, for at diskutere hvilken plan, der skulle følges. Spørgsmålet, der skulle afgøres var om det var nødvendigt at fortsætte marchen mod Persien, for at udkæmpe et slag med tyrkerne der, eller om det var nok at vente på deres ankomst til byzantinsk territorium. Man vidste at sultanen allerede havde forladt Persien og var ved at avancere etapevis mod det Romerske Imperium.
Nogle, på en gang de der var mest dristige og mest opsatte på at blive begunstigede hævdede at der ikke var nogen idé i at søge at vinde tid, og at de skulle rykke frem på slagmarken og tilbyde kamp til sultanen, der lige var trængt ind i Vatona-regionen i Armenien. Men grækeren Joseph Tarchionites, der da kommanderede en stor del af tropperne, og Nikeforos Bryennius, mente at denne plan var fuldstændig forfejlet, og tiggede kejseren om, hvis det var muligt, at vente og volde fjenden afbræk, befæste nabobyerne og sætte ild på egnen, så fjenden kom til at mangle proviant.
I mangel af sådan en taktik, rådede disse kloge generaler om i det mindste at sætte kurs mod Theodosiopolis og slå lejr der og vente på fjenden der under forhold der ville tvinge sultanen, hvis forsyninger snart ville slippe op, til at gå i kamp med byzantinerne i terræn, der var gunstig for vore hære.
Men, som ordsproget siger, kommer der ikke noget ud af at synge for en døv mand, og gruppen af de der søgte at smigre kejseren vandt sejr. … 
[kejseren modtog et brev i nærheden af Manzikert] …, der meldte at sultanen, der var blevet informeret om hans march var i tvivl om sin egen styrke og havde forladt Persien og var på flugt mod Babylon. Overbevist af disse rapporter splittede kejser Romanus sin hær op i to dele, beholdt én del hos sig og sendte resten til Khleat …
Sultanen, Alp Arslan var på det tidspunkt meget tæt på den byzantinske lejr, optaget af kloge forholdsregler til forberedelse af kamp – fuldstændig uden kejserens vidende. Alp-Arslan, der ønskede at lokke kejseren frem, ansporede ham til at vove en fremrykning for at få ham i en fælde. han sendte ryttere frem, der, så hurtigt deres heste kunne ride, for frem mod udkanten af den byzantinske lejr, for så at vende rundt som om de flygtede. Ved at gentage denne manøvre lokkede de nogen af de byzantinske generaler frem … der indledte et uovervejet angreb mod fjenden. Tyrkerne foregav at flygte. men så snart de var kommet et anseeligt stykke væk fra lejren, vendte de rundt og overfaldt deres splittede fjender og knuste dem… tabet blandt vore soldater var så stort, siger man, at der ikke engang var nogen budbringer tilbage, der kunne bekendtgøre katastrofen. … 
Kejseren stillede nu sin hær op i kampformation. Tyrkerne forblev stille fordi de ikke havde til hensigt om at udkæmpe et regulært slag. Men sultanen, hvis lejr befandt sig et godt stykke bagud for sine tropper, gav signal til angreb (imod sine troppers ønske). [De tyrkiske soldater blev beordret til] at omringe de byzantinske regimenter og skyde en byge af pile mod dem fra alle sider. Byzantinerne, der så at deres kavaleri var blevet et mål for de tyrkiske bueskytter, var tvunget til at følge efter og støtte det. De avancerede derfor, mens fjenden foregav at flygte. Men de [byzantinerne] led store tab af at skaffe sig fremskudte positioner og i de baghold fjenden havde forberedt bagude. 
[Den byzantinske hær gik til angreb, men i stedet for at tage stødet, spredte tyrkerne sig ud, vendte pludseligt rundt og angreb med ”raseri og vilde skrig”. Den byzantinske højre fløj og bagtrop blev sendt på flugt. Kejseren blev omringet, og da hærens venstre fløj også blev sendt på flugt, kæmpede kejseren tappert, men måtte til sidst overgive sig].

Tekst 44 - Den byzantinske hærs forfald på Romanus Diogenes tid (1300-tallet)

I tidligere tider var grænsen i Syrien blevet afpatruljeret af kavaleriregimenter på op til 60.000 mand. Sidst i 1000-tallet var Byzans’ hær i forfald og Romanus Diogenes måtte med en byzantinsk 1300-tals historikers ord inddrage
Makedonere og Bulgarere og Kappadokiere, Uzere, Frankere og Varægere og andre barbarer, der var til rådighed … De navnkundige forkæmpere for romerne, der havde underkastet sig hele østen og vesten var nu kun få i tal, og disse var nedbøjede af fattigdom og dårlig behandling. De manglede våben … Af denne grund blev de betragtet som ubrugelige og unødvendige, og deres lønninger og vedligehold blev reduceret. (AHotC p. 200)

Kapitel 4 - Mellemøsten i tiden før korstogene

Tekst 2: Forholdet mellem muslimer og kristne i Damaskus (o. 880) - (i bogen)

Kapitel 5 - Det første korstog - fra Clermont til Konstantinopel

Tekst 3: Urban IIs tale i Clermont (1100-1128) - (i bogen)

Tekst 4: Urbans brev til de nordspanske grever (1095) - (i bogen)

Tekst 5: Anna Komnena om korstogshærenes komme (o. 1148) - (i bogen)

Tekst 6: Ridderen på kejser Alexios trone (o. 1148) - (i bogen)

Tekst 7: Ibn al-Athir om årsagerne til det første korstog (o. 1230) - (i bogen)

Tekst 45 - Urban IIs brev til Flandern om støtte til korstoget (o. 1095)

Paven skrev en række breve efter sin prædiken i Clermont, hvoraf fire kendes i dag. I det følgende, fra december 1095, søger paven støtte til korstoget blandt de troende i Flandern. Grev Robert af Flandern var kendt for sit religiøse sindelag. Brevet er gengivet i L. og J. Riley-Smith: The Crusades, Idea and Reality 1095-1274 side 38. (egen ovs.).
Vi tror på, at I brødre, for længe siden fra mange beretninger hørte om de sørgelige nyheder at barbarerne i deres vanvid har invaderet og hærget Guds kirker i de østlige lande. Hvad der er endnu værre, de har bemægtiget sig Kristus’ Hellige By, herliggjort af Kristi lidelse og genopstandelse, og – det er blasfemi at sige det – holder byen og dens kirker fast i afskyeligt slaveri. Andægtigt overvejende denne katastrofe og bedrøvet over det, besøgte vi Gallien og tilskyndede inderligt fyrsterne og undersåtterne i det land til at befri kirkerne i østen. Ved et kirkeforsamling holdt i Auvergne pålagde vi dem, som det er almindelig kendt, forpligtelsen til påtage sig sådan et militært foretagende for forladelsen af alle deres synder og vi udnævnte i vort sted som leder af denne rejse og dette arbejde vor kæreste søn Adhémar, biskop af Le Puy. Det følger, at enhver som beslutter sig for at drage ud på denne rejse skulle adlyde hans ordrer som var de vore egne og skulle være fuldstændig underlagt hans magt til at løsne og binde i alle beslutninger, der har med denne opgave at gøre. Hvis Gud skulle kalde nogen af jer til at aflægge dette løfte, skal de vide at han vil drage af sted, med Guds hjælp, på Marie Himmelfartsdag [15. august. red.] og at de kan slutte sig til ham på denne dag.

Tekst 46 - Raymond af St Gilles og Biskop Adhémar af Le Puys rejse (1100-1105)

