Lotte Hedeager: "Krigerøkonomi og handelsøkonomi i vikingetiden" fra ”Norden og Europa i vikingetid og tidlig middelalder”, red. Niels Lund, Museum Tusculanums 1993


Lotte Hedeager, mag. art. og professor dr. philos. i arkæologi ved Institutt for Arkeologi, kunsthistorie og konservering, Oslo Universitet, med speciale i nordisk og europæisk jernalder.

Lotte Hedeager ser vikingetiden som en "mellemtid" imellem det traditionelle krigersamfund og et kristent handelssamfund. I denne periode var udveksling af varer en kompliceret affære præget af henholdsvis krigersamfundets målorientede handel eller som forfatteren kalder det "gaveøkonomi" og middelalderens kommercielle handel rettet mod profit.


Gunnars hø
Den navnkundige Gunnar Hamundsen fra gården Hlidarende er en af hovedpersonerne i Njals saga (nedskrevet 1280), der foregik på Island omkring år 1000. Hans forsøg på at købe hø af Otkel Skarfson er en glimrende illustration af de komplekse økonomiske forhold, der rådede i den sene vikingetid. Hændelsen er følgende:

I et år med misvækst, hvor folk på hele Island sultede, havde Gunnar givet hø og mad væk i så store mængder, at han til slut også selv kom til at mangle. Derfor drog han sammen med nogle mænd til Otkel Skarfsons gård, hilste Otkel og sagde: ”Omstændighederne er nu så, at jeg kommer for at købe hø og mad hos dig, hvis du har det.” Hertil svarede Otkel: ”Begge dele har jeg, men ingen af delene vil jeg sælge dig.” ”Vil du da give mig det,” sagde Gunnar, ”og lade det komme an på, hvorledes jeg lønner dig det?” (kap. 47)

Gunnar forsøger med andre ord at få Otkel til at forære sig det hø, som han netop har afslået at sælge!

De to forslag er vidt forskellige. Gunnar forsøger indledningsvis at skaffe det nødvendige hø gennem en direkte transaktion – hø for penge. Dernæst prøver han at få høet som gave mod en senere modydelse (mere hø). Ud fra en økonomisk vurdering var det andet tilbud ubetinget det mest givende for Otkel. Men Gunnar kunne jo – synes vi – lige så godt have bedt om et lån, som han ville betale tilbage med renter. Men det gør han ikke, og det har sin forklaring.

Hvis Gunnar fik et lån, som han alligevel nægtede at tilbagebetale, havde Otkel ingen legal måde at inddrive sit udestående. Ved at bede om en gave i stedet for et lån, involverer de to personer også ”tillid”. Gunnar tilbyder Otkel tillid, dvs. han tilbyder venskab.

I 1200-tallet forstod tilhørerne umiddelbart alle undertonerne og vidste dermed også, hvor ydmygende situationen var for Gunnar og hvor megen anseelse, han satte på spil ved at handle, som han gjorde. Otkel var ham socialt underlegen og havde endnu hø og mad, fordi hans forpligtelser til at give bort var mindre end Gunnars. Ved at bede om høet som en gave ville Gunnar uvægerligt komme i et skyldsforhold, et afhængighedsforhold, til en person, der stod under ham selv. Derfor havde han foretrukket den helt neutrale form for udveksling – at købe og betale høet.

Otkel afslog imidlertid også det andet tilbud, og det er dette, som Njal beklager. Det var et godt tilbud, Gunnar havde givet ham; Otkel ville vinde i omdømme, han ville få en vis profit, og han ville få en masse hø. Men Gunnar begik den fejl, at han gav det bedste tilbud sidst – nemlig det, der også involverede afhængighed. Gunnar havde med andre ord forsøgt at slippe så billigt som muligt, dvs. at betale med penge og dermed undgå en social gældsætning.

Da begge muligheder viste sig at være udelukkede, foreslog Gunnars mænd (og det vil sige væbnede mænd), at de fjernede det hø, som de havde brug for, og eventuelt lagde dets værdi i stedet. Otker vidste, at Gunnar ikke ville forlade ham tomhændet – det ville være ensbetydende med en helt uacceptabel ydmygelse – og som feberredning solgte han Gunnar en træl (som han i øvrigt ville af med). Men fjendskabet ulmede og opgøret blev blot udsat.

Gaven
Over enhver transaktion af denne art hang volden som en mørk sky. Jo større den sociale afstand mellem parterne var, des mere var det et spørgsmål om valg: enten et villigt salg, hvor modydelsen var venskab eller blot neutralitet, eller en tvangsmæssig afgivelse til den, hvis magt var størst. Hvis det var fremmede folk, man stod over for, eksisterede de – i hvert fald ifølge sagaernes moral – stort set kun for at blive udplyndret; nåde og medlidenhed var ikke vikingernes sag. Til gengæld krævede den samme samfundsmoral, at det overskud, som bl.a. blev hentet ved plyndringstogterne i det fremmede, blev givet væk igen som gaver.

I skjaldedigtningen, i Eddaen og selv i de yngre sagaer beskrives gavegivningen med stor nøjagtighed: smukke våben, ringe af guld og sølv, forskellige smykker, prægtige skibe osv. Eddaens Havamal, den højes tale, indskærper, at ”gaver venter modgaver” (145), en leveregel, som genfindes i den norske Gulatingslov, nedskrevet omkring 1250, hvor kravet om en passende modydelse for en gave er blevet et lovfæstet princip. Gavegivningen var på én og samme tid frivillig og en social forpligtelse. Uden det frivillige aspekt er der af gode grunde ikke tale om en gave, men det fundamentale sociale behov for udveksling i samfundet gør det også til en forpligtelse.

