Interaktiv og multimodal grundbog til designfagene gør eleverne til medskabere. Vi har talt med de to forfattere, som her sætter fokus på Designgrundbogen, hvor bæredygtighed er en gennemgående præmis.
Designgrundbogen er netop udkommet. Hvis I skal fremhæve en ting ved udgivelsen, hvad skal det så være?
Bogen har mange tidssvarende cases, som bringer designparametrene i spil. Særligt parameteret bæredygtighed er det helt nødvendigt at forholde sig til i design, og i Designgrundbogen anses det for en helt grundlæggende præmis. Det ses i de cases og eksempler, vi præsenterer, i opgaveformuleringer, design-projekterne etc.
Derudover har vi lagt et stort arbejde i at formidle faget multimodalt og interaktivt for at appellere til flest mulige elever.
Hvad har været den bedste oplevelse i forbindelse med arbejdet med udgivelsen?
At bogen også er elevernes værk. De er så stolte af at kunne dele deres skitser og produkter. Vi oplever, at eleverne gerne deler noget ufærdigt og “uperfekt”. De efterspørger eksempler fra andre elever, fordi de kan spejle sig i hinandens arbejde, og fordi det hverken er det pæne eller perfekte, der vægtes i design. Det er processen.
Vi er især stolt af kapitlet om designprocesmodeller og den multimodale formidling heri. Derudover synes vi, at iBogens interaktive analysemodeller med de forskellige designparametre i fokus tilbyder eleverne en ny måde at tilgå designanalyse på, hvor de i høj grad selv tager stilling til - og lærer at begrunde - analysens fokus. De har fået virkelig god feedback fra elever og kolleger. Den feature er ikke set før, den er innovativ og elevcentreret og helt oplagt til en iBog.
Hvad har I været særligt optaget af didaktisk i forbindelse med jeres arbejde med udgivelsen?
Vi har arbejdet hårdt på klarhed og forenkling af stoffet. Stoffet er struktureret i parallelle spor: teori og analyse, værktøjskasse, designhistorie og -projekter. Eleven og underviseren kan selv afgøre, om de vil begynde induktivt med projekter eller deduktivt med teori.
Hvad håber I, at eleverne får ud af at arbejde med Designgrundbogen?
Vi håber, at iBogsformatet og dets interaktiviteter gør, at den enkelte elev får let ved at indrette og opleve sin egen designundervisning som et trygt og personligt rum, som er nemt at navigere i. At eleven bliver medskabende.
Hvad inspirerer jer i forfatterarbejdet?
De benspænd, vi giver eleverne, er vi nødt til at give os selv. Vi bliver helt grebet af at teste bogen og lave projekterne selv. Vi har skrevet Designgrundbogen med det håb, at vi kan samle fagets mange facetter i én udgivelse - deraf navnet. Da vi sad i slutfasen og formulerede projektoplæg, mærkede vi virkelig, hvordan vi kan pege tilbage i bogens teori, analyse og værktøjer, og på den måde få design-teori, -analyse og -praksis til at spille meningsfuldt sammen.
|
Lisa Emilie Sjørup Dahl underviser til dagligt i dansk og design ved HTX, VID Gymnasier i Grenaa. Lotte Dahl Andersen underviser i design og teknikfag ved HTX, VID Gymnasier i Grenaa. Hun er desuden forfatter til Træets dimensioner. Teknikfaget Udvikling og produktion. |