Som et af de første gymnasier fik Aarhus Katedralskole i 2016 iBiblioteket. For lærerne på byens ældste gymnasium er det digitale biblioteket med sine mere end 700 kuraterede lærebøger en vidensressource og en materialebank, hvor de finder inspiration og søger, henter og plukker materialer til deres undervisningsforløb.
Alle lærere bruger det. Nogle mere end andre – afhængigt af om de underviser i samfundsfag eller matematik, fransk eller biologi. Karen Kolding, der underviser i historie og psykologi, bruger det meget i begge sine fag.
“I historie og psykologi giver det utrolig god mening at bruge iBiblioteket, og jeg tror, de fleste faglærere bruger det meget, selvfølgelig suppleret med fysiske temabøger”, siger hun og forklarer, at hun sædvanligvis har en gennemgående grundbog og derudover plukker indholdselementer fra flere forskellige udgivelser og sammensætter i forløb.
“Det kan være både tekster og billeder, men også lydklip og videoklip, som fx kan gøre en lektie mere varieret. Jeg er også glad for interviews, som findes efter kapitlerne i flere historiebøger og små tutorials, som primært findes i psykologibøger. Der er også nogle lidt længerevarende videointerviews, som jeg fx giver for som lektie”, siger hun og peger på, at det er godt for eleverne, at de ikke altid skal læse en lektie.
Der skal lyd på sproget
For Kirsten Wellner og Mette Lindemann, der begge underviser i latin og oldtidskundskab og henholdsvis italiensk og fransk, er det især i sprogfagene, de virkelig kan udnytte iBibliotekets muligheder.
“I sprogfagene kan de digitale materialer noget særligt. Lyd, især oplæsning med native speakers, levende billeder og de interaktive øvelser er rigtig gode til at variere undervisningen med”, siger Kirsten Wellner.
Til trods for at italiensk er et forholdsvis lille fagområde, skal der være et varieret og aktuelt udvalg af lærebogsmateriale. Derfor er Kirsten Wellner i øjeblikket i gang med at udvikle nyt materiale til italiensk, som også bliver en del af iBiblioteket.
“Jeg ser meget frem til både at få en god samling tekster i passende længder, der skal suppleres med lydfiler oplæst af italienere, samt interaktive øvelser som fx indsætningsøvelser, der skal ligge lige i forlængelse af teksterne, og så nogle relevante videoer selvfølgelig også”, siger hun og forklarer, at de øvelser, man kan finde på nettet, sjældent passer helt ind i sammenhængen med de tekster, eleverne læser.
Til franskundervisningen er der en del mere materiale at vælge imellem i iBiblioteket. Mette Lindemann plukker indhold fra både grundbøger og temabøger, som passer til de undervisningsforløb, hun planlægger.
“Der er godt med materiale til fransk i iBiblioteket, men skal eleverne læse længere tekster, foretrækker de ofte analogt materiale, da det kræver fordybelse”, fortæller hun, som også ind imellem plukker interaktive øvelser og videoer, og i høj grad også tekster og baggrundsstof fra fx Latinbogen.
“I oldtidskundskab bruger jeg Paideia, da grundbogsmateriale fra iBiblioteket fungerer godt. Grundbøger er vidensopbyggende og redegørende og fungerer som sådan godt digitalt, da de ikke kræver samme dybdelæsning som originaltekster”, forklarer hun og nævner, at hun også finder en masse lækkert visuelt indhold i Oldportalen, når eleverne skal gennemgå kunst, arkitektur og skulptur.
Let adgang til viden
Alle tre lærere er enige om, at det er blevet meget nemmere at finde indhold og viden med iBiblioteket lige ved hånden, ligesom det er praktisk, at iBiblioteket indeholder læremidler fra seks forskellige forlag.
“Som bruger vil man bare gerne have det hele samlet, for vi har rigeligt af platforme at holde styr på”, bemærker Mette Lindemann, og Karen Kolding tilføjer, at også logistikken omkring fordeling af bøger er blevet nemmere, efter at alle læremidlerne er blevet digitale.
“Tidligere skulle de forskellige faggrupper først blive enige om, hvilke grund- og temabøger, de skulle købe, hvorefter bøgerne blev fordelt efter tur, da der ikke var bøger til alle. Når eksamen nærmede sig, skulle bøgerne igen fordeles af hensyn til eksamenslæsning. Det var et kæmpe puslespil. Nu kan vi frit planlægge vores egne forløb, og de bøger, vi har fysisk, kræver ikke det store logistikarbejde. Det er en stor lettelse”, fastslår Karen Kolding.
Et bibliotek, der bare vokser
At iBiblioteket løbende bliver opdateret med aktuelt stof og nye læremidler ser de tre lærere som en stor fordel.
“Det er meget motiverende, når der kommer nyt. Man kan også lade sig inspirere af bøger til andre fag, fx en ny franskbog, der griber undervisning an på andre måder,” siger Kirsten Wellner og nævner, at det var noget af det, der gav hende skubbet til at springe ud som lærebogsforfatter.
Også historielæreren byder nyt aktuelt indhold velkommen.
“I historie er det vældig vigtigt, at man får perspektiverende artikler og indhold om den seneste udvikling”, siger Karen Kolding og tilføjer, at hun i historie og psykologi fx kan finde på at snuppe modeller, cases eller afsnit fra en samfundsfagsbog, som måske har en lidt kortere og mere præcis beskrivelse.
“Og så bruger vi også de mere tværfaglige udgivelser, fx til metode og videnskabsteori. Så det fungerer jo som vores bibliotek”, konstaterer Mette Lindemann.
Struktur og søgefunktion
For øjeblikket har alle lærere på skolen fokus på at hjælpe eleverne med at navigere i iBøger, som de opfatter som hjemmesider. Lærernes opgave er derfor at vise eleverne, at iBiblioteket netop er et bibliotek med en lang række særskilte iBøger, der hver især er bygget bevidst op, og som følger en bestemt progression.
“Faktisk er det først sidst på året, når de skriver DHO, at de virkelig lærer strukturen at kende”, siger Karen Kolding og tilstår, at lærerne har en opdragende rolle.
“Når de først har lært strukturen, er de gode til at bruge fx søgefunktionen. Det er smart og en god hjælp til dem – også til eksamen”, siger hun og forklarer, at hun altid opfordrer eleverne til selv at gå ind og kigge i iBiblioteket, når de skal i gang med de store opgaver.
“Vi siger altid, at de skal prøve at starte i iBiblioteket, og se, hvad de kan finde derinde. Hvis de kan finde en god kilde i en iBog, så har de et sted at starte”, siger Karen Kolding og bemærker, at det som sådan også for eleverne er en vidensressource, der dækker virkelig mange emner.