"Vikingetogterne", fra: Aksel E. Christensen: ”Vikingetidens Danmark” s. 112 og s. 125-128


Aksel E. Christensen (1906-1981), professor i historie ved Københavns Universitet med speciale i middelalderhistorie og historisk metode. 


Det er i denne nordiske skibstekniske udvikling, vi må søge baggrunden for vikingetogterne over åbent hav. Netop som skibstypen har nået den rette sødygtighed, foretager man i slutningen af det 8. årh. de første togter over Nordhavet, norden om Skotland ind i den Irske sø. Denne opfattelse finder en bekræftelse i de trøstebreve, som angelsachseren Alcuin, der opholdt sig ved Karl den Stores hof, skrev hjem til sine landsmænd efter den første plyndring af Lindisfarne kloster i 793. Han fremholder, at et sådant angreb fra havet har været uhørt i hundreder af år, og fortsætter ordret: ”ej heller havde man troet, at et sådant søtogt kunne lade sig gøre”. For Alcuin synes de første vikingetogter altså at have været en teknisk overraskelse.

Et andet, ikke mindre konkret, vidnesbyrd fra samtiden om nordboernes overlegenhed til søs er den kendsgerning, at Karl den Store, da han omkring år 800 forsøgte at etablere en kystforsvar mod danske angreb, ikke evnede at organisere et effektivt forsvar ved hjælp af frisernes skibe. Havde friserne været det førende søfartsfolk, ville denne fiasko for Karolingerriget være aldeles uforklarlig. Kejserens påfaldende høflighed mod og respekt for Gudfred, denne danernes barbariske hedningekonge, forstås bedst, når man tager nordboernes maritime overlegenhed i betragtning. […]

De første vikingetog mod vest
Vikingetidens første periode strækker sig frem til henved midten af det 9. årh. og er især karakteriseret af følgende forhold: spredte vikingetog mod vest – intens dansk-karolingsk rigspolitik – missionsforsøg – bygrundlæggelser i forbindelse med handelsekspansion, bl.a. via de russiske floder, hvorved der netop i denne tid opnåedes kontakt med de store kulturstater i sydøst, Araberriget og Byzans.

Indledningen til vikingetogene markeres med to indføjelser i den angelsachsiske krønike. Den første er knyttet til år 787, men angår dog snarest 789. Her tilføjes i forbindelse med omtale af kong Brihtric af Wessex’ ægteskab: ”I hans tid kom for første gang tre skibe fra Hæredeland. Greven ville føre ham til kongens gård, da han ikke vidste hvem de var; men de slog ham ihjel. Disse var de første skibe med danske mænd, som gjorde landgang i England”. Den næste notits er indført under år 793, hvor der efter en længere skildring af varslende jærtegn med lyn, ilddrager og hungersnød fortælles, at ”den 8. januar hærgede hedenske mænd Guds kirke på Lindisfarne-øen, hvor de anrettede ødelæggelser ved plyndringer og myrderier”.

Man har betvivlet ægtheden af den første meddelelse, men den bekræftes af den latinske versions ældre og mere præcise beretning. Denne stedfæster udtrykkeligt landgangen til sydkysten af Wesex, nemlig til Dorchester ved Kanalen, og den oplyser ydermere, at den kongelige foged først antog de fremmede for fredelige købmænd, ikke fjender. Dernæst giver den nationalitetsbetegnelsen dani, hvor den angelsachsiske tekst har nordmanna, mens vikingernes hjemsted Hæredeland udelades. Det anførte hjemsted må derfor snarest opfattes som en senere interpolation. Hermed bortfalder grundlaget for den ofte så sikkert fremførte opfattelse, at de første vikinger var nordmænd; men man skal dog ikke straks tage rettelsen til indtægt for dansk prioritet, da såvel dani som nordmanni er generelle betegnelser for nordboer, for mænd, der talte nordisk – eller ”dansk tunge”, som fællesbetegnelsen var. Man skal i det hele taget være varsom med at fordele vikingetogene efter nationalitet; runesten i Uppland mindes sveer, der døde under togt til England, danske og norske runesten tilsvarende landsmænd, der faldt i østerviking. Der er også vidnesbyrd om, at frisere og slaver deltog i nordboernes togter.

Overfaldet på Lindisfarve 793 bekræftes af klostrets egne annaler, der dog daterer det til den 8. juni, der lyder mere rimeligt end den 8. januer. Notitsen har følgende lakoniske tilføjelse: ”Følgende år omkom alle”. Et tilsvarende togt nævnes ikke i krøniken, der derefter er mærkværdig tavs om nordiske angreb i de følgende årtier. Også Alcuins breve dokumenterer Lindisfarne-togtet.

Til gengæld sætter de irske annaler nu ind med hyppig omtale af vikingeanfald omkring den Irske sø, såvel på øst- som på vestkysten. De tidligste dateres til årene 795, 797 og 798, af hvilke det sidste især ramte øen Man. Som anfaldsmål nævnes klostre og helligdomme særlig hyppigt; i 806 meddeles, at det berømte Iona kloster ved Skotlands kyst hjemsøges for tredje gang. Efter talrige, noget spredte anfald i de følgende år lyder det så i Ulster-annalerne for år 820: ”Havet skyllede floder af fremmede ind over Irland, så ingen havn, landingsplads, befæstning eller borg var fri for flåder af pirater og vikinger”. Derefter øges de årlige notitser om strandhugster og plyndringer, indtil det ved år 840 som noget nyt berettes, at en nordisk vikingehøvding etablerede et rige i Irland og grundlagde Dublin som centrum for sin magt. Hans rige fik dog ikke varighed; få år senere uddrev irerne ham, ifølge annalerne fordi de harmedes over, at han ville omvende dem til det nordiske hedenskab.

