I kølvandet på Trivselskommissionens rapport, vil vi anbefale Hjernens vildveje. Et undervisningsmateriale til biologi og psykologi, udviklet af fagfolk og gratis til rådighed. Hjernens vildveje giver indsigt i de tre mest udbredte sindslidelser – stress, angst og depression uden at sygeligøre almenneskelige forhold.
Trivselskommissionens rapport viser, at de fleste børn og unge har det godt og trives. Over en længere årrække har der dog været en stigende mistrivsel og en stigende andel af børn og unge – en ud af ti – der har en registreret psykiatrisk diagnose.
Af de mest udbredte er depression, angst og stress. Med Hjernens vildveje tager topforskere, unge med lidelserne inde på livet og pårørende livtag med de tre lidelser, som bliver belyst fra flere sider.
Hjernens vildveje er et nyt, gratis og videobåret undervisningsmateriale, der forsøger at bygge bro mellem det, de unge oplever i hverdagen og den akademiske forståelse, som de får i undervisningen i fagene biologi og psykologi. Materialet indeholder derfor både interviews med unge, også gymnasieelever, der beskriver en dagligdag med en af de tre diagnoser, mens førende forskere beretter, hvad forskningen ved om de processer, der foregår i krop og sind.
Viden uden at sygeliggøre
Trivselskommissionen erkender i sin rapport, at det er positivt, at børn og unge i dag kan tale åbent om deres trivsel, men den advarer mod en tendens i vores kultur, der i stigende grad sygeliggør almenmenneskelige forhold. Sådan at travlhed bliver stress, tristhed depression og bekymring angst.
“Der er brug for viden om de tre diagnoser, ikke kun for at formidle vigtig viden, men også for at få afmonteret nogle af de myter, der kan være omkring de tre lidelser. Livet kan være svært, og fordi man har problemer i sit liv, er man ikke nødvendigvis syg”, siger Troels Wolf og Ulrik Gutkin, som sammen med Systime står bag undervisningsmaterialet. Hjernens vildveje er finansieret af Lundbeckfonden.
Der er fri adgang til udgivelsen på hjernensvildveje.systime.dk. Du skal blot registrere dig som Pluslærer, og så får du adgang.
Læs også Sæt stress, angst og depression på skemaet