Vi har behov for teknologifantasi

Teknologi, matematik og naturvidenskab står højt på uddannelsernes dagsorden. Elevernes kompetencer skal styrkes, så alle kan deltage i og være med til at udvikle samfundet i en teknologisk og digital retning. Men står det til Rikke Toft Nørgård så mangler regnestykket noget humaniora for at gå op.

RIKKE TOFT NØRGÅRD

Rikke Toft Nørgård er lektor på Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier på Aarhus Universitet. Hendes forskningsarbejde er særligt fokuseret på værdibaseret, visionsdrevet design thinking. Rikke Toft Nørgård har en Ph.D in digital spil med fokus på spillerens interaktion og erfaring med spildsign og - teknologi.

Kineserne kommer, ældrebyrden eksploderer, indlandsisen smelter og robotterne æder vores arbejde. Udfordringerne står i kø, og svaret er ifølge regering, erhvervsliv og uddannelsesledere: STEM-uddannelserne. STEM står for Science, Technology, Engineering og Math. Og de skal redde os.

Men ifølge Rikke Toft Nørgård, lektor, Ph.D, på Aarhus Universitet, er STEM kun en del af svaret. Vi har bedt hende skyde med skarpt på seks uddybende spørgsmål:

1. HVAD KAN ARTS BIDRAGE MED SOM STEM-UDDANNELSERNE MANGLER?

Vi lever i en uforudsigelig verden med såkaldte wicked problems hængende over hovedet - klimakatastrofe, et usikkert arbejdsmarked, en overbefolket klode. Og når så dekanen, DI eller Ahlers kommer forbi, så lyder det, at det er STEM, der skal redde os. Og ja, STEM-fagene er super gode til at arbejde løsningsorienteret med konkrete identificerede udfordringer, men problemet er, at de forsøger at løse de problemer, vi står i lige nu i stedet for at tænke over, hvilken fremtid vi overhovedet kunne ønske at befinde os i.

Ifølge Teknologipagten skal vi have 40% flere med en STEM-uddannelse. Og ja, vi har brug for flere ingeniører og programmører. Men vi skal passe på ikke at ende dér, hvor vi endte i 00’erne, hvor alle råbte på hjemmeside-designere og datamatikere, men da de endelig blev færdiguddannede, fik rigtig mange af dem slet ikke noget job, fordi udviklingen nærmest havde overflødiggjort netop de jobs. Det er en farlig leg, for hvad har vi brug for om 5-10 år – er det nødvendigvis flere ingeniører og færre ’kulturantropologer’?

Det, vi i hvert fald mangler nu og her, er en humanistisk teknologipagt med lige så meget velvilje og økonomi bagved som den STEMificerede. Vi skal gerne ender ud med en indsats, hvor de to sider gensidigt anerkendes. På den måde kan de begynde at arbejde sammen.

Humaniora - og især de mest “ubrugelige” af de humanistiske fag – hvis man lytter til omverdenen – dramaturgi, musik, litteraturvidenskab, antropologi for eksempel, de kan netop noget helt andet. Og det er netop dette andet, vi har brug for inden for den teknologiske udvikling lige nu. De kan så at sige forestille sig ting, man ikke kan forestille sig.

De her fag i særdeleshed, og de humanistiske fag generelt, handler om at trænge dybere ned i et fabulerende forståelseslag, at komme om på vrangsiden af virkeligheden og undersøge, hvad der er deromme. De muliggør det, jeg kalder teknologifantasi.

2. TEKNOLOGIFANTASI? KAN DU KOMME NÆRMERE IND PÅ, HVAD DET ER?

Humaniora tør stille nogle grundlæggende spørgsmål, som fx: hvad er det for en fremtid, vi gerne vil have? Ønsketænkning, fantasterier og dagdrømmeri er mere end velkommen her. Ud over trinvis systematisk problemløsning ud fra den nutid vi står i, skal vi også kunne hoppe til den fremtid, der er ønskværdig for os og først dernæst forsøge at finde ud af, hvordan vi kommer tilbage til nutiden. En form for fantasi-baseret ’backwards engineering’ – en pendant til STEM-fagenes problemløsning af wicked problems, som jeg kalder for de humanistiske fags fremmanelse af wicked ideas.

