Ny bog er netop udkommet i anledning af Aarhus som europæisk kulturhovedstad 2017 – en bog om byens udvikling fra vikingetid til nutid.

Vi har i dag holdt reception for at fejre, at bogen Hvem byggede Aarhus? er udkommet. 

Udgivelsen Hvem byggede Aarhus? er en arkitektonisk – og historisk – tidsrejse fra bosættelsen Aros til Aarhus, europæisk kulturhovedstad 2017. Skrevet i et levende sprog og illustreret med et rigt billedmateriale viser bogen byens udvikling fra det første spæde spadestik op til i dag, hvor nye bydele og bygninger stadig rejser sig. 

Udover forfatteren Birte Annette Nørregaard, var der til receptionen, flere der sagde et par ord, bl.a. arkitekt Rasmus Therkildsen, Tom Hagedorn Danielsen som er CEO hos C.F. Møller Architects og byens stadsarkivar, Søren Bitsch Christensen.

"Der bygges i Aarhus som aldrig før. Med de verserende byggeaktiviteter på havnen ligger byen p.t. i top blandt landets største "byggepladser". Interessen for byen er stor, ikke mindst pga. dens status som kulturhovedstad. Det medfører bl.a. et markant øget antal besøgende, som naturligt vil orientere sig om byen; dens historie og nuværende fremtræden, og her trækker arkitekturen traditionelt meget skarpe linjer. Hvem byggede Aarhus? er en opdateret guide, der, som den eneste af sin slags, beskriver arkitekturens udvikling sammenholdt med byens udvikling historisk set", fortæller professor, arkitekt og redaktør Karl Christiansen.

Bogen kan købes hos boghandlerne og på shop.systime.dk

Udgivelsen er økonomisk støttet af Realdania.