Uddrag fra bogen "Fortiden er ikke hvad den har været" af Knut Kjelstadli, Roskilde Universitetsforlag 2001 – særlig bearbejdet til det danske marked af Claus Bryld. 

Knut Kjelstadli er professor i historie ved Universitetet i Oslo, Claus Bryld er professor i historie ved Roskilde Universitetscenter.


Historie som fortid, forskning og fortælling
Hvordan kan vi få kundskaber om fortiden?
                      Selve ordet ’historie’ er jo tvetydigt eller tretydigt – på en måde som fører os direkte ind i kernen af, hvad historikerne beskæftiger sig med. Historie er oprindelig et græsk ord, som betegner det at skaffe sig kundskaber gennem undersøgelser. Det stammer fra ordet vis, at se, og er dermed i slægt med ordet video!
                      På norske, dansk og flere andre sprog har historie en dobbelt eller tredobbelt mening. Det betegner for det første fortiden, den fortidige virkelighed, som vi søger kundskaber om. Og det betegner for det andet videnskaben om fortiden, hvordan den fortidige virkelighed bliver forsøgt undersøgt. Ordet har også en tredje betydning. Længe før vi havde nogen historisk videnskab, fortalte folk historier – beretninger om det der var sket. Fortællingen om fortiden er da den tredje betydning af ordet, hvad enten denne er bygget på erindring og myter eller på det vi mener er videnskabelige undersøgelser.
[…]

Først forelå en verden, et fænomen. Efter en tid er denne virkelighed forsvundet, den er blevet fortid. Det, vi da kan have, er spor eller levninger af denne virkelighed – bidder, brokker, ufuldstændige rester af fortiden. Disse rester, det være sig gamle papirer eller bygningsruiner, kan vi bruge som kilder til at finde svar på, hvordan det kan have været før. For at disse levninger skal kunne give svar, må nogen stille spørgsmål til dem, med andre ord drive historisk forskning. Dette er det tredje led. Og endelig, som et fjerde led, kommer fremstillingen, fortællingen om fortiden, der kan være i form af en lærebog, en videnskabelig monografi, et indlæg i en avispolemik mv.
[…]

Først et nok så dramatisk spørgsmål: Vi har her skrevet om historisk virkelighed. Men fandtes en sådan virkelighed egentlig, eller er ’den’ bare et resultat af vore forestillinger? Blandt historikere mener de allerfleste nok, at fortiden reelt var til, at den ikke er en ren konstruktion. Ellers ville historie have været faget om fata morgana.

Men var denne verden et ordnet kosmos, eller rådede der kaos? Var fortiden en verden med mønstre, med regelmæssigheder? Eller bestod verden af løsrevne, tilfældige enkeltmomenter? Dette virker måske som en pudsig problemstilling, men svaret afgør, hvad vi mener historisk videnskab går ud på. Drejer det sig om at opdage mønstre, der faktisk fandtes i fortiden, også uafhængigt af bevidstheden hos mennesker i eftertiden? Eller er det os som historikere, som nutidsmennesker, der lægger sådanne mønstre ind i fortiden? Her vil historikere svare forskelligt, fordi de har forskellige verdensbilleder og livsfornemmelser.
[…]

Fandtes der én virkelighed, eller kan vi tale om flere virkeligheder i fortiden? Dette afhænger af, hvad vi mener med ”én virkelighed”? […] ..hvis vi mener, at menneskene forstod og fortolkede det samme fænomen højst forskelligt, er det et rimeligt udsagn. Slaveejeren og slaven så ikke på slaveriet på samme måde. Men de forskellige syn var jo i sig selv højst reelle – og disse forskellige bevidstheder kan netop være den virkelighed historikeren prøver at gribe.