Lige nu er der ikke særligt meget kernehumanistisk fantasi på spil inden for felter som teknologiforståelse, computational thinking eller teknologibrug i det hele taget. Det handler om, at vi skal forstå teknologien, at vi kan gennemskue den, eller at vi har en ordentlig brug. På den måde bliver det teknologien, der sætter vores mulighedsrum. Humanistisk teknologifantasi åbner op for noget helt andet. Det handler om at fantasere og fabulere med teknologien, og så kan alt jo ske, for så er det jo kun vores forestillingskraft, der sætter rammerne for teknologien. Spørgsmålet bliver i stedet: Hvad vil vi gerne med teknologien, hvad er det for en teknologidrøm, vi gerne vil realisere, hvad er det, vi gerne vil have teknologien til at hjælpe os med at fortælle eller sige noget om? Teknologi blive på den måde ikke noget, vi primært skal forstå, men noget vi kan udtrykke os med. Der står fx ikke noget sted i fagmålene, at vi ikke kan programmere robotballet eller arbejde med algoritmer, der skriver digte, overhovedet ikke.

3. ROBOTBALLET, HVORFOR GIVER DET MENING?

Rikke arbejder med robotter i sin forskning.
Rikke arbejder med robotter i sin forskning.

Jamen, på hvilket plan giver det ikke mening? Selve ordet sætter allerede en masse ting i gang. Hvis robotter danser ballet, hvordan gør de det så? Danser de ballet på samme måde som mennesker?

Når man tænker teknologiforståelse på baggrund af Arts, så sker der noget andet, end hvis man alene gør det på baggrund af STEM-fagene. I det hele taget så sker der noget nyt, når Arts og Science bliver ligeværdige dansepartnere. Når fx ’Familien Robot’ kommer på besøg i børnehave, så begynder børnene at lege robot. De begynder at tænke over, hvad det vil sige at være robot. Drømmer robotter? Hvad spiser de? Hvordan taler man til en robot?

Der er ikke noget at vinde ved at lave robotfamilier eller robotballet – det er nytte-løst og u-brugeligt – det redder ikke de gamle, de fattige eller miljøet – men det kan måske redde os som mennesker, vores fantasi og vores teknologiske livs-kraft.

For hvis vi ikke har kunst, kultur, drømme og fantasi, så er vi ilde stedt som mennesker. Så kan robotterne ligeså godt komme og erstatte os, for så er der pludselig ikke den store forskel på os og dem.

4. HVORDAN KAN UNDERVISERNE INDDRAGE TEKNOLOGIFANTASI I UNDERVISNINGEN?

I dag handler det meste af undervisningen om nytteværdi, brugbare kompetencer og problemløsning. Men hvis vi gerne vil sætte skub i livet, kreativiteten, idérigdommen, så drejer det sig om at udvide de unges forestillingskraft – at få teknologiforståelse og teknologifantasi til at spille sammen.

Lige nu har vi hverken en tænkning, et sprog eller tilstrækkeligt med initiativer for det at undervise i teknologifantasi. Vi må have et sprog for at tale om det, så vi kan se, hvad der træder frem.

Og vi må have initiativer og udviklingsprojekter for at modne det, så vi ved, hvordan vi kan praktisere det. Jeg arbejder fx selv med både folkeskoleelever og universitetsstuderende omkring det, jeg kalder ønskværdige fremtidsøer og mulige teknologiutopier. Ja, det lyder fjollet, men det åbner op for engagerede samtaler, fremtids-skabelse og overvejelser omkring, hvilket samfund vi egentligt ønsker os. Elevernes fantasi, kreativitet og opfindsomhed bliver vakt, når de skal blive enige om i fællesskab at opstille en teknologisk fremtid, de faktisk ønsker at befinde sig i sammen.

