Ibn Fadlans: ”Vikingerne ved Volga” fra "Ibn Fadlans rejsebeskrivelse" kommenteret af Jørgen Bæk Simonsen, Wormianum 1981.

Jørgen Bæk Simonsen, dr.phil og lektor ved Carsten Niebuhr Institut, Københavns Universitet, uddannet historiker og religionshistoriker med speciale i arabisk og islamisk historie.

Ahmad ibn Fadlan ibn al-Abbas ibn Rashid ibn Hammad er islamisk retslærd uddannet omkring 900. Omkring 920 udpegedes han af kalifatets centralregering i Bagdad til at lede en delegation, der skal rejse til volgabulgarernes konge Ibn Yatur. Kongen vil gerne have flere uddannede retslærde, der kan undervise volgabulgarerne i islamisk ret. 

Desuden gik han med planer om at opføre en moske og låne penge til et fæstningsanlæg til forsvar mod de sydlige naboer. Det sidste kniber det dog med, men ellers var delegationens mission vellykket. Der var dog et par nederlag. Volgabulgarerne ville kun have fire daglige bønner mod som foreskrevet i Koranen fem. Desuden var den en tradition at mænd og kvinder badede nøgne sammen. Heller ikke denne uislamiske skik kunne Ibn Fadlan gøre noget ved. Under sit ophold hos volgabulgarerne overværer Ibn Fadlan en begravelse hos Ruserne, der er de arabiske geografers betegnelse for vikingerne.

Ibn Fadlans beskrivelse af Ruserne
80. Han (ibn Fadlan) sagde: Jeg så al-rysiya, der var kommet i handelsøjemed, og som havde slået sig ned ved floden Atil. Jeg har aldrig set mennesker med en mere fuldkommen kropsbygning. De er som daddelpalmer (d.v.s. høje og ranke) og rødlige (i huden). De er hverken klædt i qurtaq eller khaftan, men deres mænd bærer et klædestykke, der kun dækker kroppen halvt og lader den ene hånd være fri.

81. Hver enkelt bærer en økse, et sværd og en kniv. De skiller sig aldrig ved disse ting. Deres sværd er bredklingede og har frankisk udsmykning. Hver enkelt har fra negleroden til halsen (tatoveret?) grønne træer, billeder og andet.

82. Hver kvinde har en lille æske fastgjort på brystet af enten sølv, kobber eller jern, afhængig af hendes mands rigdom. I hver enkelt æske findes en ring, hvortil er knyttet en kniv ligeledes fastgjort på brystet. Omkring halsen har de halskæder af guld eller sølv, thi ægtemanden lader fremstille en halskæde til sin kvinde, når han ejer 10.000 dirham. Når han ejer 20.000 dirham lader han fremstille to halskæder og så fremdeles for hver gang han ejer endnu 10.000 dirham. Således er der ofte på en enkelt (kvinde) mange halskæder. Det mest værdifulde smykke hos dem er grønne keramikperler, som findes på skibene. De købslår om dem og betaler en dirham stykket. De trækker dem på kæde og giver dem til deres kvinder som halskæder.

83. De er de mest beskidte af Allahs skabninger. De vasker sig hverken efter at have skidt, tisset eller efter seksuelt samkvem, og de vasker ikke deres hænder efter at have spist. De er sandelig vildfarne æsler. De kommer fra deres land og fortøjer deres skibe ved Atil, der er en stor flod, og bygger store huse af tømmer på dens bred. I hvert enkelt hus samles ti-tyve mand – færre eller flere. Der er en seng til hver enkelt, hvorpå han kan sidde. Hos sig har han smukke, unge piger beregnet for handel. Han har samleje med en slavinde, medens hans venner ser derpå. Ofte samles de på denne måde med hinanden, og hvis en købmand kommer for at købe en slavinde af en af dem, så forlyster han sig med hende og ophører ikke, før han er tilfredsstillet.

84. Uden undtagelse vasker de hver dag deres ansigter og kroppe i det mest beskidte og uhumske vand. Det går for sig som følger: Hver dag tidligt om morgenen bringer en af slavinderne et stort kar med vand og giver det til sin herre, som vasker sine hænder, sit ansigt og sit hår i det. Derefter reder han sit hår over karret med en kam, snyder næse og spytter i det. Intet snavs fjernes fra vandet. Når den første er færdig bærer slavinden karret videre til den næste, der fortsætter som den første, hvorefter hun bærer det fra den ene til den anden, indtil det har været hele raden rundt. Hver eneste snyder næse, spytter i det og vasker sit ansigt og sit hår i det.

