Birgitte Wåhlin: Religionsskiftet i Norden – positioner i den norske debat. Teksten er skrevet til denne bog.


Birgitte Wåhlin, mag. art. i historie og lektor ved Historiestudiet, Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold ved Aalborg Universitet og arbejder især med vikingetid og middelalder.

Birgitte Wåhlin opridser i teksten de forskellige tolkninger, der er blandt norske arkæologer i forbindelse med kristendommens indførelse i Norge.


Religionsskiftet i Norden eller overgangen fra hedenskab til kristendom er et spørgsmål, der har optaget forskningen siden 1800-tallet. At kristendommens indførelse fik en grundlæggende betydning for den videre udvikling af samfundene hersker der stort set enighed om, om end graden af kristendommens indflydelse og tidspunktet for kristendommens gennemslag har været og stadig diskuteres. Hvorfor religionsskiftet fandt sted, gives der forskellige forklaringer på, men et fremherskende synspunkt især i den ældre forskning har været, at hedenskabet havde udlevet sig selv, og at kristendommen bedre var i stand til at give svar på fundamentale spørgsmål om tilværelsen. I det 20. århundrede har fokus dog mere ligget på kristendommens indførelse og den afgørende betydning kristendommen fik på den religiøse og samfundsmæssige udvikling.

I 1980'erne opstod i Skandinavien en fornyet interesse for studiet af religionsskiftet i Norden. Interessen for at tage denne type problemstillinger op skyldes sandsynligvis inspiration fra den nye mentalitetshistorie, der specielt sætter fokus på folks værdisæt og forestillingsverden. Samtidig havde fremkomsten af række nye arkæologiske fund rejst en række nye spørgsmål om udviklingen af de religiøse forhold i Norden i jernalder og vikingetid. For at forstå trosskiftet blev der anlagt et bredt forskningsperspektiv, idet den førkristne religion –hvad man gik fra- også blev inddraget i undersøgelserne.

Religionsskiftet blev for alvor sat på dagsordenen med gennemførelsen af de to store projekter "Kristnandet i Sverige. Kultur och mentaliteter under vikingatid och medeltid" (1990-1996) - og "Religionsskiftet i Norden – Brydninger mellom nordisk og europæisk kultur 800-1200" (1992-96). Derimod er det i Danmark hidtil ikke lykkedes at få støtte til et tilsvarende projekt.

Fælles for begge projekter er, at de er tværfagligt anlagt, idet forskere fra mange fag som religionshistorie, historie, arkæologi, litteratur- og sprogvidenskab har bidraget med undersøgelser. Projekterne indeholder både detailundersøgelser, der kan belyse forskellige sider af kristningen, og mere principielle indlæg. […] Samtidig skal det dog fremhæves, at projekterne har kastet nyt lys over en række væsentlige sider af kristningsprocessen og samtidig rejst mange vigtige debatter.

Overordnet kan tolkningerne af religionsskiftet deles op i to hovedforklaringer, hvor den første vægter kongemagtens eller aristokratiets aktive støtte til kristendommen som forudsætning for, at kristningen af befolkningen for alvor kunne gå i gang, hvorimod den anden i højere grad ser kristningen som en længerevarende bevistheds- proces, hvor elementer af kristen tankegang over tid sivede ind og blev indoptaget i befolkningens religiøse forestillingsverden, en proces der tog sin begyndelse før kongemagten officielt støttede op om kristendommen.

En af de mest markante fortalere for den første type forklaring er den norske religionshistoriker Gro Steinsland. Grundlæggende for hendes opfattelse er, at hun ser hedenskabet og kristendommen som to fundamentalt forskellige religioner. Samtidig understreger hun, at hedenskabet ved mødet med kristendommen stadig var en livskraftig religion. Hedenskabet karakteriserer hun som en etnisk religion, idet religionen i form af kult og riter var knyttet til en bestemt folkegruppe. Det sociale og religiøse fællesskab var derfor sammenfaldende. I modsætning hertil er kristendommen en universel frelsereligion, hvor tilbudet om frelse rettes til det enkelte individ som ansvarlig for sin tilværelse. Hun karakteriserer på grundlag heraf hedenskabet som kulteksklusivt men trostolerant, dvs. at deltagelse i kulten og riterne var forbeholdt en bestemt etnisk gruppe, men samtidig lå der en accept af, at andre folk kunne have deres guder, og at de var ligeså virkelige som ens egne. 

