Et rummeligt materiale til en rummelig uddannelse

FGU skal inkludere en bred og broget skare af elever. Den diversitet forsøger forfatterne at afspejle i det undervisningsmateriale, de er i gang med at udvikle til skolestart 2019. Vi har talt med et par af dem, der arbejder på højtryk for at være klar.

Målgruppen på FGU spænder vidt. Derfor skal undervisningsmaterialet også spænde vidt. For det skal fange både hende, der ønsker at afprøve drømmejobbet som fx kok eller tømrer, hende der har flere uafsluttede ungdomsuddannelser bag sig, og ham der gerne vil ind på fx kunstakademiet. FGU samler en række tidligere undervisningstilbud og lægger én samlet uddannelse ud til alle unge mellem 16 og 25, som ikke er i gang med en ungdomsuddannelse eller i job. Formålet er at ruste de unge fagligt, personligt og socialt, så de kan gennemføre en ungdomsuddannelse eller få fodfæste på arbejdsmarked.

På forlaget Systime er en række forfattere i fuld gang med at udvikle det materiale, der skal dække den almene del af FGU. Vi har talt med AVU-lærer Malou Krogh, formand for læreplansgruppen til engelsk og medforfatter til Engelsk fgu og tidligere AVU-lærer, Line Märcher Ottosen, der arbejder på et materiale til Identitet og medborgerskab, et nyt, omfattende fag, der samler elementer fra syv, otte andre fag, som psykologi, sociologi, religion og historie.

Begge forfattere har et indgående kendskab til de kommende FGU-elever, bl.a. fra deres erfaringer fra AVU.

“Jeg har i mange år arbejdet med unge, som ikke lige tager den slagne vej,” siger Line Märcher Ottosen og fortæller, at hun stadig dagligt har kontakt med unge i samme aldersgruppe.

"Som tidligere AVU-lærer har jeg erfaringer med, hvem de er, hvilke emner der er relevante, og hvad der rører sig hos dem. Så når jeg sidder og laver nedslag i det her stofområde, så tænker jeg på, hvad der har betydning for netop de her unge mennesker," siger hun.

På samme måde udvælger også Malou Krogh og hendes medforfatter Pia Skovgaard Rasmussen tekster og emner, der både er relevante for læreplanen og interessante for målgruppen, ligesom de har prioriteret opgaver, der forsøger at aktivere eleverne og få dem ud i virkeligheden for at prøve deres engelskkundskaber af.

Læs artiklen i sin fulde længde her: Et rummeligt materiale til en rummelig uddannelse


Vis alle nyheder