5. HVORDAN KAN FORLAG OG FORFATTERE INTEGRERE TEKNOLOGIFANTASI I UNDERVISNINGSMATERIALER?

Der er allerede mange praksiseksempler derude på, hvordan teknologi kan bruges til at udvikle materialer, der inddrager teknologifantasi. VR bruges på en fantastisk måde i historieundervisningen, hvor eleverne kan få steder som Vesterhavet til at komme til live og gøre fortællingen om Vestkysten under 2. verdenskrig levende. Elever, der programmerer deres egne computerspil om Vikingetiden i Danmark og England og pludselig ser, at den opleves og fortælles meget forskelligt fra de to perspektiver.

Problemet er, at erhvervslivet og politikerne ikke helt har opfanget det, fordi de ofte ender med at tale med og støtte op om STEM-siden af spektret.

Når man fx nedsætter en Teknologipagt, opretter et bredt fag i teknologiforståelse, vælger folk til udvalg eller udvikler undervisningsmaterialer til programmering, computational thinking eller IT-kreativitet, så må man have øje for, at man har en balance mellem Arts og STEM.

Og vel at mærke ikke kun de dele af Arts, man forstår ellers synes er oplagte, men måske præcis de dele af Arts, som virker mest fremmede.

Det er afgørende, at vi lukker op for fantasien og forestillingskraften også i undervisningsmaterialet, og det er afgørende, at vi skal tage de unge mennesker og den fremtid, de drømmer om, lidt mere alvorligt. Hvem siger, at de ikke ville kunne være med til at udvikle undervisningsmaterialer, der sætter fantasien og forestillingskraften med teknologier i spil på en måde, der giver mening for de mennesker, der skal bruge dem?

6. SER DU TEGN HOS REGERING, ERHVERVSLIV OG I UDDANNELSERNE PÅ MERE ÅBENHED OVER FOR OG ANERKENDELSE AF, AT DER MANGLER EN HUMANISTISKE SIDE I STEM SOM EN VÆSENTLIG DEL AF FREMTIDENS REDNINGSPLANKE?

Ja, jeg ser faktisk en større åbenhed. Alle er fortrøstningsfulde på humanioras vegne og anerkender dens vigtighed. Erhvervslivet anerkender også, at de har brug for humanister. Problemet er, at regeringen og erhvervslivet, uddannelserne og EU kun har fat i et lille hjørne af, hvad humaniora er og kan, og det er netop det lille hjørne, som er forståeligt for dem. Det vil sige de dele af humaniora, som allerede lægger sig mere eller mindre op af STEM-faglighederne. Men det er ikke kun der, potentialerne ligger. Det er ikke nødvendigvis fra det hjørne, den vilde og viltre teknologifantasi kommer, eller dèr hvor der sker ting, vi slet ikke kunne forestille os, der kunne ske. De ting sker kun, hvis vi tør at stille os et sted, der er helt åbent, og hvor vi ikke allerede ved, hvad vi kigger efter. Hvor vi ikke behøver at forstå formålet, men tør at eksperimentere løs i hjertet af humaniora og på måder, der sigter mod det utopiske, naive, drømmende og ønskværdige.

Omvendt kræver det selvfølgelig også, at humaniora tør lege med. Humaniora bliver nogle gange lidt for hurtigt bange for at blive besudlet af den her tænkning.

For at komme fremad mod ønskværdige fremtider og for at kunne drømme vildere og dybere med teknologien, så må humaniora og STEM begynde at lytte mere til hinanden. De skal kunne lege sammen uden at ville styre eller bestemme legen for hinanden. Kun på den måde kan vi klæde den næste generation på til at folde drømmenes faner ud.


Vis alle nyheder