Aksel E. Christensen ”Svend Tveskægs dansk-nordiske politik” – uddrag fra fremstilling af Svend Tveskæg i ”Vikingetidens Danmark”, 1969, side 252-255.


Aksel E. Christensen (1906-1981), professor i historie ved Københavns Universitet med speciale i middelalderhistorie og historisk metode.


Naar Trelleborgenes rolle ikke lader sig bestemme, skyldes det i første række, at det ikke er muligt at indpasse kong Svends hjemlige historie i en kronologisk sammenhæng, ja, i virkeligheden er det meget faa kendsgerninger, man med sikkerhed kan knytte til hans regering. Der findes ikke dokumenter, der oplyser os om hans styre; det er omtvistet, om et par runeindskrifters "kong Svend" skal knyttes til ham eller til Svend Estridsen; og alle meddelelser i de berettende kilder er paaviseligt saa tendentiøst fordrejede og løst placerede, at det vil være ganske vilkaarligt at sammenstille de enkelte mere sikre vidnesbyrd til blot en del af en helhed. Det eneste faste ved kong Svends danske kongemagt er hans engelske sejr; den godtgør, at han i hvert fald siden begyndelsen af 990erne maa have haft en stærk og stabil kongemagt i Danmark som basis for sine flaadeangreb.

De relevante berettende kilder er Thietmar af Merseburg og Adam af Bremen, der betragter kong Svend med afgjort fjendtlig tendens, og Munken i St. Omer, hvis lovtale over Knud den Store ogsaa omfatter faderen, der grundlagde hans engelske rige. Med Laur. Weibulls ord er Adams fremstilling af kong Svend "en opbyggelig fortælling i tidens stil, om synd og straf, om anger og naade". Den er komponeret over det gamle testamentes historie om den afgudsdyrkende og genstridige kong Manasse, som Herren straffer med assyrerkongen, indtil han angrer og igen søger den rette Gud Herren, og den er indspundet i Adams augustinske verdensopfattelse om kampen her paa jorden mellem Gudsriget og Djævelens rige, hver især karakteriseret af særlige egenskaber. 

Derved faar man følgende skikkelse: den fra kristendommen frafaldne, hedningen, fadermorderen og kristenforfølgeren, der rammes af Guds straf, to ganeg tages til fange af fjender, og som mister sit rige og forlades af sit folk, hvorefter han i to gange syv aar flakker om i fremmede lande og afvises af konge efter konge. Til sidst gaar han dog i sig selv og opnaar angerfuldt Guds naade, og da han saa vender hjem, bliver han genindsat i sit rige af den svenske konge. Herefter nød hans styre fremgang; først vandt han Norge til Danmark, og siden erobrede han England.

Allerede hos den samtidige Thietmar møder man en beslægtet opfattelse. Kong Svend fremstilles ikke her som hedning, kun som "danskernes grumme konge", en voldshersker (non rector sed destructor) ikke blot mod de fremmede, men ogsaa mod sit eget folk. Thietmar kender kun én tilfangetagelse; den udførtes straks efter faderens død af "oprørske northmanni", hvorefter han løskøbtes af sit folk for en stor sum. Da han haanedes for dette af nogle ondsindede blandt sine egne, besluttede han i sin forbitrelse at hævne sig, ikke paa de faa, men paa det ganske rige.

"Han prisgav sit herredømme for udenlandske fjender, ombyttede siker ro med ustadig omflakken, fred med krig, sit rige med landflygtighed, himlens og jordens gud med djævelen, og idet han hærgede alt beboet land, berømmede han sig af, at han ikke var sit folks købte og velsindede herre, men af fri vilje dets vidt og bredt huserende fjende". Det er et klart udtalt billede af den i augustinsk forstand uretfærdige konge (rex iniquus eller tyrannus), der følger Djævelens veje, men modsat Adam alder Thietmar kong Svend fremture i sin ondskab og dø som "den gudløse blandt fromme" (impius interpios) umiddelbart efter sin sidste onde gerning, erobringen af England.

Som kontrast til de to tyske historieskrivere fremtræder karakteristikken hos munken i Saint Omer. Han ser kong Svend i engelsk perspektiv i hyldestskriftet om Knud den Store, tilegnet dennes enke, og han meddeler derfor kun lidt om nordiske forhold. Den almindelige karakteristik af hans danske styre er rosende. […] Her møder man modsætningen til en "tyrannus". Han "har vel næsten været den lykkeligste af alle sin tids konger", elsket af Gud og af sit danske folk, saa der "til hans lykkelige begyndelse kom til at svare en langt lykkeligere udgang". Han fremstilledes kort sagt med alle den kristne konges dyder som en slags rex justus. Hans nordiske rige var præget af "fred og tryghed", og det det nød fremgang takket være hans kraftige og forstandige styre. Erobringen af England er dog hovedtemaet; dette værk begynder han efter opfordring, og han er kun ansvarlig for det sidste og afgørende togt, der til gengæld skildres meget bredt og retorisk.