Den næste udfordring gælder da […] forholdet mellem fortiden som fortidig virkelighed og det vi har tilbage af den. Den fortidige virkelighed er væk. Det vi har er de overleverede rester, som vi kan bruge til at danne os et billede af hvordan det kan have været. Vi kan ikke skabe nye dele af denne virkelighed. For historikere – i modsætning til samfundsforskere – er de tilgængelige oplysninger i princippet begrænsede og ufuldstændige. Ganske vist kan vi være så heldige at finde nye kilder eller interviewe folk om det, som er i mands minde. Og vi spørger på nye måder til gamle levninger. Men der findes en absolut grænse for, hvad vi kan vide (lige som der, men i mindre målestok gør for nutidens vedkommende). Levningerne, fejlrepræsenterer, fortiden på flere måder: Det meste er forsvundet. Ikke alt blev registreret. Brikken kan være løsrevet fra den helhed den oprindelig indgik i. Meget er ødelagt senere. Tidens tand har gnavet på levningen og forandret den; på den måde kan museer give os den absurde oplevelse, at ’i gamle dage’ havde de kun gamle ting. Meget er blot ufuldstændigt til stede. Hvilke levninger, der er bevaret fra forskellige tider, varierer. Det er dels helt tilfældigt, dels misrepræsenterer sporene systematisk den helhed, de var en del af. Kun øvrigheden og overklassen kunne skrive, hvis vi går lidt tilbage i tiden, og dermed var det kun dem, der producerede de dokumenter vi bruger i dag.

Disse momenter kan føre frem til forskellige syn på, hvad der er historikernes opgave. Det første vil hævde, at historikeren bruger resterne til at re-konstruere, genskabe hvordan noget var. Historieforskning er at sætte bidderne sammen til et puslespil sådan som det oprindelig var. Det modsatte syn er, at fordi så mange brikker mangler, så kan vi ikke uden videre tale om at vi re-konstruerer hvordan det var. Det historikeren gør er at lave, konstruere, et billede af hvordan det kan have været. Historiefaget består i at samle et spredt materiale og omforme det til meningsfulde billeder af, hvordan det var – eller mere beskedent: kan have været.

Vi kan illustrere det således og sige, at i udgangspunktet har vi mosaikbidder:

I det puslespil, vi lægger, skal alle bidderne være med, og vi kan ikke lave et billede, som ikke finder plads til disse bidder. Men der kan alligevel være rum for at lave flere forskellige versioner eller fremstillinger af fortiden på grundlag af de samme overleverede brokker. Målet er at komme fortiden så nær som muligt, men principielt er virkelighed og viden om denne virkelighed ikke det samme, de er ikke identiske størrelser.

Lad os flytte opmærksomheden […] til dem, der prøver at få hold på noget om fortiden: til historikerne. Hvordan kan de få noget at vide om fortiden? […] Det er et spørgsmål om, hvordan vi kan frembringe viden. Også her kan vi skelne mellem to syn. Ét syn er, at vi ikke behøver at tage stilling til, hvordan verden egentlig er, til dens væsen; ved at bruge en rigtig fremgangsmåde i undersøgelsen kan vi alligevel efterhånden vinde større kundskab om verden. Dette kaldes somme tider metodologisk realisme, fordi man hævder at selve forskningen fører til et reelt billede af verden.

Over for dette syn står konstruktivisterne, som stærkt betoner forskerens aktive indsats i at frembringe et billede af verden: det er arbejdet, konstruktionen, som styrer kundskaben. Det er det vi vil vide, og hvordan vi spørger efter det – altså problemstillingen – som afgør hvad der er interessante spor efter fortiden.
[…]
                      For det første er brikkerne altså ufuldstændige og må suppleres ved at vi aktivt prøver at få dem til at give mening. Videre er det at forske, som vi skal se, at foretage en serie valg. Vi kan ikke gøre alt i en undersøgelse, og ved hvert valg fravælger vi nogle muligheder. Valgene trækker tilsammen svaret i en bestemt retning.

