Systime tror på samarbejde og åben dialog. Det gælder både, når det handler om brugerne af vores iBøger®, og når det vedrører teknikken bag.

Det tekniske system, der driver vores iBøger®, er en open source software, der hedder TYPO3. Systime bruger TYPO3 intensivt og vi udvikler samtidig forbedringer til systemet – dermed giver vi noget tilbage.

En ny version af TYPO3 udkommer i april. Systime er derfor vært for en tre dages Code Sprint d. 23.-25. februar, hvor Systimes udviklingsteam – sammen med en gruppe kerneudviklere fra hele Europa – lægger sidste hånd på den kommende version.

Ved samme lejlighed danner Systime også rammen for et eftermiddagsarrangement for danske TYPO3-softwarehuse. Her vil en TYPO3-kerneudvikler fortælle om de tekniske forbedringer, som findes i den kommende version. To af Systimes udviklere vil fortælle om de meget centrale og fundamentale tekniske bidrag, som Systime har lavet i den kommende version, samt redegøre for, hvordan andre kan drage nytte af dem.

Centralt blandt de bidrag Systime har lavet er forbedringer i ydelsen, så iBøger® nu kører endnu mere effektivt. Det betyder, at mindre energi skal bruges til at drive iBøger® og dermed (endnu) mindre CO2-udslip – hvilket er i tråd med Systimes ambition om at være det grønne forlag.