Morten Warmind: "Religionsmøde og Trosskifte" side 165 ff (i uddrag) fra ”Norden og Europa i vikingetid og tidlig middelalder”, red. Niels Lund, Museum Tusculanums Forlag 1993.


Morten Warmind, lektor ph.d., ansat ved Institut for Religionshistorie på Københavns Universitet og arbejder især med forhistoriske religioner i Nordvesteuropa, særligt keltisk og nordisk religion, hellenistiske religioner og religion i dagens Danmark.

I teksten undersøger Morten Warmind nogle af de særlige træk, der er ved henholdsvis hedenskaben i dens nordiske udformning og kristendommen. Forfatteren understreger, at den tidlige kristendom i Danmark ikke må sammenlignes med den almindelige opfattelse vi har af den katolske kirke og dens organisation, da den hører middelalderen til. I det hele taget ved vi ifølge Morten Warmind meget lidt om den tidlige kristendom i Danmark ligesom vi har svært ved at gennemskue forholdet mellem hedenskab og kristendom i overgangsfasen. 


Som et vigtigt led i den nordiske religiøsitet indgik periodiske kultfester på centrale helligsteder med obligatorisk deltagelse. Ofringer af dyr og mennesker omtales, og der lægges vægt på, at blodet skilles fra kroppen og anvendes andetsteds i ritualet. Offerdyrene blev fortæret ved store fællesmåltider, hvor man drak sammen under kultiske former. Et centralt formål med disse fester synes at have været ”ár ok fri?r” – ”vækst og intern harmoni” – selvom det er hævdet, at denne formel i sig selv skyldes kristen påvirkning. Solens fire yderpunkter, solhverv og jævndøgn, synes at have været de helligste tidspunkter, men dette er heller ikke uigendriveligt sikkert. Af titler på kultledere og religiøse specialister kender vi nogle stykker: Thul, go?i, og muligvis også kongungr, konge. Det er i hvert fald sådan, at magten hos nordboerne er sakralt begrundet, og at de to funktioner, sakral og verdslig leder, næppe kan skilles ad.

Frugtbarheden er knyttet til en særlig gruppe mytiske skikkelser, der kaldes ”vanir”, og her nævnes to, ”herren” og ”fruen”, frey og freya, som de vigtigste. Betegnelsen leder tanken hen på den almindeligt kendte forbindelse mellem frugtbarhed og seksualitet, og vanerne skildres da også som seksuelt særdeles aktive i myterne, hvad der støtter denne opfattelse.

Som vi kender det nordiske samfund, stod kongen nærmest uden for det med en skare trofaste mænd omkring sig, men dog var det bønderne, der var magten bag kongen og kårede ham. Kongen var konge i kraft af sin afstamning, men alle indenfor kongeslægten var lige gode kongsemner. Måske er vore kilder farvede af religionsskiftet, der synes at have bragt næsten alle konger i konflikt med bønderne. I hvert fald var det Odin, der var kongernes vigtigste mytiske skikkelse, og hans sal Valhalla er et ideal-billede af en kongsgård, hvortil de bedste krigere strømmer for at blive beværtet og for at slås. Odin selv, der ifølge Snorres Edda fra ca. 1220 elskes af sine venner og frygtes af sine fjender, er troldkyndig, forstår sig på skjaldedigtning og drikker vin som sit eneste næringsmiddel, er den ideelle konge med de udenlandske kontakter i orden til at skaffe sig denne importerede luksus.

Bøndernes gud er Thor, der med sin hammer holder kaosmagterne i ave og garanterer ordnede forhold i verden. Vore islandske kilder er præget af Odins dominans og skildrer Thor som hans stærke, troskyldige søn i anden position, men hvis man kan stole på Adam af Bremens beretning fra ca. 1060, havde Thor forrang i hvert fald i Uppsala.

Et vers fra digtet Hárbarzljó? I den såkaldte Ældre Edda nok fra kort før 1200 lader Odin sige:

”Odin får jarlerne, der falder på slagmarken
                      Men Thor får trællenes slags”.

Der er næppe tvivl om, at kristendommens succes hænger sammen med en styrkelse af kongemagten. ”Kristningen av Norge må sees som et vesentlig element i etableringen av et riksomfattende kongedømme”, skriver for eksempel Gro Steinsland, og det er da ikke tilfældigt, at Harald Blåtand også synes at være den første virkelig magtfulde danske konge.

Efter denne korte beskrivelse af vigtige punkter i den nordiske religion er det nødvendigt også at give en kort skitse af den kristendom, som missionerede. Ofte ser man denne størrelse forudsat bekendt, men det er på ingen måde tilfældet. Nøjere at bestemme den kristendom, der eksisterede i Nordeuropa i vikingetiden, er faktisk ganske vanskeligt, idet vor almindelige opfattelse af pavemagten og hele kirkens organisation bunder i pavedømmet, som det kommer til at se ud efter investiturstriden i 1074. Det er i denne sammenhæng, at pavemagten bliver så gennemgribende, som vi sædvanligvis opfatter den.

