Rikke Haastrup har samlet pensum om kombinatorik i en fin lille bog, som dels giver eleverne en spændende og relativt let tilgængelig introduktion til emnet, dels tilbyder et fysisk alternativ til de digitale materialer. Her sætter forfatteren et par ord på sin udgivelse.
Hvis du skal fremhæve en ting ved Kombinatorik, hvad skal det så være?
Den nye bekendtgørelse for matematik lægger op til mere selvstændigt regnearbejde og mindre CAS. Det, synes jeg, bør følges op med en mulighed for i højere grad at supplere online undervisningsmateriale med fysisk materiale – uden at man som underviser er nødt til selv at skrive noter.
Desuden er bogen forsøgt skrevet på en sådan måde, at den kan indgå som faglig læsning – alle formler er forklaret ved hjælp af eksempler.
Hvad har været den bedste oplevelse i forbindelse med arbejdet med Kombinatorik?
Der har været et fint samarbejde med både en kollega, der underviser på hf, Systime og min redaktør – men det største var nok, da jeg gav min kollega et eksemplar af bogen, fik et stort knus og kommentaren ”Den kommer jeg til at bruge næste år”.
Hvad har du været særligt optaget af i forbindelse med arbejdet med udgivelsen?
Jeg har været særligt optaget af at ramme både hf, stx og hhx. Desuden har det været vigtigt for mig, at bogen kan anvendes til faglig læsning.
Bogen er også tænkt som en mulig kilde i forbindelse med SOP på htx. En af mine egne htx-elever brugte i vinteren 2024/25 det foreløbige udkast til en SOP, hvor formålet var at anvende kombinatorik og sandsynlighedsregning til at belyse økonomiske risici ved online spillemaskiner.
Hvad håber du, at eleverne får ud af at arbejde med Kombinatorik?
Jeg håber, at eleverne får et tiltrængt pusterum fra de elektroniske undervisningsmaterialer, som er fine. Men jeg tror på afveksling i undervisningen.
Desuden håber jeg, at eleverne oplever en spændende og relativt let tilgængelig introduktion af et meget vigtigt emne.
Hvordan bruger du dine erfaringer som underviser i forfatterarbejdet og omvendt?
Kombinationen af forfatterarbejde og undervisning giver mulighed for at teste elevers respons på nyt undervisningsmateriale. Jeg har således kunnet afprøve formuleringer og opgaver på egne elever, inden bogen er blevet trykt.
|
Rikke Haastrup, Cand Merc.Mat, er til daglig lektor og matematikvejleder på NEXT Vestskoven Gymnasium i Alberslund. |