”Falloskulten i Nordnorge” fra ”Old var Årle – Nordens gamle religioner” af Aase Koefoed og Morten Warmind, side 67-73 (uddrag), Gjellerup & Gad, 1989.

Aase Koefoed,lektor og mag.art. i religionssociologi.
Morten Warmind, lektor ph. d., ansat ved Institut for Religionshistorie på Københavns Universitet og arbejder især med forhistoriske religioner i Nordvesteuropa, særligt keltisk og nordisk religion, hellenistiske religioner og religion i dagens Danmark.


I Olav den Helliges saga fra sidst i 1300-tallet er der en lille historie, der er lavet over nogle vers, som ligner de gamle edda-digte.

Stykkets forfatter gør meget ud af, at vølse-kulten skyldes et tilfælde og er husfruens skøre påfund, der bliver til en privat kult. Det er dog rimeligst at gå ud fra, at der er tale om et almindeligt før-kristent frugtbarheds-ritual. De vers, der siges, da Vølse, hestelemmet, går rundt afsluttes med en fast formel, hvori en ellers ukendt mytisk skikkelse, Mørnir, anråbes. Ordet kan måske også blot betyde ”gudinder” – sikker er det, at det er kvinder, der er mest aktive i kulten. Det ses at ”det blótede” også kan betyde ”det indviede”, det manafyldte.

Kong Olav [ den Hellige ] hørte da igen, at landet vidt og bredt kun var lidt kristnet, men han lagde stor vægt på at omvende folket til den almindelige tro i hele sit rige, både på øer og fremspringende næs. Efter det, som fortælles i et gammelt digt, boede der på et fremspringende næs i det nordlige Norge, hvor der var en god langsskibshavn, fjernt fra større byer og alfarvej, en bonde og hans hustru, der var noget ældre. De havde to børn, en søn og en datter, sådan som det siges i digtets begyndelse, der er som følger:

”En mand boede
med en ældre kone
på det fremspringene næs
for sig selv
Han havde en søn
med kvinden
en dreng og en datter
der var meget kloge.”

Der var også en træl og en trælkvinde. Bonden var en sagtmodig mand og passede sig selv, men kvinden var egenrådig og bestemte meget over husholdningen til daglig. Bondesønnen var en kåd og munter og lidt overmodig spøgefugl. Bondedatteren var ældre og lærenem og naturbegavet, skønt hun ikke var vokset op sammen med kyndige folk. 

Bonden havde en stor jagthund, der hed Lærir. De vidste intet om den hellige tro. Det skete, at hen på efteråret døde mandens trækhest. Den var meget fed og eftersom hedenske mænd brugte hestekød til føde, blev hingsten renset og udnyttet. Og da først den var flået, skar trællen med ét tag det lem af, som efter naturens skabelse den slags væsener har til avl, ligesom andre dyr, der får afkom med hinanden, og som ifølge det gamle digt hedder ”vingull” på en hingst. Og da trællen havde skåret den af og ville kaste den ned på jorden, hvor han står, kommer bondedrengen løbende til og griber den og går ind i huset, hvor hans moder, søster og trælkvinden var. Han ryster med vingull’en og laver mange løjer og siger et vers:

”Her kan I se
i sandhed den raske
vingull skåret
af hingsten.
For trælkvinden
er denne Vølse
allermest morsom
indenfor lårene.”

Trælkvinden skriger op og ler, men bondedatteren bad ham bære den ækle ting ud. kvinden rejser sig og går hen til sønnen og tager den fra ham og siger, at hverken dette eller andet, som kan være til nytte, skal gå til spilde. Siden går hun i gang med at tørre lemmet meget omhyggeligt og pakker det ind i et linnedklæde og lægger løg og andre urter ved det, så at det derfor ikke kan rådne, og lægger det ned i sin kiste. Det går nu sådan om efteråret, at kvinden tager det op hver aften og dyrker det med en eller anden fast vending, og det bliver til, at hun retter hele sin tro og tillid mod det og regner det for sin gud og fører sin husbond og sine børn og husfolkene med sig i samme vildfarelse. Og med Fjendens (Djævelens) kraft vokser det og bliver så stærkt, at det kan stå hos husfruen når hun vil, og efterhånden indfører kvinden den skik, at hun bærer den ind i stuen hver aften, og først selv siger et vers over den, og rækker den til sin mand; så skal den gå fra bonden til hver af de andre, til den til sidst kom til trælkvinden, og hver eneste skulle sige et vers over den.

