Elevstemme – at lære er at overskride sig selv

Stemmen er en stærk markør for aktiv deltagelse i undervisningen. Men selvom vi prøver alt muligt for at skubbe til eleverne, så er mange af dem stadig stille og tavse i klasserne. Vi har talt med Mette Alma Kjærsholm Boie, der i sin ph.d. går bag om fænomenet elevstemme i gymnasiet.

Kinder, der bliver varme, hænder, der ryster og en puls, der dunker i brystet. De fleste af os kender de reaktioner, der kan følge med, når vi skal sige noget højt foran mange mennesker. Sandsynligvis bliver det bedre med årene, men når man er ung, usikker og utrænet i kunsten at bruge sin stemme i en bestemt kontekst, kan det være ubehageligt svært.

Som med alt andet er det at bruge sin stemme – også i undervisningssammenhænge – noget man skal lære. Og derfor er sved og sitren helt naturlige reaktioner. Det kan nemlig være indikationer på, at vi er i gang med at lære noget.

“At bruge sin stemme kan være en eksistentiel oplevelse. Selvom det kan føles behageligt, skal vi se det som et tegn på, at vi er ved at overskride noget vigtigt eller bevæge os et sted hen, vi ikke lige kender. Den sitren, vi oplever, kan være et tegn på, at her er der ved at ske en udvikling”, forklarer Mette Alma Kjærsholm Boie, som er ved at lægge sidste hånd på sin ph.d. ”Elevstemmer i gymnasiet – uddannelse overgår alle”.

At tale eller tie
Vi vil så gerne have eleverne til at være mere aktive i timerne, deltage og ikke mindst sige noget. Og der er blevet skrevet en del om elevers mundtlige deltagelse eller mangel på samme. Især om hvorfor elever siger noget eller ikke siger noget. I sin ph.d. går Mette Alma Kjærsholm Boie et skridt videre eller rettere sagt et skridt tilbage og undersøger selve fænomenet elevstemme.

Undersøgelsen tager elevernes perspektiv og fokuserer på det at sige noget eller ikke at sige noget – at være deltagende gennem sin stemme, som enten er tavs eller taler.

“Det er ikke en undersøgelse af, hvorfor elever siger noget eller ikke siger noget. Jeg forsøger i stedet at indkredse, hvordan elever kan opleve at sige noget eller ikke sige noget, og hvordan de reagerer, når de skal sige noget”, forklarer hun.

Og det viser sig, at mange elever oplever, at det at sige noget eller ikke sige noget er meget kropsligt forankret og forbundet med fysisk ubehag som varme, hjertebanken, klump i halsen eller tørhed i munden.

“Og netop de fysiske manifestationer, som følger med, når elever skal bruge deres stemme i klasserummet, har vi måske ikke haft så meget blik på i vores tilgang til eleverne,” siger Mette Alma Kjærsholm Boie.

Stemmen som funktion
I Danmark er vi meget fokuserede på, hvordan vi imødegår eleverne på ungdomsuddannelserne. Vi diskuterer didaktik og pædagogiske tiltage i forhold til fx at fastholde eleverne, håndtere stress og sårbarhed, til at motivere og aktivere. Alle de store problemstillinger, som viser sig i livet som ung, og som således også viser sig i gymnasiet.

“Eleverne kan sagtens se, at det er fornuftigt at deltage med deres stemme i undervisningen. De ved fx også godt, at de skal sige noget for at få en god mundtlig karakter. Alligevel sidder de nogle gange der med det rigtige svar og forholder sig tavse, får ingenting sagt. Det forsøger vi så at imødekomme ved at afprøve stribevis af pædagogiske tiltag, som skal skabe klare rammer, tydelig lærerstyring og gode lærer-elevrelationer, som skal fremme elevernes motivation og få dem til at være mere aktivt deltagende i timerne,” forklarer Mette Alma Kjærsholm Boie.

Med aktive mener vi først og fremmest, at eleverne skal sige noget. For stemmen er blevet en funktion for, hvad eleverne kan, hvad de ved, og hvem de er. Som undervisere vurderer vi ofte eleverne efter hvad, hvor meget og hvor tit de siger noget.

