”Råd fra biskop Daniel av Winchester til Bonefatius om hedningmisjonen 723/24” oversat fra middelalderlatin til norsk af Claus Krag i artiklen ”Kirkens forkynnelse i tidlig middelalder og nordmennenes kristendom” side 28-57 i ”Møtet mellom hedendom og kristendom i Norge”, red. Hans-Emil Lidén, Universitetsforlaget Oslo 1995.

Formålet med brevet er at give nogle kyndige råd, så mission blandt hedningene kan lykkes – og den unge missionær Bonefatius lyttede, for brevet kom fra hans gamle ven og biskop i byen Winchester, hvor Bonefatius stod i lære. Ifølge Claus Krag er brevet ikke særlig originalt i sine tanker, men afspejler i almindelighed kirkens standard-formuleringer i sådanne missionsbreve. Brevet understreger, at kirken lagde vægt på den – i princippet – frivillige omvendelse til kristendommen gennem argumenter, der får hedningene til at indse deres egne fejltagelser. Bl.a. fremhæver biskoppen, at de hedenske guder nedstammer fra mennesker og derfor må være mennesker, og at guder som var født ikke kunne have skabt jorden. Biskop Daniel er forholdsvis diplomatisk i sit syn på hedningenes tro. Det er ikke et udtryk for tolerance, men klog missionsstrategi. Når først kirken har fået fodfæste, kan hedningene så få at vide, at den hedenske kult efter kristen opfattelse er ren djæveldyrkelse. Men generelt giver biskoppens argumenter indtryk af, at han havde tillid til, at de hedenske germanere kunne tænke logisk – og følgelig skamfuldt ville rødme, når det gik op for dem, hvilke vildfarelser de indtil da havde troet på.

Til den ærværdige og kære biskop Bonifatius fra Daniel, tjener for Guds folk.

Selv om jeg med glæde vedgår, min kæreste broder og medpræst, at du fortjener den første pris i dyder – idet du i tillid til troens storhed i trofast strev, helt utrættelig, efterstræber i daglig virke med den evangeliske prædikens plovskær at omskabe hedningernes hjerter, som til nu har været en stenet og ufrugtbar grund, til frugtbar ager, slik at det profetiske og evangeliske ord sannelig kan brukes på deg: ”Hør, der erne som råber i økenen” osv. [Jes., 40,3] -, så må dog i det mindste delvis en pris nummer to ikke upassende tilfalde dem yder et så fromt og nyttigt tiltag den støtte de formår, gennem sine gode ønsker, og som også afhjælper mangler som måtte findes gennem kyndige råd, slik at de som driver den påbegyndte forkyndelse videre, med desto større udbytte kan sørge for at give Kristus sønner.

Derfor, og af hengivenhed og velvilje, har jeg udformet råd som kan give dig yderligere indsigt i hvordan du, slik jeg ser det, godt forberedt og så effektivt som mulig kan overvinde hedningenes halsstarrighet. Du bør ikke prøve at rokke ved den tiltro de har til sine egne – visselig falske – guders afstamning, men lad dem, i samsvar med hvad de selv mener, få hevde at forskellige guder nedstammer fra andre guder gennem forening af mand og kvinde. Da kan du i det mindste få frem at guder og gudinder, som er født på mennesker vis, snarere ikke har været guder eller har begyndt som guder, når de ikke var det før.

Når de så er tvunget til at indse at gudernes eksistens har en begyndelse, som altid når nogen er født af andre, må de likedan spørges om selve verden har en begyndelse, eller om de mener at den har eksisteret altid uden en begyndelse. Hvis den har en begyndelse, hvem har så skabt den? Utvivlsomt vil de ikke før verdens skabelse finde noget sted hvor guder som var født, kunne opholde sig eller skaffe sig livsophold; for verden var da ikke denne synlige verden af himmel og jord, men hele det uendelige rum, hvilket hedningene også, slik jeg ser det, kan forestille sig med sine egne tanker. Men hvis de hævder at verden altid har eksisteret uden nogen begyndelse (hvilket synspunkt du forøvrig skal legge stor vekt på at gendrive gennem en overbevisende argumentation), så spørg dem dog, om de giver sig ind på en diskussion, hvem som styrede verden før guderne var født, hvem som var herskere.