Uddrag af en krønike skrevet inden 1105 af Raymond d’Aguilers, kapellan hos Raymond af Toulouse og deltager i Det Første Korstog. Citeret efter Regine Pernoud s. 43ff. En sætning, der udeladt af Pernoud [+] er her citeret efter Edward Peters: The First Crusade s. 158. Den sidste del af kilden (fra [++]) er ligeledes citeret efter Peters (s. 177-178).
Vi kom til Durazzo [Dyrrhachium. red.] (i februar 1097), og vi modtog der breve fra kejseren, hvori han talte om fred, venskab og et nært forbund. Alt dette var kun ord, thi foran og bagved os, til højre såvel som til venstre vedblev tyrkerne, kumanerne, petchenegerne og bulgarerne (alle disse folkeslag står mere eller mindre under Byzans, og nogle af dem var i kejserrigets sold) at lægge baghold for os. En dag, da vi befandt os i dalen ved Palagonia (i nærheden af Ohrid), havde biskoppen af Le Puy fjernet sig lidt fra lejren for at finde et velegnet plads til sit telt. Da blev han angrebet af nogle petscheneger, som rev ham ned af hans muldyr, udplyndrede ham og sårede ham alvorligt i hovedet … Da vi til slut var nået gennem disse baghold, kom vi til et slot, som hed Bucinat (Vodena). Der fik greven at vide, at petchenegerne traf foranstaltninger til at angribe vores hær. Vore folk anbragte derfor nogle krigere i et hemmeligt baghold i nærheden og faldt derefter over dem, dræbte en mængde af dem og drev de øvrige på flugt. Hele tiden ankom der budskaber om fred fra kejseren, men på grund af hans listige kneb var vi på alle sider omgivet af fjender. [+]Da vi kom til Thessaloniki, var biskoppen syg, og han blev tilbage i byen med nogle få mænd. Derefter kom vi til en by, som hedder Russa, og da det efter alt at dømme så ud til, at indbyggerne forberedte sig på at gøre os fortræd, fik vores sædvanlige tålmodighed ende. Så snart vi havde taget mændene til fange, begyndte vi at rive bymurene ned. Vi tog et stort bytte, og byen overgav sig til os. Vi drog ind deri med vajende faner og under råbet ”Toulouse”. Det var grevens kampråb Vi kom til en anden by, som hed Rodosto. Da de soldater, som var i kejserens sold, søgte at tage hævn over os, blev en mængde af dem dræbt, og vi tog lidt bytte. De gesandter, som vi havde sendt i forvejen til kejseren, ankom til os mens vi opholdt os der … I tillid til deres ord og til de budbringere, som kejseren havde sendt, forlod greven hæren og drog hurtigt i forvejen med et lille følge og begav sig våbenløs til kejseren …
Greven blev modtaget med mange æresbevisninger af kejseren og hans følge. Kejseren bad ham aflægge den samme ed og det troskabsløfte, som de øvrige fyrster havde aflagt til ham. Greven svarede imidlertid, at han ikke var kommet derhen for at anerkende en anden herre eller kæmpe for nogen anden end ham, for hvis skyld han havde forladt sit land og sine ejendele. [+] Ikke desto mindre, hvis kejseren ville drage til Jerusalem sammen med hæren, ville han overgive sig selv og sine mænd og alle sine ejendele. Men kejseren undskyldte sig fra rejsen ved at sige at han meget frygtede for at germanere, ungarere, kumanere eller andre vilde folkeslag ville lægge hans rige øde, hvis han foretog rejsen sammen med pilgrimmene. I mellemtiden, da greven hørte om hans mænds flugt og død, troede han, at han var blevet forrådt, og gennem visse af fyrsterne rettede han en voldsom anklage mod kejseren for at have begået forræderi. Men Alexius sagde at han ikke vidste at vores mænd havde hærget hans rige, og at han og hans mænd havde lidt megen overlast, at der ikke var noget greven skulle klage over, udover at mens grevens hær på sædvanlig vis lagde landsbyer og byer øde, flygtede de når de så hans (kejserens) hær.

Tekst 47 - Anna Komnenas beskrivelse af Bohemund af Taranto

Anna Komnena, der var kejser Alexius Komnenos datter, skrev en bog om sin far, kaldet Alexiaden, hvori hun beskriver korstogets ankomst til Konstantinopel, og i særdeleshed giver et nøje portræt af Bohemund. Citeret efter Pernoud s. 46:
Man havde aldrig tidligere i byzantinernes land set en mand, det være sig barbar eller græker, som var hans lige, thi hans udseende indgød beundring og hans ry frygt. Hvis man i enkeltheder skal give en yderligere beskrivelse af denne barbar, så var han så høj af skikkelse, at han næsten ragede en alen op over selv de højeste. Han var slank og slet ikke tyk, med brede skuldre, veludviklet brystkasse og kraftige arme. Hans skikkelse var som helhed hverken mager eller korpulent, men var så at sige i overensstemmelse med Polykleitos’ idealmål. Han havde stærke hænder og stod fast på fødderne, med kraftig hals og kraftige skuldre … Hans hud var meget hvid, men i hans ansigt blandedes det hvide med rødt. Hans hår var helt lyst og faldt ikke ned over hans skuldre, som tilfældet var med de andre barbarer. Denne mand fulgte virkelig ikke den almindelige mode med langt hår, men bar det kort afskåret ved ørerne. Var hans skæg rødt, eller havde det en anden farve? Jeg kan ikke sige det, thi barberkniven var gået hen derover og havde efterladt en overflade så poleret som marmor. Dog forekom det mig at være rødligt. Han åndede frit gennem næsen og næseborene, hans brystkasse var lige så velproportioneret som hans næsebor, og hans næsebor stod i det rette forhold til hans store brystkasse.
Der stod en vis charme omkring denne kriger, men den blev alligevel spoleret af et eller andet frygtindgydende, som udstrålede fra hans væsen. Thi denne mand var i hele sin fremtræden hård og vild, både i sin skikkelse og sit blik, og selv hans latter fik hans omgivelser til at skælve. Han var i legeme og sjæl sådan beskaffen, at både hans mod og hans kærlighed var skarp, og begge dele sigtede mod krig. Han havde en behændig og listig sjæl og var fuld af snedige kneb ved alle lejligheder. Hans ord var i virkeligheden meget velberegnede, og hans svar var altid tvetydige. Denne mand var i den grad overlegen, at han kun stod tilbage for min fader, hvad angik lykke, veltalenhed og naturens andre gaver.

Kapitel 6 - Det første korstog - fra Konstantinopel til Jerusalem

Tekst 8: Ibn al-Qalanisi om frankerne og rum-seljukkerne (o. 1160) - (i bogen)

Tekst 9: Gesta Francorum om korsfarernes syn på tyrkerne (o. 1101) - (i bogen)

Tekst 10: Raymond d’Agiles om fundet af den hellige lanse (før 1105) - (i bogen)

Tekst 11: Ibn al-Athir om den hellige lanse (o. 1230) - (i bogen)

Tekst 12: Gesta Francorum om Jerusalems erobring (o. 1101) - (i bogen)

Tekst 13: Ibn al-Athir om Jerusalems erobring (o. 1230) - (i bogen)

Tekst 48 - Al-Azimi om forholdet mellem frankere og Byzans (1100-tallet)

Frankernes flåde dukkede op i Konstantinopels havn med 300.000 mænd og deres konger var seks. De svor eder til kongen af Byzans at de ville overgive ham den første fæstning de erobrede, men de holdt ikke ord om dette. (Muslimsk forfatter Al-Azimi i 1100-tallet cit. Hillenbrand s. 54).

Kapitel 7 - Det kristne Jerusalem

Tekst 14: Bernhard af Clairvaux om det nye ridderskab (1128-37) - (i bogen)

Tekst 15: Fulcher af Chartres om livet i det hellige land (1100-1128) - (i bogen)

Tekst 16: Fransk korsfarersang (1145-1146) - (i bogen)

Tekst 49 - Fulcher af Chartres om de nye korsfarerrigers situation

Fulcher af Chartres var en del af Baudouin af Bouillons følge, og forblev derfor i Det Hellige Land efter at Det Første Korstog var afsluttet. Citeret efter Regine Pernoud side 98.
På dette tidspunkt var vejen over land endnu lukket for vore pilgrimme. Men både frankerne og italienerne eller venezianerne satte sejl med et, to eller endog tre eller fire skibe, og det lykkedes dem at slippe over havet, midt imellem fjendtlige pirater og under murene på de vantro byer, og når Gud værdigedes at føre dem, lykkedes det dem, om end under dødelige rædsler, at nå frem til Jaffa, den eneste havn, som vi på det tidspunkt beherskede. Så snart vi hørte at de var ankommet fra Vesten, fyldtes vore hjerter af glæde, og vi drog straks af sted for at møde dem, og begge parter lykønskede hinanden … De nyankommende begav sig til Jerusalem og besøgte de hellige steder. derefter slog nogle af dem sig ned i Det hellige Land for at blive, medens de andre vendte hjem til deres fædreland, ja endog helt til Frankrig. Som følge heraf vedblev Jerusalems hellige jord til stadighed at være uden tilstrækkelig befolkning, og der var ikke folk nok til at forsvare det mod saracenerne, dersom disse blot havde vovet at angribe os …
På dette tidspunkt havde vi faktisk ikke mere end tre hundrede riddere og lige så mange mand fodfolk til at forsvare Jerusalem, Jaffa, Ramleh og fæstningen Cayphas.

Tekst 50 - Brev fra pave Eugenius III der proklamerer det andet korstog

Kort uddrag af pavens argumentation for et nyt korstog. Citeret efter L. & J. Riley-Smith: The Crusades Idea and Reality side 57-58, min ovs.
Men nu, fordi vores synder og de af dets (:Det hellige Lands) folk krævede det, er der hændt det som vi ikke kan gøre kendt uden stor bedrøvelse og sorg. Byen Edessa, på vort sprog kend som Rohais, som også, siges det, alene under Kristent styre havde respekt for Guds magt på den tid hvor alle landene i Østen blev holdt af hedningene, er blevet taget af Kristi kors´ fjender, som også har besat mange kristne borge. Og ærkebiskoppen af den by og hans gejstlige er blevet dræbt dér, mens helgenrelikvierne er blevet trådt under de vantros fødder og spredt til alle sider. Vi erkender hvor stor den trussel er, der truer Guds Kirke og hele kristenheden på grund af det og vi tror ikke det er skjult for jeres forståelse. Det vil blive set som et stort bevis på ædelhed og retsskaffenhed hvis de ting der blev erhvervet ved jeres fædres anstrengelser bliver energisk forsvaret af jer, deres gode sønner. Men hvis, Gud forbyde det, det kommer til at forløbe anderledes, vil fædrenes mod beviseligt være blevet formindsket i sønnerne.

