Nyt, højaktuelt interaktivt undervisningsmateriale i Kunstens stemmer
Vi er glade for at kunne præsentere 2. del af den omfattende opdatering om kønnede blikke, der er lagt ind i Kunstens stemmer her til skolestart.
Det omfatter to interaktive kurateringsværktøjer, der giver eleverne mulighed for at arbejde med aktuelle problemstillinger gennem udstillingsdesign med særlig fokus på værk-sammenstillinger og produktion af både visuelle og verbale paratekster.
Værktøjerne lægger op til, at eleverne selv arbejder aktivt og skabende med alternative kurateringsforslag og herigennem undersøger og reflekterer over kurateringens betydning for kunstformidling.
Interaktivt værktøj: Kønnede blikke
Det ene værktøj, Kønnede blikke, lægger op til, at elever kan udforske, belyse og visualisere centrale problemstillinger fra bogens kapitel om det mandlige og det kvindelige blik i kunsthistorien fra Renæssancen til nu.
1. Søg i samlingen og udvælg værker

2. Arrangér værkerne på væggen og tjek størrelsesforhold

3. Vælg vægfarve, titel og skriftstørrelse

Prøv selv kurateringsværktøjet
Interaktivt værktøj om kvindernes moderne gennembrud
Det andet kurateringsværktøj er udviklet til særudstillingen, Kvindernes moderne gennembrud. Dansk kunst 1880-1910, der netop nu vises på Den Hirschsprungske Samling og senere på Randers Kunstmuseum. Dette værktøj giver eleverne mulighed for at udforske, belyse og visualisere centrale problemstillinger, dels med afsæt i de enkelte værker i udstillingen, dels med afsæt i museets udstillingsdesign.

Begge værktøjer indgår i større didaktiske rammer, der kobler teori og praksis og belyser de faglige problemstillinger i brede tematiske og kunsthistoriske perspektiver.
Rigtig god fornøjelse.