Uddrag af den angelsaksiske krønike, i Vikingerne i England, udg. af The Anglo-Danish Viking Project 1981, s. 11-13


"Den angelsaksiske krønike" er den vigtigste berettende kilde til Englands historie i vikingetiden. Grundstammen i den er skrevet i Wessex i slutningen af 800-tallet, og i den følgende tre århundreder er den fortsat flere steder i landet af forskellige forfattere. De følgende uddrag (efter Torben Dahls oversættelse) illustrerer karakteristiske sider af vikingetogene og nogle af de vigtigste begivenheder, den såkaldte ”Store Hærs” erobringer i det niende århundrede og Svend Tveskægs erobring af England kort efter år 1000.


789:               Her ægtede Kong Breohtric Offas datter Eadbrug, og i hans tid kom for første gang 4 skibe med normanner. Så red fogeden derhen, og han ville drive dem til kongsgården, fordi han ikke vidste, hvem de var, men de slog ham ihjel. Det var de første skibe med danske mænd, som angreb England.

850:               Her kæmpede ealdorman Ceorl sammen med mænd fra Devonshire mod hedningerne ved Wicgeanbeorg, hvor han anrettede stor blodbad og vandt sejr. Hedninger slog sig ned på Thanet for vinteren. I det samme år kom 350 skibe til Themsmundingen. De stormede Canterbury og slog Kong Brithwulf af Mercien med hans hær på flugt. Så drog de sydpå over Themsen til Surrey. Kong Æthelwulf og hans søn Æthelbald i spidsen for den vestsaksiske hær kæmpede med dem ved Ockley, og anrettede der det største blodbad på en hedensk hær, som vi nogensinde har hørt tale om; sejren blev deres ...

866:               Her overtog Æthelbriths broder Æthelred det vestsaksiske rige. Samme år kom en stor hedensk hær til England og opslog vinterkvarter i Østangel. Der blev de forsynet med heste, og en fred kom i stand.

870:               Her red fjenderne til Reading i Wessex, og omkring 3 dage derefter kom to jarler ridende. Ealdorman Æthelwulf mødte dem ved Englefield, hvor han kæmpede med dem og vandt sejr; den ene af dem, som hed Sidroc, faldt. Omkring 4 dage derefter førte Kong Æthelred og hans broder Alfred en stor hær til Reading og kæmpede mod fjenderne. Der blev anrettet stort blodbad på begge sider, og ealdorman Æthelwulf faldt ...
                      Efter fire dages forløb kæmpede Kong Æthelred og han broder Alfred ved Ashdown mod hele den fjendtlige hær, som var opstillet i to fylkinger. I den ene var de hedenske konger Basecg og Halfdan, og i den anden jarlerne. Kong Æthelred kæmpede mod kongernes hær, og Kong Basecg faldt, medens hans Broder Alfred kæmpede mod jarlernes hærer; der faldt Jarl Sidroc den Gamle og Sidroc den Unge, Jarl Fræna og Jarl Harald. Begge fylkinger blev slået på flugt, og der faldt mange tusinde; kampen varede til natten ...
                      Derpå blev hans broder Alfred Æthelwulfs søn, konge over vestsaksernes rige. Omkring en måned derefter kæmpede Kong Alfred med en lille styrke mod hele den fremmede hær ved Wilton. Langt op på dagen blev han slået på flugt, og danskerne beholdt valpladsen. I dette år blev der udkæmpet ni feltslag med den fremmede hær i kongeriget syd for Themsen ... I dette år faldt ni jarler og en konge ...

878:               Her listede fjenderne ved midvinter efter Helligtrekonger til Chippenham, overrumplede og erobrede vestsaksernes land og drev en stor del af folket over havet. Størsteparten af resten overvandt de undtagen kong Alfred, der ledsaget af en fåtallig skare med møje drog til skovene og utilgængelige sumpstrækninger.

Samme vinter var Ivars og Halfdans broder i det vestsaksiske Devonshire, hvor han mistede livet sammen med 800 mand og 40 mand af sin hær; der blev den fane erobret, som de kaldte Ravnen.

Den følgende påske opførte Kong Alfred med en lille skare et befæstet sted i Athelney, og fra dette kæmpede han og befolkningen i den nærmeste del af Somerset mod fjenderne. I den syvende uge efter påske red han til Egbert’s Stone øst for Selwood; der fik han tilslutning af hele Somerset og Wiltshire samt den del af hampshire, der ligger tæt ved havet, og de var glade for ham. Efter en nats forløb drog han fra lejren til Iley Oak og en nat senere til Edington, hvor han kæmpede med hele den fjendtlige hær og slog den på flugt, og han red efter dem lige til befæstningen, hvor han opslog sin stilling i 14 dage. Da gav fjenderne ham gidsler og svor dyrt på, at de vilde drage bort fra hans rige. De lovede også, at deres konge ville modtage dåben, og det holdt de. Tre uger derefter kom Kong Guthrum med 29 andre af de mænd, som var de mest ansete i hæren, til Aller, der ligger ved Athelney. Kong Alfred stod fadder til ham, og ceremonien, hvor bindet om den hellige olie fjernedes, fandt sted i Wedmore. Han var 12 dage hos kongen, der hædrede ham og hans fætter ...