Tekst 51 - Brev fra Bernhard af Clairvaux om det andet korstog

Den senere Sankt Bernhard var en af sin tids mest effektive prædikanter. I et brev forud for det andet korstog propaganderer han for korstoget. Cit. efter J.Riley-Smith: The Crusades side 95, min ovs.
Denne tidsalder er ulig nogen anden der er gået forud, en ny overflod af guddommelig nåde kommer ned fra himmelen. Velsignet er de, der er i live i dette år der behager Herren, dette tilgivelsens år, dette sande jubelår. Jeg siger jer, Herren har ikke gjort dette for nogen generation før, ej heller har han ødslet på vor fædre en nådegave så rigelig. Se på den dygtighed han bruger for at frelse jer. Overvej rækkevidden af hans kærlighed og bliv forbløffet, syndere. Han skaber et behov – han enten skaber det eller foregiver at have det – mens han ønsker at hjælpe jer i jeres nød. dette er ikke en plan udtænkt af mennesker, men en der kommer fra himmelen og udgår fra hjertet af den guddommelige kærlighed.

Kapitel 8 - Muslimerne slår igen

Tekst 17: Usama ibn Munqid om frankernes tolerance (o. 1170) - (i bogen)

Tekst 18: Usama ibn Munqid om frankisk lægekunst (o. 1170) - (i bogen)

Tekst 19: Ibn al-Athir om Saladins erobring af Jerusalem (o. 1230) - (i bogen)

Tekst 52 - Al-Sulami om frankernes komme og hvad der bør gøres (beg. 1100-tallet)

Kilden, der er en videnskabelig afhandling om hellig krig, er skrevet i begyndelsen af 1100-tallet, efter at frankerne havde erobret Jerusalem, men før de nåede at konsolidere sig ved at erobre kystbyerne i Levanten. Al-Sulami viser en ellers uset forståelse for den strategiske situation der opstod i mellemøsten med korsfarerstaternes oprettelse (citeret i Hillenbrand: The Crusades, Islamic Perspectives side 72-73)
”En gruppe [af frankere] slog til mod Sicilien i et øjeblik af uenighed og gensidig rivalisering og de erobrede på samme måde den ene by efter den anden i Spanien” …
“Denne afbrydelse [i at føre hellig krig] i forening med muslimernes forsømmelighed overfor de [Islams] foreskrevne bestemmelser, har uvægerligt betydet at Gud har fået Muslimer til at rejse sig mod hinanden, har bragt voldeligt fjendskab og had blandt dem og har ansporet deres fjender til at bemægtige sig deres landområder …
Når de så på Syriens land blev de [frankerne] bekræftet i, at staterne dér var i konflikt med hinanden, deres meninger havde fjernet sig fra hinanden, deres forhold byggede på skjult lyst til hævn. Deres [frankernes] grådighed blev derved forstærket, og opmuntrede dem til at koncentrere sig [om angrebet] …
Jerusalem var deres ønskers mål …
- og efter Jerusalems erobring:
Selv nu fortsætter de indsatsen for at udvide deres territorium, deres grådighed vokser imens de ser deres fjenders fejhed, der er tilfredse med at leve ude af fare. Oven i købet håber de nu helt sikkert på at gøre sig selv til herrer over hele landet og tage dets indbyggere som fanger. Ville ved Gud at, i Hans godhed, Han ville frustrere dem i deres stræben ved at genetablere enheden i samfundet. - senere kommer Al Sulami ind på korsfarernes situation:
Man kender helt sikkert deres svaghed, den lille mængde kavaleri og udstyr de har til deres rådighed, og den afstand hvorfra deres forstærkninger kommer … det er en mulighed, der hurtigt må gribes.

Tekst 53 - Inskription fra Nur ad-Dins prædikestol (1168-69)

Inskriptionen er dateret til 1168-69. Citeret efter Hillenbrand side 152, min ovs.
Dens konstruktion er blevet beordret af slaven, ham der har brug for Hans barmhjertighed, ham der er taknemmelig for Hans nåde, ham der udkæmper jihad på Hans vej, den, der forsvarer (grænserne) mod fjenderne af Hans religion, den retfærdige konge Nur ad-Din, Islam og Muslimernes søjle, han der plejer retten for de, der er undertrykte overfor undertrykkerne, Abu´l-Qasim Mahmud b. Zengi b. Aqsunqur, de Troendes Beherskers hjælper.

Tekst 54 - Imad ed-Din om slaget ved Hattin

Af den arabiske krønikeskriver Imad ed-Din. Citeret efter Pernoud side 176-177.
Dette slag stod en lørdag. de kristne var i begyndelsen af slaget som løver, men ved slutningen var de ikke andet end spredte får. Af så mange tusinde mennesker blev kun et lille antal reddet. Slagmarken var dækket af døde og døende. Jeg passerede selv Hattin-bjerget, og det var et forfærdeligt syn. Jeg så alt, hvad et folk, som havde lykken med sig, kunne afstedkomme imod et folk, som ikke havde det. Jeg så den tilstand, som deres anførere befandt sig i. Hvem kan beskrive den? Jeg så afhuggede hoveder, udslukte eller udstukne øjne, legemer, der var dækket med støv, sønderhakkede legemer, afhugne arme, flækkede knogler, gennemborede halse, sønderbrudte lemmer, fødder, som ikke hang fast ved benet, legemer, der var hugget i to stykker, sønderrevne læber, knuste pander. da jeg så disse ansigter, der var klæbet til jorden og dækket med blod og sår, huskede jeg Koranens ord: “Den vantro skal sige: hvorfor er jeg ikke støv? Hvilken blid duft udstrømmer der ikke fra denne frygtelige sejr!”.

Kapitel 9 - Jerusalem tabt og genvundet

Tekst 20: Brev fra Frederik Barbarossa til Saladin (1200-tallet) - (i bogen)

Tekst 21: Brev fra Saladin til Frederik Barbarossa (1200-tallet) - (i bogen)

Tekst 22: Opkrævningen af ”Saladin”-tiende i England (1188) - (i bogen)

Tekst 23: Tyrkiske tricks (1200-tallet) - (i bogen)

Tekst 24: Gunther af Pairis: Plyndringen af Konstantinopel (1208) - (i bogen)

Tekst 55 - Beha ed-Din om Richard Løvehjertes march langs kysten fra Akko til Jaffa

fortalt af Beha ed-Din. Citeret i Pernoud side 200:
Den kristne hær var delt i tre afdelinger, som hver var i stand til at forsvare sig uafhængigt af de andre. Den første stod under kommando af kongen af Jerusalem, og den udgjorde fortroppen. den anden udgjorde centrum og den bestod af englændere og franskmænd. resten dannede bagtroppen. Midt i hæren rejste der sig en slags rullende tårn, som lignede en af vores minareter, og som var anbragt på en vogn. det var de kristnes standart. Ud over denne hovedinddeling af hæren var hver af de tre afdelinger delt i to grupper. Den ene rykkede frem i nogen afstand af havet. den udgjorde dækningsstyrken mod muhammedanerne og skulle slå deres angreb tilbage. Den anden gruppe marcherede langs havet. den var dækket af den første og derfor i sikkerhed mod vore slag. Når de første var blevet trætte, indtog de sidste deres plads. kavaleriet holdt sig til stadighed i midten, omgivet af fodfolket som af en mur og brød aldrig ud af denne formation undtagen i ganske særlige tilfælde. Soldaterne var dækket med en slags tyk filt og ringbrynjer, som var lige så rigelige, som de var kraftige, og som beskyttede dem mod pileskud. jeg har set soldater med op til tyve pile siddende i kroppen, uden at det i mindste måde hindrede dem i at marchere. De gennemborede til gengæld os med deres lanser og var i stand til på en gang at dræbe både hest og rytter. Jeg taler her om noget, som jeg selv har set, eller som jeg har hørt berette af overløbere og fanger.
Frankerne holdt til stadighed den samme orden, det være sig under fremrykning som under kamp. der var ingen, der forlod slagordenen, uanset hvilke forsøg man end gjorde på at lokke dem ud af rækkerne. De tre afdelinger af hæren støttede gensidigt hinanden. Når en af dem blev truet, kom de andre til undsætning. Fremmarchen var langsom, for de kristne sørgede for at holde sig på højde med flåden, som sejlede af sted langs kysten, og som var lastet med levnedsmidler og forsyninger. Dagsmarcherne var korte på grund af fodfolket. Medens nogle af disse kæmpede med muhammedanerne, rykkede de andre frem langs kysten, og af mangel på lastdyr bar de selv deres bagage og telte på ryggen. Læg vel mærke til fastheden hos dette folk, som på denne måde udsatte sig for de mest pinagtige anstrengelser uden at få betaling derfor, og uden at opnå nogen virkelig fordel derved.
Som regel angreb muhammedanerne den kristne hær fra tre forskellige sider, fra øst, nord og syd. Kun den side af hæren, som vendte ud mod havet , var fri. jeg har ved sådanne lejligheder set sultanen ride midt mellem de to hære, midt i pileregnen, kun ledsaget af en eller to svende, fra den ene række til den anden. jeg har set ham opmuntre sine krigere og opflamme deres kamplyst. Luften genlød af trommernes og trompeternes lyd og af råbene fra vore soldater, som hidsede hinanden op med disse ord: “Allah er stor! Allah er stor!”, medens den kristne hær holdt sine rækker tæt sluttet. Den vaklede ikke, den forandrede aldrig sin marchordning, den lod sig ikke splitte ad, men overvældede vore heste og vore ryttere med pileskud og sår. Næsten hver eneste dag varede angrebet ved, så længe hæren var under march …