Gaven – det var aksen, hvorom samfundets øvre lag drejede; gennem gaven og modgaven blev de sociale systemer til stadighed genskabt. Og forstår vi ikke gavens funktion, forstår vi hverken Gunnars hø-handel eller vikingernes verden i almindelighed.

Rigdom i denne verden var nemlig ikke den passive opsparing af guld og sølv, gemt godt af vejen i jorden eller på bunden af kisten, som vi kunne fristes til at tro. Rigdom var ikke blot ensbetydende med materiel overflod, men derimod rigdom på position, alliancer og forbindelser. Til gengæld var netop guldet og sølvet det nødvendige våben i kampen om social position. Det var med andre ord umuligt at demonstrere sin rigdom uden samtidig at give store dele af den væk!

De skandinaviske samfund i vikingetiden var åbne systemer, hvor hvert enkelt medlem eller hver enkelt familie til stadighed måtte forsvare sin position over for andre principielt ligestillede. Lighedsfilosofien dækkede over et rivaliserende og evigt konkurrerende system, ude af stand til at forhindre den sociale mobilitet, hvad enten det var op eller ned, og dermed også ude af stand til at forhindre den, hvem krigslykken svigtede, i at synke ned under grænsen for ”lighed”.

Kongerne og stormændene i dette gaveøkonomiske krigersamfund var herrer over, men først og fremmest rundhåndede givere af våben, guld, sølv, skibe og store gæstebud. Men de var også krigsherre, idet rigdommene, som indgik i gavecirkulationen, ikke alene kunne skaffes gennem jordens afkast. Krig, plyndring og røveri var, sammen med de store jordegodser, den nødvendige forudsætning for at holde gavestrømmen i gang, skatteudskrivning og retsbøder i princippet en lidt mere ordentlig side af samme sag. Formålet var at sikre stormanden det ry, der kunne skaffe ham de bedste mænd til hirden og de mægtigste herrer som forbundsfæller.
[…]

Krigerens handel var ikke profitorienteret som købmandens, den var målorienteret. Købmanden, der solgte sine varer for penge, ofte til en person, der var ham fremmed, indgik i en transaktion, der var væsensforskellig fra den traditionelle form for udveksling. Købmanden handlede i et system, hvor den neutrale form, den, der ikke havde nogen forgrening i de sociale relationer mellem parterne, var helt dominerende. Det var det, vikingerne gjorde, når de handlede med arabiske købmænd på de store markeder, og det var det samme, som Gunnar forsøgte, da han ville købe hø af Otkel og betale med penge. Men Otkel blev netop fornærmet, fordi Gunnar forsøgte at holde de sociale bindinger borte fra udvekslingen. Købmanden handlede inden for et neutralt system, hvor transaktionens følgesvend hverken var afhængigheden eller den potentielle trussel om vold.
[…]

"Mellemtidens" økonomiske systemer
Vikingetiden var en ”mellemtid” imellem det traditionelle hedenske krigersamfund af stridende og konkurrerende daner-konger, som det havde eksisteret i århundrederne forud, og det samlede kristne kongerige med navnet Danmark, som fortsatte og udviklede sig ind i middelalderens tidligste nationalstat.

Det var to vidt forskellige samfundssystemer, som her er repræsenteret, det ene på vej over i fortiden, det andet på vej ind i fremtiden. Hedenskab bliver til kristendom, plyndring til beskatning, krigeren bliver til soldaten, sølvet bliver til mønt, gaveøkonomien bliver til en kommerciel økonomi, markeder bliver til byer osv. – alt sammen gradvist og ikke nødvendigvis afsluttet med vikingetidens ophør.

Men mere end noget andet tidsrum i Nordens historie repræsenterer disse århundreder en fundamental ændring af samfundet mest grundlæggende forhold. Tydeligst kommer det til udtryk ved den opsplitning af samfundsfunktionerne, hvis udvikling vi her kan følge, bl.a. inden for økonomien. Fjernhandel var underlagt kongeligt monopol, og byerne var fra begyndelsen tænkt som knudepunkter for en vareomsætning, der skulle sikre kongen de bedste handelsvarer fra det fremmede. Målet – værdifulde genstande, der var selve forudsætningen for kongens magt – måtte erhverves gennem en konvertering af lokale produkter eller andre genstande, hentet på togtet i det fjerne. Midlet derimod var varens økonomiske værdisætning. Resultatet blev en gradvis løsrives af økonomien fra de sociale bindinger, som var selve gavegivningens krumtap. Der sker med andre ord en social ”neutralisering” af det økonomiske system – det monetariseres og kommercialiseres i samme takt, som vikingernes gaveøkonomiske samfund er under afvikling.

I det traditionelle jernaldersamfund ville Gunnar bede om at få det eftertragtede hø som en gave, i det middelalderlige ville han bede om at købe det for penge. Det var kun i vikingetiden, at han med lige god ret kunne forsøge sig med begge dele – og ved at vælge forkert i sidste ende kom til at betale for det med livet.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.