Endnu vigtigere er, principielt set, følgende: Når vi prøver at forstå fortiden, er vi mennesker som er formet af vores tid og vores baggrund. Vi har vores egne ’briller’ på, vores forhåndsforståelse eller horisont i mødet med materialet fra fortiden. Vores forudsætninger er med til at forme spørgsmålene og farve svarene.
[…]

Kik en gang på denne figur (som jeg i øvrigt har stjålet forlægget til fra Ludwig Wittgenstein):

At forske er at prøve at nærme sig en anden horisont, at mindske afstanden i forståelse mellem os og mennesker, som levede i en anden tid. Vi kan komme til at forstå, at hvor vi ser en hare, ser de en and. Selvom vi må tage udgangspunkt i vores egen forhåndsforståelse, behøver vi ikke at forblive der. Vi kan ændre os og vores horisont. Der er forskel, men ikke vandtætte skotter mellem os og de andre – i fortiden (eller i andre kulturer). Men vi vil aldrig blive mennesker i fortiden.
[…]

Disse momenter støtter det syn, at viden er konstrueret. Efter min mening er dette rigtigt i en moderat betydning – moderat i den forstand, at denne konstruktion ikke er vilkårlig, at den har en forbindelse tilbage til den fortidige virkelighed, og at ikke alle konstruktioner har gyldighed.
[…]

For at opsummere denne diskussion om historikerens mulighed for at nå frem til viden om fortiden, som udgør det tredje led i vores skema: Selvom flere fremstillinger af samme fortid kan tænkes, er der ikke plads til alle, til hvilke som helst tolkninger. Nogle kan afvises som usande. Ikke alt er relativt.
[…]

Vi er nået til vejs ende i denne omformning fra historie forstået som fortid, via historie som videnskaben historie til historie som fortællingen om fortiden. Flere forhold i alle led gør, at bøgernes billede af fortiden ikke er identisk med fortidens virkelighed.
                      De flertydigheder, der først opstår ved at skelne mellem fortidsvirkeligheden og resterne af den, og så ved historikerens aktive rolle både i forskning og fremstilling, gør det på sin plads at komme med en banal, men vigtig advarsel. Når vi taler om Roms historie, er det ikke hele Roms historie, men det, som det er muligt at vide om Rom. ’Historie’ er ikke de oplysninger og synspunkter, der får plads i en lærebog i skolen eller et pensum på forskellige studietrin. Historien er ikke en given kundskabsmængde.
[…]
Har vi brug for teorier?
I hverdagstale bruges ’teori’ ofte om modsætningen til ’fakta’: teori er noget usikkert mens fakta er noget sikkert. Dette er ikke en god definition, fordi udsagn altid er behæftet med en vis usikkerhed. En anden, mere beskeden definition er at sige, at en teori er svar på et spørgsmål. Spørgsmålet kan i for sig være enkelt, som hvorvidt noget faktisk har været til eller ej. En tredie og noget mere ambitiøs definition, som vi vil bruge her, er treleddet: Historiske teorier er i) udtrykkelige og sammenhængende systemer af begreber og kategorier, som ii) tjener til at placere og forklare bestemte historiske fænomener og kilder, men som iii) ikke uden videre og fuldt ud kan afledes af kilderne. En teori er altså for det første en helhedsopfattelse, hvor vi udtrykkeligt siger noget om sammenhængen mellem delene i helheden. Videre sigter en teori i denne betydning højere end bare til at sige, at noget er til eller sker; den angiver også hvorfor noget sker, den forklarer hændelsen. En historisk teori må desuden kunne redegøre for kundskabens grundlag, for kildernes karakter og placering i den helhed vi prøver at fremstille. Endelig er en historisk teori en opfattelse, vi som forskere bringer til undersøgelsen, som ikke er indbygget i de levninger af fortiden vi bruger som kilder.
[…]

