Anne-Sofie Gräslund: "Kristnandet i Sverige, när, varifrån och hur?" i ”Arkeologin och kristnandet” side 19-44 i ”Kristnandet i Sverige – Gamle och nya perspektiv”, red. Bertil Nilsson, Uppsala 1996 – oversat af Brett Wachter.

Anne-Sofie Gräslund, professor i forhistorisk arkæologi ved Uppsala Universitet.

Anne-Sofie Gräslund argumentere i denne artikel for en langsom indsivning af kristendommen. Allerede fra 700-tallets slutning dukker de første kristne genstande og symboler op i gravene. Det kunne tolkes som tilfældigt eller som dekorative elementer for hedningene, men den forklaring holder ikke ifølge Anne-Sofie Gräslund, der i dette uddrag opdeler kristningsprocessen i tre faser: en infiltrationsfase, en missionsfase og endelig en organisationsfase. Inden da opregner Anne-Sofie Gräslund en række fund fra 800-tallet – bla. fra Birka – der kan sættes i forbindelse med kristne menigheder. Der gælder således kander og skåle til nadvervin og døbevand, samt bronzefade – ganske givet fra Irland – der oprindeligt kan være brugt til rituel håndvask før messen eller muligvis som døbefonde. Her efter fortsætter Anne-Sofie Gräslund:


Bronzenøgler udgør endnu en objektkategori, som forekommer i kvindegrave fra 800-tallet i Skåne, på Øland og i Birka (fig. 7), oftest er de placeret på den dødes bryst, ikke som man kunne forvente hængende i et redskabsbånd fra et skulderspænde. 

Sådanne bronzenøgler er ikke specifikt skandinaviske, men har en vidtstrakt udbredning i Rhinlandet, Friesland og det sydøstlige England. Spredningsmønstret er blevet sat i forbindelse med missionen, og de er blevet opfattet som himmerigets nøgler eller Sankt Peters nøgler. Ornamenteringen i håndtaget udgøres ofte af kors i forskellige former. Et andet motiv, som også forekommer i nøglehåndtagene er hjorten, som i den kristne kunst symboliserer den troendes længsel efter Kristi nåde. […]

I to meget rigt udstyrede Birka-grave, forekommer også hjorte nemlig i form af sidelommer, som sandsynligvis blev anvendt til at opbevare relikvier. Inga Hägg mener, at de må stamme fra et kristent miljø ”først og fremmest græsk ortodoks... Ikke kun lommerne af silke prydet med guld og sølv var dyrbarheder, relikvierne betvang i sig selv en meget høj pris, og det var kun de mest velhavende, som kunne eje sådan en relikviesamling... Det at eje relikvier... hører frem for alt hjemme ved de tidlige og højmiddelalderlige fyrstehoffer i Europa”.

Kristendommens indførelse i Sverige – hvornår, hvorfra og hvordan?
En vigtig metodisk indfaldsvinkel til spørgsmålet om kristningsprocessen udgøres af Fridtjov Birkelis inddeling af hændelsesforløbet i tre faser: Infiltrationsfasen, som strakte sig over flere hundrede år; missionsfasen, da den egentlige mission fandt sted; og slutteligt organisationsfasen, da den kirkelige etablering skete. Rimelige tidsgrænser for disse faser i Mellemsverige ville være 3-400-tallet til ca. 800, ca. 800-1050, ca. 1050-1200 (1248).

En bedre term end infiltrationsfasen er ”indirekte påvirkningsfasen”, eftersom infiltrering betyder indblanding med skjulte motiver, hvilket er i kontrast til mission, som sker åbent og mere påfaldende. Det er imidlertid netop et spørgsmål om den indirekte påvirkning, som udøvedes på de skandinaviske forbindelser. Den opfattelse, at denne indirekte påvirkningsfase skulle have begyndt allerede i 300-tallet, hænger sammen med de stærke kontakter mellem Norden og kontinentet, som kan påvises på det tidspunkt. Det er fuldstændig rimeligt at tænke sig, at de nordboere, som var nede i kontinentet, kom i kontakt med kristendommen, og at nogle af dem blev nysgerrige og tiltrukket af den nye religion. Da de vendte hjem igen bragte de måske både nye ideer og objekter med kristen tilknytning med sig. Det bogformede vedhæng i skatten fra Hög Edsten, Kville sogn, Bohuslän, dateret til ca. 600 e.Kr. kan være et sådant objekt (fig. 8), ligesom den oprindeligt koptiske 500-tals kop af bronze fra Helgö. Selv den kendte irske bispestav fra Helgö, lavet i 700-tallet, tilhører sandsynligvis fasen med indirekte påvirkning ligesom et bronzebeslag fra samme fundsplads, som, Wilhelm Holmqvist mener, har siddet på et relikvieskrin. Holmqvist har for eksempel villet se eksempler på ”import” af kristne ideer i det, at motivet med Daniel i løvekulen blev taget op i den nordiske billedkunst i 500-tallet. På en västmanlandsk gravsten fra folkevandringstiden er det centrale motiv et tydeligt ligearmet kors.
[...]

