Filmiske virkemidler - Indhold

Filmens budskab betegnes som præmissen. Filmens præmis kan formuleres som en påstand, som hovedpersonen gennem fortællingen skal føre bevis for. Det er filmens konklusion eller dens morale. Præmissen er det, der tilfører mening til historiens enkeltdele. Fra et analytisk perspektiv kan klarlæggelsen af en films præmis være med til at sætte filmen ind i en større historisk og kulturel sammenhæng.

Eksempelvis knyttes det dystre menneskesyn i Film Noir-films forskellige præmisser ofte til den generelle pessimisme i 1940’erne affødt af Anden Verdenskrig.

Opgave:

Se Anders Thomas Jensens kortfilm Valgaften (1998). Afklar hvad filmens tema er og hvad filmens præmis er. Diskuter, hvem der er bæreren af filmens præmis, samt hvordan filmens præmis præsenteres.

Filmiske virkemidler - Dramaturgi

- Berettermodellen: Eksempel Louise Andreasens kortfilm Kys Kærlighed og Kroner (1998)

o Anslaget – Biblioteket præsenteres som filmens ramme og Sten som filmens hovedperson.

o Præsentation – Katja tropper op på biblioteket. Sten præsenteres som idealist gennem hans samtale på værtshuset. Det er her, publikum bliver engageret i filmens grundlæggende tema, tolerance.

o Uddybning: Sten og Katjas første date.

o Point of no return. Katja kræver penge for at gå i seng med Sten for første gang.

o Konfliktoptrapning – Forholdet kører videre. Sten får problemer med økonomien og slår til sidst op med Katja pga. dårlig økonomi. 

o Klimaks og konfliktløsning – Sten og Katja finder sammen igen, men magien er nu forsvundet. Dette er fortællingens spændingsmæssige højdepunkt. 

o Udtoning – Vi ser Sten og Katja med deres barn på biblioteket, hvor de forklarer, at de nu er tilbage på betalingssporet, dog med billigere priser. En ny orden er etableret.

- Bølgemodellen:

- Plot-point-modellen:

- Cirkulær Dramaturgi: Quentin Tarantinos Pulp Fiction (1991) er et klassisk eksempel på cirkulær dramaturgi. Fortællingen er en traditionel fortælling opbygget i henhold til berettermodellen, blot fragmenteret og sammensat i en ny rækkefølge. Derved inddrages modtageren gennem dennes rekonstruktionen af fortællingen.

Power Point med de dramaturgiske modeller

Analysemodeller

Auteuranalyse

De store auteurs: Begrebet Auteur opstod hos kredsen omkring det parisiske tidsskrift Cahiers Du Cinema. Ifølge den såkaldte auteur-teori er der en række auteurs, som gennem deres filmkunst brød studiesystemets monopol og skabte film med personlige kunstneriske udtryk. Teorien, der opstod i 1950’erne, pegede på bl.a. John Ford, Orson Welles og Alfred Hitchcock som de store auteurs, men senere kom flere til. Målet med en auteur-analyse er at belyse, hvorvidt en given film kan påvise at afspejler et instruktørens særlige filmiske stil eller dennes særlige tematiske valg.

Auteurs:

John Ford (1895-1973): Westerns, Stagecoach (1939), Young Mr. Lincoln (1939), The Searchers (1956), The Man who Shot Liberty Valence (1962).

Howard Hawks (1896-1979): His Girl Friday (1940), The Big Sleep (1946), Rio Bravo (1959)

Orson Welles (1915-85): Dybdefokus, stor skuespillerkunst. Film: Citizen Kane (1941), Othello (1952), Touch of Evil (1958).

Alfred Hitchcock (1899-1980): Suspense-thrillers, inspireret af tysk ekspressionisme og kammerspielfilme. Film: The Lodger (1927), Rebecca (1940), Rear Window (1954), Vertigo (1958), North by Northwest (1959), Psycho (1960), The Birds (1963).

