Mads Lidegaard: ”Hvad troede de på – religiøse tanker i oldtid og vikingetid”, Gyldendal 2004, side 151-157 i uddrag.


Mads Lidegaard, cand. teol. og forfatter til en lang række bøger om bl.a. Grønland, danske sagn og tro, livsholdninger og kulturmøder.
Mads Lidegaard skildrer i sin bog, hvorledes kristendommen allerede fra sen jernalder og tidlig vikingetid gradvist vinder indpas i Danmark. Påvirkningen kommer især fra vest, fra den iro-keltiske og den sangelsaksiske kirke, men også fra syd, fra den såkaldte arianske kristendom blandt germanske stammer. Ifølge Mads Lidegaard har den gængse kirkehistorie overset den nye religions indtrængen, fordi de skriftlige katolske kilder har fortiet eksistensen af andre former for kristendom før den katolske.

Den angelsaksiske kirke
Da romerne trak deres legioner hjem fra Brittanien efter år 400, var landets indbyggere allerede i gang med at antage den irske tro. Nu kom en ny invasion fra fastlandet, de såkaldte angelsakser, bestående af sakser fra Nordtyskland, friser fra det nuværende Holland, angler fra Sydjylland og jyder fra det øvrige Jylland. De erobrede hurtigt det meste af landet og oprettede nye kongeriger, jyderne således i Kent og på øen Wight, anglerne længere mod nord og øst, bl.a. i Northumbria.

Vi ved ikke, hvilken tro disse angler og jyder havde, da de kom. Flere passager hos den engelske kirkehistoriker Beda tyder på, at de har haft en form for kristendom, som ikke var katolsk og f.eks. ikke havde forståelse for treenigheden, hvilket kan tyde på arianisme, som Beda da også beklager sig over flere steder.

I det nye land mødte de overalt den irske mission og synes hurtigt at være faldet for denne nye tro, der nu smeltede sammen med deres medbragte nordiske tro og kultur i en symbiose. Den udviklede sig til en meget speciel kirkedannelse, den angelsaksiske kirke, som i de følgende århundreder blev et åndeligt kraftscenter for hele den vesteuropæiske kristenhed.

Deres opfattelse af Kristus var så udpræget som himmelkongen, hvad vi kan se af deres bevarede digte og salmer, som Grundtvig oversatte til dansk. De skildrer netop Kristi nedfart til dødsriget og hans befrielse af dets fangne døde, som han fører med sig til himmelslottet. I Viborg Domkirke er det temaet for de berømte malerier af Joakim Skovgaard.
( ... )

Kirkeligt var de to nævnte klostre i Lindisfarne og Whitby den store inspirationskilde, hvorfra der kom en strøm af unge angler for at gøre tjeneste i den nye kirke.

Men den katolske mission fortsatte målrettet op gennem England. Igen kom chancen, da en stærk anglerkonge i 660’erne blev gift med en katolsk prinsesse fra det nu katolske Kent. Hun og hendes ledsagende biskop fik også ham til at gå over til Rom, og da der 664 blev holdt et stort kirkemøde i Whitby, lykkedes det at få ham til at erklære katolicismen som den fremtidige tro i sit rige. Altsammen imod voldsomme protester fra de irske klostre. Dermed havde Rom officielt sejret i England.

Det medførte en flugt af irske og angelske munke, der ikke ville bøje sig under Rom. Mens de indfødte irere vendte hjem til deres eget land, der stadig var frit, søgte angler og formentlig også nordmænd og svenskere hjem til deres respektive hjemlande, hvor de var fortrolige med sprog og tankegang, for at delagtiggøre deres landsmænd i alt det, de havde lært. Nordboerne havde en stærk fællesskabsfølelse. Når man som her havde lært noget nyt, ville man føle det næsten som en hellig pligt at bringe det hjem til det gamle land.

