"Ottar og Wulfstan. To rejseberetninger fra Vikingetiden" udg. af Niels Lund, 1983

Niels Lund, professor i historie ved Københavns Universitet
I den oldengelske oversættelse fra 800-tallet af Paulus Orosius’ latinske kirkehistorie fra 400-tallet er indføjet to samtidige, detaljerede rejseberetninger. Ottar var handelsmand fra Nordnorge, Wulfstan var englænder.

Ottar fortalte sin herre, kong Alfred, at han boede længst mod nord af alle nordmænd. Han sagde, at han boede i den nordlige del af landet ved Atlanterhavets kyst. Han sagde også, at landet skulle strække sig langt mod nord hinsides dette punkt, men det er altsammen ødemark, bortset fra nogle få steder her og der, hvor lapperne lever; de går på jagt om vinteren og på fiskeri ved havet om sommeren.

Han fortalte, at han engang fik lyst til at finde ud af, hvor langt landet mon kunne strække sig mod nord, og om der boede nogen nord for ødemarkerne. Han sejlede stik nord langs med kysten og havde ødemarkerne til styrbord og det åbne hav til bagbord i tre dage. Han sejlede lige så langt mod nord, som hvalfangerne gør, når de sejler længst væk. Derpå fortsatte han stik nord så langt som han kunne sejle på yderligere tre dage. Der drejede landet stik mod øst, eller havet skar sig ind i landet – han vidste ike, om det var det ene eller det andet – men han vidste, at han ventede der på en vestlig, en smule nordlig vind og derpå sejlede østpå langs kysten så langt som han kunne sejle på fire dage. Der måtte han vente på stik nordlig vind, fordi landet drejede stik mod syd, eller havet skar sig ind i landet, hvad vidste ikke hvad. Derfra sejlede han så stik syd langs kysten, så langt som han kunne sejle på fem dage. Der gik en stor flod ind i landet. De lagde ind i denne flod, da de ikke turde sejle forbi den uden en fredsaftale, fordi hele landet på den anden side af floden var bebygget. Han havde ikke tidligere truffet beboet land, siden han forlod sit eget hjem, der havde hele vejen været ødemark til styrbord, bortset fra fiskere, fuglefængere og jægere, som allesammen var lapper. Og han havde hele tiden det åbne hav til bagbord. Bjarmerne havde bebygget deres land særdeles vel, og de turde ikke vove sig derind. Men terfinnernes land var øde overalt, undtagen hvor der levede jægere, eller fiskere eller fuglefængere.

Bjarmerne gav ham mange oplysninger, både om deres eget land og om de omgivende lande, men han vidste ikke, hvad der var sandt, for han så det ikke selv. Det forekom ham, at lapperne og bjarmerne talte næsten samme sprog. Han drog først og fremmest dertil, foruden for at se landet, for hvalrossernes skyld, for de har meget ædelt ben i deres tænder – de bragte nogle af disse tænder til kongen – og deres skind er udmærket til tovværk. Hvalrossen er meget mindre end andre hvaler, idet den ikke er mere end syv alen lang. Den bedste hvaljagt er i hans eget land; der er de otteogfyrre alen lange, de største halvtreds alen. Han sagde, at han og fem andre havde dræbt tres af disse på to dage.

Han var en meget rig mand på de ejendomme, som udgør deres rigdom, det vil sige på vilde dyr. Han havde, da han besøgte kongen, seks hundrede usolgte tamme dyr. Disse dyr kalder de rener, og seks af disse var lokkerener. Disse er meget dyre blandt lapperne, for de bruger dem til at fange de vilde rener. Han var blandt de mægtigste mænd i sit land, alligevel havde han ikke mere end tyve køer, tyve får og tyve svin, og den smule han pløjede, pløjede han med heste. Men deres rigdom består mest i den skat, som lapperne betaler dem. Denne skat består i dyrehuder, i fuglefjer, i hvalben og i tovværk lavet af hvalhud og sælhud. Enhver betaler i forhold til sin stand. Den højststående må betale femten mårskind, fem rensdyrskin, et bjørneskind og ti mål fjer, og en kjortel af bjørneskind eller odderskind, og to tove. Hvert af disse skal være tres alen langt, det ene lavet af hvalhud og det andet af sælhud.

Han sagde, at nordmændenes land var meget langt og meget smalt. Alt det af det, som kan bruges til græsning eller til dyrkning, ligger ved havet, og selv det er nogle steder meget stenet. Og der ligger vilde fjelde mod øst, oven over og langs med det dyrkede land. I disse flede lever lapperne. Det dyrkede land er bredest mod øst, og jo længere mod nord man kommer, jo smallere bliver det. Mod øst er det måske tres mile bredt, måske en smule bredere, og midtpå tredive eller bredere; og mod nord, sagde han, hvor det var smallest, kunne der være tre mile tværs over fjeldene. Fjeldene er iøvrigt nogle steder så brede, at det tager to uger at krydse dem, og nogle steder så brede, at man kan krydse dem på seks dage. Hinsides fjeldene grænser Sverige op til den sydlige del af landet, langt op imod nord, og kvenernes land grænser op til landet i nord. Sommetier foretager kvenerne togter mod nordmændene tværs over fjeldene, og sommetider foretager nordmændene togter mod dem. 