Jean Renoir (1894-1979): La Règle du jeu (1939),

Jean-Luc Godard (1930-): Åndeløs (À bout de Souffle, 1959), low-budget film, jump-cut, on-location-shooting, intertekstuelle referencer til film noir.

Francois Truffaut (1932-84): Største referencer: Hitchcock, Renoir og amerikanske B-film. Truffauts film: Ung Flugt (Les Quatres-cents Coups, 1959), On-location-shooting, selvbiografisk. Skyd på pianisten (Tirez sur le pianiste, 1960), film-noir-rip-off, baseret på en film-noir-klassiker. Jules og Jim (Jules et Jim, 1961), Renoir-referencer.

Martin Scorcese: Ekspressiv stil med New Yorks gademiljø som primær ramme. Mean Streets (1973), Taxi Driver (1976), Raging Bull (1980), Goodfellas (1990), Casino (1993).

Quentin Tarantino: Intertekstuelle referencer til amerikanske B-film, primært fra 1970’erne. Film: Reservoir Dogs (1992), Pulp Fiction (1994), Jackie Brown (1997), Kill Bill 1 og 2.

Opgave:

Se to film af Ridley Scott, ex. Thelma and Loise (1991) og Black Hawk Down (2001), foretag en komparativ analyse og vurdér om det er muligt at pege på auteur-træk. Opdel i indholdsmæssige, dramaturgiske og æstetiske særtræk.

Genreanalyse

Genrer konstitueres primært gennem temaer (indhold), persontypologier (dramaturgi) og brugen af virkemidler (æstetik). Genreanalysens mål er at påvise, i hvilken udstrækning en konkret film bekræfter eller fornyer en genremæssig tradition. Derfor påkræver en genreanalyse stort kendskab til den konkrete genre.

Vigtige genrer:

Westerns

Gysere

Thrillers

Krigsfilm

Melodramaer

Science Fiction

Opgave:

Undersøg selskabet Warner Brothers og dets bidrag til udviklingen af Westerngenren på baggrund af en analyse af eksempelvis John Fords The Searchers (1956) samt markedsføringen af filmen.

Historisk filmanalyse

Opgave:

Lav en sammenlignende analyse af Tod Brownings og Francis Ford Coppolas filmatiseringerne af Dracula fra henholdsvis 1931 og 1992 med særlig henblik på filmenes tematisering af seksualitet. Placer på baggrund af analysen de to film i deres historiske kontekst.

Perception

- Reklamebureauet Berg Markerings hjemmeside om Livsstilsanalyser:

http://www.berg-marketing.dk/segmenteringer.htm

http://www.berg-marketing.dk/livsstils_segm.htm

Opgave:

Vurder med udgangspunkt i en række trailers, hvilket segment en konkret film henvender sig til. Find evt. trailers på http://www.apple.com/trailers/ eller via http://www.scope.dk/

Analyse af dokumentarfilm

Hvad er en dokumentarfilm:

Dokumentarfilm er film, som umiddelbart kan se meget forskellige ud, men fælles for dem er, at de har et tæt forhold til virkeligheden. Her ligger dokumentarfilmens stærkeste fascinationskraft, energi og styrke og også dens dilemma: ’Hvor virkeligt kan man skildre noget, man skal udvælge, filme og redigere?’

De forskellige dokumentarfilmsgenrer er defineret ved fortællerens rolle i forhold til modtageren. I den forbindelse skelner man ofte mellem 4 forskellige fortælleformer.

Dokumentarismens fortælleformer:

1) Tredjepersonsfremstillingen er den traditionelle journalistiske form, der styres af en alvidende fortællestemme, som i tredje person fremlægger et budskab om virkeligheden. Mange nyheds- og aktualitetsindslag har denne form, hvor interviewsekvenser, arkivmateriale, grafik m.v. kædes sammen af en neutral speakerstemme.

2) Den observerende fortælleform søger i modsætning hertil at undgå denne alvidende fortællestemme. Tværtimod giver denne fortælleform indtryk af helt at afstå fra kontrol over det, der når frem til modtagerne. Tilrettelæggeren søger at gøre sig selv helt usynlig, for at give seeren/læseren en følelse af at få en ”slice of life” serveret. Den klassiske ”fluen-på-væggen” reportage er eksempel på denne fortælleform.

