På Høje Tåstrup Gymnasium har elever og lærere haft adgang til iBiblioteket i godt to år. Det var bestræbelserne på at balancere en stram økonomi og efterspørgslen på opdaterede og aktuelle læremidler, der blev anledning til, at skolen købte adgang til hele det digitale bibliotek. Vi har talt med to af skolens lærere, Gudrun Beyer Paulsen og Margen Ott, om deres erfaringer med iBiblioteket.
iBiblioteket blev løsningen på opdaterede og aktuelle læremidler
Mange gymnasier kæmper dagligt med at få de økonomiske rammer til at hænge sammen. Besparelser og stigende udgifter kan ind imellem få budgetterne til at vakle. Blandt andet er det dyrt hele tiden at skulle investere i nye, opdaterede læremidler til alle fag. Den udfordring har Høje Tåstrup Gymnasium fundet en løsning på. Økonomiske beregninger viste nemlig, at det gav god mening – både økonomisk og fagligt – at købe adgang til iBiblioteket, det digitale bibliotek med iBøger fra seks forskellige forlag.
“Da det samlede antal iBøger økonomisk set nærmede sig et iBibliotek, gav det pludselig mere ræson at få adgang til det hele. Rent praktisk, så tager vi lidt fra alle fagbudgetter og kan så betale for vores abonnement på iBiblioteket. Så ja, det var også en økonomisk kalkule. Kort og godt. For det er jo dyrt at blive ved med at købe grundbøger i fx historie, og det bliver man jo nødt til, når der kommer nye udgaver pga. læreplansændringer og med de store forandringer, der sker i verden”, fortæller Margen Ott, der underviser i historie og mediefag.
Han mener, at iBiblioteket er stærkt med sit tilrettelagte materiale, der løbende opdateres og så sætter han pris på, at der altid er noget at få fat i hurtigt.
“Jeg har en følelsen af, at jeg bliver opdateret på mit fag via læremidlerne, fordi man altid har den seneste version, og fordi man ikke partout skal ud at supplere med noget, fordi der er sket noget nyt siden sidst”, fortæller han og kalder det “Netflix for lærebøger”.
“Så er der kommet en iBog om migration, så er der én, der tager en klimavinkel. Der er hele tiden nye spændende titler. Man er godt orienteret. Og her fungerer fanen med ‘Nyheder’ og ‘Titler på vej’ godt på iBog.dk”, siger han og fortæller, at han fx var inde at kigge på Kampen om Indien, før den blev færdig.
“Man kan få en idé om, hvordan læremidlet bliver. Og i vores tilfælde er netop den her udgivelse oplagt, da vi har en del pakistanske elever, og flere har ytret ønske om Indien som tema”, fortæller Margen Ott.
Opdaterede materialer er vigtige for alle fag
Fag som samfundsfag, historie og mediefag er traditionelt afhængige af opdaterede og aktuelle undervisningsmateriale. Men faktisk er opdaterede og aktuelle udgivelser vigtigt for alle fag – også for de naturvidenskabelige fag.
“Opdateringer og aktuelle cases i læremidler er også vigtigt for fag som mikrobiologi og bioteknologi, for også her går udviklingen stærkt”, fortæller Gudrun Beyer Paulsen, som underviser i kemi, bioteknologi og biologi.
For hende er iBiblioteket en god løsning. Som mangeårig bruger af Nucleus’ læremidler til biologi, er hun begejstret for, at deres udgivelser også er en del af iBiblioteket. På samme tid er hun vild med at kunne afprøve nye materialer fra nogle af de andre forlag. Hun har sine faste grundbøger, men oplever, at der er områder, hvor hun mangler stof, og så bruger hun et kapitel eller to fra andre forlags udgivelser.
“Det er interessant at prøve andre udgivelser af. Jeg støder ofte på en udgivelse, der ser spændende ud. Nu behøver jeg ikke længere at kigge langt efter den – eller købe den. Den er der bare”, siger hun og peger på et fag som Biologi A.
