Gyldendals læremiddelpris for ungdomsuddannelserne går i år til et helt særligt forfatterpar. Hans Birger Jensen og Laura Møller Jensen er ikke alene forfatterne bag en række succesfulde udgivelser til kemi, de er også far og datter. Et stærkt og usædvanligt makkerskab, hvor styrken blandt andet ligger i kombinationen af mange års erfaring og friske idéer.
Hans Birger Jensen udgav sin første bog på Systime for mere end 40 år siden, da forlaget endnu var i sin vorden, familieejet og beliggende i Herning. Bogen, der handlede om atomkraft, blev startskuddet til en meget lang række af både tema- og grundbøger til fysik og kemi, inden den første af mange udgaver af det store lærebogssystem Isis udkom i 1999. Isis er en klassiker til kemiundervisningen og en hjørnesten både i forfatterskabet og i forlagets historie. Hans Birger udviklede og skrev Isis sammen med sine medforfattere Kim Bruun, Søren Munthe og Karsten Ulrik Jensen. Senere kom Laura Møller Jensen på banen og sammen har far og datter udgivet Global opvarmning, Isis Kemi A og Kemi C - fokus på kernestoffet, som de to prismodtagere netop har lagt sidste hånd på.
Kemi C – fokus på kernestoffet er en udgivelse, som er skåret helt ind til benet, og som målgruppe har de mange elever i gymnasiet i dag, der har svært ved at læse omfattende og komplicerede, naturvidenskabelige tekster. Bogen har simpelthen kun det allermest nødvendige med, og stoffet bliver formidlet tindrende klart og med lige den stilladsering, der er brug for, i form af korte teoritekster, eksempler, opgaver, øvelser, forklarende videoer osv.
Hans Birger Jensen og Laura Møller Jensen modtager Gyldendals læremiddelpris for ungdomsuddannelserne for deres arbejde med at formidle naturvidenskab og særligt kemi til gymnasieeleverne. Med Hans Birgers store forfatterskab og de to forfatteres fælles udvikling og tilpasning til eleverne, som de er i dag, er nøgleordene for indstillingen kvalitet, kontinuitet og fornyelse.
Claes Sønderriis var fra slut 1990'erne til slut 2010’erne projektleder for Hans Birger, senere også for Laura. For ham har samarbejdet været en stor fornøjelse.
"Fra dag et har det været et meget inspirerende samarbejde – præget af Hans Birgers grundighed, præcision, arbejdsomhed og heldigvis også humor. Han er den type forfatter, man som forlagsmedarbejder lærer at sætte meget stor pris på. Et godt samarbejde, der løber over 20-25 år, betyder også, at man lærer hinanden at kende ud over det rent faglige. En stor fornøjelse. Og så er det skønt, at æblet ikke falder langt fra stammen, og at vi nu har lært Laura at kende. Der er grund til at forvente stærke udgivelser til kemifaget også i fremtiden", siger han.
Kæmpe stort tillykke med prisen til Hans Birger og Laura, som vi nu overlader ordet til.
Hans Birger, det er blevet til mere end 40 år som læremiddelforfatter. Hvis du skal nævne et par stjernestunder, hvilke skal det så være?
Det var naturligvis noget helt særligt, da min første bog udkom. Sådan er det vel for alle forfattere.
Som det andet vil jeg nævne den fine modtagelse, som lærebogssystemet Isis fik. Det skyldes ikke mindst det flotte layout, som Anne Hansen stod for. Sammen med bogen fulgte en cd-rom, som vist ikke blev den store succes, men det var et lærerigt arbejde, der lå bag. Erfaringerne var nyttige, da jeg senere kom til at arbejde med iBøger.
Du har oplevet en rivende udvikling indenfor undervisning og læremidler til gymnasiet de sidste 40-45 år. Hvordan har det været at være en del af den udvikling, og hvordan har det påvirket dit forfatterarbejde?
Det har været en fantastisk rejse. De første to bøger skrev jeg på skrivemaskine, men allerede sidst i 80’erne kom der simple tekstbehandlingsprogrammer. I løbet af 90’erne kunne tekstbehandlingsprogrammerne foruden tekst også håndtere billeder og figurer. De senere år har jeg selv bygget iBøgerne op; det har været spændende.
Eleverne er ikke blevet fagligt dårligere gennem årene, men det, de kan, har flyttet sig. De har jo også ændret sig med den teknologiske udvikling og med samfundsudviklingen i øvrigt. Det har jeg det fint med.
Samtidig er der kommet flere elever i gymnasiet; det har givet udfordringer, men sådan må det være, når målet er, at 90 % skal have en ungdomsuddannelse.
Laura, du har dannet forfatterparløb med din far i snart 10 år. Hvordan har det været?
Jeg føler mig både heldig og privilegeret over at have dannet forfatterpar med min far gennem snart ti år. Allerede fra begyndelsen af min gymnasiekarriere har jeg fået lov til at følge med i arbejdet med nye udgivelser – og det har været både spændende og lærerigt. Når vi har kastet os ud i et bogprojekt sammen, har det altid været i trygge rammer, fordi jeg har haft hans solide erfaring og faglige sikkerhed at læne mig op ad. Samtidig føler jeg, at jeg kan bidrage med noget nyt. Jeg arbejder tæt sammen med eleverne i hverdagen og mærker, hvad der udfordrer dem – og netop derfra opstår mange af de idéer, vi arbejder videre med i bøgerne.
