Systime
Tilbage til oversigt
ChatGPT og eksamen – en giftig cocktail eller en mulighed for gentænkning?

ChatGPT og eksamen – en giftig cocktail eller en mulighed for gentænkning?

I november fik hele verden et kollektivt wake up-call om, hvad kunstig intelligens kan, da tech-firmaet OpenAI lancerede sprogmodellen ChatGPT3, der i hidtil uset grad kunne stilles spørgsmål og give velformulerede svar, ligesom modellen kunne fortælle historier, skrive essays og opgaver og endda kode. Nogle steder jublede man, fordi der kan spares tid og højnes kvalitet. Andre steder gik man i chok og følte jorden forsvinde under sig – herunder i undervisningsbranchen.

Debatten om ”skærme” i skolen er generelt uden ret mange nuancer og levner oftest kun plads til to positioner: maskinstormeren og jubel-tech-optimisten. Det er en alt for snæver tilgang, og den bliver helt uanvendelig, når det kommer til kunstig intelligens, der på den ene side tilbyder store muligheder i undervisningen og på den anden side truer valøren og pålideligheden af eksamen, som vi kender den. 

Undervisningsministeren har derfor nedsat en ekspertgruppe bestående af både praktikere og eksperter med særlig faglig indsigt i teknologien og/eller pædagogik og læring for at få belyst, hvordan snyd med digitale hjælpemidler kan begrænses, og for at få anbefalinger til, hvordan man kan tackle eksamen og kunstig intelligens. I gruppen har vi endnu kun holdt et enkelt møde, og det er for tidligt at foruddiskontere, hvilke anbefalinger gruppen vil ende med at fremlægge om et lille års tid. Gruppens første diskussioner kredsede dog om nedenstående problemstillinger.

I fx gymnasiet har vi kendt til brugen af kunstig intelligens i mange år. Når det har fungeret bedst, har undervisere forsøgt at bruge fx Google Translate i sprog eller matematikfagets digitale hjælpemidler på en konstruktiv måde, der lærer eleverne at bruge dem kritisk og forstå deres bagvedliggende logik. Når det har fungeret dårligst, har eleverne blot brugt hjælpemidlerne ukritisk og uden at lære af dem, fx ved at foregive selv at have lavet en oversættelse eller ved at aflevere en matematikopgave, de slet ikke selv forstår løsningen af.

Med andre ord satte kunstig intelligens allerede for flere år siden spørgsmålstegn ved måden, vi stiller (især skriftlige) opgaver på. Ualmindeligt megen dårlig energi er gået med skriftlige opgaver, hvor først eleven stønner over opgaven i timevis for derefter tæt på deadline at vælge den dårlige løsning – at aflevere noget, man ikke forstår. Herefter bruger læreren tilsvarende dårlig energi på at mistænke påfaldende gode afleveringer for snyd, hvorpå til slut skoleledelsen og evt. forældrene bruger den sidste dårlige energi på at komme evt. snyd til livs og sanktionere for det. Al den energi burde have været brugt på at lære, ikke på jagten på snyd og teknologiske og/eller moralske krumspring for at opdage, om der har været snydt. Det sætter spørgsmålstegn ved, om de opgaver, vi stiller, giver mening i en verden, hvor den kunstige intelligens’ redskaber er lige ved hånden til enhver tid.

Dermed sættes der også spørgsmålstegn ved eksamen, hvor der i de seneste år har hersket en vis usikkerhed. Skolerne har – i fraværet af centrale redskaber og regler – i varierende grad jagtet den gode teknologiske løsning, der kunne lukke ned for mulige snydeprogrammer. Skolernes oplevelse af hele tiden at være et skridt bagud ift. muligheden for snyd flytter fuldstændig fokus fra, hvad det egentlig er, vi skal bruge eksamen til:

Hvordan sikrer vi, at børn og unge i undervisningen præsenteres for og lærer at bruge fx sprogmodeller som ChatGPT, der kan skrive uden en genkendelig, personhenførbar ophavsperson, på en bevidst, kritisk og konstruktiv måde, samtidig med at vi ved eksamen vil udprøve netop den enkelte elevs evne til at skrive og dermed ræsonnere og argumentere på en ubetvivleligt personhenførbar måde, dvs. alene som sig selv? Begge dele er en del af skolens opgave, så hvordan skal vi knække den nød?

Hvordan flytter vi fokus væk fra snyd og over til læring, når vi arbejder med kunstig intelligens? Hvordan tilrettelægger vi undervisningen, så den i højere grad sigter mod at opfylde et mål om at klæde eleverne bedst muligt på til det efterfølgende liv som kritisk tænkende borgere, privatpersoner, studerende eller arbejdskraft i stedet for (alene) til en eksamen?

