”Om Thorbjørn Lillevølve” i ”Sagaen om Erik den Røde” side 54-57, oversat og kommenteret af Jens Peter Ægidius, Odense Universitetsforlag 1997.

Jens Peter Ægidius, mag.art. i nordisk filologi og tidligere ansat ved universitetet i Frankfurt og Kiel Universitet.

Vølven THORBJØRG kaldet LILLEVØLVE er en ganske særlig person som med megen omhu indføres i sagaen i hele sin usædvanlige og maleriske fremtoning. Hun er en ægte repræsentant for hedenskaben, og har i øvrigt i fortællingens plan den funktion at udtale spådommen om Gudrid og hendes slægt. Som person eller individ antager hun ikke karakter, men bemærkelsesværdigt nok – måske som udtryk for den antikvariske interesse sagafortælleren deler med sin samtid i 1200-årenes Island – falder der intet usympatisk lys over denne ramhedenske figur. At hun, som det hedder, har haft ni, nu afdøde, søstre, der alle har været spåkvinder, øger kun det stiliseret eventyrlige ved skikkelsen, og antyder på en fin måde at hun er den sidste af sin slags. Anekdoten hvori hun optræder er i øvrigt af forskere i nordisk religion blevet opfattet som den klassiske beskrivelse af fænomenet sejd.

Om Thorbjørg Lillevølve
På den tid var der stor hungersnød på Grønland; de som havde været ude på langfart for at jage havde kun fået ringe fangst, og nogle var ikke vendt tilbage. Der var en kone dér i bygden som hed Thorbjørg; hun var spåkone og blev kaldt Lille-Vølve.Hun havde haft ni søstre som alle var spåkvinder, men kun hun var nu i live. Thorbjørg havde den skik om vinteren at hun tog ud på gæstebud, og især de folk som var mest nysgerrige efter at kende deres skæbne eller hvordan året blev med hensyn til frugtbarhed, indbød hende. Fordi nu Thorkel var den største bonde dér, så anså man det for hans sag at søge underretning om hvornår det uår som var over dem, vilde ophøre. Thorkel indbyder da spåkonen, og hun bliver godt modtaget, sådan som skik var når man tog imod den slags kvinder. Der blev gjort et højsæde klar til hende og lagt en pude under hende som der skulde være hønsefjer i. Og da hun ankom om aftenen tillige med den mand som var sendt hende i møde, da var hun klædt således: hun havde en blå kappe med halsbånd over sig, besat med stene hele vejen ned til kanten; om halsen havde hun glasperler og på hovedet en sort lammeskindshætte foret med hvidt katteskind, og i hånden en stav med en knap på enden; den var beslået med messing og besat med stene neden under knappen. Hun havde et fyrresvampsbælte om livet hvorpå der sad en stor skindpung; i den opbevarede hun sine trylleting som hun behøvede til at skaffe sig indsigt. På fødderne havde hun lodne kalveskindssko med lange snørebånd med store tinknapper på enderne. På hænderne havde hun katteskindshandser, indvendig hvide og lådne. Men da hun kom ind mente alle at de skyldte at hilse hende på en passende måde. Det besvarede hun alt efter hvordan hun kunne lide folk. Thorkel bonde tog hende ved hånden og førte hende hen til det sæde som var gjort i stand til hende. Så bad hen hende lade øjnene løbe over husets folk og fæ, tillige med huset selv. Hun var fåmælt om alt.

Om aftenen blev der sat borde op, og det kan berettes hvilken mad der blev tilberedt til spåkonen: der blev kogt grød til hende af gedemælk og tillavet en ret af hjerter af alle de dyr som fandtes der. Hun havde en messingske og en kniv med skæfte af hvalrostand, fæstnet med to kobberringe og knivspidsen var brækket af.

Da bordene var fjernet går Thorkel bonde hen til Thorbjørg og spørger hvordan hun synes om stedet og hvordan huset og folks levemåde dér behager hende, og hvornår hun mon bliver klog på det han har spurgte hende om og som folkene er mest nysgerrige efter at vide. Hun siger at hun først vil kunne sige det næste morgen når hun havde sovet om natten.

Og langt op ad den næste dag blev hun gjort klar med det udstyr hun behøvede til at fremkalde sejden. Hun bad også om at få nogle kvinder som kendte den kundskab der kræves til sejden, og som kaldtes XXXX. Men sådanne kvinder fandtes der ikke. Så blev der ledt rundt på hele gården om der var nogen som kendte den. Da siger Gudrid: ”Jeg er hverken troldkyndig eller sandsigerske; men min fostermoder Haldis lærte mig da på Island en sang som hun kaldte XXX.” Thorkel siger: ”Så er din kundskab nu kommet på rette sted.” Hun siger: ”Det er et foretagende som jeg ikke er til sinds at hjælpe til med, for jeg er en kristen kvinde.” Thorbjørg siger: ”Det kunde hænde de kunde blive folk her til hjælp med dette uden at du derfor blev en ringere kvinde; men jeg overlader det til Thorkel at skaffe de ting der behøves.” Thorkel trænger nu ind på Gudrid, og hun siger da at hun vil gøre som han ønskede. Så slog kvinderne kreds om hjalet, mens Thorbjørg sad oppe på det. Gudrid kvad så kvædet så smukt og så godt at ingen af de tilstedeværende syntes de havde hørt noget kvæde fremført med skønnere røst. 

Spåkonen takker hende for kvædet og sagde at mange ånder var kommet til stede og fandt det smukt at høre da kvædet blev så vel fremført, ”nogen som før tog afstand fra os og ikke vilde lyde os. Men mange ting ser jeg nu klart for mig som før var skjult for mig og mange andre. Og jeg kan sige dig, Thorkel, at denne hungersnød vil ikke vare længer end i vinter, og når det våres vil det bedre sig. Den epidemi som har huseret vil også tage af hurtigere end nogen har ventet. Men dig, Gudrid, skal jeg lønne på stedet for den hjælp vi har fået af dig, for nu ser jeg ganske klart din skæbne. Du vil få et meget ærefuldt giftermål her på Grønland, selv om det ikke bliver så langvarigt, for dine veje ligger til Island, og fra dig vil der dér udgå en både stor og god slægt, og over dine efterkommere skinner der en stærkere stråleglans end jeg har kraft til at se helt nøjagtigt; men far du nu vel med helse, min datter.”

Derefter går folk til sandsigersken og spurgte hver om det han var mest nysgerrig efter at få at vide. Hun svarede også beredvilligt, og det hun sagde slog heller ikke meget fejl.

Dernæst kom der bud efter hende fra en anden gård, og hun tog derhen. Så blev der sendt bud efter Thorbjørn, for han vilde ikke være hjemme medens man gav sig af med den slags overtro.

Vejrliget bedredes nu hurtigt som Thorbjørg havde sagt. Thorbjørn klargør sit skib og sejler til han når Bratteli. Erik tager vel imod ham, med varme, og sagde at det var godt han var kommet. Thorbjørn var hos ham om vinteren med sin familie, men skibsbesætningen satte de i kost hos bønderne. Om foråret gav så Erik Thorbjørn jord på Stokkenæs, og dér blev der bygget en anselig gård hvor han siden boede.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.