Før vi går videre skal vi hurtigt definere nogle andre termer, som svirrer rundt om begrebet teori. En model er en påstand om en mulig indbyrdes sammenhæng mellem fænomener. Den angiver, hvordan noget kan tænkes at have været. Modellen er som regel en forenklet version af fænomenet. Modellen er altså et hjælpeapparat, et skridt på vejen mod resultater, men ikke nogen påstand om hvordan noget faktisk var (se mere i kap. 10). En hypotese er en aktiv antagelse om, at noget var på en bestemt måde. Også hypotesen er et skridt på vejen mod resultater, men den er mere forpligtende end modellen. Mens modellen angiver tænkelige, mulige sammenhænge, stiller vi hypotesen op for at undersøge om det faktisk var sådan (jf. omtalen af hypotetisk-deduktiv metode i kap. 8). En teori er da en hypotese som – indtil videre – er blevet bekræftet, den bedste viden vi for tiden har om fænomenet.
[…]
Det forhåndsgivne
Vi har ikke et blankt sind. Vi er ikke forudsætningsløse, men lever alle inden for en vis verden. Det syn vi har på virkeligheden bygger på en stor sum af akkumuleret viden (og fordomme) overtaget fra generationerne før os, og synet ligger derfor inden for en kulturel horisont. Vi ser ikke alt, og det vi ser, ser vi på en særlig måde. Vi tolker altid vores såkaldte data, og tolkningerne hænger sammen med hvilken slags erkendelse det er, vi er interesseret i. For at tale i billeder: Bevidst eller ubevidst siger denne forhåndsforståelse os hvad der er guld, hvor guldet findes (det ligger måske ikke åbent), og hvordan vi skal finde og bearbejde det.

Dette er et grundvilkår for al erkendelse. Man kan ikke adskille objektet totalt fra det erkendende subjekt. Heraf skal man ikke udlede en lære om at alle standpunkter er lige rigtige, at ’alt er subjektivt’. Nogle opfattelser kan falsificeres, afkræftes, fordi de er ulogiske eller strider mod det vi ellers ved om fænomenet og mod de beviser vi har. Men i stedet for at tro, at vi er forudsætningsløse, er det bedre så godt som muligt at formulere, hvilken forhåndsforståelse, hvilken teori vi går ud fra. Valget står ikke mellem at anvende teori og at lade være, men mellem at forholde sig aktivt til en bevidst teori og at overlade sig selv til sin ’hverdagsteori’, sine mere eller mindre uklart formulerede antagelser. Det kan gå godt. Men det kan også være ’at synes’. Såkaldt sund fornuft er gerne snusfornuft eller en epokes eller et miljøs kollektive fordomme.

Det er enten arten af fordom eller valget af teori, som bestemmer hvilket slags svar vi når frem til. Hvilken teori vi vælger afhænger af hvilket perspektiv vi indtager; teorien er sand i forhold til en erkendelsesinteresse, en værdi. I Trondheims historie, bind 3 og 4, skriver Knut Mukland og Rolf Danielsen ud fra en lagdelingsteori, hvor begrebet ’klasse’ defineres ud fra indtægtsmuligheder. Så er svaret givet: Klasseforskellene mindskede i Trondheim i 1800-tallet, fordi flere og flere kom over 4000 kr. om året i indtægt og dermed kom ind i overklassen, således kom den så ud efter deres definition. Dette er selvfølgelig et gyldigt svar. Men hvis man bestemmer en klasse ud fra råderet over produktionsmidler, bliver svaret det modsatte: Klasseforskellene øgedes fordi færre og færre blev selvstændige; flere blev lønarbejdere som ikke ejede produktionsmidler.
[…]
Sammenhængene ligger ikke i kilderne
[…]

Den historiske proces er afsluttet. Vi har kun levninger, udtryk for den. Dersom vi udelukkende skulle støtte os til de oplysninger, de data vi direkte kan se i kilderne, ville vores fremstilling være nødt til at afgrænse sig til disse brokker. Men sammenhængen mellem dem, ud over det mest åbenbare og banale, kan vi ikke observere i kilderne selv. Det er en parallel til, at sociale relationer mellem mennesker ikke er synlige for øjet, ikke direkte iagttagelige. Forbindelsen mellem dataene – den historiske proces – må vi konstruere, vise, skabe ud fra en teori som kan redegøre for indholdet i kilderne, men som omfatter mere end kilderne selv. Historikeren må stå for tolkningsmønstret.
[…]

