Hvordan kan vi hjælpe eleverne med at skabe sig et overblik over verdenshistorien?
At skabe sig overblik over verdenshistorien er svært. Og at tilrettelægge en undervisning, hvor man hjælper sine elever med at skabe overblikket og samtidig at træne metoder og kompetencer i dybdegående temaforløb, er mindst lige så svært.
Vores hensigt med Verdenshistorisk overblik har fra starten været at skrive en bog, der kan støtte elever og lærere på disse punkter. Bogen skal være en kortfattet fremstilling af verdens historie fra de første civilisationer og frem til i dag, og selvom Europa vil spille en central rolle, vil den forsøge at se udviklingen i et mere globalt perspektiv.
Bogen skal hjælpe eleverne med – på egen hånd eller som en del af undervisningen – at skabe et kronologisk overblik og forståelse for sammenhængene mellem de verdenshistoriske begivenheder. Ambitionen er, at bogen kommer rundt om alt det faglige kernestof i ungdomsuddannelsernes læreplaner, men at den samtidig ikke bliver længere end 100 sider! Som trykt bog skal den ikke fylde ret meget i tasken og være en faglig følgesvend ligesom en formelsamling i matematik.
Vi bestræber os på at skrive, så teksten er forståelig for alle elever, og forsøger at ramme et niveau, så også 4-7 tals eleven, der ikke på forhånd har et historisk overblik, også kan være med. Derfor er vi særligt opmærksomme på, at fortællingen ikke bliver for kompleks, og at eleverne ikke støder på for mange personer og begivenheder, for så mister de jo overblikket.
For at hjælpe eleverne, når de læser, vil alle afsnit være forsynet med et tydeligt læsefokus (i form af spørgsmål, som eleverne skal kunne svare på, når de har læst), og i iBogen vil der være selvrettende opgaver, som eleverne kan bruge til at tjekke, hvad de har fået ud af læsningen. Bogen vil desuden være rigt illustreret med specialdesignede kort og billeder af centrale personer, kunst og arkitektur, der kan forankre tekstens viden visuelt.
Endelig er planen, at bogen ikke kun skal kunne bruges til at opbygge viden, men også træne elevernes evne til selv at skabe sig overblik og sammenhæng. Undervejs vil eleverne således støde på metodebokse, hvor de introduceres til faglige begreber som periodisering, brud og kontinuitet samt aktør og struktur. Og der vil være opgaver, hvor de kan anvende begreberne på det, som de har læst, så de lærer at bruge dem.
Vi håber, at Verdenshistorisk overblik med sin korte og enkle fremstilling og med sin megen hjælp til eleverne kan være en del af løsningen på de læseudfordringer, som en del elever oplever i historie. Og forhåbentlig kan bogens metodiske overbygning give dem vigtige faglige redskaber, så de selv bliver i stand til at skabe sig historisk overblik.