Omvendt karakteriseres kristendommen som kulttolerant, idet der netop i frelsebudskabet lå et incitament til at få så mange så muligt omvendt. Samtidig bestemmes kristendommen som troseksklusiv, idet der kun fandtes én sand Gud, alle andre såkaldte guddomme var dæmoner dvs. udtryk for det onde. Forskelligheden de to religioner imellem udgjorde således, ifølge Steinsland, en bevidsthedsmæssig barriere for, at det kristne budskab uden videre kunne forstås, og kristendommen dermed trænge ind. Hun ser derfor kongemagtens aktive støtte til kristendommen som afgørende for, at kristendommen kunne vinde indpas. Med denne støtte kunne et professionelt præsteskab iværksætte en mere systematisk forkyndelse med henblik på at overbevise befolkningen, samtidig med at opbygningen af en kirkelig organisation kunne påbegyndes. For Steinsland begynder kristningen af Norge derfor med kristningskongerne Olav Trygvarson (995-1000) og Olav den Hellige (1015-1028).

Også andre forskere bl. a. den svenske historiker Thomas Lindkvist deler den opfattelse, at initiativet til kristningen kom fra samfundets elite herunder også kongemagten, men samtidig betoner han, at der lå en bevist politisk beslutning bag kristningen. Beslutningen var således ikke alene begrundet i et ønske om religiøse forandringer på det åndelige plan men også af et ønske om ændringer på det samfundsmæssige plan. I følge Lindkvist passede den verdens- og samfundsopfattelse, som kristendommen repræsenterede, bedre til et hierarkisk samfund, samtidig med at den kunne legitimere den ekspanderende kongemagt på ny måde.

Fortalerne for den anden type forklaringer, at kristningsprocessen startede tidligt og samtidig havde karakter af en langsom indoptagelse, er fortrinsvis arkæologer. Som en del af forklaringerne lægges vægt på det forhold, at Skandinavien havde været i kontakt med det kristne Vesteuropa siden 500-tallet, og at kristne skikke og tankegang derfor ikke var totalt ukendte. En af de forskere der mest markant har bidraget til at udvikle disse synspunkter, er Anne-Sofie Gräslund. Overordnet deler hun kristningsprocessen op i tre faser, en infiltrationsfase (indsivningsfase) der starter tidligt, en missionsfase fra ca. 800 og en organisationsfase (hvor kirken begynder at organisere sig) fra ca. 1000. Mere konkret har hun arbejdet med gravfund bl.a. på Birka, hvor hun ud fra et sæt kriterier som gravenes orientering, beliggenhed på gravfeltet, typer af gravgods og eventuelt kristne genstande og symboler mener at kunne spore kristen påvirkning i grave, der umiddelbart fremtræder som hedenske.

Den norske arkæolog Brit Solli anlægger en anden metode til at identificere kristen indflydelse, idet hun mener, at hele lokalområdet må inddrages i analysen, dvs. både bebyggelsesstruktur, gravpladser, gravformer for at kunne afgøre, om der er elementer der skiller sig afgørende ud, og som dermed kan være kristne. Ud fra undersøgelser af bl. a. to kirkegårde på Verøy (Vestlandet) og andre ældre gravfund argumenterer hun for, at kristningen var i gang på Vestlandet fra midten af 900-tallet, samtidig med at hun ud fra sine lokale undersøgelser ser kristningsprocessen som ret konfliktfyldt.

Selv om der ikke i Danmark har været gennemført et kristningsprojekt, har der dog i de seneste årtier været noget forskning i trosskiftet, men ikke i samme omfang som i Sverige og Norge. Den fremherskende opfattelse har været, at først med Harald Blåtands officielle overgang til kristendommen omkr. 965 kunne kristendommen for alvor finde fodfæste, og kristningen af den brede befolkning gå i gang. Dog har nye arkæologiske fund af tidlige kirkegårde som Sebbersund (Nibe Bredding) og Kongemarken ved Roskilde, rejst en fornyet debat om forløbet af kristningen i det danske område. I 1999 fremsatte Olaf Olsen det synspunkt, at det må anses for utænkeligt, at Harald Blåtand kunne gå over til kristendommen uden nogle stormænds støtte, hvad enten disse var kristne eller blot accepterede kristendommen. Debatten blev tilført nye vinkler på et seminar i Roskilde i feb. 2003 om kristningen af Danmark. Her blev en række nye undersøgelser fremlagt, der åbnede op for en mere nuancere syn på forløbet af kristningsprocessen i det danske område.

Mens der blandt forskerne synes at herske enighed om, at kristningen af befolkningen som helhed i Skandinavien var en langvarig proces, deler vandene sig med hensyn til, hvornår kristningsprocessen begyndte, og hvordan den forløb. Som den norske forsker Claus Krag har udtrykt det, drejer debatten sig om, hvorvidt den officielle overgang til kristendommen - Harald Blåtands i Danmark, Olav Haraldsons i Norge markerede begyndelsen på kristningsprocessen, eller om den officielle overgang må ses som en naturlig konsekvens af, at kristningsprocessen allerede havde været i gang i længere tid.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.