Jo større enheder i tid og rum vi ønsker at sige noget om, jo mere omfattende en fremstilling er, desto mere afhængige er vi af en teori som kan vejlede os. Det samme gælder, når vi arbejder med sammensatte fænomener med mange bestanddele, som vi skal have rede på – såsom ’renæssancen’ eller ’overgangen til markedsøkonomi i en norsk bygd’.
                      Hvis man udelukkende skal bygge på det man finder i kilderne, bliver enhver forskning i relativt kildefattige perioder i udgangspunktet umulig eller illegitim. Vores billede af fortiden bliver så, hvad der er igen af dens levninger. Hullerne i materialet styrer altså forståelsen. Skriftløse samfund, som dele af Afrika, kan efter denne opfattelse knap få en fremstillet historie. For græsk historie vil det sige at kildeovervægten fra Athen bliver helt styrende – Sparta træder i baggrunden, for ikke at tale om personer som ikke var frie borgere i bystaterne, som slaverne eller metøkerne, mennesker der kom fra andre områder og ikke havde borgerret.
[…]
Kildegranskning
Historiske undersøgelser og fremstillinger består i at anvende rester eller levninger af en fortid til at rekonstruere denne fortid. Selvom historikernes sprogbrug varierer i praksis, bør vi begrebsmæssigt skelne mellem levninger og kilder. Levninger er alt hvad der er overleveret fra fortiden. Men de bliver kilder for os, når vi tager dem i brug for at svare på spørgsmål. Vi siger at begrebet om en kilde er funktionelt og vil dermed have to pointer frem: I massen af rester må vi vælge, hvad vi vil anvende. Det er problemstillingen der afgør hvad vi kan og vil anvende som kilde, hvad vi søger efter i mængden af levninger fra fortiden.

Kildekritik er da et sæt af håndværksregler, som siger hvordan man skal behandle kilder for ikke at forvride den information, der potentielt ligger i dem. Disse regler er stort set systematiseret sund fornuft. Kildegranskning er måske nok så godt et ord; man kritiserer ikke kilden i al almindelighed, men gransker eller analyserer den for at se hvad man kan finde i den.

Hvis historiefagets mål er at rejse en bygning af forklaringer, har vi brug for en grundmur af sikre udsagn om, hvorvidt noget var eller ikke var, om hvem der gjorde hvad, hvor, hvornår. Denne grundmur har fire vægge. Der er fire sider ved kildegranskningen, som i af fald på et logisk plan kan adskilles, selvom rækkefølgen ikke altid er streng i den praktiske forskning:

  1. Hvilke kilder har vi til at belyse et spørgsmål? Det gælder om at finde frem til kilder, som er fuldstændige eller i hvert fald repræsentative. Dette er opgaven for findekunsten, heuristikken, og kilde- og arkivkundskaben.
  2. Hvad er de kilder, vi har for os? Hvilken slags kilder er et? Hvilken funktion havde de i den situation og det miljø de blev til i? Det gælder om at bestemme deres ophav og formålet med dem. Dette kaldes i fransk tradition ’ydre kildekritik’.
  3. Hvad står der i kilderne? Hvilket indhold har de? Det gælder om at tolke dem.
  4. Hvad kan vi bruge dem til? Det gælder om at bestemme, hvilken relevans kilderne har for problemstillingen. Men først og fremmest spørger vi, hvor troværdige oplysningerne er. Her gælder det ’indre kildekritik’.

