"Den levende statue” i "Old var Årle – Nordens gamle religioner” af Aase Koefoed og Morten Warmind, side 63-65, Gjellerup & Gad, 1989.

Aase Koefoed, lektor og mag.art. i religionssociologi.
Morten Warmind, lektor ph. d., ansat ved Institut for Religionshistorie på Københavns Universitet og arbejder især med forhistoriske religioner i Nordvesteuropa, særligt keltisk og nordisk religion, hellenistiske religioner og religion i dagens Danmark.

Nordmanden Gunnar er på flugt fra den kristne konge Olav Tryggvasson og finder ned i Sverige til et tempelkompleks, hvor han bliver venner med præstinden, som opfattes som guden Freys hustru. Frey kendes fra mytologien som en af den gudeslægt, der kaldes vaner. Hans navn betyder simpelthen “Herren”. Han søster er kærlighedsgudinden Freyja, “Fruen”. Gudebilledet kan tale og er i stand til at have samleje med sin kone – måske spiller hun simpelthen rollen som Freyja. Det er naturligvis fri fantasi, men det kan godt afspejle den før-kristne opfattelse. Det kommer til en tvekamp mellem Frey og Gunnar. Gudebilledet er absolut den stærkeste, indtil Gunnar lover at lade sig døbe og blive kristen. Fra det øjeblik bliver han den stærkeste og kan knuse gudebilledet. Han overtager gudens plads og gør kort tid efter præstinden gravid.
Fortællingens formål er at understrege kristendommens magt over hedenskaben. Det gør det usikkert, hvor meget man kan stole på oplysningerne, men visse ting støtter beretningen. Det fortælles, at gudebilledet og dets hustru om foråret skulle køres på en vogn ud til de forskellige bygder og fejres der. Det er på den tur, at Gunnar kommer op og slås med guden. Den beretning finder støtte i andre kilder, der fortæller om gudebilleders omkringkørsel – især i en meget gammel kilde, nemlig den romerske forfatter Tacitus det i 98 fvt. beretter om en gudinde, der køres omkring af en præst.


Historien om Gunnar Helming findes som indskud i sagaen om Olav Tryggveson fra ca. 1300. Her berettes også om en mere eller mindre levende statue, der føres rundt i landsdelen. I beretningen om Nerthus er gudinden ledsaget af en mandlig præst, medens Frey her ledsages af sin præstinde-hustru.

Gunnar bliver ved Olav Tryggvasons hof uskyldigt anklaget for et mord. Hans bror Sigurd råder ham til at flygte.

Han standsede ikke på sin rejse, før han kom til Svithiod [Nord-Sverige]. Der var der store blót på den tid, og der blev mest blótet til Frey. Der var så meget trolddomskraft i Freys billede, at Fjenden [Djævelen] talte med menneskene fra gudebilledet, og Frey var blevet givet en ung kone. Det var indbyggernes overbevisning, at Frey var levende, som det i visse henseender kunne synes, og de mente, at han havde behov for at have samleje med sin kone. Denne kone var også smuk af udseende. Hun skulle især bestemme over hovstedet og alt det ejendom, der hørte med til gudehuset. Gunnar Helming kom omsider til dette sted og bad Freys kone hjælpe sig og bad hende lade ham blive der på stedet. Men hun forhørte ham og spurgte, hvem han var. Han sagde, at han var en udenlandsk løsgænger. Hun sagde: ”Du kan ikke være en lykkemand i alle henseender, for Frey kaster ikke venlige øjne på dig. Hvil dig nu her i 3 nætter og lad os se, hvad Frey mener om dig.” (...)

