"Rigs vandring" i Johannes V. Jensens gendigtning.

Digtet findes i én afskrift fra 1300-tallet, men forskerne er i almindelighed enige om, at det i sin grundform stammer fra vikingetiden. Ligeledes er mange af detaljerne ganske givet også overleveret fra vikingetiden. 

Usikkerheden skyldes at det i generationer, måske århundreder, er overleveret gennem en mundtlig fortællertradition. Det betyder, at den enkelte fortæller kunne føje til eller trække fra alt efter fortællersituationen. Og endelig kan vi også af digtets manglende passager se, at hukommelsen ofte har svigtet. Men ikke desto mindre er "Rigs vandring" (eller "Rigsthula", Rigsremsen) det edda-digt, der bedst beskriver de sociale, materielle og kulturelle forhold i vikingetiden og tidlig middelalder.

Edda-digtene er en samlebetegnelse for digte fra 1200-tallet – overleveret i to særlige håndskrifter – der handler om guder og forhistoriske helte.

1                    I tidernes morgen
                      gik den mægtige,
                      kyndige gud
                      ad grønne stier;
                      kraftig og rask
                      kom Rig gående.
2                    Og som han vandrede
                      frem ad vejen,
                      så han et hus [1]
                      og i hegnet en låge.
                      Ind gik han,
                      ild var på gulvet;
                      dér sad ved gruen [2]
                      et grånet ægtepar,
                      oldeforældrene,
                      Ai og Edda [3].
3                    Rig forstod
                      at give dem råd;
                      midt imellem begge
                      sad han på bænken,
                      med en af husfolkene
                      på hver side.
4                    Da bar Edda
                      mad på bordet,
                      grovbrød efter evne,
                      rigeligt med avner;
                      en skål med suppe
                      sattes på bordet;
                      og hun kræsede op
                      med kogt kalvekød [4].
5                    Rig forstod
                      at give dem råd,
                      stod op for at sove,
                      da det blev sengetid;
                      han lagde sig
                      i midten af lejet,
                      med en af husfolkene
                      på hver side.
6                    Tre nætter tilsammen
                      tøvede han dér.
                      Så gik han videre
                      frem ad vejen.
                      Nu forløb
                      ni måneder.
7                    Et barn fødte Edda,
                      det blev øst med vand [5]
                      og svøbtes i hør [6];
                      Træl kom han til at hedde.
8                    Han voksede til
                      og trivedes vel.
                      På hænderne havde han
                      rynket hud,
                      krogede knoer,
                      tykke fingre,
                      fult ansigt,
                      ludende ryg
                      og lange hæle.
9                    Han bragte det snart
                      til at bruge kræfterne,
                      at binde bast
                      og at gøre sig byrder,
                      ris bar han hjem
                      på ryggen daglig.
10                  Til huset kom
                      en hjemløs pige[7],
                      med ar[8] under fødderne,
                      solbrændte arme,
                      plat[9] næse,
                      ved navn Ty[10].
11                  Hun bænkede sig
                      bred på sædet;
                      hos hende satte sig
                      husets søn.
                      De rykkede sammen
                      og redte seng,
                      Træl og Ty,
                      i trange dage.
12                  De boede og byggede
                      og ynglede børn,
                      der hed, om jeg husker det,
                      Hreimr og Fjosnir,
                      Klurr og Kleggi,
                      Kefsir, Fulnir,
                      Drumbr, Digraldi,
                      Drøttr og Høsvir,
                      Lutr og Leggjaldi [11];
                      De lægtede gærder op,
                      gødede agre,
                      lagde grise til,
                      vogtede geder
                      og gravede tørv.
13                  Af døtre havde de
                      Drumba og Kumba,
                      Økkvinkalfa
                      og Arinnefja,
                      Ysja og Ambått,
                      Eikintjasna,
                      Tøtrughypja
                      og Trønubeina [12].
                      Af dem er avlet
                      trællenes ætter.
14                  Nu vandrede Rig
                      ret frem ad vejen
                      og kom til et hus [13];
                      i hegnet var en låge,
                      ind gik han,
                      ild var på gulvet;
                      dér sad et ægtepar
                      ved hjemmesyssel,
                      bedsteforældrene,
                      Afi og Amma [14].
15                  Manden skar
                      en stok til væven,
                      skægget var plejet,
                      pandehåret klippet,
                      velsiddende klædning,
                      en kiste på gulvet.
16                  Konen sad
                      ved spinderokken,
                      vidtfavnende bar hun
                      værk til væven.
                      Sæt havde hun på hovedet,
                      særk for brystet,
                      dug om halsen,
                      hægter ved skuldrene.
17                  Rig forstod
                      at give dem råd [15],
                      stod op for at sove,
                      da det blev sengetid.
                      Han lagde sig
                      i midten af lejet,
                      med en af husfolkene
                      på hver side.
18                  Tre nætter tilsammen
                      tøvede han dér.
                      Nu forløb
                      ni måneder.
19                  Et barn fik Amma,
                      det østes med vand
                      og blev kaldt Karl [16].
                      Kærligt han svøbtes i lin,
                      af lød var han rødmosset,
                      med rødt hår
                      og raske øjne.
20                  Han voksede til
                      og trivedes vel.
                      Han tæmmede okser
                      og tømrede hus,
                      gjorde sig ard [17]
                      og opførte lader,
                      byggede kærrer
                      og kørte plov [18].
21                  Agende kom til gården
                      i gedeskindskjortel,
                      med nøgler ved bæltet,
                      Karls brud,
                      Snør[19] hed hun,
                      sad under slør [20];
                      de vekslede ringe [21],
                      viede sig til hinanden,
                      bredte lagner
                      og satte bo.
22                  De byggede og boede
                      og avlede børn;
                      de hed Halr og Drengr,
                      Høldr, Thegn og Smidr,
                      Breidr, Bondi,
                      Bundiskeggi,
                      Bui og Boddi,
                      Bratskeggr og Segg [22].
23                  Af døtrenes navne
                      nævnes disse:
                      Snot, Brudr, Svanni,
                      Svarri, Sprakki,
                      Fljod, Spurund og Vif,
                      Feima, Ristill [23];
                      af dem er kommen
                      karlenes ætter.
24                  Videre gik Rig
                      frem ad vejen
                      og kom til en sal [24],
                      mod syd vendte døren,
                      den stod på klem [25],
                      klinken en ring.
25                  Ind han gik;
                      gulvet var strøet.
                      Dér sad et ægtepar
                      og så hinanden i øjet
                      og legede med deres fingre,
                      Fader og Moder.
26                  Husfaderen sad
                      og snoede en streng,
                      gav buetræ skabning,
                      skæftede pile.
27                  Husfruen sad
                      og synede sine arme,
                      strøg sig over
                      de snørede [26] ærmer,
                      knejste med hovedsæt [27],
                      sølje [28] på brystet,
                      kjole med slæb
                      og blånet særk.
                      Klarere var brynene,
                      brystet lysere
                      og halsen skærere
                      end den hvide sne [29].
28                  Rig forstod
                      at give dem råd.
                      Midt imellem begge
                      sad han på bænken
                      med en af husfolkene
                      på hver side.
29                  Da tog Moder
                      en mønstret dug
                      af bleget hør
                      og bredte den på bordet.
                      Hun tog den hvide
                      og skære hvedekage
                      og satte finbrødet
                      frem på dugen.
                      Sølvtøjet bar hun frem
                      og fulde skåle [30].
                      Flæsk fristede
                      og stegte fugle;
                      vin var i kanden,
                      kostelige bægre;
                      dér drak de i selskab,
                      til sol gik i bjerge [31].
30                  Rig forstod
                      at give dem råd,
                      stod op for at sove,
                      da det blev sengetid,
                      han lagde sig
                      i midten af lejet
                      med begge husfolkene,
                      en på hver side.
                      Tre nætter tilsammen
                      tøvede han dér.
                      Siden gik han videre
                      frem ad vejen.
                      Nu forløb
                      ni måneder.
31                  En søn fik Moder,
                      han svøbtes i silke,
                      østes med vand
                      og navngaves Jarl [32];
                      lyst var hans hår
                      og huden skær,
                      øjnene skarpe
                      som slangeungernes.
32                  Jarl voksede
                      op i hjemmet,
                      han lærte sig snart
                      at føre lansen,
                      at sno strengen,
                      bøje buen
                      og skæfte pile,
                      at skyde med spyd,
                      ride heste
                      og jage med hunde,
                      at svinge sværd,
                      og han blev en svømmer.
33                  Da kom fra risene
                      Rig gående,
                      Rig gående;
                      han lærte ham runer,
                      Rignavnet gav han ham,
                      gjorde ham til sin søn
                      og gav ham i eje
                      odelssletten [33],
                      odelssletten,
                      og i arv oldbygderne.
34                  Jarl [34] red hjemmefra
                      over rimet fjeld,
                      gennem mørke skove,
                      til han skuede en hal.
                      Da rystede han skjold
                      og rejste spær,
                      han lod hesten springe
                      og svang sværdet,
                      han vakte strid
                      og gjorde valen rød,
                      fældede mænd
                      og bemægtigede sig land.
35                  Ene mand ejede han
                      atten gårde.
                      Han skiftede gavmild
                      skatte med alle,
                      skænkede smykker
                      og smækre heste;
                      den rige giver
                      lod ringene dele [35].
36                  Sendemænd agede
                      ad opblødte veje
                      og kom til Hersens [36]
                      høvdingehal.
                      Han havde en mø
                      med myge fingre [37],
                      liflig og snild,
                      den lyse Erna [38].
37                  hende de kårede [39]
                      og kørte hjem.
                      Hun sad under slør,
                      gaves sammen med Jarl.
                      Hinanden til lykke,
                      vel forligte,
                      de nød deres ungdom
                      og øgede ætten.
38                  Op voksede dér
                      jarlens afkom.
                      Burr var den ældste,
                      derefter kom Barn,
                      Jod og Adal,
                      Arfi, Møgr,
                      Nidr og Nidjungr,
                      Søn og Svend,
                      Kundr hed en,
                      Kon var den yngste [40].
39                  De skabte sig idræt,
                      svømning og spil,
                      styrede heste
                      og forstod sig på våben [41],
                      skæftede pile
                      og prøvede spyd.
40                  men den unge Kon [42]
                      kendte til runer,
                      livsruner
                      og dødsruner,
                      formåede over
                      mænds velfærd,
                      han døvede ægge
                      og dæmpede søgang.
41                  Dertil forstod han
                      fuglenes sprog,
                      at slukke ild
                      og at slukke sorger,
                      dysse sindet
                      og dulme smerter;
                      selv ejede han
                      otte mands styrke.
42                  Rig Jarl æskede
                      han ud til runekamp,
                      de måltes i visdom,
                      han blev vinderen.
                      Dér viste hans evner
                      sig så afgjort,
                      at han siden hed Rig,
                      Runekenderen.
43                  Unge Kon red
                      over kær og krat,
                      lod kastepil flyve
                      og fangede fugle.
44                  Da kvad en krage [43],
                      som sad på kviste:
                      ”Sømmer det sig for dig
                      at jage småfugle?
                      Hellere skulle du
                      ride heste
                      og nedlægge hære.
45                  Danr og Danpr
                      har dyrere haller
                      og ældre odel,
                      end du ejer;
                      raskere ved de
                      at ride skuden,
                      prøve stålet
                      og tilføje sår ---” [44].
Noter