[…]

Historikere skelner mellem kilder og litteratur. Kilder er de spor fra fortiden, som vi bruger til at give en historisk fremstilling. Historisk litteratur er andre historikeres fremstillinger, som vi udnytter eller forholder os til. Men også litteraturen kan bruges som kilde: Vi citerer måske et originaldokument som er refereret i en fremstilling. Eller vi bruger litteraturen som kilde til, hvordan historikere i forskellige tidsaldre tænker og forsøger at påvirke deres omgivelser, hvorved vi måske igen kan slutte til disse omgivelser.
At bruge kilden som levning
Alt overleveret materiale stammer uden undtagelse fra en situation i fortiden. Alle rester fra fortiden kan bruges som levninger fra den fortidssituation, de opstod i. Når vi anvender dem på denne måde, ser vi kilden som en del af den fortidige virkelighed den blev til i. Vi ser kilden som en brik og prøver at genskabe det puslespil, den indgik i. Med udgangspunkt i de rester vi har, søger vi at rekonstruere situationen. Vi slutter da fra resterne tilbage til noget ved ophavspersonen, til ophavsmiljøet. Vi slutter fra produktet tilbage til den eller dem, som har produceret kilden. Snorre Sturlasons sagaer handler om tiden før Snorre levede. Men de er en levning fra 1200-tallet. Og brugt som levning anvender vi dem som kilde til, hvordan Snorre tænkte, eller mere alment som kilde til værdier og tænkemåder hos en islandsk stormand i 1200-tallet.
[…]

Når vi bruger et spor af fortiden som en levning, er det os som historikere der drager slutninger om, hvordan noget var. Det er os der iagttager resterne af fortiden. Vi kan selvfølgelig tage fejl i vores slutninger, men vi er i al fald ikke overladt til andres iagttagelser og fejlslutninger.
At bruge kilden som beretning
Nu findes der mange meddelende kilder som påstår noget om omverdenen. Vi har fået overleveret både tekster og billeder, som referer til forhold uden for sig selv. Et billede viser en by, det er ikke en by. En tekst beskriver en by, som har været eller stadig findes, eller en utopisk idealby.

Hvornår kan vi bruge sådanne meddelende kilder til noget mere end at beskrive ophavsmanden eller ophavssituationen? Hvornår kan vi bruge kilder som beretninger, altså til at sige noget om det som fandtes eller skete forud for eller uden for den situation, kilden selv er en del af? Hvornår kan vi regne med, at indholdet i meddelelsen eller symbolet henviser til en faktisk virkelighed ud over sig selv? Sagt lidt anderledes: Hvad er vilkåret for, at en fortælling kan anvendes til at sige noget faktisk om det som er emnet eller objektet i fortællingen? Hvornår opfylder en kilde minimumskravene til, at vi i det hele taget skal begynde at vurdere om vi skal tage påstandene i kilden som en beskrivelse af virkeligheden? Så kan vi vende tilbage til de kildetyper vi omtalte i det foregående. Kilden må være menneskeskabt, det er åbenbart. Kilden må også være meddelende – en møggreb kan ikke fortælle. Den må være beskrivende, ikke normativ; en moralprædiken siger mest om, hvordan noget burde være. Den må handle om fortiden; tipskuponen siger ikke noget om, hvordan kampresultatet blev.

En kilde, som opfylder alle disse krav, kan fx være et brev, som beskriver hvad nogen så eller hørte, det kan være avisreferater af gårsdagens møde, det kan være Snorres kongesagaer.
[…]

Når vi bruger en fremstilling som levning efter en vis situation, er det os der drager slutningerne om, hvordan noget var. Men når vi bruger kilden som beretning, bruger vi den som om vi læste en ældre kollega. Så er vi yderligere overladt til ’kollegaens’ muligheder, evne og vilje til at beskrive virkeligheden rigtigt.