{{widget type="Improving\WidgetQuote\Block\Widget\Content" text="Men vigtigst af alt skal vi lande et sted, hvor vi gennem undervisningen giver børn og unge en moderne, opdateret dannelse og evnen til at forholde sig kritisk og selvstændigt til teknologien og dens muligheder – og det skal vi finde en eksamensform, der passer til.<br><br>" bottom_text="Birgitte Vedersø"}}

Sammenfaldende for disse dilemmaer er, at de har tre fælles grundpræmisser:

Første og rammesættende grundpræmis er, at eksamen fortsat skal kunne udprøve den enkelte og på en uangribelig måde måle et fagligt niveau. Det ligger ikke i ekspertgruppens kommissorium at afskaffe eksamen.

Anden grundpræmis er, at undervisning og eksamen skal sigte mod formålet med det hele. Skolens formål er at give den enkelte elev myndighed, eller som det bl.a. hedder i gymnasiets formålsparagraf skal eleverne forberedes til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre for aktivt at kunne medvirke i et demokratisk samfund og forstå mulighederne at bidrage til udvikling og forandring samt forståelse af såvel det nære som det europæiske og globale perspektiv. En forudsætning for det er at kende, forstå, tage stilling til og for nogen også mestre digitale teknologier.

Den sidste grundpræmis er erkendelsen af, at undervisning og eksamen hænger sammen. Selv om de færreste undervisere ønsker at give eksamen en dominerende plads i et undervisningsforløb, styrer eksamensform og -krav alligevel undervisning, ved vi fra forskning. Derfor bør vi starte med undervisningen: Hvad er det, vi gerne vil lære vores børn og unge, og hvordan? På det bagtæppe må vi så efterfølgende beslutte eksamensform – og det kan blive nødvendigt at justere her. Måske er en kombination af skriftlige prøver og mundtligt forsvar en vej at gå, måske skal vi have færre prøver, men til gengæld udprøve flere ting ved samme prøve, måske skal vi tænke i hybridformer mellem undervisning og udprøvning. Og måske skal vi tænke noget helt andet – vi har som sagt kun lige taget hul på arbejdet. Men vigtigst af alt skal vi lande et sted, hvor vi gennem undervisningen giver børn og unge en moderne, opdateret dannelse og evnen til at forholde sig kritisk og selvstændigt til teknologien og dens muligheder – og det skal vi finde en eksamensform, der passer til.

 

Birgitte Vedersø er konsulent og rådgiver i Vedersoe.co. Hun er tidl. gymnasierektor, forperson for Danske Gymnasier og nuværende forperson for Ekspertgruppen om kunstig intelligens og eksamen

Debatten om ”skærme” i skolen er generelt uden ret mange nuancer og levner oftest kun plads til to positioner: maskinstormeren og jubel-tech-optimisten. Det er en alt for snæver tilgang, og den bliver helt uanvendelig, når det kommer til kunstig intelligens, der på den ene side tilbyder store muligheder i undervisningen og på den anden side truer valøren og pålideligheden af eksamen, som vi kender den. 

Undervisningsministeren har derfor nedsat en ekspertgruppe bestående af både praktikere og eksperter med særlig faglig indsigt i teknologien og/eller pædagogik og læring for at få belyst, hvordan snyd med digitale hjælpemidler kan begrænses, og for at få anbefalinger til, hvordan man kan tackle eksamen og kunstig intelligens. I gruppen har vi endnu kun holdt et enkelt møde, og det er for tidligt at foruddiskontere, hvilke anbefalinger gruppen vil ende med at fremlægge om et lille års tid. Gruppens første diskussioner kredsede dog om nedenstående problemstillinger.

I fx gymnasiet har vi kendt til brugen af kunstig intelligens i mange år. Når det har fungeret bedst, har undervisere forsøgt at bruge fx Google Translate i sprog eller matematikfagets digitale hjælpemidler på en konstruktiv måde, der lærer eleverne at bruge dem kritisk og forstå deres bagvedliggende logik. Når det har fungeret dårligst, har eleverne blot brugt hjælpemidlerne ukritisk og uden at lære af dem, fx ved at foregive selv at have lavet en oversættelse eller ved at aflevere en matematikopgave, de slet ikke selv forstår løsningen af.