85. Når deres skibe ankommer til denne stabelplads, går hver enkelt i land, medtager brød, kød, løg, mælk og nabidh og fremstiller sig for et langt, oprejst stykke træ, der har et ansigt på, ganske som et menneske. Rundt om denne (træfiguren) er der små figurer. Bag disse figurer er der lange planker, nedstukket i jorden. Han fremstiller sig for den store figur, kaster sig ned for den og siger: ”Oh Herre, jeg er kommet langvejs fra. Jeg medbringer denne og hin slavinde, dette og hint skind”, indtil han har opregnet alle sine handelsvarer. Derpå siger han: ”Jeg er kommet hid med disse gaver”, hvorpå han efterlader de medbragte ting foran figuren. Endelig siger han: ”jeg ønsker de bringer mig en handelsmand med mange dinarer og mange dirham, der vil købe til min pris – uden tvist”. Derpå går han væk. Hvis hans handel trækker ud og tiden går, vender han tilbage anden og tredie gang med gaver, og hvis han har yderligere besværligheder med sit forehavende, bringer han også gaver til de mindre statuer, idet han beder om forbøn. 

Han siger i så tilfælde: ”Dette er vor Herres hustruer, sønner og døtre”. Han holder ikke op, før han har anråbt hver eneste figur, bedt om forbøn og ydmyget sig for dem. Ofte går hans handel så lettere. Så siger han: ”Min Herre har opfyldt mine ønsker, jeg må gengælde ham”. Så går han til en flok får eller køer, dræber et antal og giver en del kød bort som almisse, bærer resten væk og lægger det dels foran den store statue og dels ved de små, der er omkring den store, og hænger hovederne af kvæget eller fårene på de i jorden fastgjorte planker. Når natten falder på, kommer hundene og spiser det hele. Den der har gjort dette siger så: ”Min Herre er tilfreds med mig – han har ædt mine offergaver”. ( ... )

87. Jeg var blevet fortalt, at de foranstaltede mange ting, når en af deres høvdinge døde, af hvilke den mindste var selve ligbrændingen. Jeg var meget interesseret i at få rede på dette, og så kom det mig for øre, at een af deres stormænd netop var død. De lagde ham i en overdækket grav i ti dage, indtil de var færdige med at tilskære og sy hans ligklæder. Det forholder sig således, at hvis der er tale om en fattig mand, laver de ham et lille skib, placerer ham i det og brænder det. Er det derimod en stormand samler de hans formue og deler den i tre dele. En trediedel tilfalder hans familie, en trediedel går til ligklæderne og den sidste trediedel går til nabidh, som de drikker, den dag afdødes slavinde dræber sig selv og bliver brændt sammen med sin husbond.

De gør sig tøjlesløse ved at drikke nabidh både nat og dag. Ofte dør en af dem med kruset i hånd. Når en af deres høvdinge dør, siger hans slægt til slaverne og tjenestefolkene: ”Hvem vil dø sammen med ham?” Så svarer een af dem: ”Det vil jeg”. Når han siger dette, påhviler det ham at fuldføre det, og (beslutningen) står ikke til at ændre. Ville han ændre (beslutningen), blev det ikke tilladt.

88. Da nu denne mand, som jeg har omtalt ovenfor, døde, spurgte de hans tjenestefolk: ”hvem dør sammen med ham?”. Een af den svarede: ”Det gør jeg”. Man satte to vagter til at bevogte hende, og de fulgte hende, hvor hun gik. Ja, undertiden vaskede de endog hendes fødder med deres egne hænder.

De gjorde hans sager rede og beredte hans ligklæder, og hvad der i øvrigt var nødvendigt. Slavinden drak hver dag og sang glad og fornøjet.

89. Da dagen oprandt, hvor slavinden skulle brændes, indfandt jeg mig ved floden, hvor skibet var gjort rede, idet det allerede var trukket på land og anbragt på fire blokke af bl.a. khadhanktræ. Uden om det (skibet) var endvidere opført fire store anbar af træ. Derpå trak man det videre op indtil det stod på disse (nemlig de fire anbar). De begyndte at gå omkring og fremsige ord, jeg ikke forstod. Afdøde var stadig i graven, de havde endnu ike taget ham ud. Så kom de med en båre, satte den på skibet, dækkede den med klæder af byzantinsk brokade og anbragte puder af samme materiale.

Så kom en gammel kone, der blev kaldt Dødens Engel og bredte de nævnte klæder ud. Det er hende, der varetager syningen af ligklæderne og forberedelserne, og det er hende, der dræber slavinden. Jeg så hun var en gammel kone, svær og med et uhyggeligt udseende. Da de kom til hans grav, fjernede de jorden fra træværket, dernæst træværket og tog ham frem. Han var iført den klædedragt, han var død i. Jeg så, han var blevet sort på grund af kulden i landet. De havde anbragt nabidh, frugt og en tanbur i hans grav. De tog det hele ud. Han lugtede ikke, alene farven havde ændret sig. De iklædte ham benklæder, støvler og qurtaq, en khaftan af brokade med guldknapper, en hue af brokade og zobelskind og bar ham ind i teltet på skibet. Her satte de ham på tæppet, støttede ham ed hovedpuder, bragte nabidh, frugter og vellugtende planter (basilikum), ligesom de også bragte brød, kød og løg, som blev lagt foran ham. Så bragte de en hund, skar den i to dele og lagde dem i skibet. Så bragte de alle hans våben og stillede dem ved hans side. Derpå tog de to heste, drev dem frem indtil de svedte, hvorpå de huggede dem (ihjel) med et sværd og lagde kødet i skibet. Dernæst bragte de to køer, huggede også dem (ihjel) og lagde dem ned i skibet. Så bragte den en hane og en høne, dræbte dem og kastede dem ned i skibet. 