[1] Jf. s. 38 n. 24.

[2] Åbent ildsted.


[3] Ai = oldefader, Edda = oldemoder.


[4] De sidste to linier er fejlplacerede i håndskriftet. De har givetvis oprindeligt hørt hjemme i den manglende passage i strofe 17. Jf. s. 37 n. 15.


[5] Jf. strofe 19 og 31. Handlingen, som jo minder om den kristne dåb og muligvis er inspireret af denne, skal måske opfattes som en indvielse til familiefællesskabet.


[6] Usikker læsning, som dog må betragtes som sandsynlig, når den sammenholdes med parallelstroferne 19 og 31.

[7] Egentlig ”fodvandrerske”.


[8] Fejloversættelse for snavs, skarn.


[9] Egentlig ”nedadbøjet” (krum?).


[10] Andet ord for træl; jf. tyende.


[11] Om de opregnede trællenavnes betydning kan følgende oplyses: Hreimr: larm, støj; måske betegnelse for en rå stemme. Fjosnir: jf. norsk ”fjøset”: stald. Klurr: kluntet eller udannet, tølperagtig. Kleggi: usikker betydning, måske klump, høstak eller hestebremse. Kefsir: et andet ord for træl, måske med bibetydningen usædelig. Fulnir: grim, rådden, stinkende. Drumbr: klodset. Digraldi: tyksak. Drøttr: lad, doven. Høsvir: grå som en uld. Lutr: ludende, foroverbøjet. Leggjaldi: en, der sætter gærder op.


[12] Forklaringer på trælkvinderne navne: Drumba: klodset. Kumba: klodset. Økkvinkalfa: tykbenet. Arrinnefja: af ”arinn” = ildsted: ”hende med næsen i ildstedets aske”. Ysja: usikker betydning, måske støjende. Ambåt: andet ord for trælkvinde. Eikintjasna: egetøjrepæl. Tøtrughypja: pjalteklædt. Trønubeina: traneben, dvs. tyndbenet. – Tilsvarende nedvurderende trællenavne genfindes sandsynligvis i en række norske stednavne (personnavn + rud, dvs. rydning): Gumperud, Kumberud, Drumberud, Stumperud osv.


[13] Medens ordet hus i strofe 2 gengiver tekstens ”husi”, står det her for ”hollu”, dvs. hal. Jf. strofe 24.


[14] Afi = bedstefader, Amma = bedstemoder.


[15] Herefter lakune i teksten. Det tabte har været en parallel til strofe 3-5.


[16] Karl: bonde, fri mand.


[17] Plovtype, som blot ridser en fure i jorden.


