”Kulten” fra: Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark, 1969, s. 96-98.


Aksel E. Christensen (1906-1981), professor i histoprie ved Københavns Universitet med speciale i middelalderhistorie og historisk metode.


Kulten
Om den hedenske kults form og indhold er de samtidige vidnesbyrd yderst sparsomme, og de senere og mere fyldige kilder er næsten uundgaaeligt kristent omtydede eller paavirkede, saa de kun lader sig anvende med meget store forbehold. En af vore ældste runesten, Snoldelevstenen fra tidlig Vikingetid, give os sandsynligvis i et glimt kulten paa tinghøjen. Dens lapidariske indskrift lyder: ”Gunvalds sten, søn af Roald, thul a Salhaukum”. Denne sten blev i 1770erne fundet som led i en større stensætning ved en gravhøj i den lille landsby Salløv (af Salhøj) nær kirkebyen Snoldelev. Højens navn Sylshøj antyder, at det er thulens virksomhed paa højen der har været navngivende, hvad der muligvis bekræftes af, at en nærliggende høj hedder Blothøj. Vor tvivl hidrører fra, at højnavnene tidligst forekommer i en noget legendarisk sammenhæng i fundberetningen; der kan derfor være tale om en sen litterær eller folkelig navngivning ud fra anlægget, selv om højnavnene fremtræder som ældre end selve fundet.

Naar man ved, at pulr senere i vestnordisk betegner taleren, der paa tinge foredrog visdom og magisk lærdom (jfr. oldeng. pyle, taler), er det nærliggende at opfatte Salhøj-thulen som lederen af de sakrale handlinger paa højen, der har faaet navn efter ham. Han er da næppe heller nogen helt isoleret skikkelse; mangt et Tolbjerg eller Tullehøj vidner om, at han har haft kolleger rundt om i landet, om end en del af disse snarest har haft et personnavn som forled.

En række fynske, noget yngre runeindskrifter har overleveret os en anden benævnelse for lederen af den offentlige kult, nemlig goden. Der er først Roulf, kaldet Nura gode, der ifølge Helnæsstenen satte sten efter sin druknede brodersøn, og som hans egne sønner siden mindedes paa en runesten i det nærliggende Flemløse, Nura gode opfattes i almindelighed som ”Nørernes – antagelig (Hel)næsboernes – gode”, men er af Sv. Aakjær – mere tvivlsomt – tolket som gode for en ellers ukendt frugtbarhedsgudinde Nura (jfr. ordet nære i betydningen ernære). I begge tilfælde opfattes Roulf som leder af bygdens kult. Nok saa oplysende er den nordfynske Glavendrupsten, navnlig efter at Erik Moltke ved sin fine dechifreringsteknik har sandsynliggjort læsningen af et tidligere overset ord lip i betydningen følge, antagelig som hird. Man gengiver nu begyndelsen af den lange indskrift saaledes: ”Ragnhild satte denne sten efter Alle Sølve (eller: den Blege), viernes gode, hirdens højværdige thegn”. Den afdøde maa følgelig have forenet stillingen som kultleder med sit høvdingedømme, altsaa sakral og verdslig funktion, og man har saaledes i ham en parallel til de senere højættede islandske goder.

Hvorledes forholdet mellem thul og gode har været, lader sig ikke oplyse. De kan have eksisteret samtidig og haft forskellig funktion ved kulten, men muligvis er thulen blot en ældre eller en lokalt afvigende betegnelse for goden. Om viets, kultpladsens nærmere indretning og betjening lader de samtidige kilder os ogsaa i stikken, og sikre analogislutninger fra anden hedensk kult kan ikke drages. Det nærmeste man kan komme er skildringen af det afsluttende hedenskab i Uppsala i Adam af Bremens kirkehistorie (bog IV kap. 26-27). Adams fremstilling maa læses i hans egen formulering:

”Sveernes folk har en meget berømt helligdom (templum), som hedder Uppsala, ikke langt fra byen Sigtuna. I dette tempel, som helt og holdent er beklædt med guld, er der tre gudestøtter, som folket tilbeder, saaledes at Thor som den mægtigste har sin trone midt i hallen, mens Odin (Wodan) og Frey (Fricco) har deres plads paa hver side af ham. Deres virkefelter er følgende: Thor – hedder det – hersker i luften og raader for torden og lyn, storm og regn, godt vejr og afgrøde. Den anden, Odin, styrer krigene og forlener menneskene med tapperhed mod fjenderne. Den tredje er Frey, der skænker menneskene fred og fryd …

