Bæredygtig dannelse er også gymnasiernes ansvar

Danmark har forpligtet sig på FN’s verdensmål. Et af dem er mål 4,7. Det peger på, at elever skal lære om bæredygtighed for at kunne bidrage til en bæredygtig udvikling. Mange gymnasier er så småt i gang, men ifølge Mads Strarup går det for langsomt. Han efterlyser desuden en helt ny måde at tænke pædagogik på.

Inden 2030 skal alle elever have tilegnet sig den viden og de færdigheder, som er nødvendige for at fremme bæredygtig udvikling.

Sådan lyder første del af verdensmål 4.7, der taler direkte ind i gymnasieskolen.

Men det går for langsomt, især for stx, mener Mads Strarup, der selv er en del af det almene gymnasium som vicerektor på Københavns åbne Gymnasium og medstifter af Gymnasieskolernes Klimaalliance.

“Der er behov for, at uddannelse bliver tænkt helt ind i centrum af den bæredygtige omstilling, og heldigvis sker der noget, men vi er nok dem i uddannelseslandskabet, som bredt set har bevæget sig langsomst indtil nu”, påpeger han.

Sidste år var han medarrangør af en velbesøgt konference med verdensmål 4,7 som omdrejningspunkt. Formålet var at skabe inspiration til at gå hjem og handle. Han sagde bl.a.:

“Hvis vi som nation skal nå i mål, bliver ungdomsuddannelserne nødt til at kaste sig ind i arbejdet med bæredygtighed og verdensmål. Vi håber med den her konference at være med til at skubbe uddannelsessystemet helt ind i kernen af, hvordan vi som nation håndterer de spørgsmål, som kan føre til, at unge får den rolle i omstillingen, som de skal og bør have”.

De unge efterlyser handlekraft – og håb

Alma Tynell er forkvinde i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS. Hun er helt enig.

“Gymnasierne former fremtidens generationer og derfor også fremtidens samfund. Hvis fremtiden skal være bæredygtig, så bliver vi nødt til at tænke bæredygtighed ind i uddannelserne”, siger hun men understreger, at det ikke er nok at undervise i, hvor galt det står til med kloden, mindst lige så vigtigt er det at give de unge mod til at handle og gøre noget ved udfordringerne.

“Det er ikke nok kun at vide, at isen smelter og isbjørnene uddør; vi skal også snakke løsninger og give håb. Mange unge er meget bekymrede for fremtiden, og det nytter ikke, at vi bliver apatiske af den undervisning, vi får”, siger hun og pointerer, at undervisningen meget gerne må være tværfaglig, så bæredygtighed belyses fra flere faglige perspektiver.

“Ét oplagt sted at begynde er at oprette klimaråd eller bæredygtighedsudvalg på det gymnasium, hvor man går”, siger Alma Tynell og uddyber:

“Ét er, hvad vi lærer i undervisningen, noget andet er, hvad vi skaber som elever i fællesskab. Det handler om, at vi sammen skaber projekter, som giver os handlemod, evne og vilje til at gå ud og skabe en forandring i det store samfund. Når vi går sammen i elevdemokratisk arbejde, så ved vi, at det skaber en bevægelse, som i sidste ende bidrager til en gennemgribende bæredygtig omstilling af samfundet.”

Hun peger på, at verdensmålene er et godt udgangspunkt, der giver håb, fordi det er verdens ledere, der har forpligtet hinanden på at forsøge at nå målene.

Sæt handling bag ordene

Et af de gymnasier, der har sat gang i den bæredygtige omstilling er Roskilde Gymnasium, som er UNESCO-skole og medlem af Gymnasiernes Klimaalliance. Her er verdensmål og handling i fokus. UNESCO-skoler har de 17 verdensmål som omdrejningspunkt. På de årlige møder inspirerer og sparrer skolerne med hinanden og skal derefter sætte gang i bæredygtige initiativer på deres egne skoler.  

“Eleverne er ret optaget af de konkrete initiativer, vi har taget på skolen. Ét af dem er Grøn skole, som er et råd af elever og lærere, der diskuterer bæredygtige projekter. De har bl.a. sat gang i et biodiversitetsprojekt, hvor noget af græsplænen er nedlagt og i stedet sået til med frø af vilde og hjemmehørende blomsterarter. Der er indført tøjbyttedag, grøn mad og meget andet”, fortæller uddannelseschef Mette Bering, der også er stolt af en anden stor beslutning, som ledelsen og et enigt elevråd har taget, nemlig at gøre 2. g’ernes og 1. hf’ernes klassestudieture flyfri. 

