Vores allesammens Mikkel og en af Danmarks modigste forlæggere siger farvel efter næsten 40 år i front for Systime – det undervisningsforlag han selv var med til at grundlægge i 1980. Han efterlader et forlag toptunet til en digital og foranderlig fremtid. Fredag 2. november holdes der afskedsreception.

I henved 40 år har Poul Henrik Mikkelsen, alias Mikkel, stået i spidsen for Danmarks nu største undervisningsforlag til ungdomsuddannelserne. Modigt, uforfærdet og innovativt har han i alle årene disruptet forlagsbranchen og dermed været foregangsmand for fremtidens undervisningsforlag. Nu overlader han sit værk til storesøster Gyldendal, konkurrenten og samarbejdspartneren, som siden 2004 har ejet forlaget.

 

Systime, der i dag har mere end 50 fastansatte medarbejdere, har siden 1995 ligget i Aarhus, og har i dag til huse i en topmoderne bygning i midtbyen. Men det hele begyndte i 1980 i Herning i noget mere ydmyge rammer hjemme hos forlæggeren selv, hans kone og deres venner. Herfra endevendte Mikkel og Co. forlagsbranchen ved blandt andet at tilbyde kontrakter, der gav forfatterne mere indflydelse og større andel, ved at invitere kommende brugere inden døre, og ikke mindst, ved meget tidligt at lægge kursen mod ny teknologi, så længe det kunne fremme læring.

 

I alle årene har Mikkel utrætteligt arbejdet på at gøre undervisningsmateriale til elever og lærere på ungdomsuddannelserne bedre og bedre. Ikke mange unge er gået igennem skolen uden at have haft mindst én Systimebog i hånden eller på skærmen. Bedre læring er omdrejningspunkt for alt, hvad forlaget foretager sig. Og SUSU - Systime Under Stadig Udvikling - er drivkraften.

 

Siden floppy-disk-dagene i midt 80’erne har Systime været forlagsbranchens first-mover inden for ny teknologi. I 2009 kom den første interaktive og digitale iBog, som siden har fået følge af et helt iBibliotek på mere end 400 interaktive, søgbare og multimodale iBøger. Forlaget er i dag så langt fremme digitalt, at deres digitale platform fremover bliver fælles indgang for indtil videre fem af de store undervisningsforlag i Danmark. Én fælles indgang til undervisningsmaterialet gør hverdagen noget lettere for elever og lærere.

 

Den 2. november har bestyrelsesformand for Systime, direktør for Gyldendal, Morten Hesseldahl inviteret medarbejdere, forfattere og venner af huset til afskedsreception. Mikkel vil dog fremover være tilknyttet Gyldendal som ekstern rådgiver. Bl.a. skal han undersøge mulighederne for salg af netop Systimes digital platform i udlandet. Og lur mig, om ikke også han pusler med andre nye projekter, når dagene ikke længere er fyldt helt ud med SUSU.

Direktør for Gyldendal Uddannelse, Hanne Salomonsen, er ny administrerende direktør for Systime A/S.