Beda beretter dog, at nogle af de angelske elever i første omgang blev taget med til Irland for at fuldende deres uddannelse. Det er nok disse munke, der har startet den første mere omfattende mission i Norden. De rejste på egen hånd, og de katolske kilder nævner dem af gode grunde ikke – med Adam som eneste undtagelse. Det var dem, der var ”Guds gøglere”. Det er vigtigt her at understrege, at når vi taler om irsk mission, var det ganske vist folk, der var oplært på irske klostre, men selv var de angler, nordmænd og svenskere. Indfødte irere ville næppe have haft en chance i Norden på grund af sproget.

Når jeg også nævner svenskerne som en mulighed, er det dels, fordi nordboerne tit rejste sammen, når de drog ud, dels fordi der synes at have været et svensk indslag blandt angelsakserne. Det ved vi fra graven i Sutton Hoo, hvor der blev gjort flere fund, der vidner om tæt forbindelse til Sverige.

Katolske historieskrivere er tilbøjelige til at anse al mission fra England efter 664 som katolsk. Det er dog en tvivlsom sandhed. Den irokeltiske tro overlevede i Irland, der bevarede sin frihed, indtil det i 1170’erne blev erobret af et nu meget katolske normanniske England. Det er dog 500 år efter Whitby, og i denne lange tid bevarede den irske kirke sit særpræg og var ikke uden videre katolsk. Det blev den til gengæld derefter, endda til gavns, så det nu måske er Europas mest katolske land.

Lindisfarne 793
Til slut […] vil jeg nævne et problem, som er rejst af flere forskere i England og Norge (bl.a. Hines, red.). De foreslår, at vikingestormen, der tog sin start med overfaldet på Lindisfarne i 793, i virkeligheden var et organiseret fælles nordisk modangreb efter det katolske kejserriges hårde fremfærd mod sakserne i 780’erne og den tilsvarende stigende katolicering af det angelsaksiske England i samme periode, hvor benediktinerne overtog de irske klostre. Ikke mindst sachserne i England havde været meget forbitrede over deres landsmænds skæbne.

Til lands kunne nordboerne ikke standse de kejserlige hære, men til søs havde de herredømmet, og skulle de slå igen, måtte det blive med vikingeflåderne, der kunne trænge dybt ind ad floderne til kejserrigets hjerte. Og man har ment, at nu var turen kommet til Norden, så det var nødvendigt at slå igen.

Det er i hvert fald påfaldende, at alle de første overflad blev rettet netop mod katolske kirker og klostre, som om de var hovedfjenden. Man kan så undre sig over, at de havde fået lov at ligge i fred med alle deres rigdomme gennem århundreder, selv om nordboer hele tiden havde sejlet på England. Et kloster som Lindisfarne lå helt ubeskyttet ud til Nordsøen. I al den tid havde der ikke været rapporteret angreb i England. Derfor vakte det opsigt og er omtalt i de engelske annaler, da tre mænd i 788 landede på Sydenglands kyst. De blev antastet af den lokale foged, der ville bringe dem til kongen, men de dræbte ham på stedet og sejlede igen. Den slags var man åbenbart ikke vant til. Har de været spejdere, der skulle rekogniscere før det store angreb?

Tilbage står stadig spørgsmålet, hvorfor klostrene pludselig ikke længere var fredhellige. Vi må ud fra det tidligere fremførte gå ud fra, at den irske kristendom var velkendt i Norden, og at man har haft stor respekt for de berømte klostre, hvor så mange landsmænd var blevet uddannet, og hvorfra de var draget til hjemlandet med deres lærdom. I 780’erne var den respekt pludselig forsvundet, for nu var klostrene blevet fjendeland, fordi de netop i 780’erne var overtaget af katolske munke, mens de irsk/angelske munke var fordrevet. Det var en tanke, jeg fik, da jeg stod på Holy Island en dag i 2001 og tænkte over, hvordan alt dette mon kunne forklares.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.