På Systime udvikler vi undervisningsmaterialer primært henvendt til gymnasieuddannelserne stx, hf, hhx, htx og eux.

Videndeling er det bedste afsæt for enhver udvikling. Derfor har vi skabt en platform, hvor alle deltagere er aktive medudviklere, således at vi sikrer professionel kvalitet i vores arbejde.

Vi har sammen med elever, lærere og forfattere udviklet det digitale format iBog®, men flere af vores udgivelser udkommer også som trykte bøger.

Vision

Vi vil være de bedste til det, vi laver. Sammen med brugerne, underviserne og de bedste forfattere vil vi udvikle de bedste undervisningsmaterialer og udgivelsesplatforme.

Tre hovedprincipper i vores værdigrundlag

1. Brugerne er med i udviklingen

Som det samarbejdende forlag er det vores mål at udvikle vores udgivelser med de lærere og elever, der bruger vores materialer. Vi tror på, at materialet bliver bedre, når brugerne er med til at sætte deres præg på udgivelserne. Partnerskab, netværk og brugerinddragelse er derfor centrale elementer i vores arbejde. Hos Systime ser vi ikke en udgivelse som et færdigt produkt, men som en dynamisk og løbende proces – et fælles mødested for brugere og forfattere.

Vores vigtigste rolle som forlag i dag er at opbygge og pleje pulserende fællesskaber mellem forfattere og deres brugere, så udgivelserne hele tiden udvikles og forbedres. Læring og udvikling bliver dermed ikke længere et individuelt anliggende; det bliver en social handling.

2. Udvikling og forandring giver nye muligheder

Vi er i dag blandt de mest udviklingsorienterede forlag i Europa. Vi ser ikke innovation, eksperimenter og ny teknologi som mål i sig selv, men som nødvendige midler til at sikre kvalitet og konstruktiv udvikling i undervisningen.

Hos Systime er vi ikke bange for at gå nye veje eller tage chancer.

3. Fagligheden i centrum

Faglighed er alfa og omega, når man som Systime udgiver undervisningsmateriale og udvikler platforme til udgivelse af undervisningsmateriale. Vi har et særligt ansvar, fordi vi er med til at forme og danne unge uddannelsessøgende.

Gennem 40 år har vi haft et tæt samarbejde med lærere fra alle sektorer af den danske uddannelsessektor, fordi vi vil sikre kvalitet i alt, hvad vi udgiver. Det har derfor stor værdi for os, at alle vores forfattere er solidt funderede i undervisningsmiljøer og selv har erfaringer som lærere og brugere af undervisningsmateriale.

Interaktiv tidslinje: Systimes historie

Klik på billedet for at åbne tidslinjen.

Da vi etablerede forlaget med det underlige navn Systime (‘system-tider’) i Herning i 1980, var det primære fokus på udgivelse af undervisningsmaterialer. Sådan er det også i dag.

Dengang var vores erklærede mål at mindske afstanden fra forlag til forfattere. Hvor forfattere til undervisningslitteratur på de etablerede forlag ikke ligefrem havde høj status, blev de hos os det helt centrale omdrejningspunkt. Det princip styrer vi stadig efter, men i dag er princippet udvidet, så det også gælder forholdet mellem forfatter, underviser og elev.

Systime har fra begyndelsen bygget på ideen om demokratiske principper, alternative forfatterkontrakter, salg direkte til skolerne og en fleksibel produktion, baseret på mulighederne i ny teknologi.

I 1995 flyttede forlaget til Århus, og samtidig blev halvdelen af aktiekapitalen købt af forlaget Gad, der i 2000 overtog den fulde aktiebeholdning. I 2004 overgik Systime til at blive et datterselskab i Gyldendal Gruppen. Flere af vores udgivelser har vundet priser ved kåringen af Europas bedste undervisningsmateriale – Best European Learning Materials Awards (BELMA). Desuden vandt vi årets it-pris 2013.

Vi er i dag meget mere end et forlag, der producerer undervisningsmaterialer. Vi har været først med ændringen af forlagsforretningen fra et produktprincip til et serviceprincip og lægger nu platform til andre forlags lignende udvikling. Gyldendal og en række andre forlag udgiver nemlig også iBøger® på vores platform. Fx er alle udgivelserne i iBibliotek® og Studybox iBøger®.