Designgrundbogen er udkommet
Designgrundbogen er en elevcentreret grundbog, som kan bruges i begge designfag på samtlige niveauer. Selvom den oprindeligt er skrevet til HTX design B, behandler den også kernestoffet i design og arkitektur på alle STX- og HF-niveauer.
Én bog – flere veje
Designgrundbogen udnytter iBogsformatet. De enkelte kapitler præsenterer stoffet i multimodale og interaktive gennemgange af teori (modeller) og af praksis (projekter og designværktøjer.
Bogens struktur gør det let at præsentere eleverne for stoffet både deduktivt og induktivt: Kapitel 1-3 præsenterer teori først og viser i case studies, hvordan den kommer i spil i konkrete designløsninger. Kapitel 4-7 starter derimod i designbriefet / designproblemet og lægger op til at inddrage relevant teori og værktøjer ad hoc.
Projektbank og værktøjskasse
Vi ved, du har travlt, så måske kan du finde inspiration i gennemarbejdede projekter inden for – og på tværs af – fagets tre genstandsfelter (kapitel 4-7). Her findes forslag til designbrief, lektionsplaner og ressourcerum, inklusive handouts, der kan printes eller rettes til efter ønske.

Når dine elever er i fuld gang med designprojekter, i hver sin fase af designprocessen og alle søger individuel vejledning, er der hurtig hjælp at hente i værktøjskassen (kapitel 8). Her gennemgås centrale analyse- og designværktøjer efter show it - don’t tell it-princippet, de fleste suppleret med handouts, vejledninger eller skabeloner til download.
iBog til skærmfri undervisning
De mange download-filer er inkluderet ud fra tanken, at det er dejligt – og vigtigt – at kunne lægge computer og mobil til side, når det giver bedre mening at arbejde analogt end digitalt.
Bæredygtigt benspænd
Bæredygtighed er indtænkt som et helt afgørende designparameter ud fra synspunktet, at bæredygtighed er en grundpræmis for design og arkitektur i dag. Det afspejles især i valget af cases og eksempler.