Ny bog om Det gode Samfund

Kampen for det gode samfund – historie, samfund, religion er seneste skud på stammen i Systimes serie af tværfaglige titler til historie, samfundsfag og religion.

Udgivelsen er udarbejdet med henblik på undervisningen i Kultur- og samfundsfaggruppen, men den egner sig glimrende til alle former for tvær- eller enkeltfagligt arbejde, der drejer sig om tilblivelsen og udformningen af den moderne danske velfærdsstat.

Bogen er bygget op med særfaglige grundkapitler til henholdsvis historie, samfundsfag og religion.
Udgivelsen er spækket med spændende nyt kildemateriale, masser af opgaver og korte og klare introduktioner til relevant teori og metode nøje tilpasset bogens stofområder og elevernes faglige niveau.

Udover de tværfaglige kapitler rummer bogen et fællesfagligt tema om Retfærdig fordeling. Her gives introduktioner til ulighedens historie, ulighed og omfordeling i velfærdsstaten og forskellige kristenretningers opfattelser af rigdom, fattigdom og ulighed.

Kampen for det gode samfund har det danske samfund som omdrejningspunkt, og eleverne inviteres til at diskutere historie, demokrati, ideologier, velfærd, konkurrencestat, globalisering, kristendom og sekularisering. Udgivelsen sigter mod at øge elevernes forståelse af det samfund de lever i, for at sætte dem i stand til at danne egne holdninger og selv tage del i kampen for det gode samfund.


Vis alle nyheder