3) Den interaktive fortælleform tydeliggør i modsætning til den observerende form, at der er en tilrettelægger der står bag, og at det, der fortælles er et resultat af en proces. Derfor træder tilrettelæggeren selv frem som person, for eksempel som jeg-fortæller eller som ”vært”– ligesom arbejdsprocessen tydeliggøres. Tilrettelæggeren kan ikke alene stå frem som den person, der iagttager og formidler en bestemt situation, men kan også gå ind direkte og være aktiv part i det, der fremstilles, eksempelvis ved at fremprovokere en bestemt situation.

4) Den selvrefleksive form er en meta-fortælleform, der tematiserer selve det at formidle overhovedet. Mange af de træk, der kendetegner de øvrige fortælleformer, benyttes i den selvrefleksive form, men bliver i et vist omfang ”sat på spidsen”. Derved tydeliggøres det, at der altid – uanset hvilken fortælleform man vælger - vil være nogle klicheer og konventioner om, hvordan man formidler mest troværdigt. Dermed udstiller den selvrefleksive form de øvrige fortælleformers begrænsninger.

Dokumentarfilmgenrerne

Den klassiske tv-dokumentar: Ofte anvendes tredjepersonsfremstillingen til at sikre autoritet og stringens i argumentationen.

Cinema Verité: I Cinema Verité anvendes den observerende fortælleform, hvor tilrettelæggeren agerer fluen på væggen. Instruktøren Lars Engells er et dansk eksempel på en instruktør, der i sin Cinema Verité stil eksperimenterer med en lav grad af intervention.

Den iscenesatte dokumentarisme: Den interaktive fortælleform, Eksempelvis Tómas Gislasons ”Den Højeste Straf”. Filmen en snarere en dynamisk collage om Arne Munch-Petersen og den unge sømand Claus Jensens skæbner, hvor arkivmateriale og interviews klippes ind i glimt. I filmens eksperimenteres der med mange visuelle effekter, der zoomes ind på øjne og munde, flere interviews optages som talende ansigter filmes i profil, og billeder sidestilles i splitscreens.

Den personlige dokumentar: Et af de mere kontroversielle eksempler på den personlige dokumentar er Morgan Spurlocks Supersize Me (2004), I filmen eksponerer Surlock sig selv og sine holdninger meget tydeligt, hvilket også fremgår af filmens hjemmeside. 

Se: http://www.supersizeme.com

Dokudramaet: Spillefilmsrekonstruktionen, eks. Terry Georges Hotel Rwanda (2005), hvor folkemordet i Rwanda i 1994 skildres gennem hotelmanageren Paul Rusesabaginas øjne. 

Paul Rusesabaginas historie er valgt fordi han under optøjerne husede flere hundrede tutsier, hvorved han satte sit eget og sin families liv på spil. Derved er det muligt at indbygge en dramatisk fremdrift i fortællingen uden at den går på kompromis med begivenhedernes gang. 

Se også:

Cfje’s definition på en dokumentar v. Alex Frank Larsen: http://www.cfje.dk/cfje/VidBase.nsf/0/9c07b3f31e07f51bc12567b4003db383?OpenDocument

Opgave:

Sammenlign de to dokumentarfilm The World According to Bush (Le Monde Selon Bush, 2004) og Fahrenheit 9/11 (2004) af henholdsvis franskmanden William Karel og amerikaneren Michael Moore. Læg særlig vægt på formsprog, bl.a. anvendelsen af effekter herunder underlægningsmusik og ikke-dokumentariske sekvenser. Overvej også om der er forskel på vinkling og vægtning af forskellige sider af George W. Bush’s politiske virke.

Bemærk venligst: Forlaget kan uden yderligere varsel lukke for denne side.

ISBN: . Copyright forfatterne og Systime A/S 2018