Klimaforandringer i Stillehavet – ny problemstilling i naturgeografi
I efteråret 2025 er Naturgeografiportalen blevet udvidet med en ny problemstilling, der sætter fokus på klimaforandringernes konsekvenser for beboerne på Salomonøerne.
Problemstillingen tager udgangspunkt i en podcastserie, som journalisten Sofie Hjort producerede under sit besøg på Salomonøerne i 2023, i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet. Serien undersøger, hvordan havspejlsstigninger og ændrede vejrmønstre påvirker livet på de lavtliggende stillehavsøer, hvor befolkningen allerede i dag mærker klimaforandringerne på egen krop.
Materialet giver eleverne mulighed for at arbejde med klimaforandringerne og de virkelighedsnære fortællinger, der kobler geovidenskabelige teorier med de forhold, befolkningen lever under på Salomonøerne i dag. Podcasten fungerer som en indgang til en problemorienteret undervisning, hvor eleverne kan analysere og diskutere, hvordan klimaforandringer påvirker levevilkår, migration og samfundsudvikling.
Problemstillingen er velegnet til undervisning på stx, hf og htx og kan desuden bruges som afsæt for tværfaglige forløb mellem fx samfundsfag, biologi og geografi/naturgeografi. Den lægger op til både faglig fordybelse og refleksion over globale udfordringer og lokale løsninger.
Materialet indeholder:
- Introduktion til Salomonøerne og deres geografiske placering
- Podcastafsnit med interviews og fortællinger fra lokale beboere og forskere
- Relevant geovidenskabelig kontekst og faglige forklaringer på klimaudfordringer.
Du finder problemstillingen i kapitel 5.13 Salomonøerne – et land i forandring.