Tjenestepigen, der ønskede at dø, gik hid og did rundt i deres telte. Hver enkelt teltejer, havde samleje med hende og sagde til hende: ”Sig til din Herre, jeg gjorde dette af kærlighed til dig” (nemlig den afdøde).

90. Fredag eftermiddag gik de med slavinden hen til en tingest, de have lavet ligesom en dørkarm. Hun placerede sine fødder på mændenes hænder og steg op på denne dørkarm og sagde nogle ord. Derpå satte de hende ned, så hævede de hende op anden gang, og hun gjorde de samme. De satte hende atter ned, hævede hende op en tredie gang, og hun gjorde det samme endnu en gang. Derefter rakte de hende en høne, hvis hoved hun huggede af og kastede bort. De tog hønen og kastede den ind i skibet. Jeg spurgte tolken om, hvad hun sagde, og han forklarede: Den første gang de løftede hende op, sagde hun: ”Jeg ser min herre sidde i paradiset, det er smukt og grønt. 

Sammen med ham er (andre) mænd og ynglinge, og han kalder på mig, så før mig til ham”. De førte hende så hen til skibet, og hun afførte sig sine to armsmykker og gav dem til den gamle kvinde, der blev kaldt Dødens Engel og som var den, der skulle dræbe hende. Hun afførte sig sine to ankelringe og gav dem til de to unge piger, der opvartede hende, døtre af den, der gik under navn af Dødens Engel. Så løftede de hende op på skibet, men de lod hende ikke gå ind i teltet. Så kom mændene, og de medbragte skjolde og træstave og rakte hende et bæger nabidh. Herpå sang hun og drak det. Tolken forklarede mig: ”Sådan tager hun afsked med sine veninder”. Så blev endnu et bæger bragt hende. Hun tog det og sang længe, medens den gamle kone opmuntrede hende til at drikke af bægeret og træde ind i teltet, hvor hendes herre var. 

Jeg bemærkede, hun blev forvirret, hun ønskede at gå ind i teltet, men gik mellem det og skibet. Den gamle kone tog hende ved hovedet og førte hende ind i teltet. Den gamle kone gik med hende. Mændene begyndte at slå på skjoldene med træstave for at overdøve hendes skrig, for at de andre unge piger ikke skulle blive bange, så de ikke ville søge døden med deres herre. Så trådte seks mand ind i teltet og havde alle samleje med hende. Derpå lagde de hende ned ved siden af hendes døde herre. To mænd greb hendes fødder, to hendes hænder og den gamle kone, der blev kaldt Dødens Engel, lagde et reb om hendes hals og gav det til de to (sidste mænd), så de kunne trække i det. Hun selv trådte nærmere med en bredbladet dolk og jog den ind og ud mellem hendes ribben, medens de to mænd strammede rebet, til hun døde.
91. Derpå tog den afdødes nærmeste slægtning et stykke brænde og antændte det. Derpå gik han nøgen baglæns mod skibet med ansigtet mod folkene, med det antændte brænde i den ene hånd og den anden hånd bag sig, indtil han havde antændt det brænde, der var lagt til rette under skibet – alt efter at de havde lagt den dræbte slavinde ved siden af hendes herre. Derefter nærmede folk sig med brændestykker, som allerede var antændt og kastede dem på bålet. Ilden fængede i brændestykkerne, så i skibet, dernæst i teltet såvel som i manden, slavinden og alt andet, der var i det. En voldsom vind blæste og forstærkede ildens flammer.

92. Ved siden af mig stod en Rus, og jeg hørte ham tale til tolken, der var med. Jeg spurgte ham, hvad han havde sagt, og han svarede: ”I arabere er dumme”. ”Hvorfor det?” spurgte jeg. ”Fordi I tager dem, I holder mest af, og som i ærer mest og lægger dem i jorden, og jorden og orme opæder dem. Vi brænder dem i et øjeblik. Så træder de straks ind i paradiset”. Derpå lo han volsomt. Jeg spurgte ham hvorfor. ”Hans Herre har sendt vinden af kærlighed til ham, så den (nemlig ilden) ville tage ham på en time”. Der gik faktisk næppe en time, før skibet, brændet, slavinden og den døde mand var blevet til aske. Så byggede de på stedet, hvor skibet – der var trukket op af floden – havde været, noget, der ligner en rund høj, rejste i dens midte en stolpe af khadhanktræ og skrev derpå mandens navn og Ruserkongens navn. Derefter gik de bort.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.