Hvad er styrken i at være to generationer, når I udvikler læremidler?
Vi oplever, at kombinationen af mange års erfaring og friske idéer giver os en klar fordel gennem hele processen med at udgive nye bøger. Hans Birger har ansvaret for at bevare overblikket og sikre, at alt relevant materiale er på plads til udgivelsen. Samtidig giver Lauras daglige arbejde med kemiundervisning i gymnasiet hende en unik indsigt i, hvordan elevernes behov udvikler sig. Styrken ligger i, at denne indsigt, erfaring og nye idéer kan omsættes til noget konkret og værdifuldt i selve udgivelsesprocessen.
Mange elever er gået gennem gymnasiet og har haft jeres bøger i hænderne. Hvad tænker I om det ansvar, der ligger i at formidle til den gruppe?
Det er virkelig noget særligt for os, at vores bøger gennem årene har været brugt af mange elever. Som kemiundervisere har vi naturligvis en stor passion for vores fag, og vi er meget bevidste om det ansvar, der følger med at formidle til så mange elever gennem vores bøger. Det er vigtigt for os at sikre, at indholdet både er fagligt korrekt, let forståeligt og engagerende. Det giver stor glæde, når vi kan hjælpe eleverne med at forstå komplekse emner og samtidig vække deres interesse for kemien. Hver gang vi udgiver nyt materiale, er det med dette ansvar for øje – at støtte eleverne i deres læring og gøre faget spændende og relevant for dem.
Hvordan smitter jeres forfatterarbejde af på jeres undervisning og omvendt?
Der er en tydelig synergieffekt mellem vores forfatterarbejde og undervisning. Når vi arbejder med nye lærebøger, dykker vi ned i at strukturere og tydeliggøre fagets indhold, hvilket både styrker vores egen forståelse og vores evne til at formidle stoffet klart. Arbejdet stopper heller ikke ved udgivelsen – feedback fra elever og undervisere, ændringer i pensum og nye undervisningsformer betyder, at vi hele tiden justerer og forbedrer materialerne. Denne proces udvikler ikke kun bøgerne, men også os selv som undervisere.
Hvad betyder det for jer at få den anerkendelse, der ligger i at modtage Gyldendals læremiddelpris?
Det betyder rigtig meget for os at modtage Gyldendals læremiddelpris. Vi ser prisen som en bekræftelse på, at vores læremidler bidrager til læring og faglig fornyelse. Det er en stor anerkendelse af det arbejde, vi lægger i at udgive nye lærebøger, og det motiverer os til at fortsætte med at udvikle materialer, der gør en forskel for elever og lærere.

Laura Møller Jensen og Hans Birger Jensen, modtagere af Gyldendals Læremiddelpris for ungdomsuddannelserne 2025 med deres projektleder Torben Arentoft mellem sig
|
Hans Birger Jensen har været forfatter og redaktør på Systime siden 1984 og har en lang række lærebøger til fysik og kemi bag sig. Hans forfatterskab tæller mere end 30 forskellige titler, herunder lærebogssystemet Isis til kemiundervisningen, Global opvarmning, Lægemiddelkemi, Fremtidens energi og Kemi C – fokus på kernestoffet, som er nogle af de seneste udgivelser. Hans Birger er i dag ansat som økonomi- og ledelseskonsulent på Ringkøbing Gymnasium, hvor han i mere end 40 år har undervist i fysik og kemi. Hans Birger har dannet forfatterparløb med sin datter Laura Møller Jensen siden 2016. Laura er medforfatter til lærebogssystemet Isis til kemiundervisningen, Global opvarmning og Kemi C – fokus på kernestoffet. Til dagligt underviser Laura på Rysensteen Gymnasium i kemi, idræt og naturvidenskabeligt grundforløb. |
|
Lille udvalg af forfattertitler Hans Birger Jensen Kernespaltning, kernekraft Lægemiddelkemi Isis Kemi C med Kim Bruun, Søren Munthe, Laura Møller Jensen (2027 udgaven) Isis Kemi B med Kim Bruun, Søren Munthe, Laura Møller Jensen (2017 udgaven) Fremtidens energi – bæredygtig forsyning Hans Birger Jensen og Laura Møller Jensen Isis Kemi A Global opvarmning Kemi C – fokus på kernestoffet |
Foruden Hans Birger Jensen og Laura Møller Jensen, modtager Natasha Maria Brink Lorenz, Sabine Birch Christensen og Joy Lieberkind Gyldendals Læremiddelpris for grundskole for arbejdet med dansksystemet DanskSkud, forlaget Gyldendal. Og Thomas Raundahl Mikkelsen modtager Gyldendals Læremiddelpris for videregående uddannelse for arbejdet med at forny den faglige formidling på det sundhedsfaglige område, forlaget Munksgaard.