Tor Nørretranders: Så er det jeres tur

Kære Gymnasielærere. Så er det jeres tur. Nu skal I til at lære noget. For alvor. Noget nyt, noget vigtigt, noget livgivende og bevidsthedsudvidende. I skal lære, hvad jeres faglige viden kan bruges til, hvorfor den er vigtig, og hvor langt den rækker under den enorme omstilling, der venter verden på vejen til en bæredygtig civilisation.

Det er en stor mundfuld, men I har til gengæld verdens bedste vejledere til at hjælpe jer: Jeres elever. Unge mennesker i den bedste og mest åbenmundede alder, som er fulde af vitaminer og noget helt afgørende: Udsigten til at leve langt ind i fremtiden. Det er de unge, der for alvor og med stor adræthed forstår, hvor meget det haster med omstillingen til en grønnere og mere bæredygtig verden: Hvordan vaner skal ændres, produktionsformer og produkter, ja, samfundet skal ændres i alle dets porer. De unge har det friske syn på sagerne, og de har den livshorisont, der gør, at de tænker i det lange perspektiv.

Jeres elever har fingeren på pulsen og ikke så meget at miste af det gamle liv og de gamle vaner. Lyt til dem. Lyt til, hvad de inderst inde tror på og drømmer om for fremtiden. Lyt til, hvordan de ville skabe en bæredygtig verden - hvis de ellers kunne. Men det kan de ikke uden videre, for de mangler noget: Penge, javel, indflydelse, javel, erfaring, javel, men alt det får de hen ad vejen. Men det, de allermest mangler, er værktøjer, viden og teoretisk fundament: Sprog, kodning, matematik, historie, ånd, lille tabel, naturfag. Der er brug for det hele, hvis man vil ændre verden. Man skal bruge al den ballast, man kan skaffe sig.

Det er jo det, du har som lærer. Du ved om alle de her ting. Du har de værktøjer, de unge skal bruge for at bygge den verden, der skal være, når du ikke er her mere.

Men de ved det ikke. Du ved det ikke. Det er det, der er problemet.

Det er svært for unge – og for os andre – at indse, at de gamle klassiske, møgkedelige fag, som vi kender dem fra skolen, jo præcis er dem, der skal til for at bygge en anden verden. Når man opfinder en vindmølle, bruger man skruer, møtrikker og bolte, som hører en anden industriel epoke til. Når man fermenterer vidunderlige fødevarer ud af vilde planter, bruger man den mikrobiologiske viden, der er skabt til helt andre formål. Når man skriver en international appel om at begrænse udledning af plast i havene, bruger man den engelske grammatik, man fik terpet ind med helt andre midler. Når man digter nye, vidunderlige sange om en anden verden og fremsiger hidtil uhørte poetisk skønhed, bruger man ord fra en anden og nedslidt tid.

Den nye verden skal bygges med brokker af den gamle verden og med brokker af den gamle verdens viden. Derfor er der brug for den gamle verdens viden.

Men man kan ikke udlede og deducere den nye verden ud af den gamle verden. Man kan ikke stirre på en møtrik og regne ud, hvordan man fanger den vedvarende energi, der strømmer gennem miljøet. Der skal noget andet til: Græsrødder og visionære smedemestre, der tænker vilde tanker. Der skal fysikere på universitetet og driftige forretningsfolk til. Der skal nogen til, som vil frem.

Det er det, de unge vil. De har drømmene og visionerne og føler det akutte behov for, at vi skal noget helt andet, end vi plejer. Du har møtrikkerne og grammatikkerne og evnen til at rette blækregning.

I skal bruge hinanden. Men du kan ikke få fat i de unges opmærksomhed ved at vise dem en møtrik. De skal få fat i din opmærksomhed ved at fortælle om alt det, de vil og skal og må for at få sig et godt liv ind i en bæredygtig fremtid. Og så skal du komme og lade dig inspirere til at fortælle dem om møtrikkerne. Men lyt først, lærer. Lær af den konkrete verden derude. Hvis din teoretiske viden er noget værd, så kan den tale med om alt. Fysikkens love findes i alle genstandes virkemåde, kemiens love findes i al stofomsætning, fremmedsprogene findes i globale folkelige bevægelser, kulturhistoriens dybeste spørgsmål bliver vakt til live, når verden opfinder en ny form for samfund og civilisation.

Eleverne skal ikke komme til dig. Du skal komme til dem og spørge, hvor de vil hen. Når de så har haft ordet og forklaret, kan du øse løs af dit skatkammer af viden.

Du er fremtidens tjener. Du skal lære af de unge, som har fremtiden for sig. Så bliver det rigtig sjovt at være gymnasielærer.

Ordet affald er et godt eksempel. I 1700-tallet betød affald “at falde af”. Eksempelvis, som anført i datidens “Videnskabernes Selskabs Ordbog”, at løvet faldt af træerne i efterhøsten. Med andre ord: Træernes blade opgiver sommerens projekt med at være solfanger og lader sig falde ned og bliver til muld, hvori nye træer kan gro. Affald var dengang noget optimistisk, noget med at komme videre i livets store kredsløb og få en ny rolle i livet.

Men så er der sidenhen nogen, der har asfalteret eller lagt perlegrus ud nedenfor træet. Så kan bladet ikke falde helt ned og blive til muld, men bliver bare liggende og fedter på vejen. Dermed bliver det til affald på den moderne måde, i den nutidige betydning af ordet: Noget, der er til overs, noget man skal skaffe sig af med, noget man ville ønske ikke var der.

Historien om ordet affald handler om både sprogets udvikling, naturens kredsløb, den moderne civilisations mangel på kløgt og endda også om fremtidens løsning: Det hele skal køre i kredsløb.

Så der er mange fag involveret. Der er brug for alle fag for at forstå det her fuldt ud.

Kære Gymnasielærere – vær stolte af jer selv. Vær endnu mere stolte af jeres elever. Og lyt til dem. De er fremtiden. Din og min – og mest af alt deres egen.

Mange hilsener,

Tor Nørretranders

Student fra Det frie Gymnasium, 1973.


Vis alle nyheder