Brugerne bidrager til konkrete forbedringer

Brugerinddragelse har efterhånden i mange år været en væsentlig del af forlagets transparente udgivelses- og udviklingsproces. I går gik vi for eksempel i gang med at ændre design af en funktion efter anmodning fra en elev.

Det er ikke bare noget, vi siger. Vi mener det. Vi inddrager vores brugere, for vi ved godt , at det er dem, der sidder med hænder og hoved dybt begravet i vores udgivelser. Mange undervisere benytter sig af muligheden for at bidrage med kommentarer, idéer og konkret indhold til udgivelser både under og efter forfatterens skriveproces. Og hver dag kommer der kommentarer ind gennem vores “Sig din mening” knap, som findes på hver eneste side i iBog®.

Det kan være alt fra en elev, der har fundet en stavefejl, en lærer der har fundet en faktuel fejl, eller bare én der vil sende ris eller ros til en forfatter. I går var der for eksempel en elev, der gjorde os opmærksom på, at han i længere tid havde bøvlet, når han skulle gemme sine noter. Han var hele tiden lige ved at trykke “slet” i stedet for “gem”, fordi netop “slet” knappen var placeret lige ved højre hånd og fremhævet med en farve til forskel fra “gem” knappen, der var helt neutral. Det, syntes han, var uhensigtsmæssigt, og derfor skrev han.

Det er vi naturligvis utrolig glade for. Så nu er en IT-udvikler og en UX-designer i gang med at finde en løsning. Og de regner med at den reviderede funktion går live i næste uge.

Læs mere og se foreløbig udkast til det nye design: Brugerne bidrager til konkrete forbedringer


Vis alle nyheder