Bertil Almgren (udg.): "Vikingen" 2. udg., Lademann 1974, s. 132-140 (uddrag).

Bertil Almgreen professor i arkæologi ved Uppsala Universitet.


Vikingerne i øst: Rusland og Byzans
Hvordan Rusland så ud i vikingetiden, ved man kun lidt om. Nogle vikinger har rejst, handlet og er døde i de udstrakte områder med skov og steppe øst og syd-øst for Østersøen. Men hvor de er rejst hen, hvad de har handlet med, og hvor de har boet ved vi ikke. Det at de svenske vikinger skulle have hersket over store dele af Rusland er baseret på den gamle Første Nestor Krønike, som er skrevet i Kiev, og den fortæller om, hvordan slaverne opfordrede svenske herskere, som de kaldte for Rus til at styre deres land, og fortæller, at det skete engang i det 9. årh. Men da det ældste manuskript af krøniken daterer sig fra det 14. årh., så er den 500 år gamle tradition sikkert ikke helt til at stole på. Der er i Rusland gjort nogle fund, som er af samme type som så mange vikingetidsfund, der er gjort i Skandinavien. De fleste af disse er gjort i grave, som på mange måder ligner de skandinaviske begravelser. Så når alt kommer til alt, synes en udbredt skandinavisk kolonisation i Rusland at have været en kendsgerning.

Men meget er endnu usikkert. I de russiske gravfund er der f.eks. mange kamme af den type, som er almindelig over hele det nord-vestlige Europa, og de svaneske vikinger har jo ikke nødvendigvis været de mest aktive handelsmænd langs med ruterne igennem Finland og Rusland. To runeindskrifter i træ er blevet fundet i den gamle befæstede by Staraja Ladoga syd for Ladoga søen, ikke langt fra vore dages Leningrad, så skandinaverne har i alle tilfælde været her. Nogle forskere er endda gået så vidt, at de har erklæret, at hele byen var én stor vikingekoloni. Efter deres teori var Staraja Ladoga et sted, hvor vikingerne hvilede, før de begyndte at sejle deres skibe op ad de russiske floder, bar dem over vandskellene, og ned til Volga. Men her er den logiske klarhed ikke helt overbevisende. Det kan jo tænkes, at Staraja Ladoga snarere var en station på vejen, hvor gods blev overført fra vikingernes skibe til mindre både, og det var i disse, det blev transporteret ned mod syd-øst ad Ruslands utallige floder. I nogle af de bedst kendte russiske grave finder man skandinaviske genstande fra denne periode, og disse grave er fundet langs med disse floder. Men medens de grave, det her drejer sig om, er små jordhøje, der meget svarer til dem, man finder i det centrale Sverige, så er begravelsesmåden ofte meget usvensk. F.eks var der meget ofte anbragt en arne med kogekar i den midterste del af graven. 

Blandt de ting, der er blevet fundet, er de ovale brocher der var i brug i Skandinavien, men de kan have været importeret. Blandt gravgodset er der imidlertid også fundet mange smykker, som ikke er af nordisk, men af finsk oprindelse. Det kan forklares ved, at disse egne var beboet af finner, og helt op til den nyeste tid er området omkring Ladogasøen hovedsagelig beboet af folk af finsk oprindelse. Dette faktum synes at betyde, at finnerne må have benyttet de vandveje, som fører fra den finske bugt til Volga i større antal end svenskerne. Den letteste vej at komme fra Ladoga til Volga på er ikke at rejse mod øst langs med floden Svir med dens mange vandfald, men mod syd-øst til Volgas kilder, hvor også hovedparten af gravene er blevet fundet. Hvad der er vigtigt er at denne rute gik igennem et næsten udelukkende finsk-talende område hele vejen til Bulgar, en vigtig handelsby ved Volgaknæet. En købmand, som talte finsk kunne rejse langs med denne rute uden nogen sprogvanskeligheder. Yderligere nævner den Første Nestor Krønike et antal finske navne i en planlagt handelsaftale fra det 10. årh. mellem Byzans og Rus-dynastiet i Kiev. Det vides ikke med sikkerhed, hvor folkebetegnelsen Rus stammer fra, men det er utvivlsomt, at Rusland og russer er dannet af dette ord. Betegnelsen er benyttet første gang i 839 i de frankiske Bertiniani-Annaler, som fortæller om, at det sikkert var Rusfolk, der ledsagede en byzantinsk ambassade til den frankiske kejser ved Rhinen. Da den frankiske kejser imidlertid fik at vide, at disse Rus i virkeligheden var svenskere, arresterede han dem øjeblikkeligt som vikingespioner. Men de fortalte kejseren, at deres konge havde titel af chakan. Dette ord er tyrkisk og betyder overkonge. Det synes derfor klart, at disse Rus, skønt de var af skandinavisk oprindelse, meget hurtigt var blevet assimileret, akkurat ligesom vikingerne i Normandiet.
( ...)

