Udviklingsdage på Systime

Hvem drømmer ikke om tid og rum til udvikling, fordybelse og eksperimenter? Den drøm gjorde Systime for nylig til virkelighed, da stramme planer, sprint og Google Sheets blev skiftet ud med åndehuller til at afprøve, udforske og lære.

De fleste sidder i mindre grupper rundt om i vores store, åbne kontorer på 2. og 3. sal. En enkelt gruppe kan man skimte udenfor gennem vores vægstore vinduer. De er på vej ned ad gaden og ud i verden efter inspiration. Vi har første udviklingsdag på Systime, og stemmerne fra grupperne summer og bobler. Det er tid til at aktivere de kreative og innovative sider hos os alle medarbejdere, for vi har fået fire dage fordelt på fire uger til at arbejde med et selvvalgt projekt, som ligger udenfor det, vi ellers har tid og mulighed for.

Fra deadlines til fordybelse

Normalt er dagligdagen på Systime præget af produktionsplaner og deadlines – og opgaver, der kører i 14-dages sprint, som fx it-udvikling, copyrightopgaver og produktion af papirbøger. Blandt medarbejderne opstod der derfor et ønske om tid til fordybelse og udvikling uden for de normale og forholdsvis stramme rammer.

Som et eksperiment afsatte ledelsen herefter fire udviklingsdage, hvor medarbejderne kunne arbejde med det, som de hver især havde lyst til, så længe det kunne skabe værdi for Systime.

“Dagene giver mulighed for at arbejde med andet end de prioriterede, fastlagte opgaver. Betingelsen er blot, at man arbejder med noget, der ligger inden for Systimes overordnede strategiske horisont og forretningsområde,” forklarer Birte Ravn Østergaard, markedsdirektør og med-initiativtager til udviklingsdagene.

Kreativitet og udvikling for fuld udblæsning

Udviklingsdagene blev indledt med en halv opstartsdag, hvor medarbejderne først pitchede ideer, og efter en kort ideforbedringsrunde, kunne melde sig til at arbejde med netop den ide, som man havde mest lyst til. Der var stor bredde og iderigdom i projekterne, der, blot for at nævne nogle få, talte oplæsningsapp, dynamiske landkort, wanna be-coffee table books i BookCreator, portfolioværktøj og Facebook Instant Experience. Sammenlagt blev der nedsat 12 arbejdsgrupper med hver sit udviklingsprojekt.

I de efterfølgende udviklingsdage styrede grupperne selv tid og retning frem mod afslutningen af de fire dage, hvor der var arrangeret fælles præsentation af udviklingsarbejdet.

“Udbyttet af udviklingsdagene er blevet over al forventning, både mht. det sociale, da gruppesammensætningen har været på tværs af teams, men afgjort også mht det driftsmæssige, da vi har fået udviklet flotte prototyper, mockups og relevant indhold, som vi umiddelbart kan implementere. Derudover har vi fået indsigter og viden, som vil gavne og inspirere på den lange bane”, fortæller Birte Ravn Østergaard.

Hvorvidt udviklingsdage bliver en fast, integreret del af Systimes udviklingsarbejde, er endnu uvist. De lægger sig i hvert fald fint i forlængelse af Systimes motto: SUSU (Systime Under Stadig Udvikling). Og der er ingen tvivl om, at alle medarbejdere fik rørt de kreative og innovative muskler og mon ikke det har styrket arbejdstrivsel, motivation og produktivitet?


Vis alle nyheder