Kong Olav hører om denne hedenske kult og vil omvende folkene. Sammen med to ledsagere ankommer han en aften til gården, hvor de bliver bænket i stuen med kongen yderst. De tre er forklædt med kapper og kalder sig alle for Grim. Bondedatteren genkender dog kongen og siger følgende:

”Jeg ser guld hos gæsten
og en kappe af fløjl
jeg bliver opmærksom på ringene
jeg vil hellere møde dig end lyve
jeg kender dig, min konge
du er kommet, Olav.”

Da svarer den gæst, der sidder yderst: ”Forhold dig nu roligt, fordi du er en forstandig kvinde.” Mere talte de ikke sammen. Bondedatteren gik ud, og lidt efter kommer bonden ind og hans søn og trællen. Bonden sætter sig i sit højsæde og hans søn ved siden af ham, men trællen sætter sig lidt væk overfor ham. De gør sig lystige over gæsternes stilfærdighed. Så kommer resten af husfolkene til, og der bliver sat borde op, og de sætter mand frem. Bondedatteren sætter sig ved sin bror, men trælkvinden hos trællen. Grim’erne sidder alle sammen, som før er sagt. Tilsidst kommer kvinden ind, og hun bærer Vølse i favnen og går hen til bonden i højsædet. Det er ikke omtalt, at hun talte til gæsterne. Hun tager klædet af Vølse og sætter den på bondens knæ og sagde et vers:

”Du er vokset Vølse
og taget op
styrket af linned
støttet af løg
modtag Mørnir dette blótede
men du bonde selv
tag du Vølse til dig.”

Bonden tillagde det ingen stor betydning, greb fat og fremsagde et vers:

”Dette blótede
ville ikke blive båret rundt i aften
hvis jeg bestemte
modtag Mørnir
dette blótede
men du bondesøn
se du til Vølse.”

Bondesønnen greb fat i Vølse og løftede den op og vendte sig mod sin søster og sagde et vers:

”Bær hestelemmet
til brudepigerne
de skal væde
vingull i aften
modtag Mørnir dette blótede
men du bondedatter
træk du nu Vølse til dig.”

Hun ville hellere vende sig bort, men er nødt til at følge husskikken og tog den meget forsigtigt og sagde et vers:

”Dette sværger jeg ved Gefion [en gudinde]
og ved de andre guder
at jeg nødig tager
på det røde lem
modtag Mørnir dette blótede
men du husets træl
grib du nu Vølse.”

Trællen tager imod og siger:

”Et brød var for mig
langt mere passende,
tykt og svært
og dog bredt
som denne Vølse,
på hverdage
modtag Mørnir dette blótede
men du husets trælkvinde
tryk nu Vølse til dig.”

Trælkvinden tog den da meget blidt, trykker den til sig og klapper den og siger et vers:

”Vist ville jeg ikke
afholde mig fra
at drive den i mig
hvis vi lå alene
i gensidig vellyst
modtag Mørnir dette blótede
 men du Grim vor æst
grib du fat i Vølse.”

Finn tog den da og holdt den. Han sagde da et vers:

”Vi har ligget vidt
fra det fremspringende næs
med raske hænder
blev sejlene rebet
modtag Mørnir dette blótede
men du Grim min medgæst
grib du fat i Vølse.”

Thormod fik den da. han tog den og tænkte, at den er vældig lykkelig, der er skabt som Vølse, og så tog han fat og kvad et vers:

”Jeg så aldrig før
- og dog har jeg rejst langt -
et hestelem med forhuden krænget op
gå fra hånd til hånd langs bænken
modtag Mørnir dette blótede
men du Adelgrim
tag nu Vølse.”

Kongen greb fat og kvad et vers:

”Jeg har været styrmand
og forstavnskæmper
og anfører
for hele folket
modtag Mørnir dette blótede
men du husets hund
tag du denne kødklump.”

Han kastede den da ned på gulvet, og hunden greb den straks. Da kvinden så det, fór hun op. Hun var meget chokeret over det og sagde et vers:

”Hvem er denne mandag
som jeg ikke kender
som giver hunden
det hellige blót
jeg hæver mig til dørhængsel
og til dørkarm [uforståeligt udtryk]
for at se om jeg kan få reddet
det hellige blótede

læg diig nu ned Lærir
og svigt mig ikke sådan
og slug det ikke
din feje skabede tævehund.”

Da kastede kongen forklædningen. Han blev da genkendt. Han fortæller dem da om troen, og kvinden var træg til at antage den, men bonden noget hurtigere, men med Guds kraft og Olavs umage blev enden på det, at de alle antog troen og blev døbte af Olavs hirdpræst (...).

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.