“Nogle elever er rigtig gode til at bruge deres stemme – også strategisk, for de er meget bevidste om, at stemmen er afgørende for, hvilke karakterer de ender med at få. Men trods alle vore pædagogiske tiltag, så må vi konstatere, at elever stadig er stille i undervisningen, og de har siddet der i årevis. Så måske skulle vi forsøge at gøre noget andet, end vi hidtil har gjort,” siger Mette Alma Kjærsholm Boie og understreger, at stemmen ikke er en funktion, som man pr. definition mestrer.

“Tavsheden er hverken et udtryk for dumhed eller dovenskab, eleverne i materialet peger samstemmende på, at de gerne vil sige noget. De kan bare ikke. Så måske handler det om noget fundamentalt menneskeligt; noget eksistentielt, som siger noget om vores måde at være i verden på, der ikke kan parkeres, bare fordi vi træder ind i klasserummet,” siger Mette Alma Kjærsholm Boie og pointerer, at hvis vi ikke anerkender, at det kan opleves angstprovokerende at sige noget, og hvis vi bliver ved at møde eleverne med, at de skal mestre stemmen, så kan vi komme til at forstærke deres opfattelse af, at de ikke kan noget. Ikke engang sige det rigtige svar højt.

Det handler også om, at lærere og eleverne skal opleve og acceptere, at når man lærer noget, så handler det ligeså meget om famlen, usikkerhed, uvidenhed og at udstille sin usikkerhed. Det er stor del af læreprocessen, forklarer Mette Alma Kjærsholm Boie.

Slip styringen og gå i resonans
Som underviser er der en lang række emner og vinkler, som man skal nå igennem i løbet af et år. Sammen med ny reform, nye læreplaner og løbende økonomiske besparelser, er det sin sag at få den didaktiske trekant til at gå op i en højere enhed samtidig med, at man afprøver nye pædagogiske tiltag.

Ifølge Mette Alma Kjærsholm Boie skal vi minde os selv om, at der knytter sig en oplevelse af ubehag til læreprocessen – og at det ubehag opstår, fordi man er i gang med at lære noget.

“Men måske skal vi også kigge lidt mere på processer frem for korrekte svar og perfekte præsentationer, siger hun og henviser til den tyske sociolog Hartmut Rosa, der taler om det at gå i resonans med eleverne, sådan at det faglige stof bliver mediator mellem lærer og elev. Men hvordan åbner man stoffet og gør elevernes nysgerrighed til drivkraft for læring?

“Måske skal vi som undervisere også turde være i uvidenhed sammen med eleverne. Måske skal vi turde stille spørgsmål eller opgaver, som vi ikke selv kender svaret på? Måske skal vi give eleverne en tekst eller en opgave, vi ikke selv har læst eller løst? Måske skal vi turde give slip? Det er jo også angstprovokerende, men hvis vi nu også så os selv som lærende, så kunne det måske skabe resonans at dele en tekst med eleverne, man ikke selv har læst. Underviseren har jo stadig sin faglighed”, slutter Mette Alma Kjærsgaard Boie.

Mette Alma Kjærsholm Boie

Mette Alma Kjærsholm Boie er videnskabelig assistent og ph.d studerende på CUDiM, Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier på Aarhus Universitet.

Mette Alma Kjærsholm Boies undersøgelse tager udgangspunkt i 12 kvalitative interviews med 6 drenge og 6 piger fra forårssemesteret i 2. g samt mere end 80 oplevelsesbeskrivelser, kaldet levede erfaringsbeskrivelser, fra fire 2. g klasser, henholdsvis HHX og STX-elever.

På forskningssiden er Mette Alma Kjærsholm Boies undersøgelse en alternativ stemme til den sociologiske og psykologiske stemme i forskningen inden for ungdomsuddannelserne.

“Af mange grunde er det jo vigtigt, at man siger noget. Jeg undersøger “elevstemme” som et selvstændigt fænomen, så jeg indhenter oplevelser af at være i stemmen, når den siger noget, og når den ikke siger noget. Hvad kendetegner den? Hvordan manifesterer den sig, og hvad kan den være udtryk for? Med den viden om “elevstemme”, står vi forhåbentlig med alternative muligheder for at imødekomme elevers stemmer ad andre veje, end vi hidtil har gået.


Vis alle nyheder