Tekst 56 - Baha ad-Din om massakren på de muslimske fanger ved Akko

skildret af Baha ad-Din. Cit. efter Gabrielli: Arab Historians of the Crusades side 223-4 min ovs.
Da den engelske konge så at Saladin forsinkedes i at føre vilkårene i traktaten ud i livet, brød han sit løfte til de muslimske fanger, med hvem han havde lavet en aftale og fra hvilke han havde modtaget byens overgivelse i bytte for deres liv. Hvis sultanen overdrog den aftalte sum, ville han tillade dem at gå fri med deres ejendele, koner og børn, men hvis pengene blev nægtet ham, skulle han føre dem ind i slaveriet som sine fanger. Nu brød han imidlertid sit ord og afslørede den hemmelige tanke han nærede og førte den ud i livet efter at have modtaget pengene og (de frankiske) fanger. … De førte de muslimske fanger, hvis martyrium Gud havde beskikket, frem, mere end tre tusind mænd i lænker. De slog pludselig ned på dem og slagtede dem med koldt blod, med sværd og lanser.

Tekst 57 - Muslimsk opfordring til jihad (1189-90)

Teksten er fra et propagandaskrift fra 1189-90 med opfordring til jihad mod frankerne, citeret af Imad al-Din. Heri fremhæves frankernes religiøse ildhu som forbillede for jihad. Cit. efter Hillenbrand side 310, min ovs. Også i Gabrielli side 214-215 (Abu Shama)
Der er ikke forblevet nogen konge i deres lande eller øer, ingen hersker eller stor mand, som ikke har holdt trit med sin nabo hvad angår tropper og ikke har distanceret sin ligemand i sin stræben og indsats. De har ladet hånt om ofringen af deres hjertes blod og deres liv, for at værne om deres religion … De gjorde hvad de gjorde og de ofrede hvad de ofrede slet og ret for at forsvare ham som de tilbeder og for at ære deres tro.

Tekst 58 - Uddrag af Innocens IIIs opfordring til det fjerde korstog

Citeret efter Riley-Smith ”The Crusades” side 121. Min ovs.
Vi, der stoler på Guds nåde og de velsignede apostle Peter og Pauls autoritet, ved den magt til at binde og løsne som Gud har tildelt os, selvom vi er uværdige, bevilliger til alle de der personligt og for egen udgift underkaster sig denne rejses anstrengelser fuldstændig tilgivelse for deres synder, af hvilke de er blevet bevæget til anger i stemme og hjerte, og som de retfærdiges belønning lover vi dem en større andel af evig frelse.

Tekst 59 - Samtidig beskrivelse af børnekorstoget (o. 1212)

Børnekorstogets forløb beskrevet i en samtidig årbog, Annales Marbacenses. Citeret efter Frederiksen et al. Grundbog til Historie side 150-151.
På samme tid blev et enfoldigt krigstogt foretaget af børn og tåbelige mennesker, som uden egne overvejelser tog korsets tegn på sig, mere af opsætsighed end for deres frelses skyld. Børn af begge køn, drenge og piger drog med tomme pengeposer gennem både hele Tyskland og dele af Gallien og Burgund (: i Frankrig). Der var ikke blot mindre børn, men også voksne, gifte og jomfruer med. Og af forældre og venner lod de sig på ingen måde afholde fra med stor iver at gøre dette krigstogt, og det i en sådan grad, at de i landsbyerne og på marken efterlod sig deres arbejdsredskaber og hvad de netop havde i hænderne for at tilslutte sig de forbidragende. Og da vi ofte skænker vor tro til det usædvanlige, så mente mange, at dette skete ikke af letsindighed, men af guddommelig indskydelse og af en særlig fromhed, hvorfor de af egne midler gav dem fødevarer, og hvad de ellers havde fornødent. men over for de gejstlige og andre af mere fornuftigt sindelag, som talte imod og erklærede dette togt for forfængeligt og unyttigt, ydede lægfolk kraftig modstand. De hævdede, at de gejstlige var vantro og modsatte sig dette foretagende mere af misundelse og griskhed end for sandhedens og retfærdighedens skyld.
Da ingen gerning, som påbegyndes på ufornuftig og uovervejet vis, ender godt, så spredtes denne tåbelige hob, vel ankommet til Italien, sig i større og mindre byer, og mange af dem blev af landets beboere holdt tilbage som karle og tjenestepiger. Andre skal være kommet til havet, hvor de blev bedraget af skippere og søfolk og sejlet til afsides egne af verden. De øvrige nåede til Rom; men da de så, at de ikke kunne gennemføre noget uden øvrighedens hjælp, indså de til sidst, at deres anstrengelser var tåbelige og forgæves; dog blev de ikke friet for deres korstogsløfte med undtagelse af de drenge, som endnu ikke havde nået indsigtens år og hine, som alderen havde nedbøjet. Således skuffede og forvirrede tiltrådte de tilbagevejen, og de, der tidligere i skarer og kivagtige flokke – og altid under afsyngelse af Celeuma (: en sømandssang) – havde draget land og rige rundt, vendte nu tilbage enkeltvis og stille, barfodede og sultne og blev alle til spot, fordi de fleste jomfruer var blevet berøvede og havde mistet deres uskylds blomst.

Tekst 60 - Phillip af Novara om Kejser Frederik IIs afrejse fra Akko

Skildret af Phillip af Novara. Citeret efter Pernoud side 249: Kejseren rejste sin vej på en ynkelig måde. han forberedte rejsen i al hemmelighed, og endnu før daggry den 1. maj begav han sig om bord på en galej uden for slagtehuset, uden at underrette nogen derom. men slagterne i gaderne forfulgte ham og angreb ham med snavset indmad og tarme. Herren til Beirut og hr. Odo de Montbéliard hørte larmen og ilede til. De jog folk bort og anholdt både mænd og kvinder, som havde angrebet kejseren, og de råbte fra landjorden, hvor de opholdt sig, ud til hans galej, og de befalede ham Gud i vold. kejseren svarede dem ganske lavmælt, så jeg ved ikke, om det var venligt eller ej … Således forlod kejseren landet, forhadt, forladt og foragtelig.

Tekst 61 - Al-Qazvini om frankernes hjemlande (1200-tallet)

Kosmografen og geografen al-Qazwini (død 1283) beskriver i sit værk ”Landenes Monumenter og Indbyggernes Historie” frankernes hjemlande og deres kendetegn. Citeret efter Hillenbrand side 272.
Frank-land, et mægtigt land og et vidtstrakt kongedømme i de Kristnes rige. Dets kulde er meget stor, og dens luft er tyk på grund af den ekstreme kulde. Det er fuldt af gode ting og frugter og afgrøder, rigt på floder, rigelig på landbrugsprodukter, fuld af opdyrket land og kvæg, træer og honning. Der findes mange slags vildt dér og også sølvminer. De smeder meget skarpe sværd dér, og sværdene fra Frank-land er skarpere end sværdene fra Indien.
Dets folk er Kristne, og de har en konge der besidder mod, stort antal [folk], og magt til at herske. Han har to eller tre byer på kysten af havet på denne side, midt blandt Islams lande, og han beskytter dem fra sin side. Når Muslimerne sender styrker til dem for at erobre dem, sender han styrker fra sin side for at forsvare dem. Hans soldater er vældigt modige og i kampens stund overvejer de end ikke flugt, men foretrækker døden. Men man ser ikke nogen mere snavsede end dem. De er et troløst folk og af nedrig natur. De vasker eller bader sig ikke mere end en eller to gange om året, og så i koldt vand, og de vasker ikke deres klæder fra det øjeblik de tager dem på til de falder fra hinanden. De barberer deres skæg, og efter barberingen anlægger de kun frastødende skægstubbe. En af dem blev spurgt om skæggets barbering, og han sagde, “Hår er en overflødighed. I fjerner det fra jeres kønsdele, så hvorfor skulle vi efterlade det i vores ansigter?”.