[18] Betegner i modsætning til ard den mere udviklede plovtype med jordløsner (langkniv) og påmonteret bræt (muldfjæl), som vender jorden. Især denne plovtype blev i sin yngste udformning forsynet med hjul. Det er sandsynligt, men ikke bevist, at hjulploven fandtes i vikingetidens Danmark.


[19] Snør: sønnekone, svigerdatter.


[20] Det vil sige, at hun fik det hovedklæde, der karakteriserede den gifte kvinde (jf. strofe 37) i modsætning til den ugifte, som i vikingetid og tidlig middelalder synes at have haft udslået hår.


[21] Skal muligvis ikke forstås bogstaveligt, men har snarere betydningen ”at være gavmild”. Linien hører næppe hjemme her, men snarere i digtets tabte slutning, hvori der sandsynligvis indgik et kongebryllup. Jf. s. 41 n. 44.


[22] Om navnenes betydning kan følgende oplyses: Halr: fri mand. Drengr: ung, rask, modig mand. Hølr: fri bonde. Thegn: fri bonde. Smidr: smed eller håndværker i almindelighed. Breidr: bred, omfangsrig. Bondi: bonde eller husbond. Bundinskeggi: med bundet skæg eller med skæg som et neg. Bui: bofast mand. Boddi: bonde (egentlig befaler). Bratskeggr: stejlt (nedhængende?) skæg. Seggr: mand, kriger.


[23] Snot: kvik, livlig. Brudr: brud eller hustru. Svanni: svane. Svarri: myndig eller måske herskesyg. Sprakki: livlig. Fljod: ukendt betydning. Sprund: usikker betydning, måske stærk eller livlig. Vif: hustru. Feima: tilbageholden, bly, beskeden. Ristill: energisk.


[24] Sal (”salr”) bruges om stor, langstrakt bygning. Der er klart tale om en udvikling mod det større og fornemmere fra hus i strofe 2 over hal i strofe 14. Hustyperne lader sig dog ikke entydigt bestemme.


[25] Passagen her og de tilsvarende passager i strofe 2 og 14 er vanskelige at tolke; men der tilstræbes formodentlig en klar forskel i beskrivelsen af de tre miljøer. En mulig forklaring er denne: døren i trællehuset står åben (fordi man intet har at frygte?); i hallen er den lukket, og i salen er den låst. Eller måske står døren til det rigeste hjem netop åben (som tegn på gæstfrihed?), medens trællens hus er lukket (fordi der ikke kom gæster dertil?).


[26] Egentlig stramtsiddende.


[27] Høj, folderig hovedpynt.


[28] Broche.


[29] De sidste fire linier er sandsynligvis fejlplacerede. Beskrivelsen dækker snarere den fyrstedatter, som Kon (jf. strofe 38 ff.) – kongedømmets repræsentant – må have vundet i digtets tabte slutning. Jf. s. 41 n. 44.


[30] Denne linie er sandsynligvis fejlplaceret. De fulde skåle hører hjemme på bondens bord: jf. s. 35 n. 4.


[31] Denne linie er Johannes V. Jensens gendigtning af tekstens ”dagen gik mod sin slutning” og kan altså ikke anvendes til stedfæstelse af handlingen til et bjergrigt land. Se imidlertid strofe 34.


[32] Dette ord betegnede i tidlig vikingetid den selvstændige høvding. Senere blev det betegnelse for en højtstående kongelig embedsmand.


[33] Dvs. det nedarvede jordegods.


[34] I håndskriftet står ”han”. Hele strofe 34 har haft sin oprindelige plads længere fremme i digtet, formodentlig umiddelbart efter strofe 45.


[35] Hentydning til – som regel snoede – betalingsringe af sølv, sjældnere af guld.


[36] ”Herse”, der her står som egennavn, var en høvdingebetegnelse, som var i brug i Norge indtil midten af det 11. århundrede. Ordets nærmere betydning er stærkt omdiskuteret.


[37] Egentlig ”smalfingret”.


[38] ”Ern”: rask, dygtig.


[39] Egentlig bød, befalede.


[40] Om navnenes betydning kan følgende oplyses: Adal: betyder egentlig natur eller væsen, men betegner vel her ”den ædelbårne”. Arfi: arving. Svend: ung mand. Kon: se nedenfor n. 42. Alle øvrige navne er betegnelser for søn eller efterkommer.


[41] Vanskeligt forståelig passage; men ordet skjold indgår klart deri.


[42] ”Konr ungr”: jf. betegnelsen for konge: ”konungr”. Digteren antyder altså allerede med navnet den position, der er tiltænkt Kon.


[43] Kragen havde (ligesom ravnen) ry som visdomsfugl.


[44] Resten af digtet mangler. Hvem de i første linie af strofe 45 nævnte mænd, Danr og Danpr, er, vides ikke med sikkerhed.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.