Simon Keynes: "The Vikings in England c. 790-1016" i "The Oxford Illustrated History of the Vikings", ed. Peter Sawyer, 1997 side 63f. (uddrag af tekst 91 i Thiedecke "De danske vikinger", 2003).
Simon Keynes er professor i historie på Trinity College, Cambridge, med speciale i angelsaksisk historie og vikingetiden.


At dømme efter optegnelserne i Den Oldengelske Krønike opstod de skandinaviske bosættelser (kendt som Danelagen, red.) da […] nogle af vikingehærernes folk, som havde været på felttog i England i adskillige år, besluttede at tiden var inde til at forlade en aktivitet til fordel for anden: (feks., red.) Halfdan og hans mænd, som i 876 ”uddelte northumbriernes land og begyndte at pløje og skaffe sig et udkomme”. I 877 tog mændene en anden hær til Mecia ”og uddelte noget af jorden, mens de gav noget af den til Ceolwulf”; og i 880 drog Guthrums hær ind i East Anglia ”og slog sig ned der og uddelte jorden”. Englænderne forblev uden tvivl i stort tal i de områder, der blev berørt af skandinaviske bosættelser, men under danskernes overherredømme. Det er også et faktum, at mens nogle af deltagerne i vikingetogterne i England mellem 892 og 896 slog sig ned i East Anglia og Northumbria, eksisterer der intet bevis på, at disse danskere i slutningen af 800-tallet eller begyndelsen af 900-tallet blev suppleret af et stort antal bosættere, der kom direkte til England fra Skandinavien. På den anden side kan det ud fra krøniken konstateres, at den politiske magt i visse dele af de skandinaviske bosættelser kom til at ligge – ikke hos en konge – men i et politisk organ, i en ”kommune”, som måske blev ledet af eller flere personer med jarletitel. Det er selvfølgelig utænkeligt, at de hære, som disse kommuner rejste i den første fjerdedel af 900-tallet, bestod af nogen overlevende folk fra de vikingehære, som var aktive i 860’erne og 870’erne, så må man antage, at de har bestået enten af en ny bølge af soldater-bosættere eller af sønner og sønnesønner af den første generation.

Kilderne til forståelsen af befolknigssammensætningen i Danelagen er forskelligartede, og hver kildetype er forbundet med sit sæt af tolkningsproblemer ...
                      Det sproglige bevismateriale for den danske indflydelse i Danelagen er af den største betydning, fordi det er så omfattende ...
( ... )

Det er imidlertid vigtigt at huske, at de ”skandinaviske” navne blev skabt over lang tid (fra 800-tallet til 1200-tallet), og at stednavnematerialet kun er en del af et større sprogligt ”billede”. Skønt billedet viser, hvor omfattende og dyb den skandinaviske indflydelse var på sproget i det østlige England, må det huskes, at det sprog, som sejrede var engelsk.

Den materielle kulturs vidnesbyrd er vanskeligere at bestemme, fordi bosætterne på visse områder hurtigt blev svære at udskille fra resten af befolkningen på grund af deres evne til at smelte sammen med ”landskabet”. Der er imidlertid fine eksempler på ”viking”-skulpturer bevaret i kirker, især i det nordlige England, mens undersøgelser af brocher og andre små genstande antyder, at indbyggerne i nogle dele af Danelagen opretholdt kontakt med Skandinavien igennem hele 900-tallet. Udgravninger i York har afsløret meget om de materielle og økonomiske livsbetingelser i et større handelscenter i det nordlige Danelagen.
( ... )

Det er vel overflødigt at sige, at dette kildemateriale kan give grundlag for forskellige tolkninger, men under fare for mistolkning af komplicerede teorier, kan det være nyttigt at reducere de konkurrerende tolkninger til et sæt modeller, der selvom de i nogen grad overlapper hinanden alligevel adskiller sig fra hinanden ved den vægt, de tillægger de forskellige faktorer.

Vi kan ganske enkelt påstå, at erobringen og den grundlæggende kolonisation af dele af det østlige og nordlige England blev udført af mænd fra store vikingehære, der umiddelbart (i slutningen af 800-tallet) blev fulgt op af en veritabel bondeindvandring fra Danmark i en størrelsesorden, der var tilstrækkelig til at oversvømme den indfødte befolkning og skabe et klart ”dansk” samfund. Alternativt kan vi foreslå, at bosættelserne blev udført af rester af relativt små vikingehære, hvis politiske dominans gjorde dem i stand til at udøve en påvirkning (ikke mindst på sprog og stednavne), der ikke stod i forhold til deres faktiske antal; og at det var efterkommere af disse gamle soldater, som i 900-tallet ekspanderede fra deres oprindelige bosættelsesområder ved en gradvis intern koloniseringsproces. Vi kan igen påstå, at de oprindelige bosættelser var af mindre omfang, foretaget af folk fra vikingehærene, som ikke ulogisk tog de mest fordelagtige steder i besiddelse, og at der derefter i det sene 800-tal eller tidlige 900-tal fandt yderligere bosættelser sted af langt større omfang bag dette ”beskyttelsesskjold”, hvilket igen voksede til en anden udvandringsbølge fra Skandinavien til det østlige England. Eller vi kan foreslå, at det sene 800-tals bosættelser blev udført af de tiloversblevne fra relativt store vikingehære, som sad i politisk dominerende stillinger, og at disse bosættere blandede sig med og indgiftede sig i den indfødte engelske befolkning, i det de antog nogle af deres skikke og påvirkede eller indførte andre. Og at der ikke er nogen grund til at indføre yderligere bosættere fra de skandinaviske hjemlande til at forklare de vidnesbyrd, der foreligger, idet en generation for generation stadigt mere integreret befolkning fra det tidligere 900-tal deltog i en normal social og økonomisk udvikling, som skabte et ”engelsk-dansk” samfund, som ikke desto mindre bevarede en vis ”dansk” identitet. Det ville være uklogt at udtrykke forkærlighed for en af modellerne, idet det er klart, at en model, der passer på én del af Danelagen ikke nødvendigvis passer til en anden. Når det kommer til stykket blev forskellige områder bosat under forskellige omstændigheder, og den efterfølgende historie i 900-tallet var heller ikke den samme for hele Danelagen. Det skal imidlertid pointeres, at den afgørende faktor ikke er størstedelen af de ”store” vikingehære i 865 eller 871 (om de udgjorde nogle få hundrede eller nogle få tusinde mænd) eller omfanget af bosættelserne i det sene 800-tal. Hvad der virkelig spiller en rolle for vores forståelse af de skandinaviske bosættelser er det faktum, at bosætterne sad i ledende politiske stillinger, og at de antageligt havde gode grunde til at blande sig med englænderne allerede fra første generation. Endelig skal vi huske, at der forløb 200 år med en social og økonomisk udvikling, før vi nåede den situation i anden halvdel af 1000-tallet, som Domesdaybogen repræsenterer. Som A. W. Maitland sagde: ”Vi må være forsigtige med, hvordan vi bruger vores dansker”.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.