Kapitel 10 - Korstogsrigernes fald

Tekst 25: Jerusalems fald (1244) - (i bogen)

Tekst 26: Ibn Wasil om Ludvig den Hellige i fangenskab (1200-tallet) - (i bogen)

Tekst 27: En korsfarerkontrakt (1270) - (i bogen)

Tekst 28: Baybars brev om Antiokias fald (1268) - (i bogen)

Tekst 62 - En korsridders afsked på Ludvig den Helliges tid (1309)

Et uddrag af Joinvilles biografi om Ludvig den Hellige fra 1309. Her forlader Joinville sin hjemegn i 1248. Citeret efter Thiedecke: Gud Vil Det, side 37.
Om fredagen sagde jeg til dem: “Mine venner, jeg skal snart rejse bort over havet, og jeg ved ikke, om jeg nogen sinde vender hjem igen. Så vil alle, der mener at have en fordring være venlig at træde frem. Hvis jeg har gjort jer nogen uret, vil jeg gøre det godt igen.” Og for ikke at påvirke deres beslutning, trak jeg mig tilbage fra diskussionen og accepterede bagefter uden indsigelse, hvad de anbefalede.
da jeg ikke ønskede at tage en eneste mønt med, som jeg ikke havde ret til, pantsatte jeg størstedelen af min jord. Jeg kan forsikre dig, at den dag jeg forlod vort land for at rejse til det hellige, havde jeg ikke en indkomst på mere end 1000 Livres fra mit gods. Den dag jeg forlod Joinville sendte jeg bud efter abbeden af Cheminon, der havde ry for at være den klogeste og værdigste munk i cistercienserordenen. Denne abbed gav mig min pilgrimsstav og mit pilgrimsbevis. jeg forlod derefter øjeblikkelig Joinville til fods med bare ben og kun klædt i en simpel kofte for ikke at gense min borg, før jeg vendte hjem fra det oversøiske. Jeg drog så til Blecourt og Saint-Urbain og andre steder, hvor der er hellige relikvier. Og hele vejen til Blecourt og Saint-Urbain vendte jeg mig ikke om en eneste gang for at se tilbage på Joinville af frygt for, at mit hjerte skulle fyldes med længsel ved tanken om mit dejlige slot og de to børn, jeg havde efterladt.

Tekst 63 - Abu’l Mahassin om Mamelukkernes erobring af Akko

Indtagelsen af Akko skildret af Abu’l Mahassin. Cit. efter Pernoud side 308 og Gabrielli s. 348.
Fredag den 17. i måneden første djumadi (midten af maj) ved daggry var alt rede til et stormangreb. Sultanen steg til hest sammen med sine tropper. Man hørte trommens lyd blandet med rædselsvækkende råb. Angrebet begyndte allerede før solopgang. Snart tog de kristne flugten, og muhammedanerne trængte ind med sværdet i hånd. det var henimod den tredje time på dagen. de kristne løb ned mod havnen, og muhammedanerne forfulgte dem, medens de huggede dem ned eller tog dem til fange. der var kun få, som undslap. Byen blev prisgivet til plyndring. Alle indbyggerne blev hugget ned eller gjort til slaver. Midt i Akko rejste der sig fire tårne, som tilhørte tempelherrerne, johanitterne og de tyske riddere. de kristne riddere forberedte sig på at holde stand der. da nogle muhammedanske soldater og frivillige den følgende dag, som var en lørdag, rykkede frem mod tempelherrernes hus og et af deres tårne, tilbød disse imidlertid selv at overgive sig. Deres anmodning blev imødekommet. Sultanen garanterede dem deres sikkerhed. Der blev givet dem en fane som beskyttelse, og de hejsede den op på toppen af tårnet. Men da portene blev åbnet, styrtede muhammedanerne derind i vild uorden, gav sig til at plyndre tårnet og øve vold mod de kvinder, som havde søgt tilflugt der. Da lukkede tempelherrerne atter porten, faldt over de muhammedanere, som var inde i tårnet og dræbte dem. De hev fanen ned igen og øgede deres modstand. Belejringen fortsatte. … Kampen om tempelriddernes tårn fortsatte indtil søndag 20 anden djumadi (: 19 maj) da de og forsvarerne af de to andre tårne bad om måtte redde deres liv. Sultanen gav dem tilladelse til at gå hvorhen de ønskede, men da de kom ud dræbte han mere end 2.000 af dem, tog et tilsvarende antal til fange og sendte kvinder og børn som slaver til porten af sultanens pavillon …

Tekst 64 - Lovprisning af sultan al-Ashraf efter Akkos fald

Citeret efter Hillenbrand side 240, min ovs.
På grund af dig er ingen by tilbage hvor vantro kan genoprettes og intet håb for den Kristne religion. Gennem al-Ashraf, vor Herre Sultan, er vi udfriet fra Treenigheden og Enhed frydes i kampen. Lovet være Gud, korsets nation er faldet, gennem tyrkerne har den udvalgte arabers religion triumferet.

Kapitel 11 - Korstog andre steder og til andre tider

Tekst 29: Kættere brændes på bålet i Carcasonne (1212-1219) - (i bogen)

Tekst 30: Saxo om Afgudsbilledet der væltes (o. 1200) - (i bogen)

Tekst 31: Konkurrence mellem dansk og tysk mission i Baltikum (1225-1228) - (i bogen)

Tekst 65 Paven om samtidens uvilje mod at drage på korstog (1462)
Ved en korstogskongres i Mantua i 1459 lovede forskellige lande at stille 80.000 mand til rådighed for et korstog mod de osmanniske tyrker og i januar 1460 erklærede pave Pius II et treårs korstog mod osmannerne. Korstoget blev ikke til noget, og i 1462 udtalte paven: Cit. efter Riley-Smith: The Crusades p. 236. Min ovs.
Hvis vi tænker på at sammenkalde et kirkemøde, belærer Mantua os om at ideen er nyttesløs. Hvis vi sender udsendinge for at bede fyrster om hjælp, bliver de leet ad. Hvis vi pålægger de gejstlige at betale tiende anker de til et fremtidigt kirkemøde. Hvis vi uddeler aflad og opmuntrer pengebidrag med åndelige gaver bliver vi anklaget for griskhed. Folk tror at vores eneste mål er at samle guld sammen … Ingen tror på hvad vi siger. Ligesom insolvente handlende har vi ingen kredit.

Tekst 66 - Martin Luther om tyrkerne (o. 1529)

Forfattet kort før tyrkernes angreb på Wien i 1529, cit. efter Simonsen 2003, side 79:
Til en sådan bøn imod tyrken skal nu vor store nød bevæge os, for tyrken er som sagt en djævelens tjener, som ikke alene lægger land og folk øde med sværdet, hvorom vi senere skal høre, men også hærger den kristne tro og vor kære Herre Jesus Kristus; thi om end nogle roser hans styre for, at han lader enhver tro, hvad han vil, og kun verdsligt vil være herre, så er dog sådan en ros ikke sand; for han lader sandelig ikke de kristne forsamle sig offentligt, og ej heller må nogen bekende Kristus offentligt eller lære og prædike mod Muhammed. men hvad er det for en trosfrihed, hvor man ikke må forkynde eller bekende Kristus? Vor frelse beror dog på denne bekendelse, som Paulus siger i Rom. 10,19: “At bekende med munden gør salig”, og Kristus har udtrykkeligt befalet at bekende og forkynde hans Evangelium.

Tekst 67 - Om danernes bortdragen til det hellige land

Et samtidig anonymt, muligvis norsk skrift, beretter på latin om et dansk-norsk togt til det hellige Land i forbindelse med det tredje korstog, efter Jerusalems fald i 1187. Citeret efter Jørgen Olrik: Krøniker fra Valdemarstiden (1900-1901).