Lad os forlade det kronologiske perspektiv og i stedet studere det rumlige – overveje spørgsmålet om, hvorfra kristendommen kom til Sverige. Den aktuelle diskussion regner frem for alt med tre mulige alternativer: Den tyske kirke, den engelske kirke og den byzantinske kirke. Givetvis må man her være opmærksom på regionelle forskelle. Af rent geografiske grunde kunne man tænke sig, at kristendommen blev indført i Vestsverige fra vest, Sydsverige fra syd og Østsverige fra øst. Tilgængeligt kildemateriale taler imidlertid ikke for så enkelt en løsning. Jeg tror bestemt, at den kristne indflydelse er kommet fra alle tre retninger,men ikke mindst runeinskriptionerne viser, at man selv fra Østsverige rejste i vesterled , ligesom man fra for eksempel Vestgotland rejste i østerled. 

Gennem de skriftlige kilder er den tyske kirkes indsatser kommet til at dominere billedet. Men også det arkæologiske materiale, i hvert fald op til Mälar-området, tyder på, at man havde stærke kontakter med Det frankiske rige og dets efterfølgere. Hvordan var da kontakten til de britiske øer? Adam [af Bremen] nævner ikke direkte noget om engelsk mission i Sverige, hvilket ikke behøver at betyde, at noget sådant ikke forekom. Hans opgave var jo at skildre sit eget stifts bedrifter.

Runeinskriptionerne fra det østlige Mellemsverige vidner om, at mange mænd derfra deltog i færder til England, hvilket sikker indebar kontakter med kristendommen der. Vore ældste mønter (fra 900-tallet) har engelske forbilleder og er slået […]af engelske møntmestre, som kongen havde kaldt dertil. Mønterne er korsprydede, og nogle af dem har også inskriptioner med en kristen tone, for eksempel Situne Dei (Guds Sigtuna) og in nomine Dei [i Guds navn]. […] Selv i den sene vikingetids kunst ser man spor af tydelige kontakter med de britiske øer, ikke mindst i den mellemsvenske runestensornamentik. […] Trods mangelen på skriftligt kildemateriale om engelsk mission i Mellemsverige synes en sådan højst sandsynlig med hensyn til de mange beviser på stærke kontakter mellem de to områder.

At selv den østlige kristendom har spillet en vis rolle, især i Østsverige, virker rimeligt. Kontakter er velunderbyggede gennem både arkæologiske og skriftlige kilder. Vi ved for eksempel, at Olof Skötkonungs datter, Ingegerd, var gift med storfyrst Jaroslav af Kiev og Novgorod.

Den østlige kirke bedrev imidlertid ingen mission med mindre det i så fald gjaldt individuel påvirkning. Fra runeinskriptionerne ved vi, at mange vikinger søgte mod øst langs de russiske floder. Dem, der fulgte Djnepr til Byzans, kan jo ikke have undgået kontakt med den byzantinske kristendom; mange blev rimeligvis påvirket af den og vendte måske hjem med kirkelige souvenirer. Det er muligvis således, at man skal forklare de østlige hængekors og også de såkaldte opstandelsesæg af glaseret ler, som kommer fra Kiev-området, hvoraf et er fundet på Gotland og adskillige i Sigtuna. […]

Det er fra tid til anden blevet hævdet, at det ligearmede kors (de fleste tidlige kors er jo således) skulle være byzantinske og tegn på indflydelser fra øst, dette er blandt andet blevet foreslået om mange af runestenskorsene. Et blik på kontinentalt og engelsk materiale fra 600- og 700-tallet viser imidlertid, at ligearmede kors er meget almindelige der (f.eks. Sankt Cuthberts kors). Ganske vist kan korsformen oprindeligt være byzantinsk, men det er rimeligt at tro, at den har nået Sverige via Vesteuropa.

Svaret på spørgsmålet om, hvorfra kristendommen kom til Sverige, er således ikke enkelt. Den skriftligt understøttede tyske mission gav åbenbart resultat, og den kirkelige organisation hænger sammen med den. Men det samlede kildemateriale peger også i retning af klare muligheder for en engelsk mission og måske endda på indflydelse fra den byzantinske kristendom.

Vort billede af kristendommen i det, vi i dag kalder Sverige, er i høj grad farvet af de skriftlige kilder, specielt Rimberts Ansgar-biografi og Adam af Bremens kirkehistorie, som begge skildrer den tyske kirkes indsatser, men også af den gammelnordiske litteratur. Det arkæologiske materiale er meget vigtigt for at korrigere og fuldføre det billede. Dette er også noget, som ikke blot gælder for indførelsen af kristendommen i Skandinavien, men i lige så høj grad for kontinentet og England, eftersom det skriftlige kildemateriale fra kristningsperioderne er specielt magert og desuden tendensiøst – det er jo almindeligvis sejrherrerne, der skriver historien.

Hvad siger så det arkæologiske materiale om spørgsmålet hvordan? Var religionsskiftet et spørgsmål om tilpasning og kontinuitet eller om tydelige brud? Forekom der nogen åben konflikt? Der kan naturligvis være forekommet konflikter i nogle tilfælde, men det samlede billede, som det arkæologiske kildemateriale giver, er af et gradvist forløb, en proces med eksempler på interreligiøsitet både i artefakter og fortidsminder, hvor den gradvise accept af kristne gravskikke udgør den tydeligste illustration. Sammen med sådanne hændelser som primsigning og interpretatio Christiana, som begge giver plads for såvel en vis dvælen i den gamle tro og dens kultbrug som en tilnærmelse til og en afprøvning af den nye, tegnes et billede, som for individet må have været præget af tryghedens kontinuitet trods den ideologiske forandring, som lå i religionsskiftet.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.