Med andre ord satte kunstig intelligens allerede for flere år siden spørgsmålstegn ved måden, vi stiller (især skriftlige) opgaver på. Ualmindeligt megen dårlig energi er gået med skriftlige opgaver, hvor først eleven stønner over opgaven i timevis for derefter tæt på deadline at vælge den dårlige løsning – at aflevere noget, man ikke forstår. Herefter bruger læreren tilsvarende dårlig energi på at mistænke påfaldende gode afleveringer for snyd, hvorpå til slut skoleledelsen og evt. forældrene bruger den sidste dårlige energi på at komme evt. snyd til livs og sanktionere for det. Al den energi burde have været brugt på at lære, ikke på jagten på snyd og teknologiske og/eller moralske krumspring for at opdage, om der har været snydt. Det sætter spørgsmålstegn ved, om de opgaver, vi stiller, giver mening i en verden, hvor den kunstige intelligens’ redskaber er lige ved hånden til enhver tid.

Dermed sættes der også spørgsmålstegn ved eksamen, hvor der i de seneste år har hersket en vis usikkerhed. Skolerne har – i fraværet af centrale redskaber og regler – i varierende grad jagtet den gode teknologiske løsning, der kunne lukke ned for mulige snydeprogrammer. Skolernes oplevelse af hele tiden at være et skridt bagud ift. muligheden for snyd flytter fuldstændig fokus fra, hvad det egentlig er, vi skal bruge eksamen til:

Hvordan sikrer vi, at børn og unge i undervisningen præsenteres for og lærer at bruge fx sprogmodeller som ChatGPT, der kan skrive uden en genkendelig, personhenførbar ophavsperson, på en bevidst, kritisk og konstruktiv måde, samtidig med at vi ved eksamen vil udprøve netop den enkelte elevs evne til at skrive og dermed ræsonnere og argumentere på en ubetvivleligt personhenførbar måde, dvs. alene som sig selv? Begge dele er en del af skolens opgave, så hvordan skal vi knække den nød?

Hvordan flytter vi fokus væk fra snyd og over til læring, når vi arbejder med kunstig intelligens? Hvordan tilrettelægger vi undervisningen, så den i højere grad sigter mod at opfylde et mål om at klæde eleverne bedst muligt på til det efterfølgende liv som kritisk tænkende borgere, privatpersoner, studerende eller arbejdskraft i stedet for (alene) til en eksamen?

Men vigtigst af alt skal vi lande et sted, hvor vi gennem undervisningen giver børn og unge en moderne, opdateret dannelse og evnen til at forholde sig kritisk og selvstændigt til teknologien og dens muligheder – og det skal vi finde en eksamensform, der passer til.

Birgitte Vedersø

Sammenfaldende for disse dilemmaer er, at de har tre fælles grundpræmisser:

Første og rammesættende grundpræmis er, at eksamen fortsat skal kunne udprøve den enkelte og på en uangribelig måde måle et fagligt niveau. Det ligger ikke i ekspertgruppens kommissorium at afskaffe eksamen.

Anden grundpræmis er, at undervisning og eksamen skal sigte mod formålet med det hele. Skolens formål er at give den enkelte elev myndighed, eller som det bl.a. hedder i gymnasiets formålsparagraf skal eleverne forberedes til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre for aktivt at kunne medvirke i et demokratisk samfund og forstå mulighederne at bidrage til udvikling og forandring samt forståelse af såvel det nære som det europæiske og globale perspektiv. En forudsætning for det er at kende, forstå, tage stilling til og for nogen også mestre digitale teknologier.

Den sidste grundpræmis er erkendelsen af, at undervisning og eksamen hænger sammen. Selv om de færreste undervisere ønsker at give eksamen en dominerende plads i et undervisningsforløb, styrer eksamensform og -krav alligevel undervisning, ved vi fra forskning. Derfor bør vi starte med undervisningen: Hvad er det, vi gerne vil lære vores børn og unge, og hvordan? På det bagtæppe må vi så efterfølgende beslutte eksamensform – og det kan blive nødvendigt at justere her. Måske er en kombination af skriftlige prøver og mundtligt forsvar en vej at gå, måske skal vi have færre prøver, men til gengæld udprøve flere ting ved samme prøve, måske skal vi tænke i hybridformer mellem undervisning og udprøvning. Og måske skal vi tænke noget helt andet – vi har som sagt kun lige taget hul på arbejdet. Men vigtigst af alt skal vi lande et sted, hvor vi gennem undervisningen giver børn og unge en moderne, opdateret dannelse og evnen til at forholde sig kritisk og selvstændigt til teknologien og dens muligheder – og det skal vi finde en eksamensform, der passer til.

 

Birgitte Vedersø er konsulent og rådgiver i Vedersoe.co. Hun er tidl. gymnasierektor, forperson for Danske Gymnasier og nuværende forperson for Ekspertgruppen om kunstig intelligens og eksamen

Skrevet af: Af Birgitte Vedersø
Udgivet: 27. juni 2023
close

Tilmeld dig nyhedsbrev

Hold dig opdateret på fagspecifikke nyheder, nye udgivelser, gratis webinarer og events.
Tilmeld dig her