KAPITEL 4
Kong Knud, der holdt hof i Odense, tilligemed alle bisper og rigets stormænd, blev ved rygtet om Jerusalems riges ødelæggelse grebet af ynk og sorg.
Danernes konge, den berømmelige og ædle Knud, søn af kong Valdemar [den Store], havde ved Kristi fødselsfest højtid taget ophold i Odense og hertil sammenkaldt sit hof, idet han bød alle sit riges stormænd, nemlig bisper og tjenestemænd og i det hele alle forfarne mænd at give møde i den nævnte by uden nogen som helst undskyldning eller nogen som helst tøven, da han just vilde forhandle med dem angående nogle anliggender, der optog ham; ti intet sted på jorden er der mangel på besværende plager, nej, tværtimod; de vokser stedse og breder sig, når de ikke rykkes op.
Da indfandt der sig pludselig sendebud, sendte umiddelbart fra det apostoliske sæde, der i alles forsamling meldte om det, som vi ovenfor har omtalt [Jerusalems fald]. Da kongen og alle de tilstedeværende hørte dette, brød de ud i gråd og suk; de forstummede alle ganske, og ingen formåede at give budbringerne noget svar, overvældede, som de alle var, af den store sorg. Endelig kom de til sig selv igen; de åndede atter op og brød tavsheden; ti således plejer det jo gerne at gå, når man hører en usædvanlig nyhed om vigtige ting. men hvem af dem, der skulde svare på dette så overvældende og så sørgelige budskab, kunde de ikke ret udfinde, før de fik opmuntret og bestyrket hverandre gensidig

KAPITEL 6
Femten ædelinge forsikrede først under ed, at de vilde være med til den nævnte færd; men ved den gamle fjendes anslag afstod de alle på fem nær fra deres forehavende
Efter at mødet omsider var sluttet samledes nogle få mænd, femten i tallet, hvis hjærter Gud særlig havde rørt, for i en fortroligere samtale at drøfte, på hvilken måde og ad hvilken vej de i gerning kunde føre den tanke ud i livet, som de i sindet havde undfanget. men sagen var vanskelig og krævede dyb rådslagning og store hjælpekilder; ti de kunne intet udrette for sig alene, men kun når de var væbnede med en stor hærskare. De besluttede da at lade dette løfte forkynde trindt omkring på tinge og omtales i kirkerne, for at det, som hidtil kun få havde hørt, ved at udråbes offentlig også kunde komme for mængdens øren. Og således skete det også; den frugtbringende sæd blev udstrøet på Guds ager, og mangfoldige blev de, som i hellig fromhed med mandig fasthed gjorde det hellige forsæt til deres eget; ti himmeriges rige tages med vold, og med voldelig hånd river man det til sig.
De ovennævnte femten mænd, der syntes at kappes om, hvem der kunde vise den mest glødende iver for dette foretagende, tog da den beslutning, at der skulle bygges vikingeskibe for dem til at sejle på, sådanne skibe, som vi kalder snækker, hvis størrelse og faste bygning gjorde dem vel skikkede til at medføre levnedsmidler, og som tillige ved håndværkernes omhu tømredes så stærkt sammen, at de uanfægtede kunde modstå vindenes barskhed og bølgernes voldsomme anfald … heller ikke mener jeg at burde forbigå dette i tavshed, at de førnævnte femten mænd bekræftede deres højtideligt aflagte hellige løfte ved at give hinanden indbyrdes deres edelige ord og tilsagn derpå. Men den gamle fjendes ondskab, der altid ligger på lur efter de gode gerninger, for at de kan forspildes, vilde ikke tåle, at den så vise plan i sin helhed skulde nå frem til gavnlig udførelse. Han så nemlig, kan jeg tænke, med sin naturlige skarpsindighed, som han ikke har mistet ved sin fordærvede naturs fald, at det muligvis kunde blive til gavn, hvis dette påbegyndte foretagende fuldendtes. han skilte dem derfor langt fra hverandre indbyrdes, fik nogle af dem til at bryde deres givne ord og gå bort for aldrig mere at vende tilbage, og andre, der dog for så vidt følte sig bundne ved løftet, at de ikke ville gøre noget sligt, lagde han hindringer i vejen. men de, der i sjælen havde fået denne dydens kraft, der er indblæst fra Gud, holdt med troskab fast ved det salige løfte uden at ænse, at de nu var blevne færre i tal, end de før var; de opmuntrede gensidig hverandre, og ligesom få korn af den gode sæd, såede på frugtbar ager, begyndte de atter at vokse og blive mangfoldige, og Gud gav vækst dertil; ti hverken den, der planter, eller den, der vander, udretter stort, når ikke Gud giver vækst. Det var kun fem mænd af de femten, der ikke slap deres vedholdenhed ved løftet, men hurtig lagde hånd på den aftalte skibsudrustning, …

KAPITEL 24
Hvorledes de sejlede herfra og endelig, om end med stor nød, landede i det hellige land
Efter at de altså havde skaffet alle fornødenheder, der skulle tages med på rejsen, til veje, gik de om bord for at sejle over Middelhavet. Men hvor stor deres møje og nød var, hvilket besvær de måtte døje af søfolkenes ugudelighed og sørøvernes efterstræbelse, rent bortset fra vinterstormenes ulemper og havets farer, hvor hårdt de måtte lide under uvant sult, tørst og kulde: alt, hvad de udstod, inden de nåede den ønskede havn, ligger det over min ævne at fremstille med pennen. Hvor stor da glæden, hvor mangefold hjærtets jubel var ganske særlig hos vore rejsende, det viste de rigelige tårer , de udgød, da de først havde sat deres fod på det hellige lands jord og ikke længer mødte den mindste hindring, der kunne afholde dem fra at nyde de festlige glæder, de havde ønsket sig, og betræde de hellige steder, som deres hu inderlig stod til. Enhver kunne nemlig nu frit gå hen alle vegne, hvorhen hans lyst og vilje ledte ham; ti hedninge så vel som kristne havde gensidig sluttet den fasteste fredspagt [mellem Richard Løvehjerte og Saladin efter det tredje korstog], og derfor ilede vore landsmænd tillidsfuldt frem. Nogle skød genvej over land, medens de skrøbelige og svage atter gik om bord og tyede til skibets hjælp, for at de, der var medtagne af svaghed og kraftesløshed, ad en kortere vej kunde nå landet. [de var landet ved Acre, langt nord for Jerusalems havneby Jaffa].

KAPITEL 25
Hvorledes de kom til Jerusalem og ilede med at betræde de hellige steder; og hvorledes nogle lagde hjemvejen om ad Rom, andre over Konstantinopel
Endelig kom de alle sammen til den hellige stad, som nu var i hedninges og billeddyrkeres vold; og i deres inderlige hjærtens rørelse overvældedes de af gråd og hulken, i særdeleshed de, der før havde set den på dens hæders og æres højeste tinde. Imidlertid fik de dog af hensyn til den udmærkede agtelse, freden nød, adgang til gravenes højhellige sted; men alt, hvad der tidligere havde fremkaldt andagtens følelse, forøgede nu, lige omvendt, smerten. Dér var fangne Kristi bekendere lagte i tunge lænker og pintes med uafladelig grumhed, belæssede som lastdyr, under stik og slag, hvad følgende klagesang over Jerusalem med sorg og jammer fremstiller for os. – Efter at de altså havde tilbedt Kristi legemes hellige hvilested, dreves de straks bort udenfor murene og førtes hastig hen til Jesu dåbs hellige flod under hedningenes omhyggelige bevogtning. Her lærte de også af erfaring – men måtte dog undre sig derover – at den menneskelige skrøbelighed kan udholde så stor en mangel, jeg mener den, der forårsages af den uvante hede, det tørre klima og den brændende tørst, der skyldes drikkevandets sparsomhed, idet nogle få dråber vand må købes for høj pris. De drog til deres bestemmelsessted og vendte så med tak til Gud for hans førelse fuldtallige tilbage til skibenes gamle ankerplads, nemlig til Accaron [utvivlsomt byen Acre]. Her var deres trængsel og nød dog endnu ikke forbi; nej, en ny ulykkesstifter rejste sig imod dem og forsøgte at tage dem til fange, just som de var blevne befriede for skrækken. der var nemlig opstået kiv mellem Grækere og Englændere, efter sigende på grund af en uret, som Englands konge havde tilføjet dem, der boede på Sicilien; og nu anså de disse mænd for at høre til Grækerne og vilde slæbe dem bort til døden. Men da de fik sandheden at vide, holdt de dog op med forfølgelsens rasen, slap dem løs og lod dem vende tilbage til det sted, hvor de havde lagt deres gods i forvaring. – Efter nu at have opholdt sig en kort stund her, besluttede de sig til at vende hjem, fordi fredens ro [våbenhvilen mellem Saladin og Rikard Løvehjerte] hindrede dem i at kæmpe; og fællerne skiltes da fra hverandre i to skarer, idet nogle besluttede at drage hjem ad den korteste vej: over Apulien og således lægge vejen om ad Rom for derfra at ile hjem til deres eget. De andre skyndte sig derimod at drage til Konstantinopel for at skue de helgeners ære, der dyrkes i denne stad. de modtoges med hæder af Grækenlands konge [kejseren i Konstantinopel], der ved gaver og gæstebud bestræbte sig for at holde dem tilbage, så at de blev hos ham [som væringer]; men længsel efter deres hustruer og ligeså trofast kærlighed til deres børn foruden til alle andre frænder holdt dem fra at lade sig lokke af denne overtalelse, - At fremstille denne overmåde berømte stads besynderlige og overnaturlige vidundere i skrift har jeg derfor anset for overflødigt …

Tekst 68 - Pave Alexander lykønsker Valdemar den Store med Rügens erobring

Citeret efter Janus Møller Jensen: Danmark og den Hellige Krig side 325
Når den kristne tro, støttet ved den guddommelige nådes medvirken, udbredes og det vantro folks ondsind tæmmes og lægges i tøjler, føler vi des større fryd og glæde derved i vort sind, jo mere dyrkelsen af Guds bud øges som følge heraf og den hellige og almindelige kirke dag for dag vinder i styrke. [Kongen tog Rügen] ansporet af den himmelske flamme og forsynet med Kristi våben, væbnet med troens skjold [og han havde] beskyttet af Guds nåde … betvunget grumheden hos mændene på den ø og … ført deres rå vildfarelser tilbage under Kristi tro og lov, at han har kunnet underlægge den Kristi herredømme.

