Psyke og eksistens - fire kanonforfattere efter 1940

Om dette iForløb

Målgruppe: Dansk A-niveau. 2.-3.g.

Tid: Ca. 12 moduler á 90 minutter.

Elevforudsætninger: Eleverne har kendskab til basal tekstanalyse og hovedgenrer samt væsentlige litterære undergenrer som f.eks. novelle, roman og kortprosa.

Faglige mål: Jf. vejledningen 2017. Forløbet understøtter primært følgende faglige mål:

  • analysere, fortolke og perspektivere fiktive og ikke-fiktive tekster i alle medier
  • dokumentere kendskab til en bred repræsentation af dansk litteratur gennem tiderne med perspektiv til litteraturen i Norden, Europa og den øvrige verden.
  • demonstrere viden om og kunne perspektivere til træk af den danske litteraturs historie, herunder samspillet mellem tekst, kultur og samfund.
  • demonstrere viden om og reflektere over fagets identitet og metoder.

I forløbet arbejder vi med emnet psyke og eksistens som ramme for læsning af kanonforfatterne Karen Blixen, Martin A. Hansen, Peter Seeberg og Klaus Rifbjerg. Vi inddrager centrale filosofiske og psykologiske grundideer fra det 20. århundrede, og der indgår tekster med både realistiske og modernistiske træk. Således understøtter forløbet både dannelsesmæssige og studieforberedende formål. Endvidere er der et element af digital dannelse, og i miniprojekterne lægges op til kreativ og innovativ tænkning og handling.

Læringsressourcer: Materialet er hentet fra flere værker i Systimes iBogsbibliotek samt bøger og andre hjemmesider. Der henvises til medietekster.

Didaktik og lærerrolle: Til alle moduler er der opgaver, som også kan angive læseformål ved lektiegivning. Materialet lægger op til klasseundervisning, herunder par- og gruppearbejde, bl.a. miniprojekter. Der er desuden rig mulighed for at lade elever holde oplæg og undervise klassen i udvalgte dele af materialet. I forløbet indgår både videnstilegnelse og diskussion, og der er såvel en mundtlig som en skriftlig dimension.

Materialet kan indgå i tværfaglige forløb, f.eks. med samfundsfaglige eller historiske vinkler.

Omfang: ca. 200 sider, inklusiv værklæsning.