“Det giver eleverne en klar fornemmelse af, at de er med til at handle. For når man udregner CO2-aftrykket på en studierejse for 28 elever og et par lærere til en destination i Sydeuropa, så bliver det meget tydeligt, hvilket afsæt man er med til at sætte – eller ikke at sætte – ved at droppe fly. To års klassestudieture til en europæisk destination svarer nemlig til et års energiforbrug på vores skole”, fortæller uddannelseschef Mette Bering og nævner, at eleverne fremover vil tage tog og bus til fx Bruxelles, Amsterdam, Polen og andre steder, man kan komme til uden fly.

Sammen med en uddannelsesleder fra Unord er Mette Bering i gang med at udvikle en model til at udregne CO2-aftrykket på studierejser.

Eleveren skal på sigt kunne klimakompensere for deres rejser ved at arbejde med og handle på bæredygtighed – også den sociale og økonomiske del af verdensmålene. For eleverne skal have en fornemmelse for, at tingene hænger sammen, og at bæredygtighed har tre ben at stå på”, understreger Mette Bering, som synes, at det har en selvforstærkende effekt at være UNESCO-skole.

“Det gør, at vi hele tiden er på udkig efter projekter, som passer i den bæredygtige dagsorden”, forklarer hun.

Gymnasierne er på vej

Lige knap halvdelen af alle stx-gymnasier, 58 i alt, er en del af Gymnasieskolernes Klimaalliance. En tilkendegivelse af, at den bæredygtige dagsorden er vigtig, mener Mads Strarup.  

”Viljen er helt klart til stede, siger han og peger på alle de tiltag skolerne har gang i.

Men taler vi om den pædagogiske del – altså hvordan lærerne får bæredygtighed ind i fagene – så ser det ikke helt så lyst ud.

En undersøgelse af GL fra i år viser, at selvom de fleste lærere synes, at det er vigtigt, at inddrage bæredygtighed i undervisning, så er det reelt kun omkring 36 procent, der i praksis gør det i høj eller meget høj grad.

“At inddrage bæredygtighed i undervisningen er også svært og tidskrævende, og ikke alle fag er lige oplagte”, påpeger Mads Strarup og nævner, at lærerne derfor også er afhængige af, at forlagene udvikler aktuelt, opdaterede læremidler, der lægger op til at bringe bæredygtighed ind i fagene.

“Det er jo det værktøj, man som lærer tyr til ved siden af sin pædagogiske erfaring, og derfor betyder det noget, at forlagene er med her. Efter min mening må forlagene godt være mere proaktive ved også at udvikle det, som jeg ikke selv ved, jeg har brug for”, siger han.

Faglighed og pædagogik

Men kan gymnasierne overhovedet undervise i bæredygtig omstilling uden at gentænke det herskende undervisningsideal, der stadig er meget præget af bagdel-til-sæde-undervisning? Det mener Mads Starup ikke.

“Hvis vi skal leve op til verdensmålene og gennemføre en bæredygtig omstilling, skal vi udfordre forestillingen om, at den stillesiddende elev, der bruger sit hoved, altid er den rigtige elev. Vi må udvide begrebet om, hvad læring er og forstå, at læring også kan ske i hænderne. Kunne man fx forestille sig, at have skolehaver og værksteder, så eleverne kom tættere på naturen og materialerne?”, reflekterer han og indrømmer, at det ikke er gjort med et fingerknips.

“Hele den grønne omstilling påberåber sig, at man gør mange ting anderledes herunder den pædagogiske tilgang”, siger Mads Strarup og kommer med en lille bøn til undervisningsforlagene.

“Det kunne være interessant, hvis forlagene ud over at deltage i den fagligt formende diskussion også ville kaste sig ind i diskussionen om det pædagogisk formende. Jeg tror nemlig, at det er en forudsætning for den bæredygtige udvikling at se både på det faglige og det pædagogiske. Og det kunne være interessant, om forlagene ville være med til at påvirke den diskussion”, slutter Mads Strarup.