Alle deres guder har fremdeles præster tillagt, som frembærer folkets ofre. Hvis sygdom og hungersnød truer, ofrer de til afguden. Thor, hvis krig til Odin, og hvis der skal fejres bryllup til Frey. Der plejer ogsaa hvert niende aar at blive fejret en fælles højtid i Uppsala for alle Svealands landskaber. Ingen faar fritagelse for at møde til denne højtid. Konger og folk, alle og enhver fører deres gaver til Uppsala … 

Ofringerne foregaar paa følgende maade: Af enhver art levende væsener af hankøn ofres der ni stykker, med hvis blod det er skik at forsone guderne. Kroppene bliver derimod hængt op i den lund, der ligger lige ved helligdommen. Denne er nemlig hedningerne saa hellig, at hvert træ i den anses for guddommeligt som følge af ofrenes død og forraadnelse. Der hænger ogsaa hunde og heste tillige med mennesker, og en kristen har fortalt mig, at han har set 72 saadanne kroppe hænge dér imellem hinanden. I øvrigt er de sange, der plejer at blive sunget under denne offerceremoni, mangfoldige og uhøviske …”

I nogle senere tilføjede skolier meddeler Adam yderligere, at der findes en kilde, i hvilken der ved kultfesten ofres et menneske ved drukning, og at offerfesten fejres i ni dage med daglige ofringer og festmaaltider omkring foraarsjævndøgn.

Ved vurderingen af denne beretning maa det huskes, at Adam af Bremen ikke var øjenvidne, men havde kristne – missionærer eller købmænd – som hjemmelsmænd, og ligeledes at det var hans formaal at skildre hedenskabets vederstyggelighed som baggrund for missionens velsignelser. Vi maa regne med, at denne nidkære andenhaandsskildring er fuld af misforstaaelser og overdrivelser, saa det er vanskeligt at udskille den konkrete virkelighed og langt sværere at bestemme, hvad der har haft gamle aner. Der er dog næppe grund til at tvivle paa kærnen i beskrivelsen: et anseligt kulthus placeret i en stor naturhelligdom med en hellig lund og vel ogsaa en helligkilde, alt sammen indviet til de tre navngivne guder, hvis støtter var opstillet i templet, og som betjenes af et præsteskab, der forestod ofringer og festmaaltider.

Som paavist af Olaf Olsen lader det nordiske tempel sig ikke dokumentere arkæologisk, hverken i Uppsala eller andetsteds (jfr. ovenfor), og de talrige og indbyrdes stærkt afvigende rekonstruktionsforslag maa derfor alle henvises til fantasiens verden. Paa grundlag af selvsyn er nordiske templer derimod bevidnet i skrift fra tidlig Vikingetid, nemlig med Vita Anskarii. At der har været knyttet præster til den hedenske kult fremgaar klart af runestenenes betegnelser thul og gode, men om præsteskabet har bestaaet som fast embede eller blot har ytret sig som lejlighedsvis funktion kan ikke afgøres; dog viser Glavendrupstenen, at godestillingen kunde forenes med verdsligt høvdingedømme.

Hedenske guder
Vore stednavne bevidner, at Tor, Odin og Frey har været hovedguder i nordisk Vikingetid, idet man dog til dem for Danmarks vedkommende maa føje guden Ti eller Tyr. Tors fremskudte plads bekræftes ligeledes. Han er den eneste hedenske gud, der paakaldes i vore runeindskrifter, og torshammeren, saavel indhugget i sten som baaret som amulet, forekommer langt hyppigere end noget andet gudesymbol, videre indgaar Tor i Vikingetidens mandsnavne i et utal af forbindelser, og endelig viser en genanvendt billedkvader fra Hørdum kirke i Thy, at Eddaens populære myte om Tors mislykkede fiskeri efter Midgaardsormen, der yndedes af de norrøne skjalde og af billedkunstnere fra Gotland og Uppland til den Irske sø, ogsaa har været kendt i Danmark. Men selv om Tor frem for alle andre hedenske guder har været modstanderen, som de kristne missionærers Hvide Krist maatte nedkæmpe, er det lidet sandsynligt, at hans lederstilling gaar tilbage til Gudfreds tid. Alt tyder paa, at det er selve Vikingetiden med dens nye idealer, der har skabt hans popularitet. Før-vikingetidens vidnesbyrd om Tor er langt sjældnere end om andre guder. Her kommer ved siden af Odin og Frey nok saa meget den indoeuropæiske himmelgud Tyr og den gamle frugtbarhedsgud Njord paa tale. Njord, der er nært knyttet til, muligvis identisk med den fra Tacitus saa velkendte frugtbarhedsgudinde Nerthus, fremtræder særlig som agerbrugets gud og maaske ogsaa stedvis som den rigdomsbringende særlige gud. Tyrs og Njords navne er alene knyttet til stednavne, der kan gaa tilbage til Før-vikingetid; for Tyr navne som Thisted (flere), Tise og Tiset (begge af Tis with, skov) samt Tislund, for Njord bl.a. Nærum og Næraa (oprindelig Njords høj).

