Nye 2019-tekster og nyt arkiv

Udvalget af 2019-tekster er på plads, og det vil sammen med nye arbejdsspørgsmål være at finde i iBogen til skolestart. Og som noget nyt kan vi nu også præsentere et arkiv med de ellers udgåede tekster fra 2010-2013.

Antologien De seneste fem års litteratur kan snart præsentere en ny håndfuld tekster fra nogle af Danmarks bedste forfattere. Denne gang er vi nået til perler fra bogsæsonen 2019, der blandt andet bød på interessante bøger fra Svend Åge Madsen, Dy Plambeck, Kristian Bang Foss, Cecilie Lind og debutanten Amalie Langballe. Vi har nøje udvalgt uddrag, som vi er sikre på, vil fungere godt i danskundervisningen på ungdomsuddannelserne. Alle tekster er forsynet med arbejdsspørgsmål, der kan åbne teksterne op for elever og lærere.

Også denne udgave af De seneste fem års litteratur har en introduktion, hvor elever og lærere præsenteres for mulige forbindelseslinjer mellem antologiens tekster. Du kan fx bruge introduktionen som introlæsning og derfra lade eleverne selv vælge, hvilke tekster og strømninger I vil fordybe jer i.

Som noget nyt er der i iBogen nu etableret et arkiv, hvor du kan finde gode tekster fra de foregående fem år. Det er vi rigtig glade for. For selvom vi hele tiden forsøger at følge med og ustandseligt er på jagt efter nye gode tekster og spændende debuter, så holder vi også meget af nogle af de nyklassikere, der gennem de sidste år har vist deres værd.

Antologien findes også som trykt bog Fem års litteratur 2010-2014 og senere på året kommer efterfølgeren Fem års litteratur 2015-2019, så man også analogt kan nyde tidens stemmer og bladre løs i de mange forskellige tekster, der præger samtidslitteraturen.


Vis alle nyheder