Historikere bruger både kilder, som udelukkende kan udnyttes som levninger, og kilder som også kan udnyttes som beretninger om forhold forud for dem selv.
[…]

Nu kan en og samme berettende kilde anvendes både som levning og som beretning. Tag som eksempel et historisk værk som den danske historiker Edvard Holms kæmpe værk Danmark-Norges historie fra Den store nordiske Krigs Slutning til rigernes Adskillelse I – VII (1891 – 1912). Som levning bruger vi bøgerne som kilde til, hvordan Holm tænkte, hvilke generelle samfundsidéer der rådede i det konservative, kristeligt-nationale miljø han færdedes i, hvilke interne fagnormer en historiker af hans kategori svor til dengang som professor ved universitetet. Som beretning bruger vi dem som en fortælling om, hvad der faktisk skete i dansk-norsk historie fra 1720 til 1814.
[…]
Bestemmelse af kilder efter ophav og funktion
[…]

Først må vi vide hvornår kilden er fra. Vi må datere kilden. Fastlæggelse af kronologi er udgangspunkt for at placere et fænomen, for at se det i sammenhæng med andre fænomener.
[…]

Så spørger vi: Hvem har produceret kilden? Hvem er ophavsmand eller –kvinde, og hvilket bredere ophavsmiljø stammer den fra?

Efter datering og ophavsbestemmelse må vi fastslå, om kilden er ægte. […] Under den tyske besættelse af Danmark og Norge blev der lavet falske illegale aviser. Sovjetunionen er blevet anklaget for at sende forfalskede CIA-dokumenter til vestlig presse. Da Khrustjovs kritiske tale om Stalin på den 20. partikongres i Sovjetunionens kommunistiske parti i 1956 sivede ud, opstod der en større diskussion om hvorvidt talen var autentisk. Det var den, i modsætning til Hitlers dagbøger som hævdedes fundet midt i 1980’erne. På trods af, at en fremstående britisk historiker, Hugh Trevor-Roper, i begyndelsen sagde god for dem, viste de sig at være fremstillet af en begavet svindler. Fristelsen var stor; levninger fra nazitiden er god forretning, og ugebladet Newsweek bød op til 3,75 millioner dollar for rettighederne!

Dernæst må vi spørge – og det er et vitalt punkt i kildegranskningen: Hvad er denne kilde egentlig? Hvilken karakter har den? Under hvilke omstændigheder opstod den? Hvilke formål havde ophavsmændene med den? Vurderingen af en kildes troværdighed hviler langt hen på forståelsen af kildens funktion. Fremmede eller hæmmede denne funktion en fremstilling der var i overensstemmelse med de faktiske forhold?

Vi kan spørge, om dokumentet er af offentlig eller af privat natur. Folketingstalen er noget andet end privatbrevet.
[…]

Endvidere må vi spørge, hvilken kontekst kilden står i. Man må skele til den sproglige sammenhæng, således at man ikke løsriver citater osv. Og man må spørge efter situationen: Hvad var omstændighederne? Hvornår skete det? Indgik det i en længere tradition? Enhver tolkning af en kilde er afhængig af sammenhængen. Det er banalt, men alligevel konsekvensfyldt, og det bliver ofte glemt.
Fortællerens forhold til det fortalte
Fra spørgsmålet om, hvad kilden er, kan vi begive os til et andet problem: I hvilket forhold står fortælleren til det der fortælles om?

Er det en førstehåndskilde eller en andenhåndskilde? En førstehåndskilde er en øjenvidneskildring. Betydningen af at have en sådan illustreres i H. C. Andersens historie om fjeren, som blev til fem høns, eller af hviskelegen. Mere teoretisk udtrykt er der i al kommunikation mulighed for ’støj’; der som sendes er ikke altid det som høres. Ofte kan en tilsyneladende nær beretning være gået gennem mange led og bearbejdninger. Tag avisreferatet: 1. Noget sker. 2. Begivenheden iagttages. 3. Journalisten interviewer iagttageren. 4. Redaktionssekretæren komprimerer journalistens fremstilling. 5. Læseren bearbejder det han eller hun læser. På samme vis er offentlige budskaber blot led i en lang proces. Normalt vil en historiker altid foretrække en førstehåndsberetning hvis den findes. Og han eller hun vil helst have en samtidig førstehåndskilde; erindringer byder på specielle problemer (se kap. 14).