Det er et fælles træk for alle vore sikre teofore stednavne, at de i et paafaldende stort antal har gudenavnet forbundet med karakteristiske naturbetegnelser, bl.a. især -lund og -ved (af –with = skov), -bjerg og –høj. Det er en smuk bekræftelse paa teorien om, at de hedenske kult-pladser fortrinsvis har været naturhelligdomme.

Her skal der ikke gaas dybere ind paa indholdet af den hedenske gudetro; det maa overlades til den sammenlignende religionshistorie at finde vej gennem det overleverede vildnis af gudemyter. Her maa vi indskrænke os til nogle faa karakteriserende bemærkninger. Kilderne til den nordiske mytologi er sene. Vigtigst er de saakaldte Eddadigte (Ældre Edda), som Snorre Sturlason søgte at systematisere i sin Yngre Edda. Eddalæren opstiller guderne i forskellige dynastier, dels aserne under Odin med hans sønner og hele husstand, og dels vanerne med Njord og hans søn og datter, Frey og Freja. Det er muligt, at denne tvedeling afspejler ældre og yngre lag i gudehierarkiet. Eddadigtene er af vidt forskellig alder og proveniens; nogle har fællesgermansk rod, men de fleste, muligvis alle, er kristent paavirket i den norrøne digtning eller gendigtning, og enkelte er utvivlsomt nydigtede i sen tid. I kraft af denne brogede overlevering forekommer der mange varianter og indre modsigelser, der umuliggør ethvert forsøg paa at naa frem til en autentisk hedensk gudelære. Vigtigt er det at konstatere, at der er væsentlige afvigelser mellem Eddadigtenes indhold og de ældre oplysninger, man faar hos Adam af Bremen eller kan udlede af navneforskningen om gudernes placering og funktioner.

De samme vanskeligheder møder os ved Eddaens verdensopfattelse, der heller ikke utvungent lader sig forene med de samtidige vidnesbyrd. De dødsriger, der skildres i den overleverede mytologi – Valhal som et paradis for faldne kæmper og Hels triste skyggerige for dem, der døde straadøden – stemmer kun lidet overens med den dødstro, der har bestemt tidens egen gravkult, hvad enten den døde jordfæstedes i prangende skibssætninger eller velbeskyttede højkamre, eller han maatte nøjes med en uanselig jord- eller brandgrav. Det er da ogsaa klart, at forestillingerne om livet efter døden i Eddaen er præget af den kristne dualisme, om end de bestemmende kriterier har været forskellige. Mest kristent prægede er myterne om Ragnarok, slutkampen mellem de gode og onde magter og guder; de rummer en række ret kaotiske, men hver for sig prægnant apokalyptiske visioner: om Fimbulvinter, om krigerisk slutkamp og om død og undergang for alt og alle, hvortil nogle føjer en vision om opblomstringen af en ny og straalende verden.

Der er givetvis langt fra denne digteriske verdensopfattelse til hverdagsmenneskets faktiske religiøse forestillingsverden, hvor frygt og uvished overfor det kommende og forestillingen om det overnaturlige bag de navngivne guder skabte et vildnis af lokale gode og onde guddomsmagter, der kunde gribe ind i menneskelivet; deres bistand kunde man paakalde ved offer, og deres onde værk kunde man til dels afværge ved magi og sejd.

Mens kristendommen hurtigt fik bugt med den officielle hedenske kult, levede dagliglivets folketro med dens vrimmel af overnaturlige væsener og magter videre gennem aarhundreder, om end de dertil knyttede forestillinger blev mere eller mindre kristeligt forvendte.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.