Den historiske udvikling af lederskabet indenfor den kristne kirke er for indviklet og lang til at komme ind på her, men i vor sammenhæng skal det fremhæves, at de læge myndighedspersoner, konger og stormænd, havde magten og overhøjheden over kirkens ydre liv, også retten til at indsætte kvalificerede mennesker i de kirkelige embeder. Denne forening af verdslig og politisk magt var helt i tråd med den nordiske religiøse forståelse, men den optræder i administrativt centraliseret form i kristendommen, og det er vel netop denne svækkelse af de lokale lederes magtposition, der fører til konflikter i tidens løb.

Det er også tydeligt, at de kristne kultforstandere ikke har været så underlagt den pavelige styrelse, som vi er vant til at tro, eller været nødt til at efterleve de religiøse idealer, som vi kender fra den katolske kirke. Fra pavestaten ses deres adfærd som alvorlige afvigelser, men en beskrivelse af kristendommen i perioden må opfatte præsternes adfærd som modstræbende accepteret, og man må ikke lade sig rive med af den pavelige reformistiske propaganda, der netop sigter på at ændre grænserne for, hvad der kan accepteres. At der for eksempel intet cølibat-krav var for gejstlige i Norden før sent i løbet af kristendommens indførelse, er et uimodsigeligt faktum. At selve kirkens økonomiske grundlag er usikkert, da der heller ikke eksisterede en tiende-institution før tidligst fra ærkebispesædets oprettelse, er også et faktum.

Særlig opmærksomhed må rettes mod klostrene, som synes at have været centrale for institutionaliseringen af kristendommen. Nogle af dem er sandsynligvis endog meget gamle. Etableringen af klostre var et fyrste- eller stormandsanliggende. Klostrene er også interessante, fordi de repræsenterer den eneste mulighed for institutionaliseret kvalificeret kvindelig religiøsitet.

Denne korte beskrivelse er på ingen måde tilstrækkelig, men skal tjene til at belyse, at ”kristendommen” som institution ikke er en umiddelbart kendt størrelse. Det er heller ikke så let at stille de to religionssystemer op overfor hinanden, så de kan sammenlignes.

Man plejer især at fremholde 1) monoteismen, 2) ideen om, at en handling påfører det enkelte menneske skyld overfor himmelske magter, 3) menneskets pligt til at tilgive, og 4) Guds endelige dom over menneskene, som kristne tanker, der afgørende adskilte sig fra vikingernes.

Med hensyn til monoteismen skal man huske, at det kan diskuteres, om vikingerne har været i stand til at fatte den temmelig subtile forskel på helgenkult og dyrkelse af flere gudeskikkelser. Det er muligt, at betoningen af helgenernes oprindelige menneskelighed har været forståelig, men det er langtfra sikkert. Guds moders stilling i dette forhold er jo heller ikke helt let at gennemskue.

Skyld og tilgivelse er rigtignok begreber, som er så stærkt knyttet til forestillingen om et individ, at de har været vanskeligt gennemskuelige for vikingerne. På den anden side er det ikke ganske sikkert, at de kristne har lagt afgørende vægt på disse begreber i missionen.

Guds endelige dom over menneskeheden, forbundet med en verdensfornyelse, er et omdiskuteret træk. Selve ideen om verdensfornyelse er ældgammel og kan have været fællesgods hos de indoeuropæiske folk. Den kan altså have eksisteret i Norden før kristendommens komme.

Måske er den væsentligste forskel på kristendommen og vikingernes religion den sikre kristne kosmiske forståelse, der ser kristendommen som menneskenes frelse og alle andre religioner, ikke som et pluralistisk mylder, men som en forståelig enhed: Det onde. Denne dæmonisering af alt andet tankegods er kristendommens styrke. Efter denne opfattelse findes vikingernes guder altså, og den tilbedelse, de er genstand for, er både forståelig og effektiv nok: Guderne er manifestationer af Fristeren selv, og Fanden hytter sine.
[…]

Det gør ikke sådanne spekulationer lettere, at der er så stor usikkerhed om, hvor meget vi egentlig ved om den før-kristne nordiske religion.

Der er altså ingen helt sikre tegn i teksterne på den påvirkning, som de udfarende er vendt hjem med, om end en del synes at kunne skimtes. I praksis har man fundet fysiske tegn, der kan tolkes som kristent gods, eksempelvis blykors og i nogle grave vokslys.