“Det er et kæmpestort fag, og der er enormt meget, vi skal igennem. Det kan være svært, og der er emner, hvor man tænker, hvor pokker finder jeg et læremiddel om det her. Jeg kan gå i iBiblioteket og bom, så ligger der noget aktuelt materiale2, forklarer hun og giver udtryk for,, at hun bruger iBiblioteket mere og mere,
“Vel nok fordi jeg lærer det at kende og bliver bedre til at bruge det”, forklarer hun.
Overgangen til iBiblioteket
Margen Ott var en af flere lærere, der tog initiativ til, at skolen fik adgang til iBiblioteket. Beslutningen blev taget midt i den verserende debat om skærme og trykte bøger. Det affødte selvsagt diskussioner. Men der er ikke tvivl om, at Margen Ott mener, at fordelene tæller mest – ikke mindst for eleverne. Og for sproglærerne var det vigtigt, at der stadig ville være et økonomisk rum til at købe trykte bøger.
“Så vi har stadig vores bogkælder, og der kommer også nye bøger til”, fortæller han.
Foruden iBibliotekets opdaterede læremidler, mener han, at iBøgernes multimodale funktioner giver flere af skolens elever mulighed for at kunne få noget mere ud af undervisningen. Mange elever på Høje Tåstrup Gymnasium bruger især muligheden for at få teksten læst op.
“Vi har en stor elevgruppe fra uddannelsesfremmede hjem, og en stor del af dem har læsevanskeligheder, så de er meget glade for oplæsningsfunktionen” fortæller Marget Ott, som forsøger at få sine elever til også at bruge overstregningsfunktionen og notefunktionen.
“Vores elevgruppe er ikke meget for at slæbe rundt på bøger, og giver vi dem trykte kompendier, bliver de væk. Så med iBiblioteket har vi også forsøgt at fjerne nogle af de forhindringer, som gør, at undervisningen på fx hf kan være vanskelig. I KS bruger vi for det meste materialer fra iBiblioteket”, fortæller han og understreger, at det er vigtigt at sætte eleverne ind i, hvad iBibioteket består af. At det fx består af en samling enkelte værker bygget op som en sammenhængende bog og ikke blot er en hjemmeside.
Tag imod tilbud om en workshop for lærerne
Hvis Margen Ott og Gudrun Beyer Paulsen skal give et godt råd videre til kommende iBibliotekskoler, så er det at tage imod tilbuddet om at få en workshop, der kan åbne op for bibliotekets muligheder – didaktisk, pædagogisk og teknisk.
“Ligesom det er vigtigt for eleverne at kunne overskue iBibliotekets mange muligheder, er det også vigtigt for lærerne. For os tog den ene dag den anden, og pludselig var der gået to år. Vi har hver især fundet ud af, hvad iBiblioteket er, hvad det kan, og hvordan vi vil bruge det”, fortæller de begge og foreslår, at en workshop skal være en del af pakken, når man køber adgang til iBiblioteket.
Nogle gange skal man bare ikke have valget”, siger Margen Ott, som har været glad for forløbsbyggeren, som der er sat et større udviklingsarbejde i gang for at forbedre, og som derfor ikke er tilgængelig i øjeblikket.
Forløbsbyggeren giver lærerne mulighed for at bygge undervisningsforløb ved at stykke billeder, video, tekster fra iBøgerne og egne materialer sammen. Så forløbet tilpasses eleverne og læringssituationen.
“Man kunne lave digitale kompendier til eleverne, som man også kunne dele med sine kollegaer", fortæller Margen Ott.
Han syntes, at det fungerede rigtig godt. Men der er jo altid plads til forbedringer, og han har derfor flere forslag til den kommende udgave af Forløbsbyggeren. Dem får han mulighed for at dele med de udviklere, der netop har taget hul på arbejdet med at udvikle en revideret udgave af Forløbsbygger.
|
Er du også interesseret i at give dit besyv med, så kan du melde dig ind i vores Brugerpanel, som har til formål at inddrage brugerne i udviklingen af iBog. Gennem spørgeskemaer, interviews og prototypetest kan du få indflydelse på fremtidens læremidler. Du bestemmer selv, i hvor stort omfang du vil deltage. Her kan du læse mere og tilmelde dig: Brugerpanel for Systime og Gyldendal Uddannelse |