Og hvordan kunne guderne lægge under sit herredømme og bringe i afhængighed en verden som altid havde været der, også før dem selv? 
Og hvorfra eller af hvem eller når var den første gud eller gudinde sat ind i verden eller født? Mener de videre at guderne og gudinderne fremdeles føder nye guder og gudinder? Og hvis de ikke længere gør det, hvornår og hvorfor sluttede de med at dele leje og at føde? Men hvis de fremdeles føder, må gudernes afkom være uendelig talrigt. Hvem er så blandt disse uendelig mange den mægtigste? Den kan intet menneske vide, selvom det har den største betydning ikke at krænke den gud som har størst magt. Så spørs det om de siger at guderne dyrkes af hensyn til lykke og fremgang i denne verden eller i den evige og fremtidige. Hvis det gælder denne verden, får de sige på hvilken måde de mener at hedningene er bedre stillet end de kristne. Og hvad tror hedningene de gennem deres ofringer kan give guderne som allerede er almægtige? Og hvorfor lader de samme guder nogen komme i sine undergivnes herredømme som disse så skal give tilbage til dem selv? Hvis guderne har brug for dette som er så bra, hvorfor tager de det ikke selv med én gang? Men hvis guderne ikke har brug for det, må det jo være helt grundløst at tro at de kan behage guderne med slike offergaver.
                      Dette og meget andet af samme slags, som det vil føre langt at regne op nu, bør du konfrontere dem med, rolig og med stor forsigtighed uden at krænke dem eller ophidse dem. Med jævne mellemrum bør så deres overtroiske opfattelser sammenlignes med vore læresætninger, men bare slik at du strejfer det. De må ikke blive oppterget, bare så forvirret over sine absurde opfattelser at de rødmer når de skjønner at vi gennemskuer deres syndige riter.

Dette må du også henvise til: Hvis deres guder er almægtige, gode og retfærdige, så belønner de ikke bar edem som tilbeder dem, de straffer også dem som håner dem. Og hvis de gør begge dele her i denne verden, hvorfor skåner de så de kristne, som nær sagt over hele verden vender folk fra at dyrke dem og ædelægger deres gudebildene? Og hvorfor er det kristne i besiddelse af frugtbare alnd og provinser som frembringer vin og olie, og også velsignet med alskens rigdommer, mens de selv, dvs. hedningene, ikke har andet igen end stivfrossent land, med guder som de med urette tror styrer verden endda de snart er fordrevet fra hele jorden?

Du bør også ofte vise til den kristne verdens anseelse; sammenlignet med de kristne udgør hedningene, som til nu har holdt fast ved den gamle tomhed og vranglære, et ørlite mindretal.

Og for at de ikke skal påstå at guderne helt fra begyndelsen af, og fremdeles, har et så at sige retmæssigt herredømme over dem som hedninger, må de ledes til at hele verden tidligere var underkastet afgudsdyrkelsen, indtil den ved Kristi nåde blev oplyst, levedegjort og forsonet med Gud, gennem kendskaben til den eneste sande Gud, den almægtige skaber og hersker. For når de troendes barn hver eneste dag døbes blandt de kristne, hvad andet er det da som sker end at børnene hver for sig bliver rene for den smuds og skyld som hører hedendommen til, og som hele verden en gang var nedsunket i?

Det var dette som jeg i al kærlighed, min broder, kort ville minde dig om, så jeg, selvom jeg er er alvorlig tynget på legemet af sygdom, alligevel kan sige med salmisten: ”Jeg ved, Herre, at dine domme er retfærdige, og i trofasthed har du ydmyget mig” [Sal, 119,75]. Derfor søger jeg desto mere innstendig din aktelse så du, sammen med dem som tjener Kristus i ånden med dig, må anse mig værdig til at I går i forbøn for mig, for at Herren, som har aldet mig drikke selvbeherskelsens vin, også raskt, før tiden, må vise sin barmhjertighed – således at han som har straffet retfærdig, også nådig må tilgive, og i sin godhed lade mig med jubel istemme profetens ord: ”Når mine urolige tanker bliver mange i mit hjerte, da opliver din trøst mi sjæl” [Sal., 94, 19].

Jeg ønsker dig farvel i Kristus, og glem mig ikke, kæreste medpræst.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.