Under alle omstændigheder vil vi foretrække den kilde som er primær, det vil sige ligger nærmest i tid og rum i forhold til det, der skete, blandt de kilder vi har til rådighed. Hvis vi har førstehåndskilden, er denne den primære kilde og alle andre sekundære. Hvis vi ikke har den, er den næste, nærmeste, kilde primærkilden.
[..]

Vi vil også helst have flere kilder. Et gammelt ord sige testis unus, testis nullus, ét vidne er intet vidne. Det gælder også inden for journalistikken. Men det er strengt formuleret. Vi nøjes nok med én kilde, hvis der ikke er noget der taler imod denne, hvis almindelig sandsynlighed taler for osv. Men vi vil selvfølgelig helst have flere kilder som siger det samme. Vi kan fx interviewe flere, som deltog i en beslutningsproces, og krydstjekke udsagnene mod hinanden. Det allerbedste er kilder med modsat tendens. Dersom to personer med modsat eller afvigende udgangspunkt hævder det samme, styrkes tilliden til det der fortælles som beretning. To sammenfaldende kilder med forskellig funktion er udmærket.

Vi ønsker ikke bare flere kilder, men kilder som er uafhængige af hinanden. Afskriften kan ikke støtte originalen. Afhængighed kan i øvrigt være vanskelig at se. Når veteraner har fortalt historierne flere gange sammen, bliver de til slut til én version.
[…]

Så dukker dette spørgsmål op […]: Er den brugbar til at svare på de spørgsmål vi vil stille den? Dette angår kildens relevans – og derefter kildens troværdighed. Denne ’indre kildekritik’ er den fjerde væg i vores grundmur. Den bliver afgørende når vi vil bruge en kilde som beretning. Hvis vi da ikke skal være overladt til andre iagttageres (fejl)rapporteringer og (fejl)slutninger må vi granske kilderne kritisk.

  • Først: Er kilden relevant i forhold til spørgsmålet?
  • Dernæst: Er kilden troværdig?

Vi er på jagt efter ’noget som ikke stemmer’. Dette afgøres af flere forhold:

  • Har ophavspersonen evne til at sige sandheden, fx ved at han er ved sine fulde fem? Selvmodsigelser kan være et varsel om, at vi bør være forsigtige.
  • Har ophavsmanden eller –kvinden mulighed for at sige hvad der skete, ved at være nær i tid og rum? Helst bør han eller hun være øjenvidne.
  • Vil ophavspersonen give en tilnærmelsesvis objektiv fremstilling, eller vil kilden have tendens? Med andre ord: Havde ophavsmanden eller –kvinden et motiv til, en interesse i, en tilbøjelighed til at fremstille et sagsforhold på speciel vis? […] En kildes troværdighed, resultatet af den ’indre’ kildekritik, hviler altså tungt på vores bestemmelse af kildens funktion, af den ’ydre’ kildekritik: Er dette et dokument, som er opstået i en sådan situation, at omstændighederne skulle influere på ophavsmandens eller –kvindens mulighed, evne og vilje til at gengive virkeligheden? […]

På den måde findes der ikke noget facit for, ingen enkel opskrift på, ingen rangordnet liste over principperne, hvor man kan sige at den ene egenskab tæller mere end den anden. Man må foretage en totalvurdering fra gang til gang. Man kan være nødt til at bruge flere kildekritiske regler. Og man må ikke mindst ”leve med kilderne”, som Jens Arup Seip har udtrykt det. Man må søge at lære epoken, klimaet, miljøet at kende og gradvis føle sig ind i det. Således har kildegranskning også en intuitiv, ja kunstnerisk side i tillæg til den håndværksmæssige (snus)fornuft.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.