Tekst 69 - Pavebrev til ærkebiskoppen af Riga (1204)

I 1199 havde paven udnævnt Albert af Buxtehude til ærkebiskop af Riga. I det følgende brev åbner han i praksis op for permanente korstog til Baltikum. Citeret efter Hallam side 225-226.
Op til denne tid har Livlands race, på bredden af Østersøen, været indhyllet i vantroens mørke og er ikke kommet til sandhedens kendskab, så for nylig har Herren sendt en bølge af hellig forkyndelse … Vores ærværdige broder Albert, ærkebiskop af Riga, har gjort forberedelser for dets omvendelse. Han har rekrutteret de religiøse ordener som er lige så faste i disciplin som i doktrin, navnlig cistercienserne og de Augustinske kannikker, for at kæmpe med åndelige våben mod landets udyr, og en orden af lægfolk bærende tempelriddernes dragt, som tappert og kraftfuldt skal kæmpe mod de barbarer der skader den kristne tros nyeste beplantning. &Aelig;rkebiskop Albert har været ivrig efter at bringe de tilbage [i folden], der er vandret fra deres kristne tro, til en fornyet accept af den. Men siden der er meget der skal høstes – og få arbejdere i marken, har ærkebiskoppen ydmygt bedt os om at præster og andre gejstlige fra områder, der støder op til Østersøen, som har fæstet korsets tegn på deres skuldre og har aflagt løfte om at drage til Jerusalem, skulle regnes for værdige til at blive sendt for at prædike Jesus Kristus til de vantro. Også, lægfolk som på grund af fattigdom eller kropslig svaghed ikke kan klare rejsen til Jerusalem skulle vi tillade at drage til Livland mod barbarerne, derved forvandlende deres løfter på den måde vi tillader.

Tekst 70 - Brev fra paven til Ærkebiskop Anders Sunesen i Lund (omk. 1206)

Citeret efter Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bind 4 side 240:
Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage mod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningenes smuds er fjernet.

Kapitel 12 - Hvordan skal man forstå korstogene?

Tekst 32: Michaud om kulturmødet mellem øst og vest (1817) - (i bogen)

Tekst 33: Bernard Lewis om korstog og jihad (2003) - (i bogen)

Tekst 34: Sverre Bagge om korstog i bredere perspektiv (1984) - (i bogen)

Tekst 35: Korstogene som kristen generobring (2004) - (i bogen)

Tekst 36: En arabisk historikers vurdering af korstogene (1983) - (i bogen)

Tekst 37: Skulptur af Saladin i Damaskus (o. 1995) - (i bogen)

Tekst 71 - Edvard Gibbons vurdering af korstogene (1700-tallet)

Den britiske historiker og politiker Edward Gibbon (1737-1794) var stærkt kritisk i sin vurdering af korstogene. Citeret efter Riley-Smith: The Crusades s. 256, min ovs.
[Korstogene] har bremset snarere end fremmet Europas fulde udvikling. De millioner af mennesker liv og arbejde, der ligger begravet i Østen, ville have været langt mere udbytterigt anvendt i udviklingen af deres fødeland: Den samlede kapital af arbejdsomhed og rigdom ville have flydt over i sejlads og handel; og Latinerne ville være blevet beriget og oplyst af en ren og venlig overensstemmelse med Østens klimaer.

Tekst 72 - En rejseskildring om korstogene (1800-tallet)

Edward Daniel Clarke i “Travels in Various Countries of Europe, Asia and Africa” udgivet 1812. Citeret efter Oxford History of the Crusades s. 365, min oversættelse.
Det er en meget almindelig fejl at formode alting barbarisk hvad angår muhamedanerne, og at tilskrive de kristne, i den periode, mere forfinelse end de virkelig besad. En tilbørlig opmærksomhed på historien kan vise at saracenerne, som de blev kaldet, faktisk var mere oplyste end de der invaderede deres land, der er heller ikke noget bevis for at antage at de nogensinde henrykkedes af at ødelægge … De kristnes forræderi og skamløse opførsel, under deres krige i det Hellige Land, er sjældent blevet overgået.

Tekst 73 - N.F.S. Grundtvig om korstogene (1835)

Fra Haandbog i Verdens-Historie fra 1835, citeret efter Simonsen 2003 side 80;
Vi forudsætter nemlig her, at Kors-Togene, som en Daad i rette Tid, ei blot var et Ridder-Spil til Stads og ørkesløs Beundring, men frem for Alt et Stor-Værk til uberegneligt Gavn for alle følgende Slægter, ved Faren, de afvendte, og Synet, de udviklede, Livet, der vaktes, og Lyset, der tændtes, og Beviserne for denne Sætnings Rigtighed føre vi ikke med Pen og Blæk, men pege paa det Ny Europa, der under Kors-Togene gestaltede sig med sine gienfødte Riger og Tungemaal, Markeder og Værk-Steder, Raad-Stuer og Høi-Skoler, kort sagt: fremtryllede igien al den menneskelige Virksomhed med Haand og Mund, til Lands og Vands, for Himmel og Jord, som udmærkede den gamle Verden og pryder den Ny, men truede giennem mange Aarhundreder, i Konstantinopel som i China, med at udarte til et Abe-Væsen, hvis dyriske Lighed med det Menneskelige netop gør det væmmeligt.

Tekst 74 - Vurdering af følgerne af den skandinaviske deltagelse i korstogene (1868)

Franskmanden Paul Riant fik i 1868 udgivet sin bog ”Skandinavernes korstog og andagtsreiser til Palæstina” på dansk. På trods af, at der var tale om et gennemarbejdet videnskabeligt værk udløste det næsten ingen reaktion i det danske historiske miljø. Citat side 573 ff:
Det er for det første vist, at de nordiske Kongerigers geografiske Beliggenhed og Forskjelligheden af de Veie, Korsfarerne og Pilgrimene fulgte for at begive sig til det hellige Land, maatte nødvendigviis medføre et stadigt Samkvem mellem de latinske Folkeslag og Folkene i Norden, hvem den afsondrede Stilling ellers vilde have fordømt til bestandig at leve i en snever Kreds af Ideer og Kundskaber. Det er paa den anden side vist, at den Iagttagelsesaand, som er eiendommelig for den skandinaviske Karakteer, og den aarhundredgamle Sædvane at foretage Reiser til fjerne Lande, tillod Jorsalafarerne, de fredsommelige Pilgrime ligesaafuldt som de til Krig udrustede Riddersmænd, at indsamle underveis og under Opholdet i det hellige Land en Skat af Erfaringer og Kundskaber, som langt overgik den, de latinske Korsfarere, der vare mindre raae, men mindre fortrolige med lange Reiser, kunde bringe tilbage med sig fra Orienten. Mod parret med Forsigtighed afholdt Nordens Folk fra at yttre Forbauselse over, hvad de maatte træffe i Udlandet; disse Egenskaber stillede dem paa deres Post imod Eventyr eller Farer, der næsten altid vare forudsete; de sikkrede endelig ialmindelighed et godt Udfald af deres Reiser; Forsigtigheden var vel skikket til at udelukke af de Oplysninger og Underretninger, de indsamlede, Størstedelen af de naive Fabler, som de latinske Pilgrime toge for gode Varer; denne Egenskab meddeelte ligeledes de Oplysninger, de hjembragte, en ganske særdeles Værdi og Troværdighed. Det er endvidere vist, at Skandinaverne vare sig vel bevidste hvilke nye Elementer eller Bestanddele, de ved deres Tilbagekomst fra Reiserne til det hellige Land kunde indføre i deres Fædrelands Civilisation, …

Tekst 75 - En muslimsk vurdering af korstogene

Akbar Ahmed, en fremtrædende muslimsk forfatter bosiddende i vesten vurderer korstogene således: (cit. efter Hillenbrand side 590, min ovs.)
Mindet om korstogene bliver stående i Mellemøsten og farver muslimske opfattelser af Europa. Det er mindet om et aggressivt, tilbagestående og religiøst fanatisk Europa. Dette historiske minde blev forstærket i det nittende og tyvende århundrede da imperiale europæere igen ankom for at undertvinge og kolonisere landområder i Mellemøsten. Uheldigvis bliver denne arv af bitterhed overset af de fleste europæere når de tænker på korstogene.