I 969 gjorde prins Swiatoslav af Kiev et angreb på øst-vest ruten fra Bulgar til Østersøen. Prins Swiatoslav kontrollerede den nord-sydlige rute fra Novgorod til Dnjepr. Hans agt må have været at ødelægge silkehandlen langs med Volga, for Kiev, som også lå i udkanten af steppen, herskede over en anden øst-vest karavanerute, og ville naturligvis gerne slå en rivaliserende handel ud. Herskerne i Kiev kan måske engang have været svenskere, men Swiatoslav har efter alt at dømme end ikke været skandinav. En byzantinsk kilde beskriver hans dragt og hans hår, så han er ganske tydeligt slaver eller tartar. Men i alle tilfælde, resultatet af hans angreb på Volga-ruten var katastrofalt for Skandinavien. Man synes at have opgivet handel med Bulgar, og strømmen af arabisk sølv mod nord blev stoppet. Det er muligt, at Birkas pludselige forsvinden og Hedebys nedgang som handelsby var et direkte resultat af Swiatoslavs angreb.

Både på land
I vikingetiden og århundreder derefter var vandvejene de mest naturlige rejseruter. Vikingeskibene var ikke alene brugelige til alle slags sejlads. Det, at de var lavbundede og relativt lette, gjorde dem meget manøvredygtige, og når det var nødvendigt også manøvredygtige på land. Korte strækninger af tørt land, som at passere et vanskeligt vandfald og klipper i floden, eller at gå fra et flodsystem til et andet, var derfor kun en ringe hindring.

Det at bringe ladningen fra et skib til et andet var et besværligt arbejde, det nemmeste var at flytte hele skibet, at rulle det på træstammer, en metode, som også bruges den dag i dag. I det russiske flodsystem var skovene aldrig borte. Vikingerne kunne bare tage, hvad de behøvede, når det var nødvendigt. Årerne blev lagt indenbords, styreåren blev hængt fra rælingen og bundet fast med en trosse, så var den af vejen, og hele besætningen hjalp til med at skubbe, idet de flyttede træstammerne fra bagstavnen til forstavnen, når skibet havde rullet hen over dem.
Men selv om der kun er fundet 500 byzantinske mønter i Skandinavien mod 85.000 arabiske, har der alligevel været en ret stærk forbindelse imellem Skandinavien og det østromerske riges hovedstad, der for nordboerne stod i et eventyrligt skær. Miklagård, ”Den store By”, kaldte de den, og sådan blev den kaldt den ene gang efter den anden i sagaerne. I dem kan vi læse om, hvordan den byzantinske kejsers livgarde havde et helt kontingent af skandinaver, der var gået i kejserens tjeneste. De blev kaldt for væringer, og de kaldte sig selv det efter deres græske øgenavn, som betyder ”de hæse”. Den berømteste af alle væringerne var den norske Harald Hårderåde, der opnåede at blive øverstebefalende for hele den kejserlige livgarde, og han var dermed kejserens skatteopkræver også i Kiev-området.

Men allerede 100 år tidligere var der væringer i kejserens livvagt. Det fremgår af kejser Konstantin Porphyrogennetos’ bog: De ceremoniis aulæ Byzantinæ”, i det afsnit, der omhandler: Hvad man skal iagttage ved nittenbordsfesten, under hvilken den såkaldte ”gotiske leg” fejres. På niendedagen i dodekameros eller de tolv dage, som følger lige efter Kristi fødselsdagsfest, da står der ved begge indgange til den store spisesal, de folk, der er parat til at udføre den ”gotiske leg”. Ved den venstre indgang står admiralen, nogle menige og nogle fløjtespillere fra deres afdeling. Bag ved ham står der to væringer klædt i pelse med hårsiden udad, og med masker af forskelligt udseende. Det samme er tilfældet ved den højre indgang, hvor øverstebefalende for livvagten står. 

Så snart kejseren er ankommet, befaler han ceremonimesteren at føre dem ind, og ”de skynder sig da hastigt ind og slår samtidigt med spyddene på skjoldene, som de bærer, og frembringer dermed stor larm, idet de samtidig råber: jul! jul! og standser først helt henne ved det hellige bord. Dér løber de to afdelinger sammen fra begge sider, så de danner en dobbeltkreds. Efter at de på denne måde har løbet tre gange rundt om det hellige bord, trækker hver afdeling sig tilbage til sin plads, flåden til højre, og hæren til venstre, og de af de to partier, som kaldes goter, oplæser den såkaldte gotiske sang”. Her følger så et langt kvad til kejserens pris. Der står ganske vist ”Goter” i teksten, men allerede omkring år 500 var goterne forsvundet fra de kejserlige lejetropper. Det var skandinaverne, der i 900-tallet dannede det vigtigste kontingent i livgarden, altså ”Rus’er” eller væringer. Her har vi den ældste kendte beskrivelse af en nordisk julefest, sådan som skandinaverne fik lov at opføre den på Hellig Tre Kongers aften for kejseren. Denne beretning, hvor morsom og interessant den end er, er jo mere kuriøs end noget bevis for kulturel forbindelse mellem Byzans og Skandinavien. Men der har været forbindelse. Munke og missionærer fra Byzans har været her, men Byzans lå alligevel for langt væk. Romerkirken sejrede, for Hamborgbispedømmet lå nærmest.

Men et stærkt bevis for en intens byzantinsk påvirkning har vi i nogle af de mønter som den danske konge Svend Estridsen lod slå. De er meget forskellige fra hans forgængeres prægninger, som var gjort efter angelsaksisk mønster. På en af hans mønter, som blev slået i Lund, ser man på forsiden den tronende Kristus med en evangeliebog, og på bagsiden overrækker en engel kongen, der er iført byzantinsk dragt, en kirkefane.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.