Det senmoderne samfund er karakteriseret ved foranderlighed og individualisme. Det viser sig bl.a. gennem en ændring i kønsopfattelser, samlivsformer og forståelsen af naturen samt historien. Ændringerne bliver afspejlet i nyfortolkninger af religion og måder at være religiøs på. Etablerede religioner sætter ritualer og dogmer til debat, og interessen for fx asatro, spirituelle miljøer og sekulære former for religion vinder frem.
Til religionsfaget er der en ny udgivelse på vej om netop dette, titlen er Religion og det senmoderne samfund. Gennem arbejdet med udgivelsen kan eleverne fordybe sig i teorier, tekster, statistik, videoer og billeder, der reflekterer religions rolle i senmoderniteten. Nøgleordene er her det enkelte menneskes valg, tilvalg eller fravalg af religion som en måde at orientere sig i verden på.
Udgivelsen indeholder et introduktionskapitel og fem temakapitler, som er:
- Religionskritik og Humanistisk Samfund
- Køn, religion og identitet
- Asatro, religion og kultur
- Religion online og onlinereligion
- Naturens genkomst.
Religion og det senmoderne samfund udkommer både som iBog og trykt bog inden sommerferien 2025.