Tekst 76 - Runciman om korstogene som en fiasko (1954)

I sit klassiske værk A History of the Crusades fra 1950’erne når historikeren Steven Runciman frem til følgende cit. efter vol. 3 side 469ff.
Set i historiens perspektiv var hele korstogsbevægelsen en vældig fiasko … det svage kongerige Jerusalem og de andre korsfarerstater var et sølle udbytte af så megen energi og entusiasme. I tre hundrede år var der næppe en hersker i Europa, der ikke på et eller andet tidspunkt glødende sværgede at gå i hellig krig. Der var ikke et land der undlod at sende soldater ud for at kæmpe for kristendommen i Østen. Jerusalem var i alle mænd og kvinders tanker. Alligevel var indsatsen for at beholde eller generobre den hellige by besynderligt vægelsindede og akavede. Disse anstrengelser havde heller ikke den indflydelse på Vesteuropæernes generelle historie, som man kunne have forventet af dem. … Gennem hele korstogsperioden var det Sicilien snarere end korsfarerstaterne, der var mødested for arabisk, græsk og vestlig kultur. Intellektuelt bidrog korsfarestaterne stort set ikke med noget …
Paven havde lanceret korstoget som en international kristen bevægelse under hans ledelse og dens indledende succes forøgede kraftigt hans magt og prestige. Korsfarerne tilhørte alle hans flok. deres erobringer var hans erobringer …
Bortset fra udvidelsen af Roms åndelige herredømme var de væsentligste fordele for den vestlige kristendom af negativ karakter. … Havde det ikke været for den vedblivende irritation fra krigene mod frankerne kunne tyrkerne meget vel være blevet integreret i den arabiske verden og forsynet den med ny vitalitet og styrke uden at ødelægge dens grundlæggende enhed. Mongol invasionerne var endnu mere ødelæggende for den arabiske civilisation og deres ankomst kan ikke bebrejdes korsfarerne. Men havde det ikke været for korsfarerne ville araberne have været meget bedre i stand til at møde den mongolske aggression. Den påtrængende frankiske stat var et betændt sår som muslimerne aldrig kunne glemme. Så længe det distraherede dem, kunne de aldrig fuldt ud koncentrere sig om andre problemer …
Endnu mere skadelig var effekten af den hellige krig på Islams ånd. Enhver religion, der baserer sig på en enestående åbenbaring er forudbestemt til at vise nogen foragt for den ikke-troende. Men Islam var ikke intolerant i sine tidlige dage. Muhammed selv mente at jøder og kristne havde modtaget en delvis åbenbaring og derfor ikke skulle forfølges. Under de tidlige kaliffer spillede de kristne en ærefuld rolle i det arabiske samfund. Et bemærkelsesværdigt stort antal af de tidlige arabiske tænkere og forfattere var kristne, der forsynede islam med nyttig intellektuel stimulus. For muslimerne, med deres tro på Guds Ord, der en gang og for altid var givet i koranen, havde en tendens til at forblive stillestående og initiativløse i deres tankegang. Rivaliseringen mellem kalifatet og det kristne Byzans var heller ikke fuldstændig uvenligt. Lærde og teknikere passerede fra det ene til det andet af de to imperier til deres fælles gavn. Den hellige krig som frankerne begyndte ødelagde disse gode relationer. Den vilde intolerance, som korsfarerne viste, blev besvaret af en voksende intolerance blandt muslimerne. Saladin og hans families rummelige humanisme blev snart sjælden blandt deres med-troende. På mamelukkernes tid var muslimerne lige så indsnævrede som frankerne. Deres kristne undersåtter var de første til at lide under det. De genvandt aldrig deres gamle uproblematiske bekendtskab med deres muslimske naboer og herrer.

Tekst 77 - Vurdering af korstogenes historiske betydning for Europa (2000?)

Historikerne Kim Esmark og Brian Patrick Maguire giver i bogen Europa 1000-1300 deres bud på korstogenes historiske betydning for Europa. Citeret fra side 254f.
Mere overordnet kan man bl.a. pege på, at korstogene var et væsentligt element i pavedømmets erobring af det politiske initiativ og ideologiske lederskab i Vesten. De verdslige fyrster, der ledte ekspeditionerne, og ridderne, der udgjorde korshærenes militære kerne, vandt sig social prestige som korsfarere. Som en uudtømmelig kilde til sange og fortællinger om ærefulde bedrifter spillede korstogene tillige en stor rolle i aristokratiet for udviklingen af begrebet om ridderlighed. Militært var korstogene naturligvis en anledning til både udvikling og udveksling af teknologi, knowhow og taktik, ligesom behovet for våben, heste og udstyr muligvis havde en afsmittende effekt på de økonomiske kredsløb. Netop med hensyn til økonomien blev der med korstogene åbnet nye fjernhandelslinier og ført nye især luksusvarer til vesten. Norditalienske købmænd gjorde gode forretninger ved at sejle korsfarere, pilgrimme, våben, jern og tømmer til militære formål over Middelhavet. Da de som nøgterne forretningsfolk i øvrigt ikke holdt sig tilbage fra også at forsyne de muslimske fjender, pådrog de sig kirkens vrede og blev bl.a. på det fjerde lateranerkoncil i 1215 truet med bandlysning og ekskommunikation.
Nok så vigtig var korstogenes identitetsskabende funktion. Den hellige krig var et enkelt og forståeligt projekt, der med sin kraftige appel kunne samle den vestlige kristenhed på tværs af sociale, etniske og regionale skel. På de store felttog oplevede folk fra vidt forskellige afkroge af Europa ligefrem at kæmpe sammen for en fælles sag …
Set i det lys fungerede korstogene som et samlende og forstærkende element i dén kraftfulde ekspansion, som kristenheden oplevede i vores periode. Fra de gamle karolingiske kernelande havde den kristne og feudale civilisation bredt sig ud over kontinentet og fyldt det ud, så kristendommens kulturelle udbredelse o. 1300 i store træk faldt sammen med det geografiske Europa.

Kildeliste

38 - L. & J. Riley-Smith: The Crusades – Idea and Reality 1095 – 1274 p. 55 – min ovs.

39 - J.Riley-Smith: The Crusades side 95, min ovs.

40 - Hans Eberhard Mayer: The Crusades side 34 - min ovs.

41 - Riley-Smith: The Crusades side 257 – min ovs.

42 - Elin Bach: Fra Senantik til Renæssance Gyldendal 1962 side 92-95:

43 - E. Hallam: The Chronicles of the Crusades s. 41-42, min ovs.

44 -

45 - L. og J. Riley-Smith: The Crusades, Idea and Reality 1095-1274 side 38. (egen ovs.).

46 - Regine Pernoud s. 43ff. En sætning, der udeladt af Pernoud [+] er her citeret efter Edward Peters: The First Crusade s. 158. Den sidste del af kilden (fra [++]) er ligeledes citeret efter Peters (s. 177-178).

47 - Pernoud s. 46.

48 - Hillenbrand s. 54.

49 - Regine Pernoud side 98.

50 - L. & J. Riley-Smith: The Crusades Idea and Reality side 57-58, min ovs.

51 - J.Riley-Smith: The Crusades side 95, min ovs.

52 - Hillenbrand: The Crusades, Islamic Perspectives side 72-73.

53 - Hillenbrand side 152, min ovs.

54 - Pernoud side 176-177.

55 - Citeret i Pernoud side 200.

56 - Gabrielli: Arab Historians of the Crusades side 223-4 min ovs.

57 - Hillenbrand side 310.

58 - Riley-Smith ”The Crusades” side 121.

59 - Frederiksen et al. Grundbog til Historie side 150-151.

60 - Pernoud side 249.

61 - Citeret efter Hillenbrand side 272.

62 - Thiedecke: Gud Vil Det side 37.

63 - Pernoud side 308 og Gabrielli s. 348.

64 - Hillenbrand side 240, min ovs.

65 - Riley-Smith: The Crusades p. 236. Min ovs.

66 - Simonsen, Jørgen Bæk Dansen mellem islam og Europa – vals eller tango?, i Sheikh et al.: Islam i bevægelse Akademisk Forlag 2003, side 79.

67 - Citeret efter Jørgen Olrik: Krøniker fra Valdemarstiden (1900-1901).

68 - Janus Møller Jensen: Danmark og den Hellige Krig ca. 1070 – 1169 Historisk Tidsskrift 100-2 (2000) side 325.

69 - Hallam side 225-226.

70 - Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bind 4 side 240.

71 - Riley-Smith: The Crusades s. 256, min ovs.

72 - Oxford History of the Crusades s. 365, min oversættelse.

73 - Simonsen, Jørgen Bæk Dansen mellem islam og Europa – vals eller tango?, i Sheikh et al.: Islam i bevægelse Akademisk Forlag 2003 side 80.

74 - Paul Riant (1868)”Skandinavernes korstog og andagtsreiser til Palæstina” Citat side 573 ff

75 - Hillenbrand side 590, min ovs.

76 - Steven Runciman A History of the Crusades vol. 3 side 469ff.

77 - Kim Esmark og Brian Patrick Maguire ”Europa 1000-1300” side 254f.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.