Mændene dér syntes bedre og bedre om Gunnar, jo længere han var der, fordi han var munter og i øvrigt uforfærdet. Så gik han atter ind for at tale med Freys kone og spurgte om, hvordan hans sager stod. Hun svarede: ”Mændene her kan godt lide dig, og jeg har besluttet, at du skal blive her i vinter og rejse rundt til gilder med Frey og mig, når han giver god høst til menneskene. Men dog synes han dårligt om dig.” Gunnar takkede hende meget. Det bliver så ved den tid, at de skal drage hjemmefra, og Frey og hans kone skulle da sidde i vognen, men deres tjenestefolk skulle gå foran. De skulle rejse over en høj fjeldvæg. Da blev de overraskede af et meget stærkt uvejr. Det gjorde rejsen besværlig, og Gunnar var nødt til at lede vognen, og det blev til sidst til, at alle folkene kom væk fra dem, sådan at Gunnar var alene tilbage med Frey og hans kone i vognen. Gunnar blev da træt, som han gik og førte trækhesten, og da de havde rejst et stykke tid, opgiver han at gå foran og sætter sig op i vognen og lader trækdyret bestemme vejen. Lidt efter siger hun til Gunnar: ”Bliv ved at hænge i, ellers vil Frey gå på dig.” Han gør det så en tid. Men da han blev træt, sagde han: ”Nu vil jeg vove at tage imod Frey, hvis han angriber mig.” Frey stiger da ned fra vognen, og de begynder at brydes, og Gunnar er meget underlegen i styrke. Han ser da, at det ikke kan gå på den måde. Da tænker han for sig selv, at hvis han får overvundet denne fjende og skulle komme tilbage til Norge, så skal han vende tilbage til den rette tro og forlige sig med kong Olav, hvis han vil tage imod ham. Da, efter han havde tænkt dette, begynder Frey at vakler under hans greb, og dernæst falder han. Da løber den fjende ud af billedet, som havde skjult sig der, og der var bare et tomt skrog tilbage. Så sønderknuste han det fuldstændig og gik så hen til vognen og gav kvinden to muligheder: enten stikker hun af og klarer sig selv, eller at hun skal sige, at han er Frey, når de kommer til bygden. Hun siger, at hun helst vil sige det. Gunnar rejser da videre i gudebilledets pynt og tøj. Vejret begynder at klare op, og snart kom til de til det gilde, som de var indbudt til. Mange af de mænd, som skulle have fulgt dem, var allerede kommet. Folk mente nu, at det var meget bemærkelsesværdigt, at Frey havde vist sin kraft ved at komme ned til bygden med sin kone i et sådant vejr, når alle var løbet fra dem; også det, at han nu gik rundt mellem folk og spiste og drak som andre mænd. De drog så rundt til gilder om vinteren, og Frey var altid fåmælt overfor andre mennesker end sin kone og ville ikke lade nogen dyr ofre til sig som før, og intet blót ville han modtage og ikke nogen offergaver undtagen guld, sølv, godt klæde og andre kostbarheder. Men som tiden gik, mente folk at kunne se, at Freys kone ikke er alene og er med barn. Det syntes folk var vældig godt, og mange havde store forhåbninger til Frey, deres Gud. Vejrliget var også mildt og alle afgrøder tegnede så godt, at ingen kunne huske noget lignende. Disse tidender blev fortalt vidt og bredt om, hvor mægtig sveernes blótgud var, og de nåede også til kong Olav Tryggvason, og han grunder på, hvordan det kan hænge sammen. Og en dag om foråret kalder kong Olav Sigurd, Gunnar Helmings bror, til samtale. Kongen spurgte, om han havde nogen efterretninger om sin bror Gunnar. Sigurd sagde, at han ikke have hørt noget om ham. Kongen sagde: ”Det er min overbevisning, at denne sveernes blótgud, som der nu fortælles så meget om og som de kalder Frey, at det i virkeligheden er din bror Gunnar, for blótet bliver mest anseligt, hvis der blótes til levende mænd. Nu vil jeg sende dig østpå efter ham, for det er harmeligt at vide, at det går så sørgeligt med en kristen mands sjæl. Jeg vil holde op med at være vred på ham, hvis han uden indvendinger vil komme og møde mig, for jeg ved, at Augmund Dytt dræbte Hallvard og ikke Gunnar”.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.