De skriftlige kilder meddeler intet om anfald mod øerne nord for Skotland, men gravfund fra Shetlandsøerne (det gamle Hjaltland), Orkney-øerne og Hebriderne (de norrøne kilders Suderøer) viser klart, at nordboerne må have slået sig ned her samtidig med eller vel snarere før togterne ind i den Irske sø, for hvilken sørute de danner vigtige stationer. På Shetlandsøerne har man tilmed forlængst fremdraget den centrale nordiske høvdingeborg, af Walter Scott benævnt Jarlshof, der dokumenterer fast nordisk bosættelse i første halvdel af det 9. årh., og den afslører utvetydigt, at den sene norrøne tradition, i Orkneyinga-saga og andetsteds, er upålidelig.

For Karolingerriget har de franske annaler kun yderst sparsomme meddelelser om anfald af vikingeflåder i tiden forud for 830erne. Ser man bort fra kong Gudfreds regulære krigstog til Frisland i 810 nævnes der faktisk kun togter for år 820, men da på een gang Flandern, Seine og Noirmoutier. Trods denne tavshed er det dog evident, at anfald har været rettet mod karolingerriget i hvert fald siden 790erne, for endnu før sin kejserkroning i 800 udstedte Karl den Store forordninger om bevogtning og beskyttelsesforanstaltninger ved Frislands kyster og langs Kanalen, og disse påbud gentoges og udvidedes flere gange. I sin biografi over Karl den Store, der synes forfattet i 820erne, roser Ejnhard kejseren, fordi han så nogenlunde frelste Galliens kyster fra normannernes strandhugster og flådeangreb, idet han dog meget talende tilføjer et ”for sin tid”, hvad der vel udtrykker en modsætning til forholdene på affattelsestiden. Efter sammenhængen placeres disse anfald før krigen med Gudfred, og i anden sammenhæng indrømmes, at beskyttelsen ikke var mere effektiv, end at de frisiske øer blev totalt hærgerede af normannere.

Vikingetog og handelsfærd
Hvorledes skal man nu vurdere de ovenfor meddelte kendsgerninger? For det første ser det ud til, at nordboerne, da de indledte deres togter mod vest samtidig med at de åbnede den nye storvej tværs over Nordhavet norden om Skotland, fortsat har benyttet den gamle sørute langs den frisiske kyst til Kanalområdet. Der er således ingen grund til at give vikingetogene ad den nordlige rute, fra Norge direkte mod vest, nogen aldersprioritet, således som man så ofte ser det fremstillet. Denne opfattelse beror nemlig på en kombination af den angelsachsiske krøniske tvivlsomme interpolation (Hæredeland) med tilfældige mangler i overleveringen. Dernæst kan man slå fast, at der i de første halvthundrede år – bortset fra de små øgrupper i Nordatlanten – ikke synes at have fundet bosættelser sted. Foreløbig var der kun tale om strandhugster, større og mindre.

Men er dette billede af spredte og tilfældige pirattogter uden samlende plan og andet formål end plyndren og bytte udtømmende? Er der mon ikke andre momenter, som annalerne normalt ikke omtaler? Når den oprindelige tekst til omtalen af det første anfald mod England lader det være den kongelige embedsmands første tanke, at det snarere var købmænd end fjendtlige krigere, der gik i land, er det som man i et glimt ser ind i en anden verden; den fredelige handel mellem landene er det naturlige og normale, og får sørøveriet mon bugt med den? Kort efter tvangsforflyttede kong Gudfred købmænd fra det slaviske Reric til sin egen portus Slesvig efter de frankiske annalers vidnesbyrd. Og selv om Vita Anskarii ikke har ubetinget vidneværdi for denne tidlige periode, skal det dog nævnes, at det omtaler Slesvig og Birka som hjemsted og rejsemål for mange købmænd, såvel nordboer som fremmede af mange nationer.

Ved afgørelse af spørgsmålet, om nordboerne også benyttede deres skibe til handelsfærd, må det i første række være arkæologien, der skal give dokumentationen. Det siger i sig selv meget lidt eller intet, at man har fundet talrige frankiske sværd i Norge og et mindre antal i Danmark, for de kan fuldt så vel tolkes som vidnesbyrd om krigsbytte som om handel, og de mønter, smykker og andre varer af angelsachsisk, rhinlandsk og frankisk oprindelse, der er fremdraget i nordiske fund og udgravninger behøver ikke at være levn af importhandel, endsige da import ved nordiske købmænd. Afgørende er det imidlertid, at der efter arkæologiske udgravninger at dømme netop i årtierne omkring 800 er grundlagt en række anselige bebyggelser af bymæssig karakter, der kun lader sig tolke som centrer for et veludviklet handelssystem i de nordlige og nordiske farvande.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.