994:               Her i dette år kom Olaf og Svend den 8. september til London med 94 skibe, og de rettede et vedholdende angreb på byen, og de ville ligeledes tænde den i brand; men de led større fortræd og skade, end de nogen sinde havde troet en bybefolkning ville tilføje dem. Men det var den Hellige Guds Moder, som viste borgerne sin barmhjertighed, idet hun befriede dem for deres fjender. Disse drog derfra og anrettede ved kysten af Essex, Kent, Sussex og Hampshire så stor skade, som aldrig nogen hær har kunnet i retning af brand, hærgen og drab. Dernæst steg de til hest, red så langt, som de ville, og anrettede ubeskrivelige stor skade. Da bestemte kongen og hans witan, at man skulle sende bud til dem og love dem tribut og levnedsmidler, mod at de holdt inde med hærgningen. Fjenderne modtog det tilbudte, og hele den fremmede hær drog til Southampton, hvor der blev opslået vinterkvarter. I hele det vestsaksiske rige blev der leveret levnedsmidler til dem, og der blev udbetalt 16 tusinde pund ...

1011:             Her i dette år sendte kongen og hans witan bud til den fremmede hær og bad om fred; de lovede tribut og proviant mod, at fjenderne holdt op med deres hærgningstog. Disse havde nu erobret Østangel, Esex, Middlesex, Oxfordshire, Buckinghamshire, Bedfordshire og en del af Huntingdonshire; syd for Themsen hele Kent, Sussex, Hastings, Surrey, Berkshire, Hampshire og meget af Wiltshire ...

I dette år mellem den Hellige Jomfrus fødselsdag og Mikkelsdag belejrede de Canterbury, og de slap ind ved list; thi Ælmær forrådte Canterbury til dem, han hvis liv Ærkebiskop Ælfeah før havde reddet. De fangede der Ærkebiskop Ælfeah ... Han, som før var Englands og kristenhedens overhoved, var fange. Hvor man før så glæde, så man nu elendighed i den ulykkelige by, hvorfra vi først fik kristendommen og fryd for Gud og mennesker. De havde Ærkebiskoppen hos sig, lige til de lod ham lide martyrdøden.

1012:             ... Om lørdagen kom der stærkt røre i den fremmede hær mod biskoppen, fordi han ikke ville love dem penge og forbød at betale dem noget for ham. De var også meget berusede, thi de fik bragt vin sydfra. De greb biskoppen, og lørdag efter påske førte de ham til deres ting og bombarderede ham der med ben og oksehoveder. En af dem slog ham med et øksehoved i hovedet, så at han faldt om på grund af hugget, og hans hellige blod strømmende ud på jorden.

1013:              Året efter at Ærkebiskoppen have lidt martyrdøden, satte kongen Biskop Lyfing på ærkebispestolen i Canterbury. I samme år før august måned kom Kong Svend med sin flåde til Sandwich. Han sejlede meget hurtigt forbi Østangel ind i Humbers munding og videre ind i landet op ad Trent, indtil han kom til Gainsborough. Jarl Uhtred og hele Northumberland underkastede sig snart, endvidere hele befolkningen i Lindsey, derpå befolkningen i Femborgene og hurtigt derefter hele området nord for Watling Street. Man gav ham gidsler fra hvert shire. Da han forstod, at hele folket havde underkastet sig ham, befalede han, at man skulde give hans hær proviant og heste. Derpå drog han mod syd med den samlede styrke og overdrog sine skibe og gidslerne til sin søn Knud ... Derfra drog de mod øst til London, og mange af hans folk druknede i Themsen, fordi de ikke passede på broen. Da han kom til byen, ville borgerne ikke bøje sig, men gjorde modstand i hård kamp, fordi Kong Æthelred var derinde og Thorkild sammen med ham.

Kong Svend drog derfra til Wallingford og videre over Themsen mod vest til Bath, hvor han lå med sin hær. Ealdorman Æthelmær og kongens thegner ("thegn" betegner ældre mand, familiefaderen eller slægtens overhoved, red) i den vestlige del af landet drog derhen, og alle bøjede sig for Svend og gav gidsler. Da han således havde bemægtiget sig hele egnen, drog han mod nord til skibene. Hele befolkningen tog ham til konge, og derefter underkastede Londons borgere sig samt gav gidsler; thi de frygtede, at han vilde ødelægge dem. Svend rekvirerede fuld tribut og proviant til flåden den vinter, og Thorkild det samme til den flåde, som lå i Greenwich. Til trods herfor hærgede de, så ofte de ville. Der var ingen kraft i folket, hverken mod syd eller mod nord ...

1014:             Her i dette år døde Svend ved Kyndelmisse, den 2. februar, og derefter valgte hele flåden Knud til konge ...

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.