Der er meget store ferskvandssøer overalt i disse fjelde, og kvenerne bærer deres både over land til søerne og foretager derfra togter mod nordmændene. Det er meget små, meget lette både.

Ottar sagde, at et område, hvor han bor, hedder Hålogoaland. Han sagde, at ingen boede nord for ham. I den sydlige del af landet er der en handelsby, som hedder Skiringssal. Han fortalte, at man ikke kunne sejle dertil på en måned, his man lagde bi om natten og hver dag havde gunstig vind. Og hele tiden skulle han sejle langs kysten. Og til styrbord havde han først Irland, og derefter de øer som ligger mellem Irland og dette land (England). Derefter er der dette land, indtil han kommer til Skiringssal, og hele vejen er Norge til bagbord. Syd for Skiringssal skærer et stort hav sig ind i landet; det er bredere end nogen mand kan se over. Og på den anden side er først Jylland, og siden Sillende. Dette hav går mange hundrede mil ind i landet.

Og han fortalte, at han fra Skiringssal på fem dage sejlede til den handelsby, som hedder Hedeby. Den ligger mellem venderne, sakserne og anglerne og hører til danerne. Da han sejlede dertil fra Skiringssal, havde han på bagbords side Danmark, på styrbords side det åbne hav i tre dage; og så, to dage før han kom til Hedeby, havde han til styrbord Jylland og Sillende og mange øer. I disse egne boede anglerne, før de kom her til landet. Og disse to dage havde han til bagbord de øer, som hører til Danmark.

Wulfstan sagde, at han rejste fra Hedeby, at han var i Truso på syv dage og nætter, at skibet hele vejen gik under sejl. Vendland var på hans styrbords side, og til bagbord havde han Langeland, Lolland, Falster og Skåne; disse lande hører alle til Danmark. Så havde vi Bornholm til bagbord, og de har deres egen konge. Så efter Bornholm havde vi de lande, som hedder først Blekinge, Møre, Øland og Gotland til bagbord, og disse lande tilhører sveerne. Og vi havde Vendland til styrbord hele vejen til Wislas munding. Wisla er en meget stor flod, som adskiller Witland fra Vendland. Witland tilhører esterne. Wisla flyder fra Vendland ud i Estmere, som er mindst femten mil bredt. Elbing flyder østfra ud i Estmere fra den sø, ved hvis bred Truso ligger, og de flyder begge ind Estmere, Elbing østfra fra Estland og Wisla sydfra fra Vendland. Så berøver Wisla Elbing dens navn og flyder fra Estmere mod nordvest ud i havet. Af denne grund kalder man mundingen Wislas munding.

Estland er meget stort og har mange borge, og der er en konge på hver af disse. Der findes meget honning og fikseri. Kongen og de mægtigste mænd drikker hoppemælk, de fattige og slaverne drikker mjød. Der er megen strid blandt dem. Der brygges ikke øl blandt esterne, men der er masser af mjød. Esterne har den skik, at når en af dem er død, ligger han ubrændt inden døre blandt slægtninge og venner i en måned, somme tider to. Kongerne og andre mægtige mænd ligger længere over jorden i deres huse jo rigere de er; de forbliver sommetider ubrændte i et halvt år. 

Og al den tid liget ligger indendøre, er det skik, at der skal være drikkelag og spil indtil den dag de brænder det. På den dag, hvor de har til hensigt at bære den døde mand til bålet, deler de hans ejendomme, det der måtte være tilovers efter drikkelaget og spillet, i fem eller seks dele, afhængig af hvor meget der er. De anbringer den største lod omkring en mil fra landsbyen, så den næststørste, så den trediestørste, indtil det altsammen er fordelt inden for denne mil, således at den mindste lod er nærmest landsbyen, hor den døde mand ligger. Alle de mænd, som har de hurtigste heste i landet, samles på et punkt fem eller seks mil fra ejendelene, og så rider de om kap hen imod det. Den mand, som har den hurtigste hest, kommer til den første lod, og til den største, og således den ene efter den anden indtil alt er taget. Den, der ved sit ridt når den lod, der ligger nærmest landsbyen, får den mindste. Så rider hver af dem sin vej med godset og har lov at beholde det hele. Af den grund er hurtige heste urimeligt dyre der. Når alle mandens rigdomme er brugt på denne måde, bæres han ud og brændes med sine våben og sine klæder. Det meste af den døde mands rigdom solder de op i løbet af den lange tid, hvor han ligger hen i huset, og ved at lægge det i vejkanten, hvor fremmede så rider hen og tager det. Det er skik blandt esterne, at hver stammes mænd brændes, og hvis der findes blot et ben, som ikke er fuldstændig brændt, må der betales en svær bøde derfor.

Blandt esterne findes en stamme, som ved, hvorledes man skaber kulde, og grunden til, at deres døde mænd kan ligge så længe uden at rådne, er, at de holder dem kolde. Og hvis man sætter to fade ud fulde af øl eller vand, kan de få det ene af dem til at fryse til, hvad enten det er sommer eller vinter.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.