Systime-forfatter hædres med Gymnasielærerpris
Prisen er en anerkendelse af Peter Larsens store engagement og dedikerede indsats gennem mange år som underviser i fagene fysik og teknologi.
”Det er elevernes begejstring, der inspirerer mig. Det er en god time, når jeg rammer et emne, som eleverne forsvinder i. Her kan jeg nudge dem i den rigtige retning, så de kommer igennem og lærer noget. Projekter, trial-and-error og learning-by-doing virker ret godt,” siger Peter Larsen.
Peter Larsen på scenen ved Big Bang-konferencen til paneldebat efter prisoverrækkelsen.
Det er Sune Agger, rektor på Learnmark Gymnasium HHX & HTX, som har indstillet Peter Larsen til prisen. I indstillingen lægger han bl.a. vægt på Peter Larsens idérigdom og kreativitet, som er med til at inspirere eleverne.
“Peter Larsen gør som fysik- og teknologiunderviser på HTX en enorm forskel for eleverne. Han er idérig, kreativ og får eleverne til at tænke nyt. Eleverne værdsætter ham umådeligt højt, fordi han tager deres idéer alvorligt og giver dem redskaber til at realisere dem.”, udtaler Sune Agger i en pressemeddelelse.
Peter Larsen beskrives som en institution inden for teknologi-undervisningen.
“Han har præget den måde faget teknologi bliver tilrettelagt på som lærebogsforfatter af ”Problemer og Teknologi”, som er standardbogen i faget. Og han har som tidligere toneangivende fagkonsulent i faget været central i at udfolde engineering, som en pædagogisk praksis, der inspirerer unge til at tænke nyt og løse teknologiske problemer.”, lyder det desuden i pressemeddelelsen.
Prisen er på i alt 250.000 kr., hvoraf 50.000 kr. tildeles Peter Larsen som en personlig hæderspris, og 200.000 tilfalder gymnasiet til udvikling af den naturvidenskabelige undervisning. Prisen blev overrakt på Big Bang-konferencen 2024.