Litteraturportalen bliver løbende opdateret med den helt nye litteratur. Tekstuddrag kobles med forfatterportrætter og opgaver, så de er lige til at tage ind i klasselokalet.
Tilbage til oversigt
Litteraturportalen er opdateret med ny litteratur
Fra 2025 finder du allerede nu en række tekster fra følgende værker:
Gud bliver til
Jens Blendstrups Gud bliver til er en rørende coming of age-roman og prequal til bestselleren Gud taler ud. I romanen følger man faren Uffes barske ni år på kostskolen Herlufsholm. Til uddraget er også et både tekst- og videobaseret forfatterinterview og video med Jens, der læser op fra uddraget.
Motherlode
Christine Kærulv debuterer i 2025 med den tempofyldte og hårdtslående digtsamling Motherlode, som beskriver en piges tidlige teenagetid udspændt mellem psykisk vold i familien og digital eskapisme. Digtsamlingen er skrevet ud fra barnets perspektiv og skriver sig ind i nutidens autofiktive tendens.
Habitat
Theis Ørntofts Habitat er en autofiktiv dannelsesroman om at lede efter mening i en verden i opløsning. Vi følger Theis’ kamp med angst, kærlighed, kunst og selvidentitet.
KOMMER SEPTEMBER 2025:
Zombie
Jørgen Leths anmeldertoste digtsamling Zombie kredser om alderdom, skrøbelighed og den forestående død. Zombien er både en helt konkret skikkelse og fungerer samtidig som et billede på jegets forsvinden – en skikkelse på grænsen mellem liv og død. Digtene fremstår både afklarede og sårbare, og stilen er Leths nøgterne, enkle og rytmiske minimalisme.
Jeg er ikke færdig med dig
Glenn Bechs kommende roman Jeg er ikke færdig med dig er en mere traditionelt fortalt kærlighedsroman end hans tidligere mere eksperimentelle værker. I en rå, ligefrem og humoristisk stil undersøger Bech, hvordan barndommens mønstre og maskulinitetsidealer fortsat former vores længsler – selv midt i et trygt, privilegeret voksenliv. Romanen kredser om klassejetlag, privilegieblindhed, tilknytningsudfordringer og længslen efter vildskab, og den balancerer sort humor med psykologisk dybde. Det er et portræt af, hvordan fortidens ar og drømme fortsætter med at forstyrre nutiden.
Crip
Crip er Caspar Erics nye og måske vredeste digtsamling. Det er en bog om, hvad det vil sige at være handicappet i dagens Danmark. Om hvorfor det er nemmere for os at snakke om aktiv dødshjælp end livshjælp. Og om hvorfor mødre igen og igen må råbe op, uden at nogen svarer. Men det er også digte, der forsøger at finde nye håb, nye begær og nye veje ind og ud af de anderledes kroppe. I et forsøg på at finde en måde at fortælle sin historie på, så nogen vil lytte, cripwalker og criptalker stemmen sig hele vejen fra Fitness World til T4-mindesmærket i Berlin. Alt sammen for at finde ud af, hvem der faktisk er de handicappede i dag.
25 % på værker fra GYLDENDAL v. køb af klassesæt
Husk I kan købe klassesæt af skønlitterære værker fra Gyldendal med 25 % rabat.
Udvalget dækker både den helt nye litteratur og klassikere, alle sammen udvalgt med henblik på at skabe læseglæde og gode faglige samtaler. De vil kunne bruges i forbindelse med læsning af nyeste tid, i temaforløb og i litteraturhistorisk læsning.