Det er sandt, at en polyteistisk religion, som ikke har nogen ensartet dogmatisk forståelse af verden, således som religioner nu er flest, står svagt i konkurrence med en religion, der har oparbejdet et verdenssyn efter hvilket alt andet er djævelens listige anslag mod menneskeheden. Der synes at være belæg for den tanke, at Kristus fra først af er blevet opfattet som en gud blandt mange. I øvrigt en opfattelse, som de kristne så som en endnu værre tankeforbrydelse end selve hedenskabet. Det antastede jo netop den grænse mellem godt og ondt, som var verdens faste holdepunkt. De af os, der har fået en kristen eller blot en monoteistisk opdragelse, trækker uden tvivl på smilebåndet, når vi læser i Landnamabók om Helge den Magre, der var kristen så tidligt som i 900-tallets begyndelse og kaldte sin gård på Island for Kristnæs, men som alligevel bad til Thor før længere skibsrejser og i svar nød. Men beretningen er egentlig ikke morsom, hvis verden anskues fra et synspunkt, der tillader eksistensen af flere guddommelige kræfter i det samme univers. Man kan diskutere, hvor lang tid der egentlig gik, førend en sådan holdning ikke længere var den mest almindelige, og man kan jo i den sammenhæng notere sig, at det netop er denne slags dobbelte religiøsitet, som var tilladt efter den Altings-beslutning, som indførte kristendommen i Island.

I denne sammenhæng er det på sin plads kort at omtale selve udtrykket Hvidekrist, der egentlig er forunderligt. Udtrykket ses i to skjaldedigte fra 900- og 1000-tallet samt i 1300-tals håndskriftet Flateyarbóks version af Olav den Helliges Saga. Forklaringen skulle ifølge den gængse opfattelse være, at den hvide farve var knyttet til dåbsceremonierne, og at det altså er den døbtes hvide dragt, der er smittet af på betegnelsen for den mytiske skikkelse. Adskillige vikinger kom nemlig også i velvillig nærkontakt med kristendommen på deres færd i de kristne områder, hvor det både var en social, politisk og økonomisk fordel at lade sig afdæmonisere ved at indgå i en kristen-rituel sammenhæng. Sjældent var det dog ved at blive døbt, oftere ved den såkaldte ”primsigning”, af latin prima signatio, et indledende renselsesritual. I Egil Skallagrimssøns Saga læser vi, at den engelske kong Athelstan insisterer på, at de hedenske islændinge skal lade sig primsigne, ”fordi det var dengang en almindelige skik, at både købmænd og de, der tjente kristne herskere gjorde det, siden de mænd, der var primsignede, kunne færdes frit mellem hedninge og kristne og have den tro, som de var mest til sinds at have.” Det er heller ikke umuligt, at det er blevet oplevet som en religiøs fordel, men det lader sig ikke afgøre. En ofte citeret frankisk anekdote fra 880’erne meddeler, at de normanner, der kom til kejserhoffet, kun havde materielle interesser. Da man ved en dåbshandling af nød havde fremstillet de hvide dåbsklæder ved at rimpe gamle skjorter groft sammen, tog en nydøbt til orde og sagde til kejser Ludvig den Fromme: ”Jeg er allerede flere gange blevet vasket her, og iført de bedste og hvideste klæder; denne hersens sæk passer sig ikke for en soldat, men for en svinehyrde, og hvis jeg ikke skammede mig over at være nøgen, nu da jeg er berøvet mit eget tøj og ikke har fået noget dække af dig, ville jeg lade dig beholde dit kluns og din Kristus.”

Det bør bemærkes, at der ikke er nogen umiddelbar paralleller til det forhold, hvormed man begrunder den hvide farve, der tillægges Kristus i den norrøne vending. Når farver anvendes i forbindelse med navne i øvrigt, er det, fordi de karakteriserer bæreren af navnet. Mere nærliggende ville det efter min opfattelse være at se navnet i forbindelse med det epitet, som Snorre tillægger Heimdall, ”den hvide as”. Men atter tillader kildematerialet os ikke at afgøre, hvilken religiøs sfære, epitetet oprinder i.

Med henblik på forståelsen af navnet var det måske endnu mindre mystisk at se på, hvorledes ”hvid” i øvrigt anvendtes som tilnavn i den norrøne litteratur. Heraf ses det, at en mand, der har fået tilnavnet ”den hvide” er pæn og lys af udseende, grænsende til det umandige. Ligesom det i overgangsperioden virker, som om thorshammer-symbolet bliver til som et mærke i opposition til det kristne kors, kunne man forestille sig, at den hvide Kristus blev sat overfor den rødskæggede Thor. I den sammenhæng kan man bemærke, at udtrykket rød-viking faktisk findes en enkelt gang i den norrøne litteratur.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.