De overleverede karakteristikker af kong Svend og hans regering er saaledes ideologiske skabeloner, der er fremkommet ved, at man ud fra indbyrdes stridende helhedsopfattelser har udvalgt og omformet træk fra virkeligheden og indpasset dem i den forud givne model. Der er ingen tvivl om, at der i og bag denne iklædning skjuler sig enkelte kendsgerninger, men spørgsmaalet er hvilke. Hvad er det for forhold, der har bestemt helhedssynet, og hvilke konkrete fakte er udvalgt til at dække dette? Man maa i denne forbindelse erindre sig, at den sandhed, som middelalderlige historikere paaberaaber sig, er en højere form for sandhed end virkeligheden. Grundsynspunktet for Adams fordømmelse af kong Svend fremtræder klart: Svend er en konge, der i stedet for at fremme hans ærkesædes interesser modarbejdede det, og ærkesædets vel identificeres konsekvent med Guds riges fremme. Thietmars grundsyn lader sig ikke bestemme med samme sikkerhed, men det kan være knyttet til afskyen for de nordiske vikingers hærgen; i 994 havde Thietmar selv været gidsel hos en vikingeskare, der angreb ved Stade, og de ulykkelige følger af dette anonyme togt for hans egen fornemme slægt skildrer han drastisk - dog uden at tilskrive kong Svend ansvaret. For munken i Saint Omer er den positive vurdering evident: Svend er den gudbenaadede grundlægger af det engelske vælde, som blev taget i arv af hans højt priste helt, Knud den Store.

Naar man betænker, at virkeligheden bag Thietmars og Adams elendigt omflakkende flygtningekonge er den sejrrige vikingekonge, der udpressede danegæld af det England, som han til sidst erobrede, maa man indrømme, at perspektivet i den højere sandhedssøgen har fordrejet de objektive kendsgerninger til ukendelighed. Af saadanne kilder er det ikke muligt for historikeren at udlede sikker historisk sammenhæng, men han maa nøjes med at sandsynliggøre enkelte momenter.

Som […] anført er Adams fremstilling af kong Svend ejendommelig skæv, og naar han præsenteres som den store kristenforfølger, er det lige saa vildledende som hvor den sejrende vikingekonge omtolkedes til den landflygtige omflakker. Svend har givetvis fra begyndelsen været en kristen konge, men han støttede sig til den angelsachsiske kirke og nægtede at anerkende den bremensiske ærkebiskops myndighed, og da Adam identificerer sit eget ærkesæde med Guds kirke, maa kong Svend blive en rex tyrannus og en fra Gud frafalden. Det bliver derfor ikke kongen, men den i Bremen uddannede og indviede danske biskop Odinkar, der ifølge Adam "forsvarede kristendommen i Danmark", om end han fra sit bispesæde i Ribe kun havde Nørrejylland under sig. Adam har dog ogsaa erfaret, at engelske præster og biskopper virkede i Norden; han meddeler bl.a., at kong Svend fra England skikkede biskop Gotebald til Skaane, hvor han skulde forestaa missionen og lede kirken. Adam bedyrer, at den tyske "moderkirke" ikke viste sig misundelig paa de engelske klerke, men antyder samtidig med et bibelcitat, at disse derimod i deres nordiske missionsarbejde var tilskyndet "af avind og kiv" (invidia et contentio). Netop ved den demonstratibe gentagelse af begrebet invidia (misundelse), en af de syv dødssynder, røber Adam sig naivt: hele hans fremstilling dækker over en situation, hvor ærkesædet Hamburg-Bremens indflydelse paa den nordiske kirke var ubetydelig.

Analyserer man derefter Adams meddelelser om forholdene under Knud den Store, fremgaar det klart, at sønnen i langt højere grad end faderen benyttede gejstlige fra England i den danske kirke, hvis udbygning han fortsatte. Adam skriver udtrykkeligt, at Knud "førte mange biskopper fra England til Danmark", og han opregner: Bernhard i Skaane, Gerbrand paa Sjælland og Reginbert paa Fyn, af hvilke de to sidste var nye bispedømmer. Da den danske Odinkar til sin død i 1043 fortsatte som eneste biskop i Nørrejylland, var alene biskoppen i Slesvig, Ekkehard, udgaaet fra ærkesædets tyske klerke, men han forblev stadig i sit tyske eksil til sin død i Hildesheim i 1026.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.